Er jeg urimelig overfor sviger?

lineog4 skriver:

Men at stå op for sin kone er jo ikke nødvendigvis det samme som at ikke se sin mor - det er netop bare at sige fra: sådan skal du ikke tale om min kone og jeg tror alligevel ikke på dig. 

Som ts beskriver så har hendes mand tvivlet og hun har endda skulle bevise det var en løgn. Se det ville jeg blive rasende over, men min vrede ville være vendt mod min mand og ikke svigermor. Min mand skal stole på mig også selvom hans mor eller andre fortæller grimme historier om mig og har han brug for at spørge om sandheden så skal han tro på mig uden jeg skal bevise det - og med det krav kan jeg også sagtens sende min mand ud ogbesøge nogle der ikke kan lide mig

Så du ville ikke, slet ikke bare en lille smule, være vred på din svigermor over at hun forsøger at fylde din mand med løgne om dig? Men kun være vred på din mand?

Ja du ville sende din mand ud på besøg, min mand må da også besøge alle dem han vil også selvom de taler grimt om mig, jeg ved hvor jeg har ham, men jeg ville ikke udsætte mine børn for at kunne komme i klemme fordi deres farmor begynder at svine deres mor, det ville jeg beskytte dem fra og det ville min mand også, i så fald ville han da køre med det samme og forlange en uforbeholden undskyldning både over for han og børnene og også overfor mig, inden vi kunne ses med vedkommende igen. 

Man må da som minimum kunne forvente at folk kan opføre sig ordentligt, ellers er de da selv ude om at de pludselig ikke har nogen venner længere.  

Men jeg har ikke flere argumenter i ærmet, vi har hver vores mening om det. Jeg synes bare ikke man skal have dårlig samvittighed over, at man har det svært ved at sende børn hjem til et menneske som ikke bryder sig om en, med eller uden mand. 

Min mand har fravalgt sin far i sit liv. Det har intet med mig at gøre. Min søn ser derfor selvfølgelig heller ikke sin farfar. Er det egoistisk? Tværtimod. Nogle mennesker gør mere skade end de gør gavn. 

Hvordan TS's barn skulle få noget godt ud af et forhold til en så egoistisk og stædig farmor, er mig en gåde. Kan farmor ikke acceptere sin svigerdatter, så tror jeg helt ærligt heller ikke at hun kan være en ordentlig farmor.

Anonym skriver:

Så du ville ikke, slet ikke bare en lille smule, være vred på din svigermor over at hun forsøger at fylde din mand med løgne om dig? Men kun være vred på din mand?

Ja du ville sende din mand ud på besøg, min mand må da også besøge alle dem han vil også selvom de taler grimt om mig, jeg ved hvor jeg har ham, men jeg ville ikke udsætte mine børn for at kunne komme i klemme fordi deres farmor begynder at svine deres mor, det ville jeg beskytte dem fra og det ville min mand også, i så fald ville han da køre med det samme og forlange en uforbeholden undskyldning både over for han og børnene og også overfor mig, inden vi kunne ses med vedkommende igen. 

Man må da som minimum kunne forvente at folk kan opføre sig ordentligt, ellers er de da selv ude om at de pludselig ikke har nogen venner længere.  

Men jeg har ikke flere argumenter i ærmet, vi har hver vores mening om det. Jeg synes bare ikke man skal have dårlig samvittighed over, at man har det svært ved at sende børn hjem til et menneske som ikke bryder sig om en, med eller uden mand. 

Jeg er så enig med dig. Det er lige præcis mine tanker.

Synes bestemt heller ikke man skal finde sig i hvad som helst, og få at vide at det er egoistisk af mig at føle som jeg gør. 

Aki.S skriver:

Jeg er så enig med dig. Det er lige præcis mine tanker.

Synes bestemt heller ikke man skal finde sig i hvad som helst, og få at vide at det er egoistisk af mig at føle som jeg gør. 

Uden at vide det, så tror jeg at mange som reagerer som de gør, i forhold til at du er egoistisk og din mand bare skal tage børnene og besøge farmor ligemeget hvor dårligt farmor opfører sig osv, er fordi de selv har sønner, og er bange for at de selv ender sådan en dag, fordi de måske godt ved om dem selv, at de også kunne være svære at “leve sammen med” om man så må sige, som svigermor. 

Jeg er selv drengemor, men, måske lidt selvfedt, hvad ved jeg, føler jeg at jeg har mit på det rene og vil da til en hver tid vide med mig selv at mine sønner altså er flyttet hjemmefra og sammen med en anden kvinde, så jeg er bare heldig hvis jeg bliver delagtiggjort i deres og deres børns liv, derfor vil jeg som farmor til den tid, være sikker på at vise både interesse og taknemmelighed over at være en del af deres liv, og ikke bare sidde og vente på at de kommer til mig og forvente at det SKAL de fordi jeg er deres farmor og mine sønners mor. 

Dermed sagt, kan det samme jo sagtens gøre sig gældende for mødre med døtre, men der er så meget debat om det med farmødre og måske lige netop derfor, er mange drengemødre/farmødre sådan lidt opfarende på det punkt, fordi de FORVENTER modstand fra svigerdøtre. 

Igen, jeg VED det ikke, jeg gætter bare. 

Anonym skriver:

Så du ville ikke, slet ikke bare en lille smule, være vred på din svigermor over at hun forsøger at fylde din mand med løgne om dig? Men kun være vred på din mand?

Ja du ville sende din mand ud på besøg, min mand må da også besøge alle dem han vil også selvom de taler grimt om mig, jeg ved hvor jeg har ham, men jeg ville ikke udsætte mine børn for at kunne komme i klemme fordi deres farmor begynder at svine deres mor, det ville jeg beskytte dem fra og det ville min mand også, i så fald ville han da køre med det samme og forlange en uforbeholden undskyldning både over for han og børnene og også overfor mig, inden vi kunne ses med vedkommende igen. 

Man må da som minimum kunne forvente at folk kan opføre sig ordentligt, ellers er de da selv ude om at de pludselig ikke har nogen venner længere.  

Men jeg har ikke flere argumenter i ærmet, vi har hver vores mening om det. Jeg synes bare ikke man skal have dårlig samvittighed over, at man har det svært ved at sende børn hjem til et menneske som ikke bryder sig om en, med eller uden mand. 

Jo selvsagt ville jeg være sur - men det er en følelse jeg ikke kan bruge til noget for jeg skal ikke partout have et forhold til min svigermor og jeg har helt andre forventninger til en der siger han elsker mig.  (min er så død...).  Jeg ville ikke bare være sur på min mand jeg Ville væren rasende hvis han kom hjem med anklager og ikke tog minen ord for gode varer. 

Nu har mit ene barn stået potentielt i situationen og jeg regnede da med min mand i situationen satte grænsen og den sp blev respekterer og ellers måtte han gå. Og så komme igen en dag hvor grænsen blev respekteret 

lineog4 skriver:

Jo selvsagt ville jeg være sur - men det er en følelse jeg ikke kan bruge til noget for jeg skal ikke partout have et forhold til min svigermor og jeg har helt andre forventninger til en der siger han elsker mig.  (min er så død...).  Jeg ville ikke bare være sur på min mand jeg Ville væren rasende hvis han kom hjem med anklager og ikke tog minen ord for gode varer. 

Nu har mit ene barn stået potentielt i situationen og jeg regnede da med min mand i situationen satte grænsen og den sp blev respekterer og ellers måtte han gå. Og så komme igen en dag hvor grænsen blev respekteret 

Det regner man vel altid med at ens mand ville, men han kan jo også blive overrumplet, bange for at sige noget, bange for at hvis han sætter foden ned så mister han forholdet til sin mor, enormt konfliktsky, der er så mange ting der kunne gøre at han ikke lige fik sagt noget. Jeg ved da, at før i tiden, hvis min svigerfamilie sagde ting som overskred mine grænser, så sagde min mand ikke altid noget til dem, men kunne godt i bilen på vej hjem undskylde for at han ikke lige sagde stop, men han er bare så vant til deres opførsel og har aldrig sagt fra overfor dem, fordi hvis han har forsøgt så er han blevet tromlet. Heldigvis har han arbejdet med sig selv og kan nu selv mærke efter hvor hans egen grænse går og siger fra overfor dem, men det er jo ikke alle der kan det, hvis de er vokset op med at det er okay at tale grimt om andre og måske er lidt bange for deres mødre, eller hvad konsekvenserne kunne være hvis man sagde fra, for som du selv siger, måske har man ikke lyst til at miste forholdet til sin mor selvom hun er en idiot.

Anonym skriver:

Det regner man vel altid med at ens mand ville, men han kan jo også blive overrumplet, bange for at sige noget, bange for at hvis han sætter foden ned så mister han forholdet til sin mor, enormt konfliktsky, der er så mange ting der kunne gøre at han ikke lige fik sagt noget. Jeg ved da, at før i tiden, hvis min svigerfamilie sagde ting som overskred mine grænser, så sagde min mand ikke altid noget til dem, men kunne godt i bilen på vej hjem undskylde for at han ikke lige sagde stop, men han er bare så vant til deres opførsel og har aldrig sagt fra overfor dem, fordi hvis han har forsøgt så er han blevet tromlet. Heldigvis har han arbejdet med sig selv og kan nu selv mærke efter hvor hans egen grænse går og siger fra overfor dem, men det er jo ikke alle der kan det, hvis de er vokset op med at det er okay at tale grimt om andre og måske er lidt bange for deres mødre, eller hvad konsekvenserne kunne være hvis man sagde fra, for som du selv siger, måske har man ikke lyst til at miste forholdet til sin mor selvom hun er en idiot.

Det er lige præcis grunden til min mand er dårlig til at sige fra! For hvis han Gør, bliver båndet klippet og hun eksplodere. Men det er nok svært at forstå for folk der ikke kommer fra sådan familier.

Jeg har nu, set hvorfor han ikke har sagt fra før for hold da magle et cirkus. Jeg kan udemærket forstå hvorfor han bare har lukket ørene og blevet i tvivl endda.

Anonym skriver:

Uden at vide det, så tror jeg at mange som reagerer som de gør, i forhold til at du er egoistisk og din mand bare skal tage børnene og besøge farmor ligemeget hvor dårligt farmor opfører sig osv, er fordi de selv har sønner, og er bange for at de selv ender sådan en dag, fordi de måske godt ved om dem selv, at de også kunne være svære at “leve sammen med” om man så må sige, som svigermor. 

Jeg er selv drengemor, men, måske lidt selvfedt, hvad ved jeg, føler jeg at jeg har mit på det rene og vil da til en hver tid vide med mig selv at mine sønner altså er flyttet hjemmefra og sammen med en anden kvinde, så jeg er bare heldig hvis jeg bliver delagtiggjort i deres og deres børns liv, derfor vil jeg som farmor til den tid, være sikker på at vise både interesse og taknemmelighed over at være en del af deres liv, og ikke bare sidde og vente på at de kommer til mig og forvente at det SKAL de fordi jeg er deres farmor og mine sønners mor. 

Dermed sagt, kan det samme jo sagtens gøre sig gældende for mødre med døtre, men der er så meget debat om det med farmødre og måske lige netop derfor, er mange drengemødre/farmødre sådan lidt opfarende på det punkt, fordi de FORVENTER modstand fra svigerdøtre. 

Igen, jeg VED det ikke, jeg gætter bare. 

Måske har du ret. Jeg synes altid der er sådan en farmor kan tillade sig alt holdning , hvor svigerdøtre bare skal gøre hvad hun synes. Jeg ved godt der er svigerdøtre fra hell, men jeg er virkelig ikke en af dem.

Jeg tror ikke på skyld og det med at pege fingre. Det er underordnet hvem der har skyld i Hvad, spørgsmålet er hvordan kommer vi videre.

Jeg vil heller ikke den dag min søn får børn, kræve og behandle en han elsker som om hun er ligegyldig og hendes mening ikke er vigtig. Min søn får også en dag en familie selv, men jeg kunne da aldrig drømme om at sige hans kæreste ikke er velkommen. Da slet ikke hvis de har et fælles barn! Uanset hvor lidt jeg bryder mig om hende, vil jeg altid prøve at tale med hende og løse det hvis der skulle komme gnidninger. Så jeg kan ikke sætte mig ind i min svigermors tankegang.

Aki.S skriver:

Måske har du ret. Jeg synes altid der er sådan en farmor kan tillade sig alt holdning , hvor svigerdøtre bare skal gøre hvad hun synes. Jeg ved godt der er svigerdøtre fra hell, men jeg er virkelig ikke en af dem.

Jeg tror ikke på skyld og det med at pege fingre. Det er underordnet hvem der har skyld i Hvad, spørgsmålet er hvordan kommer vi videre.

Jeg vil heller ikke den dag min søn får børn, kræve og behandle en han elsker som om hun er ligegyldig og hendes mening ikke er vigtig. Min søn får også en dag en familie selv, men jeg kunne da aldrig drømme om at sige hans kæreste ikke er velkommen. Da slet ikke hvis de har et fælles barn! Uanset hvor lidt jeg bryder mig om hende, vil jeg altid prøve at tale med hende og løse det hvis der skulle komme gnidninger. Så jeg kan ikke sætte mig ind i min svigermors tankegang.

Jeg er helt enig, jeg undrer mig også hver gang der er en tråd med en farmor, at det er synd for farmor og man må da lige må gå lidt på kompromis og mændene skal bare tage børnene med for alt andet er synd, men altså, farmor ligger jo i den seng hun reder. Det samme ville jo være hvis det var mormor, tante, kusine, onkel morfar, hvad ved jeg, man kan da ikke bare kræve samvær bare fordi man er i familie, det kræver da “arbejde” at opretholde en god relation, særligt hvis det hele er lidt anspændt i forvejen og hvis man har haft en konflikt så få den da løst og kom videre, jeg kan slet ikke se at man ikke kan være så stædig at man sætter forholdet til børn og børnebørn over styr, fordi man bare vil have ret. 

Anonym skriver:

Det regner man vel altid med at ens mand ville, men han kan jo også blive overrumplet, bange for at sige noget, bange for at hvis han sætter foden ned så mister han forholdet til sin mor, enormt konfliktsky, der er så mange ting der kunne gøre at han ikke lige fik sagt noget. Jeg ved da, at før i tiden, hvis min svigerfamilie sagde ting som overskred mine grænser, så sagde min mand ikke altid noget til dem, men kunne godt i bilen på vej hjem undskylde for at han ikke lige sagde stop, men han er bare så vant til deres opførsel og har aldrig sagt fra overfor dem, fordi hvis han har forsøgt så er han blevet tromlet. Heldigvis har han arbejdet med sig selv og kan nu selv mærke efter hvor hans egen grænse går og siger fra overfor dem, men det er jo ikke alle der kan det, hvis de er vokset op med at det er okay at tale grimt om andre og måske er lidt bange for deres mødre, eller hvad konsekvenserne kunne være hvis man sagde fra, for som du selv siger, måske har man ikke lyst til at miste forholdet til sin mor selvom hun er en idiot.

Kan godt være han ikke lige får sagt fra og sp overlever jeg det, men kom han hjem med anklager og jeg skulle bevise jeg havde ret - ja så er jeg ikke sikker på han var min mand længe også i hvert fald krævede det nok en del buketter roser - og jo det er svigermor der kommer med anklagen, men det er ham der tror nok på den til at konfrontere mig og at jeg endda skal bevise.