Mor presser til abort

Abort er måske ikke den værste ide. 

Når man  i alder af 20, er bange for at blive smidt ud hjemmefra, selvom man har en kæreste der gerne vil fri og er så ekstrem afhængig af sin mor er man meget umoden. 

Mange af dine svar er hvad en 14 årig ville svarer når du så oven i hatten har været spise forstyrret i sådan en grad at du vejede 40 kilo og var i psykiatrien for blot 5 år siden kan det være det din mor snakker om når hun siger du ikke kan klarer det. 

Hun ligger nok også mærke til hvor afhængig du er af hende.. .

I sidste ende er det dit valg, du valgte aborten fra i det danske system med begrundelse at du kun havde en dag til at tage valge. , det et jo ikke sandt, du vidste allerede inden scanningen  at du var gravid og  nu nørkler du i om du skal til Sverige. 

Du har stadig ikke svaret på hvad du vil men kun hcad din kæreste og mor vil. 

Mor_til_3_unger skriver:

Sikke en situation du står i.

Jeg er desværre tilbøjelige til at være enig med din mor.

Når man i en alder af 20år,kan lade sig påvirker og presse af sin mor,så synes jeg ikke man er moden nok til moderrollen inu.

Jeg håber din kærste og dig,træffer en beslutning,der fungere for jer og ikke din mor.

 

Jeg synes ikke helt, man kan konkludere sådan. Det er jo helt anderledes for en kvinde, der er vokset op i en muslimsk familie, end det er for os.

Jeg kender flere, der måtte skynde sig at gifte sig p.gr.a. graviditet, fordi deres forældre tilhørte Indre Mission - der dyrkede man heller ikke sex før ægteskabet.

Tommelise skriver:

Jeg synes ikke helt, man kan konkludere sådan. Det er jo helt anderledes for en kvinde, der er vokset op i en muslimsk familie, end det er for os.

Jeg kender flere, der måtte skynde sig at gifte sig p.gr.a. graviditet, fordi deres forældre tilhørte Indre Mission - der dyrkede man heller ikke sex før ægteskabet.

 

Ja.. Hun har allerede booket en samtale for mig i Sverige pp onsdag i næste uge. Der vol de scanne mig og derefter skal jeg finde en dag for aborten.. har fortalt hende hvordan jeg har det med det. Men hun er ligeglad og insisterer pp jeg skal med onsdag. Jeg og kæresten har ikke besluttet os for hvad vi gør endnu 

Selv i Sverige kan en 'fremmede' ikke ringe og bestille abort på vegne af en myndig person,og slet ikke når du ikke er svenskstatsborger.  Den her fortælling bliver mere og mere mærkelig 

Perle1 skriver:

Ja.. Hun har allerede booket en samtale for mig i Sverige pp onsdag i næste uge. Der vol de scanne mig og derefter skal jeg finde en dag for aborten.. har fortalt hende hvordan jeg har det med det. Men hun er ligeglad og insisterer pp jeg skal med onsdag. Jeg og kæresten har ikke besluttet os for hvad vi gør endnu 

 

Undskyld jeg siger det, men din mor lyder sindssyg. Overvej om du vil have hende i dit liv. Min mor "bestilte " også en abort til mig, da jeg var 18 år. Aborten var såmænd det rette valg for mig, men måden min mor behandlede mig på og håndteringen  af situationen oh my gosh...

Find dig ikke i hende. 

Mor_til_3_unger skriver:

Selv i Sverige kan en 'fremmede' ikke ringe og bestille abort på vegne af en myndig person,og slet ikke når du ikke er svenskstatsborger.  Den her fortælling bliver mere og mere mærkelig 

Hun har ikke bestilt selve aborten!  Hun har kontaktet en privat kinik i Sverige, og har fået tid til en samtale. Til den samtale vil de scanne mig og tage nogle blodprøver. Herefter er det meningen af man skal blive enig om en dag, for aborten. Men ja vi er jo uenige i hvad der skal ske, jeg og mor.

Ja, den her historie er mærkelig, men den er nu helt sand.

Perle1 skriver:

Hun har ikke bestilt selve aborten!  Hun har kontaktet en privat kinik i Sverige, og har fået tid til en samtale. Til den samtale vil de scanne mig og tage nogle blodprøver. Herefter er det meningen af man skal blive enig om en dag, for aborten. Men ja vi er jo uenige i hvad der skal ske, jeg og mor.

Ja, den her historie er mærkelig, men den er nu helt sand.

 

Hej du. Hverken din mor eller den svenske læge kan tvinge dig til abort. Selv om du tager med til samtalen i Sverige har du altså mulighed for at ombestemme dig helt indtil det tidspunkt, hvor du tager pillen, der skal stoppe hjertet. Du fortæller dem simpelthen bare, at du ikke ønsker en abort alligevel, hvis det er dét, du og din kæreste bliver enige om er det rigtige valg for Jer. 

Hvad vil du? 

Egentlig synes jeg ikke nogle kan råde dig før SU ved, hvad du vil? Der kan være mange faktorer, din alder, din familie, din mentale sundhed, din kæreste, din uddannelse, din religion og keg kunne blive ved. Men især med en senere abort end 13. Uge, tænker jeg kvindens følelser er næsten alt afgørende. Du mærker graviditeten, du skal gennemgå aborten (jeg ved ikke hvordan den foregår i Sverige, men ved i DK at en senabort foregår som en fødsel), du mærker forandringen i din krop - så hvad føler du? 

Jeg har læst om din mor, en lille smule om din kæreste, men intet om dig. Hvad tæller for at beholde graviditeten og hvad tæller for en abort? Er du der hvor du føler du har så meget kontrol over spiseforstyrrelse og en del af bevæggrundene for netop kontrollen over mad og krop blev styrende? Er du et sted i livet, hvor du tror du kan vokse med opgaven også selvom din familie ikke støtter? Har du følelser for den lille ært som lige nu vokser i dig eller kan du se den netop alene som en ært der vokser? Er der en del af dig, der allerede drømmer om en baby? 

Det er mine råd, at mærke efter forsøg at idoler dine følelser fra din mors. Mærk efter helt derinde hvor det kan gøre ondt og glem din mor for et øjeblik. Tag en god lang snak med din kæreste og tal ikke med din mor et par dage, så I får ro til at tale ud fra jer to, for selvom mor er vigtig så er det dig og din kæreste der er hovedpersoner i den her historie og ikke din mor. Find hinanden og tal fremtiden igennem både med og uden det barn der måske kan komme. 

Sluk telefonen og flyt hjem til din kæreste et par dage.... kan du ikke det følelsesmæssigt så skal du kraftigt overveje om du kan få et barn uden din mors støtte

lineog4 skriver:

Hvad vil du? 

Egentlig synes jeg ikke nogle kan råde dig før SU ved, hvad du vil? Der kan være mange faktorer, din alder, din familie, din mentale sundhed, din kæreste, din uddannelse, din religion og keg kunne blive ved. Men især med en senere abort end 13. Uge, tænker jeg kvindens følelser er næsten alt afgørende. Du mærker graviditeten, du skal gennemgå aborten (jeg ved ikke hvordan den foregår i Sverige, men ved i DK at en senabort foregår som en fødsel), du mærker forandringen i din krop - så hvad føler du? 

Jeg har læst om din mor, en lille smule om din kæreste, men intet om dig. Hvad tæller for at beholde graviditeten og hvad tæller for en abort? Er du der hvor du føler du har så meget kontrol over spiseforstyrrelse og en del af bevæggrundene for netop kontrollen over mad og krop blev styrende? Er du et sted i livet, hvor du tror du kan vokse med opgaven også selvom din familie ikke støtter? Har du følelser for den lille ært som lige nu vokser i dig eller kan du se den netop alene som en ært der vokser? Er der en del af dig, der allerede drømmer om en baby? 

Det er mine råd, at mærke efter forsøg at idoler dine følelser fra din mors. Mærk efter helt derinde hvor det kan gøre ondt og glem din mor for et øjeblik. Tag en god lang snak med din kæreste og tal ikke med din mor et par dage, så I får ro til at tale ud fra jer to, for selvom mor er vigtig så er det dig og din kæreste der er hovedpersoner i den her historie og ikke din mor. Find hinanden og tal fremtiden igennem både med og uden det barn der måske kan komme. 

Sluk telefonen og flyt hjem til din kæreste et par dage.... kan du ikke det følelsesmæssigt så skal du kraftigt overveje om du kan få et barn uden din mors støtte

Mange tak fordi du har taget dig tid og kommentere herinde. Jeg gør mig mange tanker omkring at få en abort men også om at beholde det.

Først da jeg så fosteret på scanningen, så fil jeg et stort smil på mine læber. Og kunne næsten ikke tro mine egne øjne, at det var hvad der lå indeni mig.

Jeg elsker min kæreste og han har virkelig været en god støtte for mig mens jeg var spise forstyrret. Vi har oplevet meget på de 2.5 år vi har været sammen. Jeg føler mig sikker på, at jeg gerne vil stifte familie med ham. Vil rigtig gerne have han skal være far for mine  kommende børn. 

Det som dog er for en abort, er klart min unge alder.  Byture har aldrig sagt mig noget, så jeg er egentlig ikke bange for  Det, at skulle prioritere en baby før mine egne behov. På flere områder. Men og dog tænker jeg rigtig meget over tingene generelt og har en irriterende tendens til at tro der vil komme problemer, i stedet for at blive i nuet og tage udfordringerne som de med tiden vil komme.

Jeg har altid troet at børn sætte en stopper for karrieren- sådan behøver det måske ikke være? Jeg drømmer om at tage en kandidat uddannelse efter min bachelor.

Ja der er nok mest det med uddannelse og karriere jeg er bekymret for, skal gå i stykker pga en baby.

Men det tænker jeg ikke nødvendigvis altid sker. Hvis man vil noget, og arbejder for sine drømme- så skal man nok kunne få det til at lykkes

Har altid nydt min frihed, men jeg fik følelser da jeg så fosteret. Plus jeg har hørt flere historier om par der forgæves forsøger at få er barn på 3. År. Det er også lidt en frugt jeg har. Nu hvor det her mirakel skete på trods af jeg faktisk var beskyttet med p-piller og også fortrydelses piller indimellem.

Kan ikke lade være og tænke det måske er skæbnen der har en finger med..

Kan du ikke tage hen til en veninde eller noget andet familie, så du kan få noget fred fra din mor, imens du stiller og roligt mærker efter, hvad du helst vil?

Ingen andre kan træffe beslutningen for dig. Hvad siger dit instinkt? Vil du have denne her baby nu, eller vil du hellere vente og se, hvad fremtiden bringer?