Dilemma: holde børnene hjemme som sygemeldt?

Anonym skriver:

Wow hvor er det skræmmende så mange der fejler dit og dat og derfor ikke magter deres børn hjemme.

Håber alle de mennesker har fået deres psykiske problemer EFTER de har fået børn, ellers er det edderdælme lousy prioritering at få børn, når man i sådan en ekstrem situation som vi er i lige nu, alligevel ikke formå at have sine børn hjemme. 
Tænk hvis alle oppede sig lidt og gav den en skalle, så kunne det være det hele var hurtigere overstået.

Det kan godt være jeg lyder som om jeg ingen forståelse har for andres situation, men synes virkelig det er skræmmende læsning.

 

Jeg er en fucking god mor, ingen absolut ingen kan sætte en finger på min måde at være forældre på!!! Lige nu er det bedste for mine børn at komme afsted ca halv tid. Det trives både de og jeg bedst med!! vores område/institution er desuden hverken ramt eller presset af pandemien, til den tid genoverveje jeg måske. 

Men hvad i hele hule ..... bilder du dig ind at dømme folk på denne måde? Skulle folk ude af stand til at udvise empati for andre mennesker så heller ikke få børn? rummelighed, næste kærlighed og at stå sammen må sgu være det vigtigste lige nu. 

Jeg går desuden hjemme og har været så fræk at få børn efter jeg blev syg, og nå ja jeg er også på offentlig forsørgelse. måske jeg bare lige skulle oppe mig lidt!!!!! For det er jo helt sikkert fordi jeg ikke gider at jeg er syg og det er da helt sikkert min egen skyld, jeg kunne da bare tage mig sammen. og at jeg pt ikke kan overskue mine unger 24 timer i døgnet i et par mdr er da helt sikkert den fedeste følelse i verden at have!!!! 

Du gør hvad du mener er bedst og alt hvad du kan bidrage med, tak for det. Men hvor er tilliden til at andre gør det samme? også selvom det ikke er lige så meget som dig? 

Anonym skriver:

Okay sku

Meget modent. ��‍♀️ 

Anonym skriver:

Jeg har sådan en sort samvittighed, for jeg synes snart, at der alle steder står, at man skal holde sine børn hjemme, hvis det er muligt. Regeringen og de officielle eksperter siger, at det stadig er forsvarligt at sende de små børn afsted, men nærmest alle andre steder (inklusiv børnehavens intra) for man at vide, at man helst skal holde dem hjemme eller i hvert fald give dem korte dage.

Jeg har to børn, de er næsten 2 og 4 år gamle. Egentlig søde og nemme børn, men også med krudt i.
Jeg er sygemeldt med angst og har det ikke specielt godt. Selv i weekenderne kan jeg have svært ved at overskue dem og juleferien har været meget lang.
Min kæreste arbejder stadig. Han er lærer og underviser online, men kører indtil videre hen og gør det på skolen.

Men jeg går jo hjemme og jeg ved jo, at jeg godt kan finde ud af at passe dem herhjemme selv. De bliver glade af det, men jeg betaler bare prisen og ved bare, at jeg ikke bliver rask, hvis jeg har dem herhjemme, for de dræner mig fuldstændig, selvom de er søde.

Vi har heller ingen have, da vi bor i lejlighed, og det er virkelig et kæmpe problem! De kommer ud at lege hver dag, men det kræver en kæmpe indsats fra min side og så SKAL man bare i skoven eller sådan noget, for legepladsen er altid optaget af mindst én anden familie... Hvis jeg bare kunne give dem flyverdragt på og så gå ud i sandkassen, var det noget andet. Men de skal bare have flyverdragter på, i klapvognen eller cyklen, tusind par ekstra vanter med, servietter, måske en snack og så skal man finde et sted, der er børnevenligt og være der, inden man maser sig hele vejen hjem og går op af de lange trapper i lejligheden igen - og gerne 2 gange om dagen.

Derfor sender jeg dem afsted ca. 8:30 - 15. Men så dårlig samvittighed, jeg har... jeg ved jo, at jeg bør have dem herhjemme, men omvendt så ved jeg, at jeg selv kommer til at gå fuldstændig død

Hvad ville I gøre? Overvejer at give dem én fridag om ugen, men det ville måske ikke løse så meget.

Kære du. Jeg kan se du ikke rigtig svarer nogen. Og det kan jeg dæleme godt forstå. Sikke nogle usympatiske mennesker herinde. 

lad være at tænk på hvad andre mener. Daginstitutionen har åben. Send dine børn afsted med god samvittighed og saml energi til de kommer hjem så du kan være den bedste mor for dem. Dage hvor du Måske kan mærke et bedre energi niveau kan du altid hente dem tidligere eller give dem en fridag en gang om ugen. 

vigtigst er ihverfald bare at du ikke skal have dårlig samvittighed 

Anonym skriver:

Wow hvor er det skræmmende så mange der fejler dit og dat og derfor ikke magter deres børn hjemme.

Håber alle de mennesker har fået deres psykiske problemer EFTER de har fået børn, ellers er det edderdælme lousy prioritering at få børn, når man i sådan en ekstrem situation som vi er i lige nu, alligevel ikke formå at have sine børn hjemme. 
Tænk hvis alle oppede sig lidt og gav den en skalle, så kunne det være det hele var hurtigere overstået.

Det kan godt være jeg lyder som om jeg ingen forståelse har for andres situation, men synes virkelig det er skræmmende læsning.

 

Jeg synes til gengæld det er rigtig skræmmende hvor mange i denne tråd der overhovedet ikke har forståelse og indsigt i stress, angst og depression. Troede folk var lidt mere opdaterede i 2021, men der er da et godt stykke vej endnu!

Særligt er der rigtig mange der tror, at når det handler om noget i hjernen, så kan man bare tænke sig rask og "tage sig sammen". Hvilket er lige så muligt som en med et brækket ben eller en diskusprolaps. Tænk hvis man sagde til dem at de lige måtte oppe sig og tog sig sammen. Eller sagde at de var dårlige forældre fordi de fik børn og så brækkede benet og derfor ikke kunne passe deres børn.

Og synes virkelig også der er kommet en grim kultur her under Corona (har nok været her længe før, egentlig) med at gå og lege politi og bestemme hvad der er rigtigt for folk at gøre. Også selvom reglerne i øvrigt siger noget helt andet. 

Udtryk som at tage sig sammen eller vokse med opgaven hører simpelthen ikke hjemme i en diskussion om angst. Psykisk sygdom er sygdom på lige fod med fysisk sygdom, og det fortjener at blive taget alvorligt. 

Jeg har selv haft en depression, og enhver opfordring til at tage mig sammen knækkede mig yderligere. For der var ikke noget, jeg hellere ville - og ikke noget, jeg mindre kunne. 

Jeg har også selv haft dage, hvor jeg ikke kunne overskue mine børn på grund af en efterfødselsdepression. Jeg hadede mig selv og følte mig som en uduelig mor, der ikke fortjente mine børn. Jeg gjorde mit bedste, hver dag, for at have energi og overskud nok til at kysse, kramme, holde om dem og sige, at de er vidunderlige. Men jeg ville under ingen omstændigheder have haft overskuddet til at være på alene en hel dag fem dage om ugen. Det ville have knækket mig, og mine børn ville være blevet voldsomt påvirket af sådan et knæk. 

Skal vi ikke være glad for, at vi lever i et samfund, hvor TS' lidelser ikke  behøver at gå ud over hendes børn? Vi har mulighed for at give TS pauser og ro om dagen, så hun kan være den bedste mor for sine børn, når de er hjemme. Det er da fantastisk! For i sidste ende handler det her jo ikke kun om TS, men i endnu højere grad om børnenes trivsel. Som jeg ser det, er hun en kærlig mor, der lige nu er stærkt begrænset af sin sygdom - men heldigvis både kender og anerkender hun sine egne grænser.

BAE skriver:

Meget modent. ��‍♀️ 

Og det kommer fra dig?? 

LSS skriver:

Slap nu af Katrine har du det røde?

Vi accepterer IKKE  at man bruger anofunktionen til personangreb.  

Derfor fjerner jeg din anonymitet - og anbefaler kraftigt du overvejer din debat stil. 

Anonym skriver:

Og det kommer fra dig?? 

Fordi jeg kalder dig ud for at ikke tænker på andre. 
Og så kommer du med sådan en umoden besked fra dig. 

Anonym skriver:

Udtryk som at tage sig sammen eller vokse med opgaven hører simpelthen ikke hjemme i en diskussion om angst. Psykisk sygdom er sygdom på lige fod med fysisk sygdom, og det fortjener at blive taget alvorligt. 

Jeg har selv haft en depression, og enhver opfordring til at tage mig sammen knækkede mig yderligere. For der var ikke noget, jeg hellere ville - og ikke noget, jeg mindre kunne. 

Jeg har også selv haft dage, hvor jeg ikke kunne overskue mine børn på grund af en efterfødselsdepression. Jeg hadede mig selv og følte mig som en uduelig mor, der ikke fortjente mine børn. Jeg gjorde mit bedste, hver dag, for at have energi og overskud nok til at kysse, kramme, holde om dem og sige, at de er vidunderlige. Men jeg ville under ingen omstændigheder have haft overskuddet til at være på alene en hel dag fem dage om ugen. Det ville have knækket mig, og mine børn ville være blevet voldsomt påvirket af sådan et knæk. 

Skal vi ikke være glad for, at vi lever i et samfund, hvor TS' lidelser ikke  behøver at gå ud over hendes børn? Vi har mulighed for at give TS pauser og ro om dagen, så hun kan være den bedste mor for sine børn, når de er hjemme. Det er da fantastisk! For i sidste ende handler det her jo ikke kun om TS, men i endnu højere grad om børnenes trivsel. Som jeg ser det, er hun en kærlig mor, der lige nu er stærkt begrænset af sin sygdom - men heldigvis både kender og anerkender hun sine egne grænser.

Der er jo desværre ingen, der bliver raskere af at hvile sig - ikke medmindre det drejer sig om den helt akutte fase. Det gælder i øvrigt ALLE sygdomme: Både det brækkede ben, diskusprolapsen OG angstlidelsen. Der skal hurtigt genoptrænes (og genoptræning er hårdt og gør nogle gange ondt), hvis man skal vende tilbage til sit tidligere funktionsniveau - eller tæt på. 

Hvis vi skal fortsætte sammenligningen med det brækkede ben, skal patienten jo heller ikke ligge i sengen i månedsvis, men faktisk ret hurtigt op og træne. Det samme skal angstpatienten. Angst er fysisk voldsomt ubehageligt, derfor udvikles undgåelsesadfærd meget hurtigt - og så bliver patienten sygere og sygere. 

Der er jo (i denne tråd) ingen, der taler om at sende TS ud på et coronaramt plejehjem 60 timer ugentligt - der tales om at passe sine egne søde børn i en pandemi. Det er faktisk en opgave, man bør kunne træne sig op til ret hurtigt. Og hvor man bagefter går styrket derfra. Men som med al genoptræning er det hårdt og msn bliver træt og udmattet. Men man skal nok gøre det alligevel. 

Abracadabra skriver:

Der er jo desværre ingen, der bliver raskere af at hvile sig - ikke medmindre det drejer sig om den helt akutte fase. Det gælder i øvrigt ALLE sygdomme: Både det brækkede ben, diskusprolapsen OG angstlidelsen. Der skal hurtigt genoptrænes (og genoptræning er hårdt og gør nogle gange ondt), hvis man skal vende tilbage til sit tidligere funktionsniveau - eller tæt på. 

Hvis vi skal fortsætte sammenligningen med det brækkede ben, skal patienten jo heller ikke ligge i sengen i månedsvis, men faktisk ret hurtigt op og træne. Det samme skal angstpatienten. Angst er fysisk voldsomt ubehageligt, derfor udvikles undgåelsesadfærd meget hurtigt - og så bliver patienten sygere og sygere. 

Der er jo (i denne tråd) ingen, der taler om at sende TS ud på et coronaramt plejehjem 60 timer ugentligt - der tales om at passe sine egne søde børn i en pandemi. Det er faktisk en opgave, man bør kunne træne sig op til ret hurtigt. Og hvor man bagefter går styrket derfra. Men som med al genoptræning er det hårdt og msn bliver træt og udmattet. Men man skal nok gøre det alligevel. 

Hvis det er tilfældet, så ville et kærligt og motiverende skub være at foretrække i stedet for ondtmenende ord, der optræder herinde, dine inklusive.