Mor presser til abort

Vi er flere som har fået børn under uddannelse herinde . Jeg fik min ældste på min professions bachelor. Den har jeg været færdig med i 6 år til sommer. I de år har min læst fag på hf, læst på uni men er sprunget fra og er nu igang med en erhveruddannelse. Vi fik nr 2 i år

Det kræver selvfølgelig noget af jer som par at tage en uddannelse når der er børn men det er på ingen måde håbløst og umuligt. 

Perle1 skriver:

Mange tak fordi du har taget dig tid og kommentere herinde. Jeg gør mig mange tanker omkring at få en abort men også om at beholde det.

Først da jeg så fosteret på scanningen, så fil jeg et stort smil på mine læber. Og kunne næsten ikke tro mine egne øjne, at det var hvad der lå indeni mig.

Jeg elsker min kæreste og han har virkelig været en god støtte for mig mens jeg var spise forstyrret. Vi har oplevet meget på de 2.5 år vi har været sammen. Jeg føler mig sikker på, at jeg gerne vil stifte familie med ham. Vil rigtig gerne have han skal være far for mine  kommende børn. 

Det som dog er for en abort, er klart min unge alder.  Byture har aldrig sagt mig noget, så jeg er egentlig ikke bange for  Det, at skulle prioritere en baby før mine egne behov. På flere områder. Men og dog tænker jeg rigtig meget over tingene generelt og har en irriterende tendens til at tro der vil komme problemer, i stedet for at blive i nuet og tage udfordringerne som de med tiden vil komme.

Jeg har altid troet at børn sætte en stopper for karrieren- sådan behøver det måske ikke være? Jeg drømmer om at tage en kandidat uddannelse efter min bachelor.

Ja der er nok mest det med uddannelse og karriere jeg er bekymret for, skal gå i stykker pga en baby.

Men det tænker jeg ikke nødvendigvis altid sker. Hvis man vil noget, og arbejder for sine drømme- så skal man nok kunne få det til at lykkes

Har altid nydt min frihed, men jeg fik følelser da jeg så fosteret. Plus jeg har hørt flere historier om par der forgæves forsøger at få er barn på 3. År. Det er også lidt en frugt jeg har. Nu hvor det her mirakel skete på trods af jeg faktisk var beskyttet med p-piller og også fortrydelses piller indimellem.

Kan ikke lade være og tænke det måske er skæbnen der har en finger med..

Søde du. Det sætter ikke en stopper for andet end det man selv vælger! Jeg blev mor som 21 årig, jeg havde en uddannelse og fast job. Nu er mine børn 3 og 6 og jeg skal til at tage endnu en uddannelse, denne gang en 4årig videregående uddannelse. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? jeg har arbejdet fuld tid alle mine år som mor, nu bliver det skiftet ud med skole. Og jeg kan kun se fordele mere frihed da der ikke er mødepligt - hvilket er praktisk ift syge børn. Meget mere ferie - praktisk ift de sølle 5 uger om året når man er i job. Kortere dage i inst for mine børn. Før hed det 6.30-16.15, nu bliver det max 8-15.30. 

Ja der kommer lektier og eksamener, og der har man heldigvis en partner der kan putte børn mens man sætter sig med sine studier om aftenen fx. Jeg er oveni købet alene, men så har jeg nogen børnefri dage hvor jeg kan indhente skoleting. 

Alt i alt, tænker jeg det bliver ret meget det samme hvis man ligger fordele/ulemper sammen ift job vs skole.

Perle1 skriver:

Mange tak fordi du har taget dig tid og kommentere herinde. Jeg gør mig mange tanker omkring at få en abort men også om at beholde det.

Først da jeg så fosteret på scanningen, så fil jeg et stort smil på mine læber. Og kunne næsten ikke tro mine egne øjne, at det var hvad der lå indeni mig.

Jeg elsker min kæreste og han har virkelig været en god støtte for mig mens jeg var spise forstyrret. Vi har oplevet meget på de 2.5 år vi har været sammen. Jeg føler mig sikker på, at jeg gerne vil stifte familie med ham. Vil rigtig gerne have han skal være far for mine  kommende børn. 

Det som dog er for en abort, er klart min unge alder.  Byture har aldrig sagt mig noget, så jeg er egentlig ikke bange for  Det, at skulle prioritere en baby før mine egne behov. På flere områder. Men og dog tænker jeg rigtig meget over tingene generelt og har en irriterende tendens til at tro der vil komme problemer, i stedet for at blive i nuet og tage udfordringerne som de med tiden vil komme.

Jeg har altid troet at børn sætte en stopper for karrieren- sådan behøver det måske ikke være? Jeg drømmer om at tage en kandidat uddannelse efter min bachelor.

Ja der er nok mest det med uddannelse og karriere jeg er bekymret for, skal gå i stykker pga en baby.

Men det tænker jeg ikke nødvendigvis altid sker. Hvis man vil noget, og arbejder for sine drømme- så skal man nok kunne få det til at lykkes

Har altid nydt min frihed, men jeg fik følelser da jeg så fosteret. Plus jeg har hørt flere historier om par der forgæves forsøger at få er barn på 3. År. Det er også lidt en frugt jeg har. Nu hvor det her mirakel skete på trods af jeg faktisk var beskyttet med p-piller og også fortrydelses piller indimellem.

Kan ikke lade være og tænke det måske er skæbnen der har en finger med..

Jeg mødte min (nuværende) mand da heg var 18. Han var enlig far til en lille skat på 3 år - og jo det er mærkeligt pludselig at skulle sætte et andet menneske langt over sig selv, at man pludselig skal tilsidesætte egne behov. Men når det er sagt tror jeg det kommer langt mere naturligt når man sidder med en nyfødt, for der giver det sig selv. 

Uddannelse, hmm i den perfekte verden var vi alle færdiguddannede, havde det rigtige job, havde gjort karriere, rejst jorden rundt og havde etableret os med villa, Volvo og vovhund inden vi fyldte 24 og så fik vi børnene før vi blev 30  men hvor ville det være kedeligt i den ideelle verden. Du kan the 5 uddannelser selvom du er blevet mor, ja faktisk vil jeg sige det var langt bedre at være under uddannelse med et lille barn end nu med fuldtidsarbejde (altså tidsmæssigt og ikke økonomisk selvsagt). 

Men alt det kan jeg sige, det hele handler om hvad du og din kæreste tænker. Og derfor tænker jegvstadig du skal tage et par dage hos ham med en slukket telefon så din mor ikke kan påvirke og så bestemmer I to og tænker på jer, på jeresmlib og ikke på omverdenen

Når jeg læser tilbage på hele tråden er min tanke lidt at jeg ikke tror du er klar til at få et barn. 

Da du ligger for stor vægt på hvad din mor syntes og mener du bør gøre det viser lidt du ikke er helt voksen og klar til den store opgave.  

Da du stadig selv har et mor barn forhold til din egen mor. Og ikke et voksen forhold. 

Men jeg kan jo tage fejl  ønsker dig held og lykke 

anna111 skriver:

Når jeg læser tilbage på hele tråden er min tanke lidt at jeg ikke tror du er klar til at få et barn. 

Da du ligger for stor vægt på hvad din mor syntes og mener du bør gøre det viser lidt du ikke er helt voksen og klar til den store opgave.  

Da du stadig selv har et mor barn forhold til din egen mor. Og ikke et voksen forhold. 

Men jeg kan jo tage fejl  ønsker dig held og lykke 

Hun er min mor? Ja, jeg bliver da selvfølgelig påvirket af hvad hun mener. Tror det er de færreste 20 årige der er mildest talt ligeglade med sine forældre og deres holdninger til tingene.  Jeg vil trods alt gerne have et godt forhold til mine forældre om et par år også. 

Det er generelt at jeg er ret konflikt sky, Det kommer også til udtryk udenfor hjemmet.

Men Tak for din kommentar herinde.

Perle1 skriver:

Hun er min mor? Ja, jeg bliver da selvfølgelig påvirket af hvad hun mener. Tror det er de færreste 20 årige der er mildest talt ligeglade med sine forældre og deres holdninger til tingene.  Jeg vil trods alt gerne have et godt forhold til mine forældre om et par år også. 

Det er generelt at jeg er ret konflikt sky, Det kommer også til udtryk udenfor hjemmet.

Men Tak for din kommentar herinde.

Selvfølgelig betyder det noget hvad ens mor siger og mener men det burde ikke vægte til om man vil have en baby nu eller ej 

Jeg er selv 24 år med en 3,5 årig og en 2 årig pige og det var min egen og kærestes beslutning det havde intet med vores forældre at gøre. Vores forældre havde intet i mod det og det ville selvfølgelig være trist vis de ikke syntes om det. 

Men det ville ikke have nogen betydning for vores beslutning om at beholde.   

anna111 skriver:

Selvfølgelig betyder det noget hvad ens mor siger og mener men det burde ikke vægte til om man vil have en baby nu eller ej 

Jeg er selv 24 år med en 3,5 årig og en 2 årig pige og det var min egen og kærestes beslutning det havde intet med vores forældre at gøre. Vores forældre havde intet i mod det og det ville selvfølgelig være trist vis de ikke syntes om det. 

Men det ville ikke have nogen betydning for vores beslutning om at beholde.   

Så var du også forholdsvis ung med den første var det planlagt? 

Min graviditet nu var ikke planlagt, før om 5 år. Jeg var på p-piller, men det skete alligevel at jeg blev gravid. Tror også det har noget med min tvivl at gøre.

Perle1 skriver:

Så var du også forholdsvis ung med den første var det planlagt? 

Min graviditet nu var ikke planlagt, før om 5 år. Jeg var på p-piller, men det skete alligevel at jeg blev gravid. Tror også det har noget med min tvivl at gøre.

Problemet er bare at din tvivl rigtig meget handler om hvad din mor mener, i det du skriver her. Og det bør den ikke. Din tvivl skal handle om dine og din kærestes tanker. 

Du mister ikke din familie ved at beholde. Tro mig.. din mor tror tydeligvis ikke på at du er blevet voksen, men det kan du jo evt vise hende nu, ved at sige "jeg elsker dig og jeg hører hvad du siger, men det her er ikke din beslutning" og så lukker du den der og tager resten med din kæreste. 

By the way. Jeg var blevet stjernetosset, hvis min mor vovede at bestille tid til samtale om abort til mig i en alder af 20! Jeg tror sgu det ville være hende der ville ende med at frygte at JEG ville slå hånden af hende. Shit det er over min forstand at du tager let på den del. 

Perle1 skriver:

Hun er min mor? Ja, jeg bliver da selvfølgelig påvirket af hvad hun mener. Tror det er de færreste 20 årige der er mildest talt ligeglade med sine forældre og deres holdninger til tingene.  Jeg vil trods alt gerne have et godt forhold til mine forældre om et par år også. 

Det er generelt at jeg er ret konflikt sky, Det kommer også til udtryk udenfor hjemmet.

Men Tak for din kommentar herinde.

Du skriver du gerne vil bibeholde et godt forhold til dine forældre, men kan du det hvis du føler dig tvunget til en abort? - jeg tænker også at chancen for et godt forhold er større ved at du beholder barnet. (Igen forudsat at DU ønsker barnet)

Der er bare Det, at jeg også har et sommer job i zoologisk have. Jeg har været rigtig glad for det. Men hvis jeg beholder barnet så føder jeg i juli måned.. 

Og så er det  naturligvis lidt svært at passe hvis jeg skal på barsel os.. selvom min kæreste siger han godt vil tage barsel nogle måneder.. tænker jeg den har bedst at moren er hjemne. I forhold til når  den skal have mælk. Så findes der selvfølgelig en  bryst- mælke  pumpe..