Abracadabra skriver:
Der er en udbredt fortælling både på denne hjemmeside og i befolkningen generelt, at man skal ‘lytte til sin krop’ mm. Og selvom det lyder intuitivt rigtigt, understøtter den tilgang faktisk undgåelsesadfærd og vil i sidste ende forværre angsten.
For det føles jo SKRÆKKELIGT at gå imod sin angst: Man får hjertebanken, kvalme, kvælningsfornemmelser og dødsangst. Men hvis man undgår de følelser, bliver angsten kun større og større. Angst forsvinder ikke af sig selv: Det er en hård kamp at skulle gå imod sin angst.
På hjemmesider som denne er dannet et ekkokammer af, at man skal ‘mærke efter, hvad der føles rigtigt’. Men det er lodret løgn: Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det VIRKER IKKE. Det virker heller ikke at ‘passe på sig selv’ - i hvert fald ikke, hvis dét betyder langvarigt fravær fra ens almindelige liv.
Hvis man ikke bruger sine muskler, svinder de ind. Hvis man ikke bruger sit liv, svinder det ind. Hvis man skærmer sig fra alt, der føles ubehageligt, vil ALT til sidst blive ubehageligt.
Og jeg ser, at jeg bliver rasende upopulær på at sige dette, det undrer mig ikke. Det er upopulært at mene, at man skal kæmpe frem.
Jeg er helt enig i, at man ikke bare skal undgå det, der giver angst.
Der er ingen, der skriver, at TS bare skal ligge på sofaen. Det vil jeg bestemt heller ikke anbefale.
Men som med et brækket ben, så skal man ikke starte med at lægge hårdt ud. Der er jo også en grund til, at et brækket ben kommer i gibs eller man får en skinne på, og der er en grund til, at man starter med at gå på krykker.
Der er vel ingen, der vil anbefale en person med et brækket ben at løbe et maraton eller at gå en tur på 5 km uden krykker.
Jeg tror virkelig ikke, at TS bare ligger på sofaen. Måske bruger hun den tid, børnene er i institution på at klare noget husarbejde, gå en tur eller lignende.
Jeg har ikke angst (har kun haft nogle anfald af panikangst i forbindelse med depression).
Det er rigtig vigtigt, at behandlingen af psykiske lidelser sker i det "rigtige" tempo. Og har man angst, så er det vigtigt, at man eksponeres for det, der udløser angsten i små steps, så man kan følge med.
Det er meget individuelt, hvad der er det rigtige. Da jeg var voldsomt syg af depression, kæmpede jeg mig ud på min arbejdsplads hver dag, fordi jeg var hundeangst for helt at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, hvis jeg sygemeldte mig. Jeg havde så en meget forstående arbejdsplads, for jeg kunne slet ikke hænge sammen og kunne ikke passe mit arbejde ordentligt.
Men det er ikke rigtigt at sige, at det ikke virker at passe på sig selv. Det er helt ok at presse sig selv - men ikke så meget, at man ender med at blive mere syg.
