Dilemma: holde børnene hjemme som sygemeldt?

Man støtter jo netop ikke ved at lade børn og voksne fortabe sig ind i angsten. Man støtter ved at vedblive at guide igennem angsten og ikke undgå angsten. 

Men det kan også godt kræve tid og overskud at blive guidet igennem angsten. Som en anden skrev: hvis man har det rigtig skidt psykisk, kan bare det at gå til psykolog efterlade en smadret i flere timer (hos mig var det dage). 

Der er stor, stor forskel på at sige til TS, at hun skal holde sine børn hjemme i gradvist længere og længere intervaller og så sige, at hun skal kaste sig ud i det med det samme på fuldtid. Det første bygger hende langsomt op med små succeser, det andre risikerer at sætte hende tilbage. Tilbagegang vil også gå ud over børnene. 

Langsom, gradvis optrapning til et normalt liv er vejen frem. Det dumme er helt at trække sig, for så bliver det rockerhårdt at vænne tilbage. Men det er også dumt at springe ud på den dybe ende, før man har sikret sig, man kan svømme.

Anonym skriver:

Men det kan også godt kræve tid og overskud at blive guidet igennem angsten. Som en anden skrev: hvis man har det rigtig skidt psykisk, kan bare det at gå til psykolog efterlade en smadret i flere timer (hos mig var det dage). 

Der er stor, stor forskel på at sige til TS, at hun skal holde sine børn hjemme i gradvist længere og længere intervaller og så sige, at hun skal kaste sig ud i det med det samme på fuldtid. Det første bygger hende langsomt op med små succeser, det andre risikerer at sætte hende tilbage. Tilbagegang vil også gå ud over børnene. 

Langsom, gradvis optrapning til et normalt liv er vejen frem. Det dumme er helt at trække sig, for så bliver det rockerhårdt at vænne tilbage. Men det er også dumt at springe ud på den dybe ende, før man har sikret sig, man kan svømme.

Enig. Man ender med at blive mere dårlig ved at kaste sig ud i det 100 procent og gabe over for meget.

Jeg håber, at TS stadigvæk læser med  Det er okay, at du har behov for at gøre det gradvist, derfor jeg foreslog at du kunne give korte dage, evt. nogle fridage, men stadigvæk sende dem afsted. 

Abracadabra skriver:

Der er en udbredt fortælling både på denne hjemmeside og i befolkningen generelt, at man skal ‘lytte til sin krop’ mm. Og selvom det lyder intuitivt rigtigt, understøtter den tilgang faktisk undgåelsesadfærd og vil i sidste ende forværre angsten. 

For det føles jo SKRÆKKELIGT at gå imod sin angst: Man får hjertebanken, kvalme, kvælningsfornemmelser og dødsangst. Men hvis man undgår de følelser, bliver angsten kun større og større. Angst forsvinder ikke af sig selv: Det er en hård kamp at skulle gå imod sin angst. 

På hjemmesider som denne er dannet et ekkokammer af, at man skal ‘mærke efter, hvad der føles rigtigt’. Men det er lodret løgn: Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det VIRKER IKKE. Det virker heller ikke at ‘passe på sig selv’ - i hvert fald ikke, hvis dét betyder langvarigt fravær fra ens almindelige liv. 

Hvis man ikke bruger sine muskler, svinder de ind. Hvis man ikke bruger sit liv, svinder det ind. Hvis man skærmer sig fra alt, der føles ubehageligt, vil ALT til sidst blive ubehageligt. 

Og jeg ser, at jeg bliver rasende upopulær på at sige dette, det undrer mig ikke. Det er upopulært at mene, at man skal kæmpe frem. 

Jeg er sikker på du har ret i forhold til angst og mange andre sygdomme fysiske som psykiske - jeg er selv en af dem, der mener man skal rejse sig fra sengen og gå en tur. 

Men lige her vil jeg så være børnenes advokat, for ja ts skal møde angsten, udfordre sig selv, men behøver det være på bekostning af børnene? 

Skal børnene virkelig være hjemme, hvor en mor har det skrækkeligt, hjertebanke, kvalme og meget mere. Ville det så ikke være bedre, at hun kæmpede mod angsten, men børnene var i trygge rammer? Det synes jeg, men jeg er så også i langt højere grad børnenes advokat end morens.

Anonym skriver:

Jeg er også anonym, fordi jeg synes, det er flovt at have svært ved at overskue sit eget afkom, især to så søde drenge, som jeg har.

Angst er jo hele tiden at føle, man er bange for noget, uden der er noget konkret at frygte. Det er at bekymre sig hele tiden og nogle gange også have en kortere lunte. Og at få angstanfald ud af det blå, hvor man føler, at man skal dø, igen: uden nogen grund. Det er hele tiden at være i beredskab og hele tiden have en hjerne, der kører i højeste gear, hvor helt små ting som at ringe i telefon kan gøre mig så nervøs, som skulle jeg til eksamen.

Min mand kan ikke så godt arbejde herhjemme, hvis børnene er her, for han skal undervise online og det er bare så svært, når jeg hele tiden skal kæmpe for at holde børnene væk fra hans computer og at finde ro, når man kan høre ham snakke næsten konstant fra 8 til 14... Heldigvis kan han køre hen på skolen og undervise derfra indtil videre. Det er nemmest på den måde.

Jeg hælder også snart mest til at holde dem hjemme, men jeg er bare så bange for at det går ligesom sidst, hvor jeg bare ikke kan mere til sidst og virkelig giver børnene nogle møgfald. Sidst havde jeg dog også stadig resterne af en lang og dum fødselsdepression, den er vist næsten helt væk nu og samtidig natammer jeg heller ikke længere, hvilket har givet mig væsentligt mere overskud!

De bliver nødt til at komme ud for at trives - en dag indenfor kan de lige klare, men de har det meget bedre og er meget nemmere, når de har været ude at lege! De har bare brug for det - selvom jeg har løse rammer herinde omkring klatren i sofaen og vild leg i dobbeltsengen, så gør en tur udenfor dem roligere.
Bare at gå en tur er besværligt, for den lille kan ikke gå så langt, men hvis han bare sidder i klapvognen, så får han ikke så meget ud af det - derfor vælger jeg ofte at køre et sted hen, hvor de kan blive "sluppet fri".

Jeg plejer også altid at have meget faste rammer og lave en konkret plan for dagen, når jeg er alene med dem, ellers holder det ikke for mig.

Jeg er bare så fucking ærgerligt over, at jeg bare bliver ved med at være sygemeldt, men det eneste jeg gør, er at passe børn og jeg bliver slet ikke den mindste smule mere rask. Til sidst kan jeg jo slet ikke få forlænget sygemeldingen mere og så bliver jeg fyret.

Jeg har ikke læst hele tråden, men svarer lige her...

Jeg tror også, at du kan risikere, at de snart lukker helt ned. Derfor tænker jeg, at det er klogest at sende dem afsted og give dig selv så meget ro som muligt, mens du kan. Evt arranger 1 fridag om ugen og så lav en fast struktur for, hvordan dagen skal gå; på den måde kan du muligvis holde angsten i skak og konfliktniveauet nede. 
Hvis det ender med, at børnene skal være hjemme, så må du få din mand lidt mere på banen. Ja han underviser online. Ja det er noget bøvl med små børn ved siden af. Ikke desto mindre, så sidder de fleste lærere altså hjemme med deres børn og underviser samtidig - det er ikke optimalt, men sådan er vilkårene nu engang. Jeg er lærer og underviser primært fysisk, men med de klasser, hvor jeg kan gå online, der henter jeg barnet i nødpasning og så vimser hun rundt, mens jeg underviser - hun er så 6 år, så det er selvfølgelig lidt nemmere at multitaske  Optimalt? Nej. Nødvendigt? Ja. 

Tommelise skriver:

Nu har TS taget sin beslutning, så den generelle debat om pyskiske lidelser og behandlingen af dem, må vi nok hellere tage på et andet tidspunkt i en selvstændig tråd.

Men ganske kort - min psykiater siger, at det er hans erfaring, at mange psykiske syge vil for meget, og at de skal huske at standse op engang imellem og bare "tygge drøv". Det er ikke det samme som at fortabe sig i det. Der er ingen her i tråden, der har skrevet, at man bare skal fortabe sig i angsten eller hvad det nu er, man kæmper med.

Hende jeg svarede sagde at man støtte dem jo ikke ved at lade dem fortabe sig i angsten, så jo det blev sagt. 

Jeg er på TS side og forstår at det kan være svært. 

BAE skriver:

Hende jeg svarede sagde at man støtte dem jo ikke ved at lade dem fortabe sig i angsten, så jo det blev sagt. 

Jeg er på TS side og forstår at det kan være svært. 

Vi er enige. Mit svar var egentlig ment som en støtte til dit svar. Jeg burde nok have citeret Abracadabra i stedet for dig. Beklager at det kunne misforstås.

Mit svar var egentlig ment sådan, at - jamen der er jo INGEN, der påstår, at det er en god behandling mod angst bare at fortabe sig i den.

Men at det handler om at tage små skridt. 

Hvis man er bange for vand, så nytter det heller ikke noget at begynde sin "vandtræning" med at springe ud fra 3-meter vippen.

Så vi er slet ikke uenige.

jjuhl skriver:

Jeg er en fucking god mor, ingen absolut ingen kan sætte en finger på min måde at være forældre på!!! Lige nu er det bedste for mine børn at komme afsted ca halv tid. Det trives både de og jeg bedst med!! vores område/institution er desuden hverken ramt eller presset af pandemien, til den tid genoverveje jeg måske. 

Men hvad i hele hule ..... bilder du dig ind at dømme folk på denne måde? Skulle folk ude af stand til at udvise empati for andre mennesker så heller ikke få børn? rummelighed, næste kærlighed og at stå sammen må sgu være det vigtigste lige nu. 

Jeg går desuden hjemme og har været så fræk at få børn efter jeg blev syg, og nå ja jeg er også på offentlig forsørgelse. måske jeg bare lige skulle oppe mig lidt!!!!! For det er jo helt sikkert fordi jeg ikke gider at jeg er syg og det er da helt sikkert min egen skyld, jeg kunne da bare tage mig sammen. og at jeg pt ikke kan overskue mine unger 24 timer i døgnet i et par mdr er da helt sikkert den fedeste følelse i verden at have!!!! 

Du gør hvad du mener er bedst og alt hvad du kan bidrage med, tak for det. Men hvor er tilliden til at andre gør det samme? også selvom det ikke er lige så meget som dig? 

Ja ærligt. At få børn mens man er syg og på offentlig ydelse, er sgu ikke det smarteste at gøre i min verden....

Man har ikke mulighed for selv at forsørge dem ej heller overskuddet til at være sammen med dem. 

Tommelise skriver:

Vi er enige. Mit svar var egentlig ment som en støtte til dit svar. Jeg burde nok have citeret Abracadabra i stedet for dig. Beklager at det kunne misforstås.

Mit svar var egentlig ment sådan, at - jamen der er jo INGEN, der påstår, at det er en god behandling mod angst bare at fortabe sig i den.

Men at det handler om at tage små skridt. 

Hvis man er bange for vand, så nytter det heller ikke noget at begynde sin "vandtræning" med at springe ud fra 3-meter vippen.

Så vi er slet ikke uenige.

 

Ahh ok(sorry er lidt træt i hovedet.. været en lang dag)

Men dejligt at vi er enige

Anonym skriver:

Ja ærligt. At få børn mens man er syg og på offentlig ydelse, er sgu ikke det smarteste at gøre i min verden....

Man har ikke mulighed for selv at forsørge dem ej heller overskuddet til at være sammen med dem. 

Det er da noget af det smarteste at få børn samfundsøkonomisk. I Danmark fødes der al for få børn, så hun bidrager faktisk til velfærden på længere sigt. 

Katrines89 skriver:

Det er da noget af det smarteste at få børn samfundsøkonomisk. I Danmark fødes der al for få børn, så hun bidrager faktisk til velfærden på længere sigt. 

Så kan man så rigtig groft sige, det offentlige betaler for dem i starten. Og bliver de heltstøbte mennesker senere hen, hvis de oplever at deres mor ikke har overskuddet til dem? Eller får de brug for støtte fra det offentlige igen. Børn spejler sig i deres forældre. Vil de ende på offentlig ydelser som deres mor så....

Måske groft karikeret, men det synes jeg altså også det er at sige det er samfundsmæssigt godt at få børn uanset om man har råd eller overskud til dem. Hellere færre helstøbte og robuste børn end mange der halter bagefter.