Hvornår spiste jeres børn pænt??

Min søn er knap 4 og spiser stadig med fingrene. Han kan godt spise med gaffel og gør det også nogen gange. Det er bare nemmere for ham at bruge fingrene til nogle retter. 

Jeg er rimelige ligeglad med hvad andre folk mener og tænker eller mister appetitten som en også nævner. Så har jeg det bare sådan at man kan passe sin egen tallerken 

Anonym skriver:

Jeg er ved at få spat og jeg er faktisk også lidt flov når vi er sammen med venner, bekendte og familie med børn på samme alder som vores pige. Hun er snart 2 og hun spiser bare så grimt stadigvæk! Alle andres børn kan spise nogenlunde pænt med en gaffel.

Vores pige gider ikke bruge tid på gaflen, så hun skovler i hovedet med klør 5. Det resulterer jo i mad udover gulv, stol og hende selv. Hun kaster også stadig med sin mad nogen gange.. 

Vi forsøger at få hende til at bruge den, hjælper hende med at stikke i maden og roser hende når hun selv gør det. Vi fortæller hende også når vi ikke synes hendes opførsel ved bordet er okay. Men vi tager ikke hendes mad fra hende eller råber af hende eller lign.

Hun er på alle andre områder en kvik lille pige med et stort aktivitets niaevu, og jeg har hele tiden tænkt at det med at spise pænt kom nok på et tidspunkt. 

Nu er folk i vores omgangskreds begyndt at kommentere det lidt overfor os.

Hvornår lærte jeres børn at spise pænt? 

Og hvad skal vi gøre for at lære hende det??

Jeg ville sige til hende brug gaflen og insistere. Jeg ville pege på gaflen, stille gaflen i hånden på hende. 

Og så sørge for at hun var forholdsvis mæt og derfor ikke bliver frustreret.

Det er ikke ligegyldigt sim en andre skriver -( så kan andre passe deres tallerken). Vi lærer børn hvordan de skal begå sig for at de kan være sammen med andre på en hyggelig måde. Dvs. Man gør sine børn en bjørnetjeneste når de ikke kan spise med gaffel (og kniv) i skolealderen og børnehaven. Jeg vil som forældre da synes det var mærkeligt at få børn med hjem til legeaftale der kaster med maden og spiser så det er ud over det hele. Det er decideret synd for barnet og en bjørnetjeneste. 

Jeg ved ikke hvordan I helt præcist gør det. Men I kan sikkert godt være mere insisterende og skarpe i tonen om at hun skal øve sig med gaflen. Og hvis hun nægter så tag tallerkenen op og sig den kommer ned på bordet igen når hun bruger gaflen. 

Jeg har selv to drenge der også bruger klør fem nogle gange. Men det er mest kylling, frikadeller og sen slags.. og de kan sagtens spise med kniv og gaffel. Vi skal stadigvæk minde dem om det nogle gange.

Tjullehej skriver:

Jeg ville sige til hende brug gaflen og insistere. Jeg ville pege på gaflen, stille gaflen i hånden på hende. 

Og så sørge for at hun var forholdsvis mæt og derfor ikke bliver frustreret.

Det er ikke ligegyldigt sim en andre skriver -( så kan andre passe deres tallerken). Vi lærer børn hvordan de skal begå sig for at de kan være sammen med andre på en hyggelig måde. Dvs. Man gør sine børn en bjørnetjeneste når de ikke kan spise med gaffel (og kniv) i skolealderen og børnehaven. Jeg vil som forældre da synes det var mærkeligt at få børn med hjem til legeaftale der kaster med maden og spiser så det er ud over det hele. Det er decideret synd for barnet og en bjørnetjeneste. 

Jeg ved ikke hvordan I helt præcist gør det. Men I kan sikkert godt være mere insisterende og skarpe i tonen om at hun skal øve sig med gaflen. Og hvis hun nægter så tag tallerkenen op og sig den kommer ned på bordet igen når hun bruger gaflen. 

Jeg har selv to drenge der også bruger klør fem nogle gange. Men det er mest kylling, frikadeller og sen slags.. og de kan sagtens spise med kniv og gaffel. Vi skal stadigvæk minde dem om det nogle gange.

Jeg er egentlig enig, men det handler meget om hvordan man håndterer det. Man gør også sin børn en grim bjørnetjeneste hvis hele madsituationen bliver noget med skyld, skam og kæft trit og retning. Selvfølgelig skal der ikke kastes og svines med maden, men jeg synes man skal tilstræbe en blød mellemvare.

Og lur mig om ikke det i de fleste tilfælde nok skal gå fint alligevel, når de er ude hos andre. Børn er jo ikke dumme.

IenFart skriver:

Jeg er egentlig enig, men det handler meget om hvordan man håndterer det. Man gør også sin børn en grim bjørnetjeneste hvis hele madsituationen bliver noget med skyld, skam og kæft trit og retning. Selvfølgelig skal der ikke kastes og svines med maden, men jeg synes man skal tilstræbe en blød mellemvare.

Og lur mig om ikke det i de fleste tilfælde nok skal gå fint alligevel, når de er ude hos andre. Børn er jo ikke dumme.

Min pointe er sr ALLE børn synes det er lettere med klør fem. Så hvis man som forældre ikke på en måde insisterer på at der bliver øver med en gaffel - så bliver der brugt klør fem. 

Jeg har tit sagt noget omkring hvordan man spiser eller sidder ved et bord osv. I en pæn tone til vores børn. Behøver ikke være skæld ud overhoved... eller kæft trit og retning. Men man kan godt være “krævende” eller bestemt i sin tone. Selvfølgelig skal man fx ikke kaste med maden. 

Jeg ville nok få tjekket tungebånd osv og andre fysiologiske ting. Børn vil meget gerne samarbejde - det er i deres DNA. 

Mit barn på knap 4 spiser ret “grimt”. Barnet ser helt normalt ud. Og hvis du ikke vidste bedre, så ville du tænke, at h*n var opdraget dårligt. 

Det er dog ikke tilfældet. Mit barn har nedsat følsomhed i munden. (Grundet en neorologisk sygdom) Og tungen kan ikke arbejde med maden og det giver barnet uro i kroppen. Vi er har ergo på hver uge for at styrke barnet. 

Men vi har mødt SÅ mange forældre, der påpeger, at nu skal h*n til at spise anderledes. 

Mit barn kan sagtens spise med kniv og gaffel. Men det er  lidt svært. Og det tager alt energi for barnet. Vi har nogle fine udtalelser fra ergo, der har observeret vores barn i børnehaven. Der står

“Det er tydeligt, at XXX kæmper for at holde sig siddende på stolen, men maden er for voldsom i størrelsen, på trods af, at maden er udskåret i ca 2x2 cm bidder. Barnet evne til at respirere er dårligt nasalt (ingen luft gennem næsen), og derfor ryger meget mad ud af munden igen. Barnet begynder at snakke og være uroligt, da barnet mærker, at det ikke kan imødekomme de voksnes forventninger til at spise. Der bør anvendes hjælpemidler og gives mere tid til spisning, samt at alt mad skæres ud i max 1x1 cm for at lette processen”

Så jeg ville, belært af egen erfaring, få dit barn undersøgt fysisk. Også ville jeg forsøge at gøre maden mere overskuelig. Det vil sige, have meget lidt mad på tallerkenen. Og i mindre bidder. Hvis maden virker for voldsom eller for uoverskuelig, så ser du også “normale” børn, der ikke magter at spise. 

I følge de spiseekspekter vi går hos (og det er mange), så er spisning meget kompleks for børn. Det er faktisk meget svært fysisologisik. Så er de trætte og maden ligner er bjerg, jamen så gør de noget andet end at spise det. 

Anonym skriver:

Jeg ville nok få tjekket tungebånd osv og andre fysiologiske ting. Børn vil meget gerne samarbejde - det er i deres DNA. 

Mit barn på knap 4 spiser ret “grimt”. Barnet ser helt normalt ud. Og hvis du ikke vidste bedre, så ville du tænke, at h*n var opdraget dårligt. 

Det er dog ikke tilfældet. Mit barn har nedsat følsomhed i munden. (Grundet en neorologisk sygdom) Og tungen kan ikke arbejde med maden og det giver barnet uro i kroppen. Vi er har ergo på hver uge for at styrke barnet. 

Men vi har mødt SÅ mange forældre, der påpeger, at nu skal h*n til at spise anderledes. 

Mit barn kan sagtens spise med kniv og gaffel. Men det er  lidt svært. Og det tager alt energi for barnet. Vi har nogle fine udtalelser fra ergo, der har observeret vores barn i børnehaven. Der står

“Det er tydeligt, at XXX kæmper for at holde sig siddende på stolen, men maden er for voldsom i størrelsen, på trods af, at maden er udskåret i ca 2x2 cm bidder. Barnet evne til at respirere er dårligt nasalt (ingen luft gennem næsen), og derfor ryger meget mad ud af munden igen. Barnet begynder at snakke og være uroligt, da barnet mærker, at det ikke kan imødekomme de voksnes forventninger til at spise. Der bør anvendes hjælpemidler og gives mere tid til spisning, samt at alt mad skæres ud i max 1x1 cm for at lette processen”

Så jeg ville, belært af egen erfaring, få dit barn undersøgt fysisk. Også ville jeg forsøge at gøre maden mere overskuelig. Det vil sige, have meget lidt mad på tallerkenen. Og i mindre bidder. Hvis maden virker for voldsom eller for uoverskuelig, så ser du også “normale” børn, der ikke magter at spise. 

I følge de spiseekspekter vi går hos (og det er mange), så er spisning meget kompleks for børn. Det er faktisk meget svært fysisologisik. Så er de trætte og maden ligner er bjerg, jamen så gør de noget andet end at spise det. 

Det gav lige lidt ondt i maven at læse det med at dit barn godt registrerer at det " er forkert" den måde det spiser på.

Hvor er det godt der er fokus på at jeres barn ikke bare spiser grimt ,men har nogle udfordringer -Så der kan komme ro på for jeres barn.

Har selv en der er sensitvi i munden - og han gnaver fx af alt mad i den ene side af munden ,fordi han ikke kan klare følelsen af mad i den anden  side . 

han spiser ikke med metal fordi det ikke er rart i munden men med gummibestik  blødt materiale . 

Han kaster dog ikke med maden ,men det er en mindre detalje 

Men han skal også have overskuelighed på tallerken osv og det er de fantastiske til at imødekomme i hans bh 

Så jeg er enig med dig med str på maden osv 

Anonym skriver:

Jeg ville nok få tjekket tungebånd osv og andre fysiologiske ting. Børn vil meget gerne samarbejde - det er i deres DNA. 

Mit barn på knap 4 spiser ret “grimt”. Barnet ser helt normalt ud. Og hvis du ikke vidste bedre, så ville du tænke, at h*n var opdraget dårligt. 

Det er dog ikke tilfældet. Mit barn har nedsat følsomhed i munden. (Grundet en neorologisk sygdom) Og tungen kan ikke arbejde med maden og det giver barnet uro i kroppen. Vi er har ergo på hver uge for at styrke barnet. 

Men vi har mødt SÅ mange forældre, der påpeger, at nu skal h*n til at spise anderledes. 

Mit barn kan sagtens spise med kniv og gaffel. Men det er  lidt svært. Og det tager alt energi for barnet. Vi har nogle fine udtalelser fra ergo, der har observeret vores barn i børnehaven. Der står

“Det er tydeligt, at XXX kæmper for at holde sig siddende på stolen, men maden er for voldsom i størrelsen, på trods af, at maden er udskåret i ca 2x2 cm bidder. Barnet evne til at respirere er dårligt nasalt (ingen luft gennem næsen), og derfor ryger meget mad ud af munden igen. Barnet begynder at snakke og være uroligt, da barnet mærker, at det ikke kan imødekomme de voksnes forventninger til at spise. Der bør anvendes hjælpemidler og gives mere tid til spisning, samt at alt mad skæres ud i max 1x1 cm for at lette processen”

Så jeg ville, belært af egen erfaring, få dit barn undersøgt fysisk. Også ville jeg forsøge at gøre maden mere overskuelig. Det vil sige, have meget lidt mad på tallerkenen. Og i mindre bidder. Hvis maden virker for voldsom eller for uoverskuelig, så ser du også “normale” børn, der ikke magter at spise. 

I følge de spiseekspekter vi går hos (og det er mange), så er spisning meget kompleks for børn. Det er faktisk meget svært fysisologisik. Så er de trætte og maden ligner er bjerg, jamen så gør de noget andet end at spise det. 

Det lyder rigtigt svært for dit barn, MEN dit barn hører jo til sjældenhederne. For 99,99% af alle 2 årige, er ‘at spise pænt’ noget, der kan tillæres. Og der er absolut ingen grund til at starte med at mistænke neurologisk sygdom, før opdragelse er grundigt afprøvet. 

Carina:-) skriver:

Det gav lige lidt ondt i maven at læse det med at dit barn godt registrerer at det " er forkert" den måde det spiser på.

Hvor er det godt der er fokus på at jeres barn ikke bare spiser grimt ,men har nogle udfordringer -Så der kan komme ro på for jeres barn.

Har selv en der er sensitvi i munden - og han gnaver fx af alt mad i den ene side af munden ,fordi han ikke kan klare følelsen af mad i den anden  side . 

han spiser ikke med metal fordi det ikke er rart i munden men med gummibestik  blødt materiale . 

Han kaster dog ikke med maden ,men det er en mindre detalje 

Men han skal også have overskuelighed på tallerken osv og det er de fantastiske til at imødekomme i hans bh 

Så jeg er enig med dig med str på maden osv 

Mit barn er meget klar over fordommene. H*n italesætter selv ting som “man skal holde munden lukket, når man spiser”osv. Men heldigvis er BH (de primære pædagoger) gode til at hjælpe. De skal også guide barnet til at spise i begge sider, da muskulaturen er underudviklet i højre side. Noget på du ingen måde kan se, men kun teste med en særlig dims. Derfor foretrækker mit barn også den ene side. Og derfor spiser h*n “grimt”. 

Det er helt tydeligt, at mit barn virkelig ønsker at være en del af alle de andre på alle måder. Og det vil alle børn. Det er jo ren overlevelsesstrategi, at hvis jeg passer ind i flokken, så er der større chance for at overlever. Derfor er børn ikke uartige - de har bare ingen erfaring eller evner til afhjælpe problemet. 

Mange børn der ikke kan overskue maden har det med at spise “grimt”. Netop fordi deres mentale energi er brugt op.  

Der er i øvrigt en virkelig fin podcast om det. Men en PHD i fysisk og en forsker i psykologi - som netop handler om, hvordan manne dag hjælper børn til spise (på alle måde). 

For selvfølgelig skal børn “lære” at indgå i sociale sammenhænge hvor der spises. Men det skal jo foregå på en måde, som tager hensyn til barnets fysiske og psykiske formåen. :-) 

helt små børn (under 3 år) vil Per definition samarbejde for bedre at kunne overleve. Så en på 2 er ikke uartig eller dårligt opdraget, hvis forældrene bare er nogenlunde obs på spisningen. Og det er de jo i dette tilfælde. 

Det er ret dumt at give sanktioner over for en 2-3 årig, der faktisk ikke kan overskue maden (for det er så svær en process at lære. Rent fysiologisk er faktisk svært). Så hvis barnet kæmper med dårlig vejrtrækningen i næsen (har jeg selv), eller uro i kroppen, eller nedsat/for meget følsomhed i munden - så er det bare ekstra ild på bålet. 

Jeg kan selv huske, at jeg blev skældt hæder og ære ud for at spise grimt. Men jeg kunne ikke trækket vejet. Jeg har sidenhen fået konstateret ekstrem smal luftveje i næsen, som da jeg var mindre, var meget dårlige. Og dermed kunne jeg ikke spise “pænt”. Jeg forsøgt jo aldrig at være dum eller uartig. Faktisk prøvede jeg med AL min magt at spise pænt. Og jeg kan huske frustrationen over, at jeg ikke kunne. Følte mig ulækker og dum. Heldigvis var mine forældre mere forstående. Det betød dog, at jeg foretrak at spise alene for at undgå at være “ulækker”, når jeg var rigtig sulten.

Jeg bliver så glad for at høre, at din søns Bh faktisk tager sig af hans spiseproblematikker. Og ikke bare skælder ud eller giver konsekvens! For det må være hårdt for ham! (Og jer) 

Og der behøver ikke gå “se aben. Nu skal vi spise og alle skal tage hensyn til barnet” i den. Det handler blot om at få etableret nogle rutiner a la. 

1. Små potioner

2. Skær ud i meget så bidder, så barnet kan klare det med en gaffel

3. Tålmodighed 

Abracadabra skriver:

Det lyder rigtigt svært for dit barn, MEN dit barn hører jo til sjældenhederne. For 99,99% af alle 2 årige, er ‘at spise pænt’ noget, der kan tillæres. Og der er absolut ingen grund til at starte med at mistænke neurologisk sygdom, før opdragelse er grundigt afprøvet. 

Enig.

Jeg mener ikke, at TS barn har en neorologisk sygdom. Jeg mener bare, at før man bliver “konsekvent”, så få undersøgt barnet. 

Blandt andet for tungebånd eller vejrtrækning. 

Selv er jeg blevet tilbudt en næseoperation mange gange i livet, da passagen er meget smal. 

Og det har jeg ingen diagnose på i forhold til sygdom. 

Mit barn lider også af middel hypotoni. Jeg er aldrig selv blevet testet for det, og har ingen ide om det er arveligt. Men det kan du jo heller ikke se. 

Anonym skriver:

Enig.

Jeg mener ikke, at TS barn har en neorologisk sygdom. Jeg mener bare, at før man bliver “konsekvent”, så få undersøgt barnet. 

Blandt andet for tungebånd eller vejrtrækning. 

Selv er jeg blevet tilbudt en næseoperation mange gange i livet, da passagen er meget smal. 

Og det har jeg ingen diagnose på i forhold til sygdom. 

Mit barn lider også af middel hypotoni. Jeg er aldrig selv blevet testet for det, og har ingen ide om det er arveligt. Men det kan du jo heller ikke se. 

 

Jeg er lodret uenig. Man afprøver pædagogik i lang tid inden man mistænker fysisk sygdom.