Dilemma: holde børnene hjemme som sygemeldt?

BAE skriver:

Så du mener ikke at folk kæmper, fordi de tager det stille og roligt? 

Vi gør tingene i forskellige tempo, ikke alle kan bare sige; Jamen så gør jeg det her og det her.. Det kan knække endnu mere, men man prøver. Men det hjælper jo ikke at folk bare siger at man skal tage sig sammen, det er et spark til en der allerede ligger ned. 
Man tager et skridt af gangen, og det kan godt være at det første skridt tager en måned, men det er ok. Og det næste måske to måneder.. Det kommer, man skal lytte til sig selv, og ja presser sig selv lidt, men ikke for meget, for igen det kan gå den forkerte vej. 

Hvad vis det er et barn, der har angst? Skal man så også bare presse dem ud over deres grænser? eller skal man hjælpe dem med at lytte til deres kroppe, støtte dem? 

Hvad med at støtte i stedet for at sparker til andre? 
Sig: Jeg ved at det er hårdt, men det skal nok gå, du skal kæmpe. Sende gode tanker til en der har det vildt dårligt. 

Man støtter jo netop ikke ved at lade børn og voksne fortabe sig ind i angsten. Man støtter ved at vedblive at guide igennem angsten og ikke undgå angsten. 

Jøsses, der er mange svar i den her tråd!

Ja, jeg synes også selv, det er bekymrende, at jeg har synes mine to børn er så krævende. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det og forstår det ikke helt, for jeg elsker dem og jeg kan virkelig godt se, at det er søde børn. Altså de slår ikke, råber ikke og er velopdragne, kloge osv.

Men altså - jeg KAN godt passe dem. Jeg vil nok ikke betegne vores familie som sårbar. Jeg ville ikke selv være bekymret for børnenes trivsel, hvis jeg tog dem hjem. Jeg er ikke så syg, at jeg ikke kan tilsidesætte mine egne behov for børnenes og jeg kan derfor sagtens tage mig af dem og give dem gode dage. De foretrækker endda begge to at være herhjemme.

Men jeg vil bare så forfærdelig gerne snart blive rask, inden jeg bliver fyret. Jeg ved jeg psykisk får det meget værre, hvis jeg skal passe dem hele tiden, som jeg gjorde i marts og april. Jeg går til psykolog og får "opgaver" af hende, men det er opgaver, jeg på ingen måde kan løse, hvis jeg hele tiden skal passe mine børn.

Det er virkelig et dilemma og jeg kan jo se på svarene i den her tråd, at I er enige med mig i, at det er en svær situation - og derudover også, at det virkelig er en lille del af befolkningen, der ved hvad angst egentlig er.

Måske skulle jeg bare tage dem hjem (de har det også bedre herhjemme, faktisk. I hvert fald den store, der går i børnehave. De er nemlig ramt af corona, så personalet skifter en del) og i det mindste have god samvittighed og så bare... tja... forlænge min allerede alt for lange sygemelding og afvente fyring...
Det er så svært...

Anonym skriver:

Jøsses, der er mange svar i den her tråd!

Ja, jeg synes også selv, det er bekymrende, at jeg har synes mine to børn er så krævende. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det og forstår det ikke helt, for jeg elsker dem og jeg kan virkelig godt se, at det er søde børn. Altså de slår ikke, råber ikke og er velopdragne, kloge osv.

Men altså - jeg KAN godt passe dem. Jeg vil nok ikke betegne vores familie som sårbar. Jeg ville ikke selv være bekymret for børnenes trivsel, hvis jeg tog dem hjem. Jeg er ikke så syg, at jeg ikke kan tilsidesætte mine egne behov for børnenes og jeg kan derfor sagtens tage mig af dem og give dem gode dage. De foretrækker endda begge to at være herhjemme.

Men jeg vil bare så forfærdelig gerne snart blive rask, inden jeg bliver fyret. Jeg ved jeg psykisk får det meget værre, hvis jeg skal passe dem hele tiden, som jeg gjorde i marts og april. Jeg går til psykolog og får "opgaver" af hende, men det er opgaver, jeg på ingen måde kan løse, hvis jeg hele tiden skal passe mine børn.

Det er virkelig et dilemma og jeg kan jo se på svarene i den her tråd, at I er enige med mig i, at det er en svær situation - og derudover også, at det virkelig er en lille del af befolkningen, der ved hvad angst egentlig er.

Måske skulle jeg bare tage dem hjem (de har det også bedre herhjemme, faktisk. I hvert fald den store, der går i børnehave. De er nemlig ramt af corona, så personalet skifter en del) og i det mindste have god samvittighed og så bare... tja... forlænge min allerede alt for lange sygemelding og afvente fyring...
Det er så svært...

Synes virkelig ikke, at det er en god løsning at have dem hjemme på fuldtid, når du får det værre af det.. Hvis du gerne vil have dem lidt hjemme, kan du så ikke aflevere senere eller nøjes med at have dem hjemme halvdelen af ugen, og resten af tiden bruger du på dine øvelser? 

Jeg kender selv til det, og kender også til den dårlig samvittighed og dårlige følelse, når man ikke magter sine børn.. Men det er altså okay! Du kan jo ikke gøre for det, og du lyder som en god og kærlig mor, der vil sine børn det bedste 

Jøsses, der er mange svar i den her tråd!

Ja, jeg synes også selv, det er bekymrende, at jeg har synes mine to børn er så krævende. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det og forstår det ikke helt, for jeg elsker dem og jeg kan virkelig godt se, at det er søde børn. Altså de slår ikke, råber ikke og er velopdragne, kloge osv.

Men altså - jeg KAN godt passe dem. Jeg vil nok ikke betegne vores familie som sårbar. Jeg ville ikke selv være bekymret for børnenes trivsel, hvis jeg tog dem hjem. Jeg er ikke så syg, at jeg ikke kan tilsidesætte mine egne behov for børnenes og jeg kan derfor sagtens tage mig af dem og give dem gode dage. De foretrækker endda begge to at være herhjemme.

Men jeg vil bare så forfærdelig gerne snart blive rask, inden jeg bliver fyret. Jeg ved jeg psykisk får det meget værre, hvis jeg skal passe dem hele tiden, som jeg gjorde i marts og april. Jeg går til psykolog og får "opgaver" af hende, men det er opgaver, jeg på ingen måde kan løse, hvis jeg hele tiden skal passe mine børn.

Det er virkelig et dilemma og jeg kan jo se på svarene i den her tråd, at I er enige med mig i, at det er en svær situation - og derudover også, at det virkelig er en lille del af befolkningen, der ved hvad angst egentlig er.

Måske skulle jeg bare tage dem hjem (de har det også bedre herhjemme, faktisk. I hvert fald den store, der går i børnehave. De er nemlig ramt af corona, så personalet skifter en del) og i det mindste have god samvittighed og så bare... tja... forlænge min allerede alt for lange sygemelding og afvente fyring...
Det er så svært...

Det ER svære dilemmaer i disse dage - selv for os hvor den psykiske situation ikke er så presset som i din. Uanset hvad du vælger må du prøve at gøre det uden dårlig samvittighed for det er jo tydeligt du gør hvad du kan.

Dit spørgsmål udartede sig vist lidt til en mere principiel snak, men det kan jo også være meget godt, selvom det kan være forvirrende hvis man bare søger et simpelt svar

Anonym skriver:

Jøsses, der er mange svar i den her tråd!

Ja, jeg synes også selv, det er bekymrende, at jeg har synes mine to børn er så krævende. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det og forstår det ikke helt, for jeg elsker dem og jeg kan virkelig godt se, at det er søde børn. Altså de slår ikke, råber ikke og er velopdragne, kloge osv.

Men altså - jeg KAN godt passe dem. Jeg vil nok ikke betegne vores familie som sårbar. Jeg ville ikke selv være bekymret for børnenes trivsel, hvis jeg tog dem hjem. Jeg er ikke så syg, at jeg ikke kan tilsidesætte mine egne behov for børnenes og jeg kan derfor sagtens tage mig af dem og give dem gode dage. De foretrækker endda begge to at være herhjemme.

Men jeg vil bare så forfærdelig gerne snart blive rask, inden jeg bliver fyret. Jeg ved jeg psykisk får det meget værre, hvis jeg skal passe dem hele tiden, som jeg gjorde i marts og april. Jeg går til psykolog og får "opgaver" af hende, men det er opgaver, jeg på ingen måde kan løse, hvis jeg hele tiden skal passe mine børn.

Det er virkelig et dilemma og jeg kan jo se på svarene i den her tråd, at I er enige med mig i, at det er en svær situation - og derudover også, at det virkelig er en lille del af befolkningen, der ved hvad angst egentlig er.

Måske skulle jeg bare tage dem hjem (de har det også bedre herhjemme, faktisk. I hvert fald den store, der går i børnehave. De er nemlig ramt af corona, så personalet skifter en del) og i det mindste have god samvittighed og så bare... tja... forlænge min allerede alt for lange sygemelding og afvente fyring...
Det er så svært...

Når jeg læser det her du har skrevet, så lyder det til at du faktisk godt ved hvad der ville være det bedste - nemlig at sende børnene afsted og arbejde på at få det bedre. Men du har dårlig samvittighed over det (nu er det bare min tolkning) og desværre er der flere i denne tråd der fodrer din dårlige samvittighed.

Jeg synes helt ærligt at du skal skide på hvad alle andre mener og gøre det der er bedst for dig. For det vil i sidste ende også være det bedste for dine børn. De har ingen gavn af en mor der er syg. Og for at bruge en andens udtryk: det er som at tisse i bukserne at holde dem hjemme. Det løser problemet lige nu, men på langt sigt gør det bare situationen værre.

Og ift smitte osv. så er der selvfølgelig kommet nogle nye anbefalinger. Hvor dem der KAN skal holde børnene hjemme. Men her tales der altså om raske forældre der ikke arbejder. Og jeg tænker ikke at de fortsat ville holde daginstitutioner åbne hvis det ikke var forsvarligt. 

Jøsses, der er mange svar i den her tråd!

Ja, jeg synes også selv, det er bekymrende, at jeg har synes mine to børn er så krævende. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det og forstår det ikke helt, for jeg elsker dem og jeg kan virkelig godt se, at det er søde børn. Altså de slår ikke, råber ikke og er velopdragne, kloge osv.

Men altså - jeg KAN godt passe dem. Jeg vil nok ikke betegne vores familie som sårbar. Jeg ville ikke selv være bekymret for børnenes trivsel, hvis jeg tog dem hjem. Jeg er ikke så syg, at jeg ikke kan tilsidesætte mine egne behov for børnenes og jeg kan derfor sagtens tage mig af dem og give dem gode dage. De foretrækker endda begge to at være herhjemme.

Men jeg vil bare så forfærdelig gerne snart blive rask, inden jeg bliver fyret. Jeg ved jeg psykisk får det meget værre, hvis jeg skal passe dem hele tiden, som jeg gjorde i marts og april. Jeg går til psykolog og får "opgaver" af hende, men det er opgaver, jeg på ingen måde kan løse, hvis jeg hele tiden skal passe mine børn.

Det er virkelig et dilemma og jeg kan jo se på svarene i den her tråd, at I er enige med mig i, at det er en svær situation - og derudover også, at det virkelig er en lille del af befolkningen, der ved hvad angst egentlig er.

Måske skulle jeg bare tage dem hjem (de har det også bedre herhjemme, faktisk. I hvert fald den store, der går i børnehave. De er nemlig ramt af corona, så personalet skifter en del) og i det mindste have god samvittighed og så bare... tja... forlænge min allerede alt for lange sygemelding og afvente fyring...
Det er så svært...

Der er intet job der er dit helbred værd! 
Jeg skrev at jeg anbefalede dig at holde dem hjemme. Det skrev jeg selvom jeg selv har været igennem slem stress og fået angst bagefter. Jeg har en baby på 4 mdr og en 6 årig. Min mand har hjemmeundervisning hele dagen. Så jeg er blæksprutte og klarer(ikke!) det hele. 
Men trods det ville jeg holde hjemme selvom muligheden var der. 
Tænk hvis I blev syge. Tænk hvis de tvinger en lukning igennem. Tænk hvis du afleverer dem, men alligvel bliver fyret. 
Snak med din psykolog om det. Hvad vi skriver er jo kun vores meninger, og vi er fremmede mennesker. Men ud fra et samfundsperspektiv, bør du holde dem hjemme.

Nu skriver regeringen også, at de opfordrer en til at holde dem hjemme, hvis man kan.

Så de får en sidste dag derhenne i morgen, så jeg har tid til at lægge madplan, købe ind til det hele og få det planlagt ordentligt og fra fredag holder jeg dem hjemme. Så må det være sådan.

Jeg får det ikke bedre af det - men omvendt får jeg det heller ikke værre. Og faktisk kan jeg slet ikke klare den dårlige samvittighed over at sende dem afsted, den er stor og den slipper jeg for.

Suk.
Elendige corona... Vi længes bare alle efter en almindelig hverdag snart.

Anonym skriver:

Nu skriver regeringen også, at de opfordrer en til at holde dem hjemme, hvis man kan.

Så de får en sidste dag derhenne i morgen, så jeg har tid til at lægge madplan, købe ind til det hele og få det planlagt ordentligt og fra fredag holder jeg dem hjemme. Så må det være sådan.

Jeg får det ikke bedre af det - men omvendt får jeg det heller ikke værre. Og faktisk kan jeg slet ikke klare den dårlige samvittighed over at sende dem afsted, den er stor og den slipper jeg for.

 

Suk.
Elendige corona... Vi længes bare alle efter en almindelig hverdag snart.

Håber det bedste for dig. Og husk at en del af behandlingen af psykiske lidelser er at lære at slippe den dårlige samvittighed. Så det er helt i orden at slække lidt på det hele derhjemme.

Abracadabra skriver:

Man støtter jo netop ikke ved at lade børn og voksne fortabe sig ind i angsten. Man støtter ved at vedblive at guide igennem angsten og ikke undgå angsten. 

Har jeg sagt man fortabe sig? Jeg siger Man skal IKKE presse for meget.. Så det går over deres grænser.  Ja man guider, men det gør du jo ikke ved at sige:du skal holde dine børn hjemme, for så vokser du med det.. Hvad skal hun dog bruge det til, når hun selv siger det ikke fungerer..??

BAE skriver:

Har jeg sagt man fortabe sig? Jeg siger Man skal IKKE presse for meget.. Så det går over deres grænser.  Ja man guider, men det gør du jo ikke ved at sige:du skal holde dine børn hjemme, for så vokser du med det.. Hvad skal hun dog bruge det til, når hun selv siger det ikke fungerer..??

Nu har TS taget sin beslutning, så den generelle debat om pyskiske lidelser og behandlingen af dem, må vi nok hellere tage på et andet tidspunkt i en selvstændig tråd.

Men ganske kort - min psykiater siger, at det er hans erfaring, at mange psykiske syge vil for meget, og at de skal huske at standse op engang imellem og bare "tygge drøv". Det er ikke det samme som at fortabe sig i det. Der er ingen her i tråden, der har skrevet, at man bare skal fortabe sig i angsten eller hvad det nu er, man kæmper med.