Mor presser til abort

Mysonsmama skriver:

Forstår ikke den tankegang at man altid kan få barn senere.. Ja det kan man da hvis man er så heldig, men du har et barn i maven NU... Det er et lille menneske.. Det er livets gave til jer.

Hvis du ikk er moden, så bliver man det bare rolig. Det kommer helt naturligt. Jeg tror os du ville fortryde du fik en abort på så tyndt et grundlag. Og du er 20, ikke 15

Min mor blev selv gravid som 18  årig, så hun har jo prøvet det før. Jeg har altid været en pleaser, og har ikke kunne lide at gøre og handle i strid mod andre..

Specielt ikke mine forældre. Føler nogle gange de er de eneste der er der for mig. Har nemlig haft nogle svære psykiske problemer og kæmpet med en spise forstyrrelse siden jeg var 14. Men er over det nu efter hjælp i  et psykiatrisk ambulatorium .

Det er bare det at min moster også fik et barn tidligt så på den ene side føler jeg også det er at gå i deres fodspor. Har altid sagt jeg først vil have børn i  30'erne.  Det gik dårligt med min moster.  Sit første barn som 18 årig skulle hun være alene med og det endte med bort  adoption. Hun er 37 i dag har 11!! Børn. 

Jeg vil slet ikke blive samlignet  med hende..

Men her er jeg 13 uger senere( spiste endda fortrydelses piller efter sex fordi jeg havde taget en pille 1 time for  sent) 

Har altid tænkt mit om  de helt  unge mødre. Så jeg er meget undrende over at jeg er  i tvivl lige nu.

Har fået det ultimatum  at ringe til lægen  af min mor  og  fortælle jeg bare aldrig kan passe det barn forsvarligt.

Perle1 skriver:

Min mor blev selv gravid som 18  årig, så hun har jo prøvet det før. Jeg har altid været en pleaser, og har ikke kunne lide at gøre og handle i strid mod andre..

Specielt ikke mine forældre. Føler nogle gange de er de eneste der er der for mig. Har nemlig haft nogle svære psykiske problemer og kæmpet med en spise forstyrrelse siden jeg var 14. Men er over det nu efter hjælp i  et psykiatrisk ambulatorium .

Det er bare det at min moster også fik et barn tidligt så på den ene side føler jeg også det er at gå i deres fodspor. Har altid sagt jeg først vil have børn i  30'erne.  Det gik dårligt med min moster.  Sit første barn som 18 årig skulle hun være alene med og det endte med bort  adoption. Hun er 37 i dag har 11!! Børn. 

Jeg vil slet ikke blive samlignet  med hende..

Men her er jeg 13 uger senere( spiste endda fortrydelses piller efter sex fordi jeg havde taget en pille 1 time for  sent) 

Har altid tænkt mit om  de helt  unge mødre. Så jeg er meget undrende over at jeg er  i tvivl lige nu.

Har fået det ultimatum  at ringe til lægen  af min mor  og  fortælle jeg bare aldrig kan passe det barn forsvarligt.

Der er mange af de unge mødre der gør et udmærket job. Og børn har brug for kærlighed , tryghed og så er de egentlig meget taknemmelige uanset om man er rig eller fattig. - du lyder fornuftig og jeg tror du har fat i sagens kerne nu, nemlig at du frygter at miste dine forældre hvis du får barnet og derved risikere at være alene hvis du får tilbagefald. Og måske din mor frygter at du ender som din moster og derfor er på bagbenene. - men hvad sker der mon dig hvis su føler dig presset til aborten!? - jeg tænker virkelig du vil have godt af at snakke med en professionel f.eks. Mødrehjælpen, det Kan være de også har nogle tråde de kan trække i til anden form for hjælp. ? 

Nu er jeg selv yngre mor (lige blevet 22 med den ældste) og havde den første hæng ved havde jeg været på din alder. 

Min mor var stille da jeg fortalte at jeg var gravid men var glad på mine vejne. Hun har senere fortalt at min stedfars reaktion var at så røj den uddannelse. Jeg var i gang med at læse til sygeplejerske. I dag er jeg sygeplejerske og har snart været det i 6 år. Og har 1 barn mere. 

Det er ene og alene dit og kærestens valg. Bare fordi det endte på en bestemt måde for din mor og moster betyder ikke at det gør for dig. Du vælger selv fin vej! 

Men med din oplysning om tilknytning til psykistrien så skal du have fat i dem og får talt med dem hurtigst muligt . Og det er ligegyldigt hvad du vælger for begge valg vil påvirke din psyke.  

Perle1 skriver:

Min mor blev selv gravid som 18  årig, så hun har jo prøvet det før. Jeg har altid været en pleaser, og har ikke kunne lide at gøre og handle i strid mod andre..

Specielt ikke mine forældre. Føler nogle gange de er de eneste der er der for mig. Har nemlig haft nogle svære psykiske problemer og kæmpet med en spise forstyrrelse siden jeg var 14. Men er over det nu efter hjælp i  et psykiatrisk ambulatorium .

Det er bare det at min moster også fik et barn tidligt så på den ene side føler jeg også det er at gå i deres fodspor. Har altid sagt jeg først vil have børn i  30'erne.  Det gik dårligt med min moster.  Sit første barn som 18 årig skulle hun være alene med og det endte med bort  adoption. Hun er 37 i dag har 11!! Børn. 

Jeg vil slet ikke blive samlignet  med hende..

Men her er jeg 13 uger senere( spiste endda fortrydelses piller efter sex fordi jeg havde taget en pille 1 time for  sent) 

Har altid tænkt mit om  de helt  unge mødre. Så jeg er meget undrende over at jeg er  i tvivl lige nu.

Har fået det ultimatum  at ringe til lægen  af min mor  og  fortælle jeg bare aldrig kan passe det barn forsvarligt.

Det er jo op til dig hvordan du vil ende, det er dit liv.

Så ung er du altså heller ikke det meget normalt folk starter med børn i den alder. Tror du gør det værre end det er.

Men bare Ford i din mor har prøvet det betyder det sgu ikk hun har ret til at være bedrevidende og fratage dig dit barn. Det er super hårdt med små børn, uanset alder. Men tvært imod er energien en helt anden i starten af 20erne..

Selv hvis din mor slog hånden af dig så får du noget du vil elske 1000000 gange mere end hende, et forhold til ens barn er ubeskriveligt.

Jeg synes abort er okay hvis der virkelig er en grund. Men at få en abort så sent fordi man skal gøre sin mor glad osv det er på ingen måde iorden. Synes faktisk det lidt svineri sorry.. Det er ved at være et rigtigt foster og til NF kan du se en rigtig baby og høre dens hjerteslag.. selvom det er så tidligt.

Håber virkelig ikke du gennemføre en abort.

Da jeg var 21 år blev jeg uplanlagt gravid. Jeg var egentlig lidt glad og stolt af min lille baby derinde, og jeg havde næsten altid hånden på min mave for at passe godt på den. Så skulle jeg fortælle det til mine forældre... Min mor kiggede på mig og sagde bare "nu skal du jo ikke tro du det er noget du skal beholde". That's it. Så blev der lagt låg på det, og jeg blev kørt til sygehuset af min far da det var tid til abort. Jeg var ekstremt sårbar og forskrækket og turde ikke andet end at rette ind af frygt for de aldrig ville snakke til mig igen. Jeg var igennem hele forløbet på sygehuset alene (de skulle til julefrokost hos naboen, så.............). Ingen måtte vide noget, for det var SÅ pinligt at jeg overhovedet kunne sætte dem (!!!!!) i sådan en situation.

Jeg er nu 32 år. Jeg har stadig store ar på sjælen. Jeg begyndte at lide af mareridt hvor hun (babyen var en pige, der hed Anna, i drømmene) stod ved siden af min seng og græd i en lang hvid kjole. Jeg så hende alle vegne. Den dag i dag, 11år senere, græder og ryster jeg stadig når jeg tænker på det. Også nu. 

Jeg siger det kun for at understrege, at en abort skal være DIN beslutning. Det går nok ikke så galt som det gjorde for mig, men det er uklogt at lade andre presse dig, særligt din mor. Hendes mening er i bund og grund ligegyldig. Det her er mellem dig og din kæreste. 

Jeg har intet mod abort og jeg har fuld forståelse for dem, der går igennem det. Men det skal ikke være andres beslutning. Jeg tror aldrig jeg kommer mig helt over det her. Jeg føler, at min mor tog mit barn fra mig og jeg er ekstremt vred på mig selv over jeg ikke gjorde modstand og bare rettede ind.

Hav det med i dine overvejelser. 

Stort kram til dig og faderen herfra.

Sikke en situation du står i.

Jeg er desværre tilbøjelige til at være enig med din mor.

Når man i en alder af 20år,kan lade sig påvirker og presse af sin mor,så synes jeg ikke man er moden nok til moderrollen inu.

Jeg håber din kærste og dig,træffer en beslutning,der fungere for jer og ikke din mor.

Mor_til_3_unger skriver:

Sikke en situation du står i.

Jeg er desværre tilbøjelige til at være enig med din mor.

Når man i en alder af 20år,kan lade sig påvirker og presse af sin mor,så synes jeg ikke man er moden nok til moderrollen inu.

Jeg håber din kærste og dig,træffer en beslutning,der fungere for jer og ikke din mor.

 

Selvfølgelig kan man blive usikker hvis ens egen mor prøver at pille ens selvtillid ned og indirekte siger man vil blive en dårlig mor. Man vokser da med opgaven som maven vokser hvis man ikke allerede er på det stadie. Bare fordi man er moden så kan man godt stadig blive påvirket af folk som har stor betydning for en. 

Nu vil jeg også dele. Mine forældre var hellere ikke med på den, da jeg KLM og sagde jeg var gravid. Jeg var 26, og 1,5 år fra at være færdige med min pædagog uddannelse.

Mine forældre var overbevidste om, at det ville ende så galt, og at jeg aldrig ville gennemføre min uddannelse. Men jeg valgte at lytte til mig selv - selvom jeg faktisk var en del splittet. 

Nu er min søn 1,5 år og jeg vil aldrig nogensinde fortryde at jeg valgte ham til. Han holder sammen på det hele! (Og til januar er jeg færdig med min uddannelse).. så jeg vil også råde dig til at lytte til dig selv! Du lyder fornuftig. 

Mor_til_3_unger skriver:

Sikke en situation du står i.

Jeg er desværre tilbøjelige til at være enig med din mor.

Når man i en alder af 20år,kan lade sig påvirker og presse af sin mor,så synes jeg ikke man er moden nok til moderrollen inu.

Jeg håber din kærste og dig,træffer en beslutning,der fungere for jer og ikke din mor.

 

Jeg er blevet mere og mere enig i ovenstående, jo mere du fortæller. Især det med spiseforstyrrelsen bekymrer mig.

Men hvis du fortsætter graviditeten, skal du nok vokse med opgaven.

Abracadabra skriver:

Jeg er blevet mere og mere enig i ovenstående, jo mere du fortæller. Især det med spiseforstyrrelsen bekymrer mig.

Men hvis du fortsætter graviditeten, skal du nok vokse med opgaven.

Jeg er jo ikke spise forstyrret i dag i samme grad at det er sundheds skadeligt. Er da stadig obs med hvad jeg spiser, men slet ikke i samme omfang som da jeg var syg  og vejede 40 kg. 

Men Ja, jeg bliver påvirket af min mor..