Har fået en underretning

Jeg kan godt forstå, at det har været rigtig ubehageligt, men som andre skriver, så har børnehaven handlet korrekt. Pædagoger og andre fagpersoner har skærpet underretningspligt.

Man kan jo diskutere, om det er et "tyndt grundlag" - det ville det jo ikke være, hvis der virkelig var tale om vold i hjemmet.

Jeg håber, du kan fokusere på, at sagen er lukket. Men forstår godt, det har været en væmmelig situation for jer.

De har handlet efter bogen. De har skærpet underretningspligt, hvilket betyder at de SKAL reagere når barnet siger sådan, og ikke selv må vurdere på det. At der så alligevel findes pædagoger og lærere som selv lægger en føler ud og ikke altid underretter i første omgang er en anden sag. Men loven siger at de SKAL. 
Men kan sagtens forstå i synes det har været voldsomt ubehageligt 

Anonym skriver:

Så var min dreng nok ikke så glad, velfungerende, vellidt og social, som de selv altid har beskrevet ham. Mon ikke de børn der udsættes for vold er mere indadvendte og ikke snaksagelige. Eller de kan også være voldelige overfor andre børn hvis de selv bliver udsat for vold. 

Jeg tror næppe at man kan skjule det helt når de har været sammen med ham i 5 år, hver dag i 7-8 timer. 

Jeg kan godt forstå i er chokeret og også din tankegang.

Jeg er beskrevet som et velfungerende, glad og hjælpsomt barn. Jeg har ikke været stille, ikke dominerende eller andet der kunne råbe vagt i gevær. Men jeg er opvokset med vold! Både fysisk og psykisk. Da jeg var mindre kunne du aldrig finde mærker på mig, for knytnæver i baghovedet efterlader ikke lige synlige mærker. Først da jeg blev teenager fik jeg større blå mærker og der skjulte jeg dem - for det var jo pinligt.

Jeg vil blot oplyse dig om din opfattelse desværre er forkert, man kan langt fra altid se det på barnet eller dennes opførsel..

Anonym skriver:

Så var min dreng nok ikke så glad, velfungerende, vellidt og social, som de selv altid har beskrevet ham. Mon ikke de børn der udsættes for vold er mere indadvendte og ikke snaksagelige. Eller de kan også være voldelige overfor andre børn hvis de selv bliver udsat for vold. 

Jeg tror næppe at man kan skjule det helt når de har været sammen med ham i 5 år, hver dag i 7-8 timer. 

Jeg føler mig lidt ramt her, med den udtalelse. Jeg er mor til fire børn, hvoraf den yngste er meget indadvendt og ikke specielt snakkesalig. Han bliver altså ikke udsat for vold eller andet. Synes det er en lidt vild udtalelse! At er barn er indadvendt betyder ikke det er udsat for vold. Ligeledes: et udadvendt barn kan altså godt være udsat for vold. 

Jeg ved børn siger alt muligt men nogle børn siger alt muligt netop for at sige det forbudte også. For at gøre det lettere for dem selv. Ift din søn var det også samtidig meget konkret, så det har været svært ikke at reagere på, da det jo er loven. Spurgte de / I hvorfor han havde sagt det, eller var det bare en spontan bemærkning 

Men ja virkelig ubehageligt, hvis det ikke har haft noget på sig, og i så fald godt det blev lukket. Tiden heler heldigvis oplevelser.

Anonym skriver:

Mon ikke man havde opdaget at der foregik vold på 5 år?.når de ellers beskriver ham som en velfungerende og glad dreng...

Hvad nu hvis volden var startet for tre uger siden? Børn kan også sagtens være glade for at se deres forældre selvom de er blevet slået. 

Ja han virker glad i børnehaven, men pædagogerne ser jo ikke hvad der sker bag jeres fire vægge.. 

Hvis et barn siger at det bliver slået, så skal pædagogen reagerer, om de har haft barnet i 1, 3 eller 10 år. Det samme med en lærer, der kan have haft en elev i mange år og pludselig under samtale om vold eller andet, siger barnet noget, selvfølgelig skal læreren reagere. Ja det er virkelig nederen når det er ingenting, men hvis det faktisk er rigtigt en dag og pædagogen siger; nej det er sikkert ikke noget. 

Jeg forstår godt det ikke er rart, men der er så mange børn der er blevet svigtet. 

Jeg har som pædagog skærpet underretningspligt, og hvis jeg i mit arbejde oplever et barn i mistrivsel eller giver udtryk for vold eller har uforklarlige blå mærker så skal jeg reagere på det. 

Det vil i mit tilfælde altid være min leder som indgiver underretningen jf mine og kollegaers observationer. 

Jeg vil aldrig have samvittighed til at lytte/læse om endnu en historie, hvor barnet som voksen fortæller om vold/misbrug i hjemmet, som håbede på at én pædagog eller lærer så lige netop det de gennemgik og reagerede på det. 

LSS skriver:

Jeg føler mig lidt ramt her, med den udtalelse. Jeg er mor til fire børn, hvoraf den yngste er meget indadvendt og ikke specielt snakkesalig. Han bliver altså ikke udsat for vold eller andet. Synes det er en lidt vild udtalelse! At er barn er indadvendt betyder ikke det er udsat for vold. Ligeledes: et udadvendt barn kan altså godt være udsat for vold. 

Arrhh - det allersidste har du helt ret i, men TS skriver ikke, at alle indadvendte børn er ofre for vold. Hun har en (forfejlet) opfattelse af, at børn, der er udadvendte og glade, sociale osv., ikke kan være udsatte for vold - men hun hævder på ingen måde, at indadvendte pr. definition er det. 
Hvis nu nogen mente, at kvinder, der fik bank af deres mænd, nødvendigvis var små, grå mus, der ikke gjorde opmærksom på sig selv, ville det jo heller ikke betyde, at de opfattede alle stille eksistenser som ofre for partnervold. 

Anonym skriver:

Så var min dreng nok ikke så glad, velfungerende, vellidt og social, som de selv altid har beskrevet ham. Mon ikke de børn der udsættes for vold er mere indadvendte og ikke snaksagelige. Eller de kan også være voldelige overfor andre børn hvis de selv bliver udsat for vold. 

Jeg tror næppe at man kan skjule det helt når de har været sammen med ham i 5 år, hver dag i 7-8 timer. 

De har jo ikke hævdet eller mistænkt, at han udsættes for vold på daglig eller ugentlig basis, eller at den eventuelle vold har stået på i fem år. 
Hvis din mand som noget nyt var begyndt at slå - fordi noget gik ham meget på, fordi barnet var i en provokerende/trodsig periode - så ville det jo netop være positivt, at der blev grebet ind, og I kunne få hjælp med det samme. 
I det øjeblik, vi som professionelle begynder at tænke, at dét kan ikke passe, for barnet virker harmonisk/far og mor er så behagelige at tale med/der har aldrig været spor med den familie/knægten er altid god til at finde på røverhistorier - osv. osv. - er vi ikke objektive, og vi risikerer dermed at svigte børn grumt. 

Anonym skriver:

Kære piger, 

Jeg har brug for sparring og I plejer at være så gode til at sparre med. 

Vi er mor, far og to børnehave børn. Børnene har gået på samme institution lige siden de var 9 mdr. Nu er de 3 og 5.

Idag bliver vi ringet op af kommunen, som inviterer os til samtale fordi vores ældste har fortalt at han bliver slået af far herhjemme. Min mand og jeg er fuldstændig i chok, og vælger selvfølgelig at forlade arbejdet for at komme til samtalen. 

Her sidder der 2 medarbejdere fra kommunen + to pædagoger fra vores søns stue. Vi får udleveret en seddel med et referat af hvad underretningen går ud på. 

Kommunen har fået en underretning fra børnehaven fordi en pædagog havde siddet med 4 børn, hvoraf den ene var vores søn, og spillet billede lotteri. Her dukker der et billede op af én som slår, og pædagogen fortæller at man ikke må slå fordi den der bliver slået bliver ked af det. Her udtaler vores dreng "min far har slået mig på numsen og sendt mig på mit værelse. Det er meget lang tid siden men det gør stadigvæk ondt"

Pædagogerne i børnehaven har kendt vores dreng som sagt i 5 år og vi som forældre har et udmærket samarbejde med dem. De har aldrig set vores dreng med blå mærker, eller at han ikke ønsker at komme hjem med os når vi henter ham. Han har aldrig før sagt at han bliver slået. De beskriver endda at han er en glad og vellidt dreng i trivsel og at han er meget social og udvikler sig normalt. De har til gengæld hørt ham fortælle os hver morgen ved aflevering, at vi skal komme og hente ham kl 13 fordi han kan ikke vente til kl 15. 

Til samtalen idag spørger vi så, om den ene episode virkelig er grund nok til at de laver en underretning og indkalder os til samtale, også når de kender vores dreng og vores familie og ved at der aldrig har været noget i den dur. De siger så, at de ifølge loven skal handle på det, også når det er på et så tyndt grundlag. Kan det virkelig passe??? Kan det virkelig passe at vi forældre skal udsættes for den her stress og ubehag på baggrund af INGENTING???

Jeg er klar over at de skal undersøge alle underretninger og gudskelov for det. Men i det her tilfælde er det virkelig et overkill med alle de baggrundsinformationer som børnehaven kender til. 

Jeg har googlet omkring regler ift. underretningspligt og kan ingen steder finde, at man har pligt til at underrette på et sådant tyndt grundlag. Er der nogen der kan henvise til et skriv?

Det skal lige siges at sagen blev lukket efter et kvarters samtale, men jeg sidder stadig med en knude i maven og føler mig totalt misbrugt  

 

EDIT glemte helt at nævne at socialrådgiveren fra kommunen har haft en samtale med vores søn inden vores samtale idag (hvilket vi intet vidste om). Her blev han spurgt om han bliver slået af nogen, hvortil han svarede nej. 

Been there, done that, got the t shirt!

Som så mange andre siger så er det lige efter bogen men derfor er det pisse hårdt at være forældre i. Og det sider i en mange år efter. Det var vores ældste som nu er 11år der sagde mor slår i børnehaven. Det var en ny børnehave da vi var flyttet og pædagogisk udgangspunkt var dårligt match for vores barn. + at der var mindst et barn som brugte slag som kommunikationsform. Og vores datter var blevet slået flere gange af det barn. Plus at vi havde dårlig kommunikation med børnehaven. Vi fandt ud af det ved at der en eftermiddag lige pludselig bankede 2 fra kommunen på vores dør. De snakkede med os i ca 30-45min og lukkede sagen derfra da der absolut intet var i den.

Men det sider stadigvæk i os som en form for angst. Det giver et gib i os når vores yngste barn som går i børnehave siger du træder på mig, du skubber mig evt, når man går tæt på når hun har smidt sig på gulvet eller fjerne hende fra en farlig situation. For hvad nu hvis hun siger det i børnehaven!