Har fået en underretning

Mor og meget mere skriver:

Arrhh - det allersidste har du helt ret i, men TS skriver ikke, at alle indadvendte børn er ofre for vold. Hun har en (forfejlet) opfattelse af, at børn, der er udadvendte og glade, sociale osv., ikke kan være udsatte for vold - men hun hævder på ingen måde, at indadvendte pr. definition er det. 
Hvis nu nogen mente, at kvinder, der fik bank af deres mænd, nødvendigvis var små, grå mus, der ikke gjorde opmærksom på sig selv, ville det jo heller ikke betyde, at de opfattede alle stille eksistenser som ofre for partnervold. 

Det kan da godt være det ikke er det hun skriver, men det er helt sikkert der hun vil hen. 

Vi har selv været igennem det med en underretning da vores søn fortalte at han blev slået..

Som jeg sagde til dem så var jeg glad for at der blev reageret også selvom der ikke var noget i det...

Der er så mange der ikke får hjælp, der ikke bliver hørt netop fordi lærere-pædagoger eller andre omsorgspersoner vurderer at det da ikke kan passe...

har endda en veninde der til trods for hun kunne mærke hun havde brug for hjælp først fik det da hun ringede til 114 og sagde, jeg har lige slået min datter i gulvet kom og hjælp mig.. ALLE sagde bare at hun klarede det så flot til trods for diagnoser og en dårlig barndom.. INGEn lyttede til hende før der.. hun slog en gang, men som hun siger det er en gang for meget og hun har det stadig i dag 12 år efter dårligt over at det kom dertil...

så vær glad for at der er nogen der lytter fremfor at se det som et angreb...

tænk hvis der var et andet barn der måske turde sige det til en pædagog fordi de hørte jeres barn sige det og så at der blev lyttet??? et barn der måske netop ikke turde sige det fordi der ofte følger trusler med om mere vold når det sker...

jeg var selv glad pige der snakkede med alle og stolede på alle.. også selvom jeg var udsat for både fysisk og psykisk vold.. jeg sagde ikke noget for der blev lovet at så ville han dræbe min mor eller lillebror... ingen anede hvordan jeg hver aften fra jeg var 8 lå og planlagde mit eget selvmord og selvmordsbrev fordi jeg havde det dårligt inden i...

Anonym skriver:

Kære piger, 

Jeg har brug for sparring og I plejer at være så gode til at sparre med. 

Vi er mor, far og to børnehave børn. Børnene har gået på samme institution lige siden de var 9 mdr. Nu er de 3 og 5.

Idag bliver vi ringet op af kommunen, som inviterer os til samtale fordi vores ældste har fortalt at han bliver slået af far herhjemme. Min mand og jeg er fuldstændig i chok, og vælger selvfølgelig at forlade arbejdet for at komme til samtalen. 

Her sidder der 2 medarbejdere fra kommunen + to pædagoger fra vores søns stue. Vi får udleveret en seddel med et referat af hvad underretningen går ud på. 

Kommunen har fået en underretning fra børnehaven fordi en pædagog havde siddet med 4 børn, hvoraf den ene var vores søn, og spillet billede lotteri. Her dukker der et billede op af én som slår, og pædagogen fortæller at man ikke må slå fordi den der bliver slået bliver ked af det. Her udtaler vores dreng "min far har slået mig på numsen og sendt mig på mit værelse. Det er meget lang tid siden men det gør stadigvæk ondt"

Pædagogerne i børnehaven har kendt vores dreng som sagt i 5 år og vi som forældre har et udmærket samarbejde med dem. De har aldrig set vores dreng med blå mærker, eller at han ikke ønsker at komme hjem med os når vi henter ham. Han har aldrig før sagt at han bliver slået. De beskriver endda at han er en glad og vellidt dreng i trivsel og at han er meget social og udvikler sig normalt. De har til gengæld hørt ham fortælle os hver morgen ved aflevering, at vi skal komme og hente ham kl 13 fordi han kan ikke vente til kl 15. 

Til samtalen idag spørger vi så, om den ene episode virkelig er grund nok til at de laver en underretning og indkalder os til samtale, også når de kender vores dreng og vores familie og ved at der aldrig har været noget i den dur. De siger så, at de ifølge loven skal handle på det, også når det er på et så tyndt grundlag. Kan det virkelig passe??? Kan det virkelig passe at vi forældre skal udsættes for den her stress og ubehag på baggrund af INGENTING???

Jeg er klar over at de skal undersøge alle underretninger og gudskelov for det. Men i det her tilfælde er det virkelig et overkill med alle de baggrundsinformationer som børnehaven kender til. 

Jeg har googlet omkring regler ift. underretningspligt og kan ingen steder finde, at man har pligt til at underrette på et sådant tyndt grundlag. Er der nogen der kan henvise til et skriv?

Det skal lige siges at sagen blev lukket efter et kvarters samtale, men jeg sidder stadig med en knude i maven og føler mig totalt misbrugt  

 

EDIT glemte helt at nævne at socialrådgiveren fra kommunen har haft en samtale med vores søn inden vores samtale idag (hvilket vi intet vidste om). Her blev han spurgt om han bliver slået af nogen, hvortil han svarede nej. 

Ja, det er sådan pædagogerne har pligt til at handle. Loven siger også, at de skal kontakte kommunen først. En socialrådgiver skal tale med barnet uden forældrenes viden og først derefte skal forældrene informeres og indkaldes til samtale. 

Jeg har prøvet, at være med et barn til samtale i kraft af mit arbejde som lærer. Sagen mindede meget om jeres og blev også hurtigt lukket ned. Det er møgubehageligt og det er ikke engang sikkert at pædagogerne tror i slår, men de har skærpet underretningspligt og kan, i sidste ende blive fyret hvis de ikke handler på et udsagns som det jeres søn kom med.

Jeg håber, i Kan få genetableret et godt samarbejde med børnehaven og få ro på igen.

Fortvivlet skriver:

Serviceloven paragraf 153

Mange tak 

AnoMor skriver:

Børn i den alder er utrolig gode til at tilpasse sig udadtil selvom fe indeni måske ikke har det godt. 
Så nej det er bestemt ikke overkill. De har handlet lige efter bogen. 

Tænk hvis far virkelig havde slået ham (siger jeg selvfølgelig ikke at han har) og drengen endelig har taget mod til at sige noget og pædagogerne så havde tænkt som du ønskede. “Ah behøver ikk indberette for han fungerer jo godt osv”. Så skulle barnet blive i vold og knækkes fordi de ikk skred ind i tide. 

Men igen. Forstår godt ubehaget. Men tag en snak med jeres dreng om at man ikke må lyve. Og så kom videre. Sagen er lukket jo 

Jeg forstår det udmærket godt. Vi har også fortalt dem under samtalen at vi er glade for at de findes og at de hjælper mange børn. Vi har bare aldrig forventet det her 

Vi har faktisk altid talt med vores søn om at det ikke er ok at lyve. Især i flere uger op til det her. Fordi han mener det er sjovt at fortælle at han har ondt i halsen (pga Corona). Han har så flere gange efterfølgende fortalt at han driller og at han ikke har ondt i halsen. 

Vi tog også en snak med ham omkring alt det her med underretningen og sagde at det bare ikke er ok at lyve. Om han har forstået det, ved jeg ikke.

Vi vil meget gerne komme videre og forsøger virkelig, men jeg kan mærke at det her kommer til at sidde i mig længe og at jeg desværre har mistet tillid til pædagogerne. Især den her pædagog som var med til samtalen fordi jeg spurgte hende hvem det var af pædagogerne, som snakkede med min dreng omkring det her, hvortil hun svarer at hun faktisk ikke ved det. Da jeg spørger min søn, fortæller han at det var hende og at det altid er hende, når de spiller det her spil 

LSS skriver:

Jeg føler mig lidt ramt her, med den udtalelse. Jeg er mor til fire børn, hvoraf den yngste er meget indadvendt og ikke specielt snakkesalig. Han bliver altså ikke udsat for vold eller andet. Synes det er en lidt vild udtalelse! At er barn er indadvendt betyder ikke det er udsat for vold. Ligeledes: et udadvendt barn kan altså godt være udsat for vold. 

Kære dig, 

Jeg er ked af at du blev ramt. Jeg har dog aldrig sagt at alle indadvendte børn bliver udsat for vold. 

Jeg kan fortælle dig ud fra egen erfaring... Jeg blev som barn udsat for både psykisk og fysisk vold (voldsomt) af en alkoholiker far. Det resulterede i at jeg træk mig tilbage fra alt og alle, var den stille grå mus i klassen, aldrig sagde noget fordi jeg var bange for at sige noget forkert og få skæld ud og blive slået. 

Til gengæld har jeg kendt et par børn som var meget udadvendte og voldelige i deres opførsel overfor andre børn hvor det viste sig at de blev udsat for vold i hjemmet. 

Jeg nævnte blot to eksempler på hvordan børn som bliver udsat for vold kan være. Der findes masservis andre eksempler... Jeg forsøgte blot at sige, at pædagogerne på 5 år højst sandsynligt havde bemærket noget ved vores dreng. Det er jo ikke første gang, de har de her samtaler/lege med ham.

Ano18 skriver:

Jeg ved børn siger alt muligt men nogle børn siger alt muligt netop for at sige det forbudte også. For at gøre det lettere for dem selv. Ift din søn var det også samtidig meget konkret, så det har været svært ikke at reagere på, da det jo er loven. Spurgte de / I hvorfor han havde sagt det, eller var det bare en spontan bemærkning 

Men ja virkelig ubehageligt, hvis det ikke har haft noget på sig, og i så fald godt det blev lukket. Tiden heler heldigvis oplevelser.

Ja, vi spurgte selvfølgelig og han sagde at far havde klappet ham på numsen en gang for lang tid siden. Det er også rigtig nok, men det var mens de legede, hvor far løb efter ham og klappede ham på numsen i en fangeleg. Og det der med at han blev sendt på værelset, det bliver han når han skal rydde op på sit værelse. 

Da vi spurgte ham hvorfor han havde sagt det, det kunne han ikke forklare. 

Mor og meget mere skriver:

Arrhh - det allersidste har du helt ret i, men TS skriver ikke, at alle indadvendte børn er ofre for vold. Hun har en (forfejlet) opfattelse af, at børn, der er udadvendte og glade, sociale osv., ikke kan være udsatte for vold - men hun hævder på ingen måde, at indadvendte pr. definition er det. 
Hvis nu nogen mente, at kvinder, der fik bank af deres mænd, nødvendigvis var små, grå mus, der ikke gjorde opmærksom på sig selv, ville det jo heller ikke betyde, at de opfattede alle stille eksistenser som ofre for partnervold. 

Du har fuldstændig ret. Jeg gav blot to eksempler på hvordan børn som er udsat for vold kan være. Og det var to eksempler fra egen erfaring. Jeg er udmærket klar over at nogle børn kan være bedre til at skjule det end andre. 

Mor og meget mere skriver:

De har jo ikke hævdet eller mistænkt, at han udsættes for vold på daglig eller ugentlig basis, eller at den eventuelle vold har stået på i fem år. 
Hvis din mand som noget nyt var begyndt at slå - fordi noget gik ham meget på, fordi barnet var i en provokerende/trodsig periode - så ville det jo netop være positivt, at der blev grebet ind, og I kunne få hjælp med det samme. 
I det øjeblik, vi som professionelle begynder at tænke, at dét kan ikke passe, for barnet virker harmonisk/far og mor er så behagelige at tale med/der har aldrig været spor med den familie/knægten er altid god til at finde på røverhistorier - osv. osv. - er vi ikke objektive, og vi risikerer dermed at svigte børn grumt. 

Tak, det giver god mening. 

2017morigen skriver:

Been there, done that, got the t shirt!

Som så mange andre siger så er det lige efter bogen men derfor er det pisse hårdt at være forældre i. Og det sider i en mange år efter. Det var vores ældste som nu er 11år der sagde mor slår i børnehaven. Det var en ny børnehave da vi var flyttet og pædagogisk udgangspunkt var dårligt match for vores barn. + at der var mindst et barn som brugte slag som kommunikationsform. Og vores datter var blevet slået flere gange af det barn. Plus at vi havde dårlig kommunikation med børnehaven. Vi fandt ud af det ved at der en eftermiddag lige pludselig bankede 2 fra kommunen på vores dør. De snakkede med os i ca 30-45min og lukkede sagen derfra da der absolut intet var i den.

Men det sider stadigvæk i os som en form for angst. Det giver et gib i os når vores yngste barn som går i børnehave siger du træder på mig, du skubber mig evt, når man går tæt på når hun har smidt sig på gulvet eller fjerne hende fra en farlig situation. For hvad nu hvis hun siger det i børnehaven!

Puha, jeg er ked af at I også skulle igennem det... Jeg kan mærke at det her kommer til at sidde i mig længe... Også selvom sagen blev lukket efter et kvarters snak, men bare den der oplevelse sidder dybt i én...