Jeg har en dreng på 8 måneder som er den skønneste dreng - om dagen. Han kan sagtens sove lange lure om dagen men ligeså snart det bliver sengetid, kan han slet ikke finde ro eller falde i en dyb søvn. Han er muligvis i en “sleep regression” i øjeblikket, men hans søvn om aftenen har bare været dårlig i mange måneder nu. Kort fortalt skal man gå ind til ham 5-10 gange i timen for enten at give sut, trøste, vugge i armene eller nusse i søvn igen. Han sover i maks 30 minutter ad gangen og når derfor ikke ind i dyb søvn. Dette kan stå på i 2-4 timer hver aften og er meget trættende for os. Vi får ingen pause om aftenen eller mulighed for at tilbringe aftenen sammen, da den ene konstant er inde på værelset. Vi føler at vi har prøvet alt - god putterutine, massage, tyngdedyne, white noise osv. Hvad skal vi gøre? Vi kan slet ikke finde nogen gode råd til hvordan man får ham til at falde til ro om aftenen og falde i søvn uden problemer. Håber du kan hjælpe os. Hilsen de trætte forældre
Karis svar
Kære trætte forældre!
Forstår virkelig godt, at I er trætte. Det er nogle lange aftner, I har. Der sker ofte en ændring i søvnmønsteret omkring 4 måneders alderen, hvor hans MORO refleks bør integrere sig, og/eller i 6 måneders alderen, hvor han bliver mere bevidst, og kan finde på at søge mere nærhed.
Det vigtigste er gode, og faste, rutiner. Når du skriver I har prøvet alt, så skal de ting I prøver, gerne være prøvet af i minimum en uge ad gangen, sådan helt konsekvent. Ellers forvirrer det både ham og jer, hvis I hver eller hver anden aften prøver noget nyt af. Massage, tyngdedyne og white noise er altsammen udemærkede forslag, som nogen børn har gavn af, og i princippet kan I jo stadig bruge alle 3 ting, fast hver aften, hvis I ikke fortsat gør det.
Mit svar herunder tager udgangspunkt i, at jeres søn sover godt, efter de 2-4 timers "putte-helvede", da du ikke oplyser andet. Jeg vil opfordre jer til, at holde fast i præcis samme putte-rutine hver eneste aften (hvad rutinen indebærer er ikke så vigtigt, bare det er den samme hver dag). Også når I går ind til ham de mange gange i timen, prøver I at gøre det samme hver gang. OG så vil jeg anbefale at gøre det, der nok føles sværest lige nu: Slippe frustrationen! Ja, det er nemt for mig at sige. Men - så længe I er frustrerede over, at I ingen pauser får om aftenen og ingen mulighed har, for at tilbringe aftenen sammen, fordi den ene konstant er inde på værelset - ja så det den frustration, jeres nervesystem udstråler, hver gang I går ind til jeres søn...
Og nervesystemer i uro, de smitter!
Så min udfordring til jer er, at I nu glemmer alt om, at det her er irriterende, og trættende, og - alt mulig andet. Vi taler om få måneder ud af 18 år med ham her, den ellers så skønne dreng - der lige nu har brug for jer, for at få hans nervesystem i ro til natten. Så nu forventer I, at det er sådan her det er hver aften ved puttetid, i stedet for at håbe, at "i aften bli'r det bedre". Lad være med at forvente, at I får noget kærestetid om aftenen efter jeres søn er lagt (lige nu), smil til hinanden og sig, den klarer vi sgu! Giv det tid, tag en dyb indåndig og vær helt rolige i jeres nervesystem.
Følg denne opskrift i 1 måned, og skriv til mig igen, hvis det ikke har hjulpet.
God arbejdslyst ;-)
Kari
Kari tilbyder grundig undersøgelse, kiropraktisk behandling og vejledning af ovennævnte problemer. Hun har klinik i Kolding, men har et godt kendskab til andre børnekiropraktorer rundt om i landet, og kan derfor henvise til en kiropraktor tæt på dig.
Se Karis hjemmeside: FlicFlac.dk