Hvornår spiste jeres børn pænt??

Abracadabra skriver:

Og jeg er uenig. Hvis alle 2 årige, der spiste grimt, skulle udredes inden konsekvenspædagogik blev indsat, ville INGEN alvorligt syge børn blive undersøgt før 5 års alderen, fordi fysioterapeuter/børnelæger havde alt for travlt med de raske børn. 

Man skal altså ikke starte med at udelukke fysisk sygdom, når symptomatologien SÅ tydeligt peger på pædagogik! 

For dit barn var det anderledes. Du er nok farvet af dit eget barns forløb. Men som læge bliver jeg alvorligt skræmt af tendensen til at sygeliggøre normale børn. Man må antage, at TS’s barn er raskt. Der er ingen grund til at plante tanker om, at børn skal udredes for fysisk sygdom, inden man iværksætter opdragelse. 

Jeg er egentlig enig med dig i, at man ikke skal sygeliggøre børn. Men som fagperson som arbejder med små børn, må jeg også bare sige, at man nogen gange kan iværksætte mange ting og handleplaner for børn, hvor det faktisk har været spildt arbejde fra vores side. Her tænker jeg fx på ørebørn. Hvor vi laver alverdens papirarbejde og planer for, at fokusere på sproget - og helt meningsløst, hvis barnet er halv døv. Her beder jeg fx altid forældrene få tjekket barnets øre, inden vi går igang. Man kan jo ‘skade’ børn, ved at forlange meget mere af dem, hvis de reelt set ikke KAN det, vi forventer. De kan få en følelse af at være forkerte - hvis du forstår. 

Men jeg har ikke kunnet læse, om ts barn spiser pænt i dagpleje/vuggestue. For det ville jo være lidt interessant, for den fremtidige måde, at håndtere situationen på.

Det er helt normalt. Min yngste synes også finmotorik er svært, og hun opgiver hurtigt gaflen/skeen fordi det går for langsomt. Bare bliv ved med at opmuntre hende, det kommer 

Anonym skriver:

Jeg skriver på intet tidspunkt at jeg er imod konsekvens pædagogik. Men jeg vil ikke opdrage mit barn med at tage maden fra hende og lade hende sulte indtil næste morgen, fordi hun ikke mestrer at spise med sin gaffel endnu. 

Jeg VIL gerne lære/hjælpe hende. Men jeg vil IKKE gøre det med råben og mange skæld ud og tage mad fra hende. 

Når hun(som altså ikke er særlig tit mere, men det sker!) Kaster med maden, fortæller vi hende jo også at det vil vi ikke have, det gør man ikke. Vi spørger også om hun er færdig med at spise. Hvis vi har indtryk af at hun kaster maden på gulvet fordi hun er mæt og har spist meget, tager vi maden væk, fordi vi ved at hun har fået nok. 

Hun er god til at spise med ske og gær det hver morgen med sin grød eller yoghurt.

Hun får en gaffel hver aften til sin aftensmad. Vi forsøger at hjælpe hende med at få noget på gaflen, roser hende når det endelig lykkedes at få noget på den. Hun vil bare hellere spise med fingrene, og mit "problem" med det er at jeg jo også selv mener at det er ved at være tiden at hun lærer at spise pænere/med sin gaffel. 

Det er ikke fordi hun er en gris og sidder og kaster med al sin mad hver eneste dag. Men det sviner mere at spise med fingrene. 

For en god ordens skyld, vil jeg også nævne, at min datter ikke fejler noget fysiologisk som kunne være skyld i hvordan hun spiser. Hun har bare ikke lært det endnu, og det var derfor jeg skrev her og spurgte til sparring omkring situationen. 

- Jeg har i dag været ude og købe nogle nye gafler til hende, som jeg håber kan gøre det nemmere for hende at få maden op. 

Jeg tænker du har fat i den lange ende. Og det skal altså nok komme 

Du skriver jo faktisk at hun allerede er godt på vej med skeen. Gaflen tog lige nogle mdr længere at lære her. Kniven har hun ikke luret endnu (andet end at mor og far kan skære maden ud) og så er hun kun KNAP to år! Jeg synes det i det hele taget er flot at hun prøver 

At spise med gaffel er en færdighed der skal øves og mestres på lige måde med at kravle, gå, cykle, selv gå på toilet osv. Og børn klarer det i forskelligt tempo! Det lyder til at det mest er omgivelsernes reaktion, der får dig påvirket? Kan det hjælpe at tænke hvis det var en anden færdighed, om du så ikke vil sige pyt til det? Evt sig til vennerne at I skam øver gaffel, og det kommer når det kommer (ligesom ovenstående ting) og at de for øvrigt godt på passe egne tallerkener, for det kan være svært når der er fokus på én. 

Jeg får så ondt i maven over den tanke at børn skal straffes til de makker ret (ja sådan læser jeg konsekvenspædagogik og at man skal tage maden fra børn til de kan spise "ordentligt"). Fint nok hvis det er kedsomhed efter barnet er mæt, der slutter måltiderne også hos os. Men hvis barnet er sultent skal det have mad, og hvor må det være frygteligt at prøve og så blive mødt med at man ikke gør det godt nok og så blive straffet.

Jeg håber de andre gafler virker, og at I fortsætter den kærlige guidning, når hun gør det godt (og husk endelig også at rose indsatsen der bliver lagt i at øve og hele tiden blive bedre). Det skal virkelig nok komme af sig selv (det er min klare overbevisning) 

Anonym skriver:

Jeg ville nok få tjekket tungebånd osv og andre fysiologiske ting. Børn vil meget gerne samarbejde - det er i deres DNA. 

Mit barn på knap 4 spiser ret “grimt”. Barnet ser helt normalt ud. Og hvis du ikke vidste bedre, så ville du tænke, at h*n var opdraget dårligt. 

Det er dog ikke tilfældet. Mit barn har nedsat følsomhed i munden. (Grundet en neorologisk sygdom) Og tungen kan ikke arbejde med maden og det giver barnet uro i kroppen. Vi er har ergo på hver uge for at styrke barnet. 

Men vi har mødt SÅ mange forældre, der påpeger, at nu skal h*n til at spise anderledes. 

Mit barn kan sagtens spise med kniv og gaffel. Men det er  lidt svært. Og det tager alt energi for barnet. Vi har nogle fine udtalelser fra ergo, der har observeret vores barn i børnehaven. Der står

“Det er tydeligt, at XXX kæmper for at holde sig siddende på stolen, men maden er for voldsom i størrelsen, på trods af, at maden er udskåret i ca 2x2 cm bidder. Barnet evne til at respirere er dårligt nasalt (ingen luft gennem næsen), og derfor ryger meget mad ud af munden igen. Barnet begynder at snakke og være uroligt, da barnet mærker, at det ikke kan imødekomme de voksnes forventninger til at spise. Der bør anvendes hjælpemidler og gives mere tid til spisning, samt at alt mad skæres ud i max 1x1 cm for at lette processen”

Så jeg ville, belært af egen erfaring, få dit barn undersøgt fysisk. Også ville jeg forsøge at gøre maden mere overskuelig. Det vil sige, have meget lidt mad på tallerkenen. Og i mindre bidder. Hvis maden virker for voldsom eller for uoverskuelig, så ser du også “normale” børn, der ikke magter at spise. 

I følge de spiseekspekter vi går hos (og det er mange), så er spisning meget kompleks for børn. Det er faktisk meget svært fysisologisik. Så er de trætte og maden ligner er bjerg, jamen så gør de noget andet end at spise det. 

Kære du der har skrevet dette indlæg.. 

Jeg tror at min datter måske kunne have noget lign. Trods de næsten 11 mdr vil hun ikke spise meget og hun er meget udfordret på at spise rigtig mad. Hun vil så heller ik lade mig made hende og hun er ikke motorisk i stand til selv at bruge en ske. En gaffel går det nogenlunde med men hun spytter det meste ud. Jeg har prøvet med mindre stykker, med varierende held. Dp mor har også påpeget det.. 

Hun har næsten altid åben mund/tungen hængende lidt ud af munden..

Hvad hedder fænomenet med nedsat følsomhed i munden? Har prøvet at Google det men kan ikke rigtig finde noget.. 

Var der også en podcast?

Du må også meget gerne skrive til mig privat!! 

Anonym skriver:

Mit barn er meget klar over fordommene. H*n italesætter selv ting som “man skal holde munden lukket, når man spiser”osv. Men heldigvis er BH (de primære pædagoger) gode til at hjælpe. De skal også guide barnet til at spise i begge sider, da muskulaturen er underudviklet i højre side. Noget på du ingen måde kan se, men kun teste med en særlig dims. Derfor foretrækker mit barn også den ene side. Og derfor spiser h*n “grimt”. 

Det er helt tydeligt, at mit barn virkelig ønsker at være en del af alle de andre på alle måder. Og det vil alle børn. Det er jo ren overlevelsesstrategi, at hvis jeg passer ind i flokken, så er der større chance for at overlever. Derfor er børn ikke uartige - de har bare ingen erfaring eller evner til afhjælpe problemet. 

Mange børn der ikke kan overskue maden har det med at spise “grimt”. Netop fordi deres mentale energi er brugt op.  

Der er i øvrigt en virkelig fin podcast om det. Men en PHD i fysisk og en forsker i psykologi - som netop handler om, hvordan manne dag hjælper børn til spise (på alle måde). 

For selvfølgelig skal børn “lære” at indgå i sociale sammenhænge hvor der spises. Men det skal jo foregå på en måde, som tager hensyn til barnets fysiske og psykiske formåen. :-) 

helt små børn (under 3 år) vil Per definition samarbejde for bedre at kunne overleve. Så en på 2 er ikke uartig eller dårligt opdraget, hvis forældrene bare er nogenlunde obs på spisningen. Og det er de jo i dette tilfælde. 

Det er ret dumt at give sanktioner over for en 2-3 årig, der faktisk ikke kan overskue maden (for det er så svær en process at lære. Rent fysiologisk er faktisk svært). Så hvis barnet kæmper med dårlig vejrtrækningen i næsen (har jeg selv), eller uro i kroppen, eller nedsat/for meget følsomhed i munden - så er det bare ekstra ild på bålet. 

Jeg kan selv huske, at jeg blev skældt hæder og ære ud for at spise grimt. Men jeg kunne ikke trækket vejet. Jeg har sidenhen fået konstateret ekstrem smal luftveje i næsen, som da jeg var mindre, var meget dårlige. Og dermed kunne jeg ikke spise “pænt”. Jeg forsøgt jo aldrig at være dum eller uartig. Faktisk prøvede jeg med AL min magt at spise pænt. Og jeg kan huske frustrationen over, at jeg ikke kunne. Følte mig ulækker og dum. Heldigvis var mine forældre mere forstående. Det betød dog, at jeg foretrak at spise alene for at undgå at være “ulækker”, når jeg var rigtig sulten.

Jeg bliver så glad for at høre, at din søns Bh faktisk tager sig af hans spiseproblematikker. Og ikke bare skælder ud eller giver konsekvens! For det må være hårdt for ham! (Og jer) 

Og der behøver ikke gå “se aben. Nu skal vi spise og alle skal tage hensyn til barnet” i den. Det handler blot om at få etableret nogle rutiner a la. 

1. Små potioner

2. Skær ud i meget så bidder, så barnet kan klare det med en gaffel

3. Tålmodighed 

Jeg er delvist enig med dig. Jeg synes dog godt man kan være konsekvent overfor barnet i spisesituationen, fx fjerne maden hvis barnet gentagende gange bevidst kaster med den.

Jeg har to på hhv. lige over 1,5 og 5,5 år. Den lille spiser bed bestik efter begge evne, bevares hun spilder da voldsomt til tider, men hvis vi ved fingermad har glemt at ligge en gaffel til hende, så brokker hun sig højlydt. 

Den store på 5,5 år derimod bruger stadig oftest fingrene, medmindre der er tale om skemad som fx suppe, yoghurt, havregryn, osv. Hun er sansesensitiv og har nedsat både grov- og finmotorik. Og vi har diverse fagpersoner ord for, at hun simpelthen bare løber tør for energi og koncentration rigtig hurtigt. Så hvis spisefærdighederne ikke kommer trods konsekvent venlig anmodning om at bruge bestik, ikke kaste med maden osv. Så ville jeg nok også starte med at tale med pædagoger, og måske siden få en fysioterapeut eller lignende til at kigge på barnet. 

Maricella skriver:

Jeg tænker du har fat i den lange ende. Og det skal altså nok komme 

Du skriver jo faktisk at hun allerede er godt på vej med skeen. Gaflen tog lige nogle mdr længere at lære her. Kniven har hun ikke luret endnu (andet end at mor og far kan skære maden ud) og så er hun kun KNAP to år! Jeg synes det i det hele taget er flot at hun prøver 

At spise med gaffel er en færdighed der skal øves og mestres på lige måde med at kravle, gå, cykle, selv gå på toilet osv. Og børn klarer det i forskelligt tempo! Det lyder til at det mest er omgivelsernes reaktion, der får dig påvirket? Kan det hjælpe at tænke hvis det var en anden færdighed, om du så ikke vil sige pyt til det? Evt sig til vennerne at I skam øver gaffel, og det kommer når det kommer (ligesom ovenstående ting) og at de for øvrigt godt på passe egne tallerkener, for det kan være svært når der er fokus på én. 

Jeg får så ondt i maven over den tanke at børn skal straffes til de makker ret (ja sådan læser jeg konsekvenspædagogik og at man skal tage maden fra børn til de kan spise "ordentligt"). Fint nok hvis det er kedsomhed efter barnet er mæt, der slutter måltiderne også hos os. Men hvis barnet er sultent skal det have mad, og hvor må det være frygteligt at prøve og så blive mødt med at man ikke gør det godt nok og så blive straffet.

Jeg håber de andre gafler virker, og at I fortsætter den kærlige guidning, når hun gør det godt (og husk endelig også at rose indsatsen der bliver lagt i at øve og hele tiden blive bedre). Det skal virkelig nok komme af sig selv (det er min klare overbevisning) 

Men det er jo lidt en stråmand - for der er så vidt jeg kan læse slet ingen i tråden, som argumenterer for at straffe børn, der forsøger at gøre deres bedste? Tvært i mod.

”Konsekvenspædagogik” herhjemme betyder såmænd bare, at når noget sker intentionelt (smide med maden, hånden i mælken, osv.), så fortæller vi hvad man må og ikke må. Hvis det gentages gør vi det igen - og oplyser at måltidet er færdigt, hvis ikke adfærden stopper. Og til sidst, så fjerner vi maden/glasset stille og roligt og fortæller at “nu er du færdig med at spise”. Der virker fremragende og foregår ganske stille og roligt - og konsekvent.

Som jeg læser det, er der ikke noget i denne tråd som du behøver at have “ondt i maven over”. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Men det er jo lidt en stråmand - for der er så vidt jeg kan læse slet ingen i tråden, som argumenterer for at straffe børn, der forsøger at gøre deres bedste? Tvært i mod.

”Konsekvenspædagogik” herhjemme betyder såmænd bare, at når noget sker intentionelt (smide med maden, hånden i mælken, osv.), så fortæller vi hvad man må og ikke må. Hvis det gentages gør vi det igen - og oplyser at måltidet er færdigt, hvis ikke adfærden stopper. Og til sidst, så fjerner vi maden/glasset stille og roligt og fortæller at “nu er du færdig med at spise”. Der virker fremragende og foregår ganske stille og roligt - og konsekvent.

Som jeg læser det, er der ikke noget i denne tråd som du behøver at have “ondt i maven over”. 

Det er faktisk præcis denne form for tilgang til andre mennesker, børn eller voksne, jeg mener.

Hvor man trækker sin egen "jeg synes/synes ikke, og derfor er det her det rigtige" ned over hovedet på folk. Der findes mange måder at straffe folk på. Nogle sætter børn på en stol og siger "bliv der til du kan være ordentlig" nogle tager maden fra deres børn og siger "så kan du få den når du kan spise ordentlig"

Der er en hårfin grænse mellem at håndhæve nogle regler, der til en vis grad er nødvendige for at vores samfund ikke bliver rent anarki og så hvor man risikerer at krænke barnets integritetsfølelse fordi man trækker noget ned over barnet, som det ikke er klart til

Hvis man, når man kan se barnet er mæt, har spist, og for øvrigt begynder at pille/lege med/kaste med maden,  og derefter guider barnet til en anden aktivitet, så er der ingen skade sket.

Men mener man seriøst at det udelukkende handler om at tage maden fra barnet til det lærer at gøre som de voksne ønsker. Kun baseret på barnets alder eller "hvad andre børn kan", så risikerer man rigtig hurtigt at det opfattes som en straf, og barnet måske lider selvtillidsknæk hvis de krav der bliver stillet, reelt er for store. Det er udelukkende forældrene der kan vurdere det. Men jeg får ondt i maven over at det børnesyn der kommer til udtryk i sådanne kategoriske udmeldinger.

At du så læser tingene anderledes er jo helt fint. Men ligesom ingen andre end dette barn og forældrene reelt ved, om det med at spise med gaffel bare er lidt for svært endnu, er der ingen andre end mig, der ved hvordan jeg føler. Det kan godt være at du ikke synes jeg behøver have ondt i maven (fordi du ikke har det). Jeg behøver heller ikke græde når jeg ser inderst inde eller løvernes konge, men jeg gør det nu alligevel, fordi det rammer mine følelser, og det samme gør sig gældende her 

Maricella skriver:

Det er faktisk præcis denne form for tilgang til andre mennesker, børn eller voksne, jeg mener.

Hvor man trækker sin egen "jeg synes/synes ikke, og derfor er det her det rigtige" ned over hovedet på folk. Der findes mange måder at straffe folk på. Nogle sætter børn på en stol og siger "bliv der til du kan være ordentlig" nogle tager maden fra deres børn og siger "så kan du få den når du kan spise ordentlig"

Der er en hårfin grænse mellem at håndhæve nogle regler, der til en vis grad er nødvendige for at vores samfund ikke bliver rent anarki og så hvor man risikerer at krænke barnets integritetsfølelse fordi man trækker noget ned over barnet, som det ikke er klart til

Hvis man, når man kan se barnet er mæt, har spist, og for øvrigt begynder at pille/lege med/kaste med maden,  og derefter guider barnet til en anden aktivitet, så er der ingen skade sket.

Men mener man seriøst at det udelukkende handler om at tage maden fra barnet til det lærer at gøre som de voksne ønsker. Kun baseret på barnets alder eller "hvad andre børn kan", så risikerer man rigtig hurtigt at det opfattes som en straf, og barnet måske lider selvtillidsknæk hvis de krav der bliver stillet, reelt er for store. Det er udelukkende forældrene der kan vurdere det. Men jeg får ondt i maven over at det børnesyn der kommer til udtryk i sådanne kategoriske udmeldinger.

At du så læser tingene anderledes er jo helt fint. Men ligesom ingen andre end dette barn og forældrene reelt ved, om det med at spise med gaffel bare er lidt for svært endnu, er der ingen andre end mig, der ved hvordan jeg føler. Det kan godt være at du ikke synes jeg behøver have ondt i maven (fordi du ikke har det). Jeg behøver heller ikke græde når jeg ser inderst inde eller løvernes konge, men jeg gør det nu alligevel, fordi det rammer mine følelser, og det samme gør sig gældende her 

Hov... så kan jeg da tilføje at det er lige præsis denne tilgang jeg syntes er synd for børn. En tilgang hvor krav og regler ikke rigtig er ok..... for det er jo ikke den verden børnene ellers lever i. Og så bliver det svært at tilpasse sig børnehave, skole osv. Og det bliver svært at sikre sig at børnene er på niveau med de andre børn - når de ellers godt kunne. Og det er skrækkeligt for børnene. 

Ps til ts: undskyld det har jo ikke noget med dit spørgsmål at gøre. Mit barn spiste godt med gaffel og ske da h*n var mindre end to. Men jeg har ingen gode råd, for det lærte h*n i vuggestuen, mere end hjemme. 

Maricella skriver:

Det er faktisk præcis denne form for tilgang til andre mennesker, børn eller voksne, jeg mener.

Hvor man trækker sin egen "jeg synes/synes ikke, og derfor er det her det rigtige" ned over hovedet på folk. Der findes mange måder at straffe folk på. Nogle sætter børn på en stol og siger "bliv der til du kan være ordentlig" nogle tager maden fra deres børn og siger "så kan du få den når du kan spise ordentlig"

Der er en hårfin grænse mellem at håndhæve nogle regler, der til en vis grad er nødvendige for at vores samfund ikke bliver rent anarki og så hvor man risikerer at krænke barnets integritetsfølelse fordi man trækker noget ned over barnet, som det ikke er klart til

Hvis man, når man kan se barnet er mæt, har spist, og for øvrigt begynder at pille/lege med/kaste med maden,  og derefter guider barnet til en anden aktivitet, så er der ingen skade sket.

Men mener man seriøst at det udelukkende handler om at tage maden fra barnet til det lærer at gøre som de voksne ønsker. Kun baseret på barnets alder eller "hvad andre børn kan", så risikerer man rigtig hurtigt at det opfattes som en straf, og barnet måske lider selvtillidsknæk hvis de krav der bliver stillet, reelt er for store. Det er udelukkende forældrene der kan vurdere det. Men jeg får ondt i maven over at det børnesyn der kommer til udtryk i sådanne kategoriske udmeldinger.

At du så læser tingene anderledes er jo helt fint. Men ligesom ingen andre end dette barn og forældrene reelt ved, om det med at spise med gaffel bare er lidt for svært endnu, er der ingen andre end mig, der ved hvordan jeg føler. Det kan godt være at du ikke synes jeg behøver have ondt i maven (fordi du ikke har det). Jeg behøver heller ikke græde når jeg ser inderst inde eller løvernes konge, men jeg gør det nu alligevel, fordi det rammer mine følelser, og det samme gør sig gældende her 

Jeg får modsat lidt ondt i maven over den sort hvide holdning om enten er man for straf eller også følger man helt og holdent barnet  - hvor bliver fællesskabet af i den fortælling. De spilleregler og sociale færdigheder vi har er ikke bare for ar undgå anarki, der er rent rent faktisk fordi vi også har det godt i fællesskabet. 

Er barn stort eller lille, der ikke oplever sig selv som en ydende på et i fællesskabet, men alene som en der skal laves ydelser for, har det formentlig heller ikke en masse at sætte på selvværdskontoen: jeg kan ikke bidrage med noget til fællesskabets gode, og ingen "gider" stille krav til mig. 

Jeps jeg har flyttet mine børns mad, jeg har også flyttet skarpe knive og badelegetøjet kom højere op efter det hele var endt i toilettet. Intet blev gjort med skæld ud eller som straf, men af den simple grund at det var bedst for fællesskabet og dermed også for barnet. Storebror kunne ikke tisse når toilettet var fyldt med legetøj, barn ville skøre sig på den skarpe kniv, barn kunne ikke stoppe mad mad og storesøster græd over at få spaghetti med kødsauce på sin nye bluse. 

Nu er børnene større, men kravene er det samme: du  personlige frihed går lige præcis til grænsen for andres frihed og for fællesskabet. Og kravene er de giver til fællesskabet, og sjovt er den største straf, hvis jeg ikke forventer netop det men bare lader dem gøre hvad de vil. De vil gerne bidrage til fællesskabet, for så er de noget værd, de vil gerne stoppes når de har deres "smidmedmaden" adfærd, de vil gerne guides og opdrages, så de oplever de er noget værd i det store billede og ikke bare som et enkelt individ.

Det skal så tilføjes, at jeg som sådan er fuldstændig ligeglad med om et barn på knapt to spiser med hænderne eller med en gaffel, men nu blev det tager op på et mere overordnet plan og her er jeg absolut ikke ligeglad med at alle lærer at agere i et fællesskab og føler sig inkluderet i det fællesskab og ikke bare er en der skal serviceres.

Maricella skriver:

Det er faktisk præcis denne form for tilgang til andre mennesker, børn eller voksne, jeg mener.

Hvor man trækker sin egen "jeg synes/synes ikke, og derfor er det her det rigtige" ned over hovedet på folk. Der findes mange måder at straffe folk på. Nogle sætter børn på en stol og siger "bliv der til du kan være ordentlig" nogle tager maden fra deres børn og siger "så kan du få den når du kan spise ordentlig"

Der er en hårfin grænse mellem at håndhæve nogle regler, der til en vis grad er nødvendige for at vores samfund ikke bliver rent anarki og så hvor man risikerer at krænke barnets integritetsfølelse fordi man trækker noget ned over barnet, som det ikke er klart til

Hvis man, når man kan se barnet er mæt, har spist, og for øvrigt begynder at pille/lege med/kaste med maden,  og derefter guider barnet til en anden aktivitet, så er der ingen skade sket.

Men mener man seriøst at det udelukkende handler om at tage maden fra barnet til det lærer at gøre som de voksne ønsker. Kun baseret på barnets alder eller "hvad andre børn kan", så risikerer man rigtig hurtigt at det opfattes som en straf, og barnet måske lider selvtillidsknæk hvis de krav der bliver stillet, reelt er for store. Det er udelukkende forældrene der kan vurdere det. Men jeg får ondt i maven over at det børnesyn der kommer til udtryk i sådanne kategoriske udmeldinger.

At du så læser tingene anderledes er jo helt fint. Men ligesom ingen andre end dette barn og forældrene reelt ved, om det med at spise med gaffel bare er lidt for svært endnu, er der ingen andre end mig, der ved hvordan jeg føler. Det kan godt være at du ikke synes jeg behøver have ondt i maven (fordi du ikke har det). Jeg behøver heller ikke græde når jeg ser inderst inde eller løvernes konge, men jeg gør det nu alligevel, fordi det rammer mine følelser, og det samme gør sig gældende her 

Husker du også en gang imellem at sige STOP eller NEJ til dit barn? Eller bliver det blot tilbudt en alternativ aktivitet, hvis det bryder reglerne? Eller der er måske ingen regler?