Hvornår spiste jeres børn pænt??

Anonym skriver:

Hov... så kan jeg da tilføje at det er lige præsis denne tilgang jeg syntes er synd for børn. En tilgang hvor krav og regler ikke rigtig er ok..... for det er jo ikke den verden børnene ellers lever i. Og så bliver det svært at tilpasse sig børnehave, skole osv. Og det bliver svært at sikre sig at børnene er på niveau med de andre børn - når de ellers godt kunne. Og det er skrækkeligt for børnene. 

Ps til ts: undskyld det har jo ikke noget med dit spørgsmål at gøre. Mit barn spiste godt med gaffel og ske da h*n var mindre end to. Men jeg har ingen gode råd, for det lærte h*n i vuggestuen, mere end hjemme. 

 

 

Øh.. præcis hvor læser du at jeg skriver det? Det er vist lidt fri tolkning -jeg skriver jo netop at det er godt at guide barnet og på den måde lære det hvilke regler der er (f.eks. ikke kaste med mad), og jeg siger at det er skidt at sige "nu er du to år og så skal du spise med gaffel, for det kan vores venners børn", for det er en færdighed man mestrer individuelt. 

lineog4 skriver:

Jeg får modsat lidt ondt i maven over den sort hvide holdning om enten er man for straf eller også følger man helt og holdent barnet  - hvor bliver fællesskabet af i den fortælling. De spilleregler og sociale færdigheder vi har er ikke bare for ar undgå anarki, der er rent rent faktisk fordi vi også har det godt i fællesskabet. 

Er barn stort eller lille, der ikke oplever sig selv som en ydende på et i fællesskabet, men alene som en der skal laves ydelser for, har det formentlig heller ikke en masse at sætte på selvværdskontoen: jeg kan ikke bidrage med noget til fællesskabets gode, og ingen "gider" stille krav til mig. 

Jeps jeg har flyttet mine børns mad, jeg har også flyttet skarpe knive og badelegetøjet kom højere op efter det hele var endt i toilettet. Intet blev gjort med skæld ud eller som straf, men af den simple grund at det var bedst for fællesskabet og dermed også for barnet. Storebror kunne ikke tisse når toilettet var fyldt med legetøj, barn ville skøre sig på den skarpe kniv, barn kunne ikke stoppe mad mad og storesøster græd over at få spaghetti med kødsauce på sin nye bluse. 

Nu er børnene større, men kravene er det samme: du  personlige frihed går lige præcis til grænsen for andres frihed og for fællesskabet. Og kravene er de giver til fællesskabet, og sjovt er den største straf, hvis jeg ikke forventer netop det men bare lader dem gøre hvad de vil. De vil gerne bidrage til fællesskabet, for så er de noget værd, de vil gerne stoppes når de har deres "smidmedmaden" adfærd, de vil gerne guides og opdrages, så de oplever de er noget værd i det store billede og ikke bare som et enkelt individ.

Det skal så tilføjes, at jeg som sådan er fuldstændig ligeglad med om et barn på knapt to spiser med hænderne eller med en gaffel, men nu blev det tager op på et mere overordnet plan og her er jeg absolut ikke ligeglad med at alle lærer at agere i et fællesskab og føler sig inkluderet i det fællesskab og ikke bare er en der skal serviceres.

Jeg nævner jo netop fællesskabet? Ja klart, det handler ikke kun om ikke at ende i anarki,  men jeg mener vestemt ikke at det er gavnligt at forsøge at tvinge en 2årig til at spise med gaffel, hvis barnet ikke er klart. Det vil svare til at forsøge at få et barn til at lære ikke at bremse med skoene med asfalten når det cykler, ved at fjerne skoene. Givet det er uhensigtmæssigt og det slider sko. Men så må man vente til barnet er klart eller acceptere at lige nu er det sådan, indtil barnet når videre i udviklingen.

Man kan sagtens understøtte og opmuntre. Men at fjerne maden fra et barn der er sultent ser jeg som en straf. Jeg ser det ikke som en straf at fjerne mad fra et barn der er mæt og keder sig ved bordet (medmindre man selvfølgelig skælder ud imens)

Hele det med at være en del af fælleskab og bidrage er jeg helt med på. Jeg mener bare ikke hvorvidt en på 2 kan spise med gaffel, hører ind under den kategori. Du kan evt også se mit forrige svar

Abracadabra skriver:

Husker du også en gang imellem at sige STOP eller NEJ til dit barn? Eller bliver det blot tilbudt en alternativ aktivitet, hvis det bryder reglerne? Eller der er måske ingen regler?

Jeg kan sagtens sige stop og nej, og vi har da også regler. Jeg vil heller ikke have at mine børn kaster med mad. Men der er ingen grundt til at at tale hårdt og bestemt. Jeg mener det lige meget om jeg siger det roligt eller råber, og mine børn lytter sjovt nok mest når jeg er rolig. Og måske er jeg bare heldig at de ikke kaster med mad før de har spist sig mætte, så det er naturligt at runde måltidet af der?

Maricella skriver:

Jeg kan sagtens sige stop og nej, og vi har da også regler. Jeg vil heller ikke have at mine børn kaster med mad. Men der er ingen grundt til at at tale hårdt og bestemt. Jeg mener det lige meget om jeg siger det roligt eller råber, og mine børn lytter sjovt nok mest når jeg er rolig. Og måske er jeg bare heldig at de ikke kaster med mad før de har spist sig mætte, så det er naturligt at runde måltidet af der?

Jeg kom til at like dit indlæg - det var så ikke lige meningen.

Måske læser jeg tråden anderledes end dig, men som jeg tolker det, så er der faktisk ingen, der skriver, at de taler hårdt til børnene.

Der kommer et par advarsler - og så en konsekvens. Det er jo også at guide børnene. 

Og jeg tror ikke, at der er nogen, der sulter deres børn 

Det er faktisk præcis denne form for tilgang til andre mennesker, børn eller voksne, jeg mener.

Hvor man trækker sin egen "jeg synes/synes ikke, og derfor er det her det rigtige" ned over hovedet på folk. Der findes mange måder at straffe folk på. Nogle sætter børn på en stol og siger "bliv der til du kan være ordentlig" nogle tager maden fra deres børn og siger "så kan du få den når du kan spise ordentlig"

Der er en hårfin grænse mellem at håndhæve nogle regler, der til en vis grad er nødvendige for at vores samfund ikke bliver rent anarki og så hvor man risikerer at krænke barnets integritetsfølelse fordi man trækker noget ned over barnet, som det ikke er klart til

Hvis man, når man kan se barnet er mæt, har spist, og for øvrigt begynder at pille/lege med/kaste med maden,  og derefter guider barnet til en anden aktivitet, så er der ingen skade sket.

Men mener man seriøst at det udelukkende handler om at tage maden fra barnet til det lærer at gøre som de voksne ønsker. Kun baseret på barnets alder eller "hvad andre børn kan", så risikerer man rigtig hurtigt at det opfattes som en straf, og barnet måske lider selvtillidsknæk hvis de krav der bliver stillet, reelt er for store. Det er udelukkende forældrene der kan vurdere det. Men jeg får ondt i maven over at det børnesyn der kommer til udtryk i sådanne kategoriske udmeldinger.

At du så læser tingene anderledes er jo helt fint. Men ligesom ingen andre end dette barn og forældrene reelt ved, om det med at spise med gaffel bare er lidt for svært endnu, er der ingen andre end mig, der ved hvordan jeg føler. Det kan godt være at du ikke synes jeg behøver have ondt i maven (fordi du ikke har det). Jeg behøver heller ikke græde når jeg ser inderst inde eller løvernes konge, men jeg gør det nu alligevel, fordi det rammer mine følelser, og det samme gør sig gældende her 

Flere af ovenstående kommentarer svarer allerede fint og nuancerer pointer, jeg er enig i - så derfor blot et par tilføjelser:

- At trække min egen “jeg synes/jeg synes ikke” ned over hovedet på mit barn, er forenklet sagt en ret vigtig opgave, for mig som mor. Vi mennesker foretager en million valg og vurderinger hver eneste dag, og her tæller min erfaring og mit voksenansvar alt andet lige mere end en 3-årigs. Vi taler om tingene og alle bliver (som regel, når det giver mening) hørt - men de voksne bestemmer til syvende og sidst og vi forsøger ikke at udviske den skæve magtbalance, snarere at være helt tydelig omkring den. Nej, du må ikke smide med maden, lege med skarpe knive, spille bold på vejen, osv. - uanset hvad du selv synes.

- Jeg straffer ikke mine børn. I så fald sker det i affekt i et dumt og ophedet øjeblik. Jeg sætter konsekvenser, som mit barn forstår og som hænger sammen med den adfærd, jeg ikke ønsker gentaget: Leger du med maden, fjerner vi til sidst maden. Spiller du bold i trafikken, fjerner jeg til sidst bolden, osv. Jeg er slet ikke interesseret i at “aflede” mine børn i sådanne situationer - for jeg vil gerne at de bliver helt bevidste om hvad der foregår, hvorfor de ikke må, og hvad der til sidst er konsekvensen ved ikke at gøre, som man bliver bedt om.

- Du har fuldstændig ret - det er ikke min plads at bestemme, hvad der giver dig ondt i maven. Men helt almindelig, kærlig og konsekvent børneopdragelse virker som en voldsom ting at lade sig påvirke så stærkt af. 

Tommelise skriver:

Jeg kom til at like dit indlæg - det var så ikke lige meningen.

Måske læser jeg tråden anderledes end dig, men som jeg tolker det, så er der faktisk ingen, der skriver, at de taler hårdt til børnene.

Der kommer et par advarsler - og så en konsekvens. Det er jo også at guide børnene. 

Og jeg tror ikke, at der er nogen, der sulter deres børn 

 

Haha, fred være med et forkert like, det hænger jeg mig ikke i

Vi læser jo hver især med et sæt "briller" og en vinkel, der er formet af alle vores oplevelser gennem livet, og det er i og for sig ret interessant hvordan man tolker det skrevne på forskellig baggrund.

Når jeg læser "være mere skarp i tonen" og ord som "krævende" og "mere bestemt" så læser jeg det netop som måske ikke ligefrem at råbe, men at øge stemmeføringen / tale hårdere

Jeg tænker det med at sulte sine børn er et definitionsspørgsmål. Hvis jeg tog mad fra mit barn, før det var mæt og det først fik tilbudt igen ved næste måltid, vil jeg mene det er at sulte i den mellemliggende periode (sult er jo så her defineret som mangel på at være mæt). Hvis man så har gjort det på baggrund af at barnet ikke spiser "pænt nok" er der -i mine øjne- tale om en straf (sulten) for den forkerte handling (ikke at spise pænt)

Jeg er godt klar over at ingen sulter sit barn i den forstand at barnet tager fysisk skade -ikke får næring nok i en længere periode f.eks 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Flere af ovenstående kommentarer svarer allerede fint og nuancerer pointer, jeg er enig i - så derfor blot et par tilføjelser:

- At trække min egen “jeg synes/jeg synes ikke” ned over hovedet på mit barn, er forenklet sagt en ret vigtig opgave, for mig som mor. Vi mennesker foretager en million valg og vurderinger hver eneste dag, og her tæller min erfaring og mit voksenansvar alt andet lige mere end en 3-årigs. Vi taler om tingene og alle bliver (som regel, når det giver mening) hørt - men de voksne bestemmer til syvende og sidst og vi forsøger ikke at udviske den skæve magtbalance, snarere at være helt tydelig omkring den. Nej, du må ikke smide med maden, lege med skarpe knive, spille bold på vejen, osv. - uanset hvad du selv synes.

- Jeg straffer ikke mine børn. I så fald sker det i affekt i et dumt og ophedet øjeblik. Jeg sætter konsekvenser, som mit barn forstår og som hænger sammen med den adfærd, jeg ikke ønsker gentaget: Leger du med maden, fjerner vi til sidst maden. Spiller du bold i trafikken, fjerner jeg til sidst bolden, osv. Jeg er slet ikke interesseret i at “aflede” mine børn i sådanne situationer - for jeg vil gerne at de bliver helt bevidste om hvad der foregår, hvorfor de ikke må, og hvad der til sidst er konsekvensen ved ikke at gøre, som man bliver bedt om.

- Du har fuldstændig ret - det er ikke min plads at bestemme, hvad der giver dig ondt i maven. Men helt almindelig, kærlig og konsekvent børneopdragelse virker som en voldsom ting at lade sig påvirke så stærkt af. 

Altså jeg ved ikke om du føler dig ramt eller bare misforstår mig

Jeg er sådan set enig i hvad du skriver. Det med at trække ned over hovedet mener jeg når man devaluerer mennesket foran sig. F.eks. jeg synes ikke der er noget galt, derfor skal du ikke have ondt i maven. Eller: Jeg synes du skal kunne spise pænt nu, fordi det kan "alle" toårige. Altså uden skelen til eller forståelse for at barnet måske ikke evner det endnu. Alle de andre ting der er (i mit hoved) logik.

Og jeg har da selv råbt af mine lungers fulde kraft af min store, så sent som i dag, da hun var ved at løbe ud foran en bil. Hun blev skide bange og begyndte at græde. Der satte jeg mig med hende og sagde "hold da op hvor blev du forskrækket. Undskyld jeg råbte så højt (pause til grådens stilner af) Det er rigtig farligt at løbe ved vejen uden at se sig for, så det vil jeg ikke have du gør. Jeg vil gerne holde dig i hånden for at passe på dig" og så krammede vi til hun var ok og så holdt vi i hånden derfra. 

Det kunne også være håndteret ved at sige "ja der blev du forskrækket. Så kan du lære at høre efter. Jeg vil ikke have du løber ved vejen" Den sidste måde gør man barnet forkert, og det det det jeg har et problem med. Og det er det jeg tolker ind i at tage maden fra barnet.

Og igen vil jeg lige understrege, at jeg taler om FÆRDIGHEDEN at lære at spise med gaffel. Som jeg mener er en ting der læres på lige fod med at cykle, og derfor ikke kan "opdrages frem" 

Og nåja, så lader jeg mig ikke voldsomt påvirke. Jeg har bare en fintfølende mave -jeg får også ondt i maven hvis folk råber af børn/taler ned til dem, eller hvis jegkan høre mine naboer skændes. Så det er bestemt ikke så jeg ligger søvnløs. Nogle vil måske mere kalde det en mild "øv-følelse"

Min datter på godt 2,5 år kan i hvert fald ikke spise pænt. Hun spiser med alle fingrene og hele hovedet, men hun nyder maden der serveres for hende. Hvis det er bydende vigtigt at der spises pænere, styrer jeg bare at hun får serveret en bid af gangen, i stedet for en tallerkenfuld. 

Hun skal nok lære at spise pænt, inden hun er gammel nok til at være med der hvor det kræves ����‍♀️

Maricella skriver:

Haha, fred være med et forkert like, det hænger jeg mig ikke i

Vi læser jo hver især med et sæt "briller" og en vinkel, der er formet af alle vores oplevelser gennem livet, og det er i og for sig ret interessant hvordan man tolker det skrevne på forskellig baggrund.

Når jeg læser "være mere skarp i tonen" og ord som "krævende" og "mere bestemt" så læser jeg det netop som måske ikke ligefrem at råbe, men at øge stemmeføringen / tale hårdere

Jeg tænker det med at sulte sine børn er et definitionsspørgsmål. Hvis jeg tog mad fra mit barn, før det var mæt og det først fik tilbudt igen ved næste måltid, vil jeg mene det er at sulte i den mellemliggende periode (sult er jo så her defineret som mangel på at være mæt). Hvis man så har gjort det på baggrund af at barnet ikke spiser "pænt nok" er der -i mine øjne- tale om en straf (sulten) for den forkerte handling (ikke at spise pænt)

Jeg er godt klar over at ingen sulter sit barn i den forstand at barnet tager fysisk skade -ikke får næring nok i en længere periode f.eks 

 

Jeg tror bare, de fleste her taler om ganske almindelig opdragelse, og at de godt selv ved, hvor meget deres barn kan - og hvis de er fuldstændig klar over, at barnet endnu ikke kan - så tror jeg heller ikke, det er noget med "så kan du lære det" og hård tale.

Hvis de ved, at barnet udmærket godt kan spise pænt, men bare sviner "for sjov", så synes jeg, det er i orden at være lidt konsekvent.

Igen - jeg ved det ikke, men det er sådan, jeg tolker det.

I børnehaven er der også nogle konsekvenser, og det er synd for de børn, der ikke har lært det.

Jeg er personligt glad for, at mine forældre "turde" opdrage.

Tommelise skriver:

Jeg tror bare, de fleste her taler om ganske almindelig opdragelse, og at de godt selv ved, hvor meget deres barn kan - og hvis de er fuldstændig klar over, at barnet endnu ikke kan - så tror jeg heller ikke, det er noget med "så kan du lære det" og hård tale.

Hvis de ved, at barnet udmærket godt kan spise pænt, men bare sviner "for sjov", så synes jeg, det er i orden at være lidt konsekvent.

Igen - jeg ved det ikke, men det er sådan, jeg tolker det.

I børnehaven er der også nogle konsekvenser, og det er synd for de børn, der ikke har lært det.

Jeg er personligt glad for, at mine forældre "turde" opdrage.

Men vi er jo helt enige her -det har jeg endda skrevet tidligere.

Ts skriver selv, at det virker til at hendes datter opgiver gaflen fordi det er for svært (altså, hun prøver rent faktisk) til det er der så nogle svar (jeg ser nu det primært er fra én bruger, det var jeg ikke opmærksom på før jeg læste tråden igennem igen) der mener, at det udelukkende handler om (mangel på) opdragelse, og at konsekvens er vejen frem. Fordi at sådan spiser en toårig ikke -og det var sådan set der kæden hopper af for mig, fordi det ikke lød til at der bliver taget hensyn til barnets niveau ifht at spise med bestik

Almindelig guidning og opdragelse er jeg helt enig i