Hvornår spiste jeres børn pænt??

Tjullehej skriver:

Min pointe er sr ALLE børn synes det er lettere med klør fem. Så hvis man som forældre ikke på en måde insisterer på at der bliver øver med en gaffel - så bliver der brugt klør fem. 

Jeg har tit sagt noget omkring hvordan man spiser eller sidder ved et bord osv. I en pæn tone til vores børn. Behøver ikke være skæld ud overhoved... eller kæft trit og retning. Men man kan godt være “krævende” eller bestemt i sin tone. Selvfølgelig skal man fx ikke kaste med maden. 

ALLE børn har ikke brug for at forældrene insistere på at de bruger gaffel, min datter er aldrig blevet tvunget og bruger gaffel 50/50! Hun spiser fint nok uden at svine alt og alle til.

Jeg ved ikke hvorfor man tror at tvang er vejen frem

Abracadabra skriver:

Jeg er lodret uenig. Man afprøver pædagogik i lang tid inden man mistænker fysisk sygdom. 

Enig. Men det mener jeg netop er tilfældet her. TS beskriver jo, at der er fokus på spisesituationer. 

Jeg er i øvrigt også lidt uenig i, at alt skal undersøges pædagogisk først. Nogle ting - som spisning - helt klart. Men det mener jeg så også er tilfældet her.

Jeg har mødt en del læger, som havde den der “det kommer” og dit barn skal bare lære ... og det skal det i mange tilfælde.

Men hvis man selv har fokus på det derhjemme, så kan man lige få det undersøgt om der skulle være noget fysisk. Dermed ikke sagt, at der er tale om en  sygdom. 

Anonym skriver:

Enig. Men det mener jeg netop er tilfældet her. TS beskriver jo, at der er fokus på spisesituationer. 

Jeg er i øvrigt også lidt uenig i, at alt skal undersøges pædagogisk først. Nogle ting - som spisning - helt klart. Men det mener jeg så også er tilfældet her.

Jeg har mødt en del læger, som havde den der “det kommer” og dit barn skal bare lære ... og det skal det i mange tilfælde.

Men hvis man selv har fokus på det derhjemme, så kan man lige få det undersøgt om der skulle være noget fysisk. Dermed ikke sagt, at der er tale om en  sygdom. 

 

Barnet er knapt to. Forældrene fravælger konsekvenspædagogik. Vennerne efterspørger opdragelse. HVOR ser du, at det pædagogiske er afprøvet? 

Der er absolut intet, der taler for fysisk sygdom. 

grinny skriver:

ALLE børn har ikke brug for at forældrene insistere på at de bruger gaffel, min datter er aldrig blevet tvunget og bruger gaffel 50/50! Hun spiser fint nok uden at svine alt og alle til.

Jeg ved ikke hvorfor man tror at tvang er vejen frem

Ej lad da være med at få krydren galt i halsen.

Det er da fint hvis din datter bruger gaffel. Men hvis der er en på 2-3 år der konsekvent sviner og ikke bruger kan man da sagtens opfordre og til sidst insistere.. uden at det opleves som tvang . At række en gaffel er sku da ikke tvang- ej altså. Ej heller hård opdragelse.

Barnet er knapt to. Forældrene fravælger konsekvenspædagogik. Vennerne efterspørger opdragelse. HVOR ser du, at det pædagogiske er afprøvet? 

Der er absolut intet, der taler for fysisk sygdom. 

De har da fokus på spisningen? 

De er da netop obs på situationen. De guider på flere måder. 

Vores familie (især svigerfar) var meget bange for, at vi ikke opdragede “rigtigt”..  og det blev kommenteret på af dagplejen - at vores barn spise så grimt.... og vi vidste ikke, at der var noget galt.  Jeg kørte selv på med en masse pædagogik - men det hjælper jo ikke, hvis der skulle være noget fysiologisk. Så i vores tilfælde, så skulle det også handle om “dårlig” opdragelse? Det var det sjovt nok - lige indtil den dag, jeg fik gennemtvunget en test hos min læge efter 8 måneders forsøg.

Og fysiologisk kan ingen sige noget, da vi ikke har set barnet. 

I øvrigt er jeg blevet afvist af ret mange læger, da der intet “fysiologisk” var med mit barn. Indtil den dag jeg fik en læge overtalt til at tage test. Og Bingo -  sørme så... og det skete intet mindre end 3 gange. 

Derfor mener jeg ikke, at nogen kan udtale sig om det fysiologiske før barnet er blevet set på. Derfor plæderer jeg for, at man bare lige får tjekket det fysiske. Det behøver jo ikke være en sygdom. Det kan også være, det “bare” er udvikling. Det er så svært at vurdere. 

Men jeg vil altid tjekke hos en øre-næse/hals læge om der kunne være noget. 

Tjullehej skriver:

Jeg ville sige til hende brug gaflen og insistere. Jeg ville pege på gaflen, stille gaflen i hånden på hende. 

Og så sørge for at hun var forholdsvis mæt og derfor ikke bliver frustreret.

Det er ikke ligegyldigt sim en andre skriver -( så kan andre passe deres tallerken). Vi lærer børn hvordan de skal begå sig for at de kan være sammen med andre på en hyggelig måde. Dvs. Man gør sine børn en bjørnetjeneste når de ikke kan spise med gaffel (og kniv) i skolealderen og børnehaven. Jeg vil som forældre da synes det var mærkeligt at få børn med hjem til legeaftale der kaster med maden og spiser så det er ud over det hele. Det er decideret synd for barnet og en bjørnetjeneste. 

Jeg ved ikke hvordan I helt præcist gør det. Men I kan sikkert godt være mere insisterende og skarpe i tonen om at hun skal øve sig med gaflen. Og hvis hun nægter så tag tallerkenen op og sig den kommer ned på bordet igen når hun bruger gaflen. 

Jeg har selv to drenge der også bruger klør fem nogle gange. Men det er mest kylling, frikadeller og sen slags.. og de kan sagtens spise med kniv og gaffel. Vi skal stadigvæk minde dem om det nogle gange.

Det var mig der nævnte det med at passe sin egen tallerken. 

Jeg synes slet ikke at jeg gør min søn en bjørnetjeneste. For han kan godt spise med gaffel. Han kan også godt skærer en kartoffel over med en kniv. Han kaster ikke med maden og han spiser pænt selvom han bruger hænderne til nogle retter. F.eks spaghetti med kødsovs. Der bruger han hænderne fordi de lange spaghettier ryger igennem gaflen. Men han bruger gaffel når han spiser frikadeller f.eks. Kartofler er forskelligt hvad han bruger. 

Og hvis nogen synes det er uappetitligt at min søn ikke kan spise spaghetti med en gaffel. Så må folk kigge væk og passe sin egen tallerken. Lidt ligesom offentlig amning. Kan man ikk lide at se det. Så kig væk. 

Anonym skriver:

De har da fokus på spisningen? 

De er da netop obs på situationen. De guider på flere måder. 

Vores familie (især svigerfar) var meget bange for, at vi ikke opdragede “rigtigt”..  og det blev kommenteret på af dagplejen - at vores barn spise så grimt.... og vi vidste ikke, at der var noget galt.  Jeg kørte selv på med en masse pædagogik - men det hjælper jo ikke, hvis der skulle være noget fysiologisk. Så i vores tilfælde, så skulle det også handle om “dårlig” opdragelse? Det var det sjovt nok - lige indtil den dag, jeg fik gennemtvunget en test hos min læge efter 8 måneders forsøg.

Og fysiologisk kan ingen sige noget, da vi ikke har set barnet. 

I øvrigt er jeg blevet afvist af ret mange læger, da der intet “fysiologisk” var med mit barn. Indtil den dag jeg fik en læge overtalt til at tage test. Og Bingo -  sørme så... og det skete intet mindre end 3 gange. 

Derfor mener jeg ikke, at nogen kan udtale sig om det fysiologiske før barnet er blevet set på. Derfor plæderer jeg for, at man bare lige får tjekket det fysiske. Det behøver jo ikke være en sygdom. Det kan også være, det “bare” er udvikling. Det er så svært at vurdere. 

Men jeg vil altid tjekke hos en øre-næse/hals læge om der kunne være noget. 

Det synes jeg er meningsløst spild af ressourcer. Dét kan man overveje hos et noget større barn, hvor pædagogik er bedre afprøvet. Men ikke hos en knapt to-årig, hvor forældrene er imod konsekvenser. 

Anonym skriver:

Det var mig der nævnte det med at passe sin egen tallerken. 

Jeg synes slet ikke at jeg gør min søn en bjørnetjeneste. For han kan godt spise med gaffel. Han kan også godt skærer en kartoffel over med en kniv. Han kaster ikke med maden og han spiser pænt selvom han bruger hænderne til nogle retter. F.eks spaghetti med kødsovs. Der bruger han hænderne fordi de lange spaghettier ryger igennem gaflen. Men han bruger gaffel når han spiser frikadeller f.eks. Kartofler er forskelligt hvad han bruger. 

Og hvis nogen synes det er uappetitligt at min søn ikke kan spise spaghetti med en gaffel. Så må folk kigge væk og passe sin egen tallerken. Lidt ligesom offentlig amning. Kan man ikk lide at se det. Så kig væk. 

Men børn bliver jo formet til at kunne agere i det sociale rum. Jeg ville da heller ikke acceptere at mit barn tog bukserne ned og tissede på strøget. Ved godt det ikke er helt det samme. Men som minimum synes jeg da at mine børn i hvert fald ude skal spise pænt. Det er da heller ikke rart for børn at blive omtalt negativt af andre hvis de hører det. 

Det synes jeg er meningsløst spild af ressourcer. Dét kan man overveje hos et noget større barn, hvor pædagogik er bedre afprøvet. Men ikke hos en knapt to-årig, hvor forældrene er imod konsekvenser. 

Jeg ser ikke, at de er imod konsekvenser. Derfor er mit svar formet som det er. 

Og i mine øjne er det ikke ressourcespild af undersøge sit barn fysisk hos en, der ved bedre. Det kunne jo være en ergo, fysioterapeut osv. 

Jeg siger ikke, at TS skal presse på. Jeg siger, måske kan der være noget fysisk. Eller tidspunktet barnet spiser på. Eller noget helt andet. Ikke alt kan pædagogik. Meget kan. Men noget er jo “bare” udvikling eller dårlige tidspunkter, eller at maden er uoverskuelig for en på 2. Eller at det fysisk er svært at spise. Et så lille barn er ikke uartigt eller skal afrettes. 

Og det siger jeg med udgangspunkt i min egen uddannelse inden for pædagogik. Et større barn - ja. Men et barn på knap 2. Det er min erfaring at det ofte er: 

1) barnet kan ikke overskue måltidet (for meget mad/for store bidder) 

2) barnet er for træt til at spise/ eller for sultent

3.) barnet har problemer med situationen. Føler sig usikker

4.) barnet er ikke nået dertil i sin udvikling (fysisk eller psykisk) 

5. Der er en fysisk forhindring (dårlig vejrtrækning eller sanseproblemer eller noget helt andet) 

6. Der er manglende fokus på opdragelsen 

Men jeg ser klart en fokus på opdragelsen. Også fordi konsekvenspædagogik i den alder ikke er tilrådeligt (ud fra mit syn som fagperson - og andre/du må gerne være uenig) , da konsekvens ikke er noget barnet faktisk forstår før langt senere i deres mentale udvikling. 

Et 5 årigt barn kan meget bedre forstå konsekvens. En 2 årig vil ikke forstå sammenhængen. 

Ps. Havde vi fulgt dit råd, så var mit barn ikke blevet udredt for rygmarvsbrok, NF1, hybermobilitet og hypotoni. For alle læger sagde det første år, at der intet var. Nu er mit barn 4 og har stadig samme problemer. Men fordi jeg var hurtig og så problemerne og fik testet, så fik vi hjælp. Og jo hurtigere hjælp jo bedre. 

Anonym skriver:

Jeg ser ikke, at de er imod konsekvenser. Derfor er mit svar formet som det er. 

Og i mine øjne er det ikke ressourcespild af undersøge sit barn fysisk hos en, der ved bedre. Det kunne jo være en ergo, fysioterapeut osv. 

Jeg siger ikke, at TS skal presse på. Jeg siger, måske kan der være noget fysisk. Eller tidspunktet barnet spiser på. Eller noget helt andet. Ikke alt kan pædagogik. Meget kan. Men noget er jo “bare” udvikling eller dårlige tidspunkter, eller at maden er uoverskuelig for en på 2. Eller at det fysisk er svært at spise. Et så lille barn er ikke uartigt eller skal afrettes. 

Og det siger jeg med udgangspunkt i min egen uddannelse inden for pædagogik. Et større barn - ja. Men et barn på knap 2. Det er min erfaring at det ofte er: 

1) barnet kan ikke overskue måltidet (for meget mad/for store bidder) 

2) barnet er for træt til at spise/ eller for sultent

3.) barnet har problemer med situationen. Føler sig usikker

4.) barnet er ikke nået dertil i sin udvikling (fysisk eller psykisk) 

5. Der er en fysisk forhindring (dårlig vejrtrækning eller sanseproblemer eller noget helt andet) 

6. Der er manglende fokus på opdragelsen 

 

Men jeg ser klart en fokus på opdragelsen. Også fordi konsekvenspædagogik i den alder ikke er tilrådeligt (ud fra mit syn som fagperson - og andre/du må gerne være uenig) , da konsekvens ikke er noget barnet faktisk forstår før langt senere i deres mentale udvikling. 

Et 5 årigt barn kan meget bedre forstå konsekvens. En 2 årig vil ikke forstå sammenhængen. 

 

Ps. Havde vi fulgt dit råd, så var mit barn ikke blevet udredt for rygmarvsbrok, NF1, hybermobilitet og hypotoni. For alle læger sagde det første år, at der intet var. Nu er mit barn 4 og har stadig samme problemer. Men fordi jeg var hurtig og så problemerne og fik testet, så fik vi hjælp. Og jo hurtigere hjælp jo bedre. 

 

Alle de diagnoser kun med baggrund i spisevanskeligheder? Med Neurofibromatose plejer der dog at være flere symptomer... Det samme med rygmarvsbrok. 

Jeg forstår, at du har et meget svært ramt barn. 

Det betyder dog ikke, at man ikke primært skal overveje sygdom som årsag til, at en 2 årig fortsat kaster med maden. Barnet skal forsøges indrammet pædagogisk i lang tid, inden man skal gøre sig andre overvejelser.