Mor presser til abort

Ærligt jeg forstår dig virkelig ikke ! Jeg har adskillige gange tænkt at du er en internet troll, som bare vil ud med en masse religiøs propaganda ! ALLE de enslydende råd som du på ingen måde har fulgt og den væven rundt i den samme smøre og drama.

Selvfølgelig vil din kæreste ikke giftes med dig, han er ikke muslim ?  Han har trods alt sin værdighed tilbage til at nægte at lade sig styre og ikke lade en religion blive presset ned over hovedet på ham. Og nej jeg er ikke en der hader religioner, jeg er selv muslim.

HBV skriver:

Ærligt jeg forstår dig virkelig ikke ! Jeg har adskillige gange tænkt at du er en internet troll, som bare vil ud med en masse religiøs propaganda ! ALLE de enslydende råd som du på ingen måde har fulgt og den væven rundt i den samme smøre og drama.

Selvfølgelig vil din kæreste ikke giftes med dig, han er ikke muslim ?  Han har trods alt sin værdighed tilbage til at nægte at lade sig styre og ikke lade en religion blive presset ned over hovedet på ham. Og nej jeg er ikke en der hader religioner, jeg er selv muslim.

Jeg har flere gang læste igennem tråden, og netop tænkt troll. 

En ting er brugernavnet, som ku være en "hentydning" til hele perle skandalen, for nogle år tilbage.

En anden ting, er det religiøse aspekt af indholdet. Det blir sat så skarpt op, omkring muslim/ik muslimske forskelligheder. Jeg tænker netop at ts og Kærsten er voksne mennesker, som ska flytte sammen. Ville man ik ha tage sådanne vigtige samtaler inden? Det gjorde vi i hvert falde!

Og at det handler om abort, og ovenikøbet senabort, som igen af religiøse omstændigheder blir presset ned over en, virker på mig skørt.

Men igen hayy hva ved jeg, troll eller ej, det gir da en intresant debat, som gir stof til eftertanke. Vh Stine 

Undskyld men nu tager jeg bladet fra munden og taler lige ud. 

Visse steder må jeg give din mor ret. DU er da vild umoden. “ en gave at skabe familie med dig” ej stop nu. Det er for det første en graviditet der ikke var planlagt og jeg går ud fra I begge ville have sex så det er en ups’ser som HAN har valgt at tage det fulde ansvar for, hvorimod DU stadig ikke tager ansvar. For det andet er det vel i den optik lige så meget en gave at DU nu kan skabe familie med HAM ( som ærlig talt lyder ret fantastisk ) 

og når du skriver at så elsker han dig nok ikke så højt bliver jeg ærligtalt vred på hans vegne. Kig lige indad gider du? Elsker DU ham højt nok til at behandle ham pænt og selv tage dine kampe med din familie? Elsker du ham nok til at han ikke behøver lade sig diktere som en anden skødehund af din far? 

Han støtter dig sgu. Han tager sig af dig. Han tilbyder du kan bo hos ham indtil I skal flytte sammen. 

Men INGEN skal tvinges til at fri og gifte sig juridisk eller ej. På det punkt er DU faktisk en dårlig kæreste at du bebrejder ham det. Havde det været min kæreste havde jeg nok der sagt farvel og tak. Det er SÅ grænseoverskridende det du ber ham om. 

Bare det at han skal komme hjem til jer på fredag og snakke med din far er HELT grotesk. Hvorfor skal han ( som du påstår du elsker) udsættes for det? Syntes ærligtalt det er tarveligt af dig at udsætte ham for den fredag. 

Smider dine forældre dig ud så er det DEM der har valgt dig fra. Så stop dog det tuderi. Elsker din familie så dig? 

Hvis du ikke er i stand til at pakke en taske og tage hjem til ham NU, så er du faktisk i mine øjne slet ikke moden. 

DU må ærlig talt vælge og det er NU. Ham eller dem. Du kan kun være 100% loyal over for en af parterne. Vælg dem og bliv ved at være et lille barn der dikteres i alt i livet og får en senabort fordi mor og far siger at lillepigen skal. Eller vælg ham der er far til det barn du siger du vil have. Ham der tilbyder dig et hjem og tryghed og som er voksen nok til ikke at lade sig kue. Ham som du måske kunne modnes med og rent faktisk blive et voksen menneske. 

Rent ud sagt så handler det sgu ikke om dig det hele. Det handler om jer og jeres barn. Du kan ikke sidde som prinsessen på tronen med kongen ved din side og måle og veje hvad prinsen vil gøre for at få lov til at gøre kur til dig. Du skal rent ud sagt hoppe ned fra prinsesse tronen løbe ud af slottet, sætte dig op på prinsens hest( bil) og flygte laaaangt væk fra kongen ( din far) og så må kongen jo vælge om han vil sidde på sin trone og surmule eller om han vil hoppe ned og støtte sin datter. 

Venter du til fredag har du i min verden svigtet din kæreste. Hvis du er bange for at du skal ende som enlig mor, så er skridt 1. At begynde at behandle ham med respekt og værdighed 

skridt 2. Blive voksen og sige fra med alt hvad det indebære inkl. At miste sin famile

3. Stole mere på din kæreste end din familie og flytte NU

Så er der håb for jer, men fortsætter du denne sti overfor ham, så kan JEG godt forstå hvis han bakker fuldstændig ud. 

Newsence skriver:

Undskyld men nu tager jeg bladet fra munden og taler lige ud. 

 

Visse steder må jeg give din mor ret. DU er da vild umoden. “ en gave at skabe familie med dig” ej stop nu. Det er for det første en graviditet der ikke var planlagt og jeg går ud fra I begge ville have sex så det er en ups’ser som HAN har valgt at tage det fulde ansvar for, hvorimod DU stadig ikke tager ansvar. For det andet er det vel i den optik lige så meget en gave at DU nu kan skabe familie med HAM ( som ærlig talt lyder ret fantastisk ) 

og når du skriver at så elsker han dig nok ikke så højt bliver jeg ærligtalt vred på hans vegne. Kig lige indad gider du? Elsker DU ham højt nok til at behandle ham pænt og selv tage dine kampe med din familie? Elsker du ham nok til at han ikke behøver lade sig diktere som en anden skødehund af din far? 

Han støtter dig sgu. Han tager sig af dig. Han tilbyder du kan bo hos ham indtil I skal flytte sammen. 

Men INGEN skal tvinges til at fri og gifte sig juridisk eller ej. På det punkt er DU faktisk en dårlig kæreste at du bebrejder ham det. Havde det været min kæreste havde jeg nok der sagt farvel og tak. Det er SÅ grænseoverskridende det du ber ham om. 

Bare det at han skal komme hjem til jer på fredag og snakke med din far er HELT grotesk. Hvorfor skal han ( som du påstår du elsker) udsættes for det? Syntes ærligtalt det er tarveligt af dig at udsætte ham for den fredag. 

 

Smider dine forældre dig ud så er det DEM der har valgt dig fra. Så stop dog det tuderi. Elsker din familie så dig? 

Hvis du ikke er i stand til at pakke en taske og tage hjem til ham NU, så er du faktisk i mine øjne slet ikke moden. 

DU må ærlig talt vælge og det er NU. Ham eller dem. Du kan kun være 100% loyal over for en af parterne. Vælg dem og bliv ved at være et lille barn der dikteres i alt i livet og får en senabort fordi mor og far siger at lillepigen skal. Eller vælg ham der er far til det barn du siger du vil have. Ham der tilbyder dig et hjem og tryghed og som er voksen nok til ikke at lade sig kue. Ham som du måske kunne modnes med og rent faktisk blive et voksen menneske. 

Rent ud sagt så handler det sgu ikke om dig det hele. Det handler om jer og jeres barn. Du kan ikke sidde som prinsessen på tronen med kongen ved din side og måle og veje hvad prinsen vil gøre for at få lov til at gøre kur til dig. Du skal rent ud sagt hoppe ned fra prinsesse tronen løbe ud af slottet, sætte dig op på prinsens hest( bil) og flygte laaaangt væk fra kongen ( din far) og så må kongen jo vælge om han vil sidde på sin trone og surmule eller om han vil hoppe ned og støtte sin datter. 

 

Venter du til fredag har du i min verden svigtet din kæreste. Hvis du er bange for at du skal ende som enlig mor, så er skridt 1. At begynde at behandle ham med respekt og værdighed 

skridt 2. Blive voksen og sige fra med alt hvad det indebære inkl. At miste sin famile

3. Stole mere på din kæreste end din familie og flytte NU

 

Så er der håb for jer, men fortsætter du denne sti overfor ham, så kan JEG godt forstå hvis han bakker fuldstændig ud. 

Det er ikke fordi jeg vil tvinge ham, men jeg er bare lidt desperat for at holde sammen på min familie 

Jeg VED at rigtig mange muslimer vil snakke om det her, mine forældre er meget vellidt i området vi bor i.

Og selvfølgelig kan jeg ikke tvinge ham, men jeg er virkelig sat i en situation der er hammer svær!

Det er noget rod. Ingen burde stå overfor sådan et valg. Men ja, der er nogle dage til fredag, og jeg har en aftale med mødrehjælpen snart. Så jeg håber der kommer lidt ro på snart, omend får jeg støtte som jeg har ventet på nu mellem jul og nytår.

Perle1 skriver:

Det er ikke fordi jeg vil tvinge ham, men jeg er bare lidt desperat for at holde sammen på min familie 

Jeg VED at rigtig mange muslimer vil snakke om det her, mine forældre er meget vellidt i området vi bor i.

Og selvfølgelig kan jeg ikke tvinge ham, men jeg er virkelig sat i en situation der er hammer svær!

 

Det er noget rod. Ingen burde stå overfor sådan et valg. Men ja, der er nogle dage til fredag, og jeg har en aftale med mødrehjælpen snart. Så jeg håber der kommer lidt ro på snart, omend får jeg støtte som jeg har ventet på nu mellem jul og nytår.

En del af at blive voksen er at lære at sige "Fuck hvad andre tænker om MINE valg!" For ved du hvad? Det er dit liv, ikke deres. Ingen går igennem livet og træffer ens valg. 

Jeg er fuldstændig enig med en af de ovenstående, første skridt til st blive alene er at presse din kæreste ud i et ægteskab i en trosretning han ikke deler. Som oven i hatten er komplet dikteret af din far.! En dansk mand er opdraget til at stå på egne ben uafhængig af dine forældre og træffe sine egne valg. For ham er det helt sindsygt at blive gift på de præmisser du lægger op til. 

Han har sagt ja til at forlove sig - som et symbol til din familie om at han selvfølglig vil dig 100% - men derfra og så til at i skal giftes kan jeg fandme godt forstå han ikke vil. I Danmark er et bryllup noget man planlægger sammen med sin kommende hustru/mand, glæder sig til og ser frem til. Det bliver total smadret for ham hvis i skal tvinge det igennem NU og HER.

han gør alt hvad han kan - uden at miste sig selv - for at hjælpe dig lige nu! Prøv nu lige at respekter ham også! Og overvej hvad der er rimeligt at kræve af ham. Det er fx ikke rimeligt at han skal stille skoleret overfor din far på fredag! Hvor barnligt og ydmygende kan det lige blive? 

HBV skriver:

Ærligt jeg forstår dig virkelig ikke ! Jeg har adskillige gange tænkt at du er en internet troll, som bare vil ud med en masse religiøs propaganda ! ALLE de enslydende råd som du på ingen måde har fulgt og den væven rundt i den samme smøre og drama.

Selvfølgelig vil din kæreste ikke giftes med dig, han er ikke muslim ?  Han har trods alt sin værdighed tilbage til at nægte at lade sig styre og ikke lade en religion blive presset ned over hovedet på ham. Og nej jeg er ikke en der hader religioner, jeg er selv muslim.

Side 15 i denne tråd - det er IKKE ok at anklage andre for at være trolls: 

HBV skriver:

Ærligt jeg forstår dig virkelig ikke ! Jeg har adskillige gange tænkt at du er en internet troll, som bare vil ud med en masse religiøs propaganda ! ALLE de enslydende råd som du på ingen måde har fulgt og den væven rundt i den samme smøre og drama.

Selvfølgelig vil din kæreste ikke giftes med dig, han er ikke muslim ?  Han har trods alt sin værdighed tilbage til at nægte at lade sig styre og ikke lade en religion blive presset ned over hovedet på ham. Og nej jeg er ikke en der hader religioner, jeg er selv muslim.

“Samme smøre og drama”? 

Jeg har en helt normal og alderssvarende 20-årig søn herhjemme ( - og en datter på 24 og en søn på 19). Hvis én af dem på få uger oplevede 1: at han/hun skulle have et barn uplanlagt, 2: at vi som forældre pressede på for en senabort, 3: at vi gentagne gange truede med at kappe forbindelsen definitivt og lavede kæmpescener og drama med gråd og bebrejdelser, 4: at selve graviditeten var et brud på alle de værdier, han/hun var vokset op med -

så ville vi edderbankemig også stå med et usikkert og famlende, pludselig ikke særligt voksent ungt menneske, der vaklede i sine beslutninger og følte sig sat under krydspres af omgivelserne. Vores 20-årige skal træffe beslutninger om, hvorvidt han vil tage endnu et sabbatår eller søge ind på sin uddannelse til sommer, om han og kæresten skal rejse sammen eller hver for sig, og ellers småting som hvilken fest han skal vælge næste weekend. Vi står ikke på daglig basis og truer ham med bål og brand, hvis han træffer et valg, vi ikke bakker op om. Hans valg kan gøres om, hvis det ikke går alligevel.

Jeg er 47 år, og jeg ville stadig føle mig rådvild og utryg, hvis min mor bombarderede mig med voldsom kritik af et valg, jeg traf, og med trusler om at kappe kontakten.

TS har på få uger truffet sit valg om at blive mor trods forældrenes modvilje, om at flytte fra forældrene før tid - hun “rykker”, og det er let at stå på sidelinjen og klandre hende for at være umoden og handlingslammet.

Det er ikke fordi jeg vil tvinge ham, men jeg er bare lidt desperat for at holde sammen på min familie 

Jeg VED at rigtig mange muslimer vil snakke om det her, mine forældre er meget vellidt i området vi bor i.

Og selvfølgelig kan jeg ikke tvinge ham, men jeg er virkelig sat i en situation der er hammer svær!

 

Det er noget rod. Ingen burde stå overfor sådan et valg. Men ja, der er nogle dage til fredag, og jeg har en aftale med mødrehjælpen snart. Så jeg håber der kommer lidt ro på snart, omend får jeg støtte som jeg har ventet på nu mellem jul og nytår.

Og det er lige præcis DET der er umodent af dig. 

Du skal sgu ikke holde sammen på din familie.

Det er din familie der svigter dig og din familie der burde støtte dig der splitter familien. 

Du burde vise dig voksen og sige fuck til det hele. Og hvad så at folk vil snakke? Du har din skønne kæreste og snart barn. 

Og hvad så hvis din familie slår hånden af dig? Du har din skønne kæreste og snart barn. 

Intet af alt det du bekymre dig om betyder en skid. Det der betyder noget er dit og din kærestes forhold for det er JER der skal være forældre. Det er JER der skal skabe et hjem til jeres barn. 

Igen at du ikke er gået endnu fra din familie viser at du ikke er moden. Hver gang du skriver så er det: mig mig mig mig. Jeg har det hårdt, jeg bliver presset osv. 

Hvad med presset på din kæreste? Både fra dig og din familie? 

Ja du har det hårdt, ja du bliver nok smidt ud, ja du mister måske din familie 

MEN du HAR muligheder for at gøre noget. DU har muligheder for at handle voksent og være loyal overfor din kæreste og vise ham respekt og kærlighed og tillid, men DU vælger istedet at blive og vente til fredag og være en mega dårlig kæreste ( Sorry) 

Fint du har en aftale hos mødrehjælpen, men kan ærligtalt ikke se hvad det skulle hjælpe. Fortæller du dem alt det du skriver her bland at du er blevet skubbet af din far mm. Så vil de også sige at du skal væk her og nu. Det har rigtig mange sagt til dig her og du har ikke gjort en skid. Du er ikke moden og voksen nok til at gøre hvad der er bedst for dig og dit barn og jeg må indrømme jeg er ved at blive bekymret for dit barn. Hvis du allerede nu er så hjælpeløs og ikke kan tage ansvar og konsekvenserne hvad så hvis du bliver stillet i ligne valg en dag med dit barn? 

Hvis din mor og far presser dig og truer dig til noget du skal gøre ( få barnet omskåret, på opdragelsestur eller alt mulig andet )

Hvis ikke du er stærk nok nu hvad så når det vil gå ud over barnet? Jeg er stærkt bekymret for dit barn mht til din modenhed og ansvarlighed. Jeg har desværre kva mit arbejde set mange som dig og flere af dem ender senere med at have kommunen hængende over hovedet. Og dette er ikke ment som en trussel men en reel bekymring. Hop nu ud af mor og fars lænker. De lænker er kun tilstede i dit hoved. Det er psykiske lænker og uanset hvad så kan du ikke løse denne situation. Du skal have et barn med en ikke muslim. Sådan er det. Det er ikke dig der skal løse din far og families såret stolthed. De må selv vælge hvad de vil. 

Så hør min råd. Kom væk nu og ikke på fredag og vis din kæreste at du er voksen nok til selv at tage kampen op. Udsætter du ham for det på fredag VIL det blive et sår i jeres forhold. Et sår som måske heler igen, men måske vil det altid blive en ting i mellem jer. Så bliv dog voksen 

Mor og meget mere skriver:

“Samme smøre og drama”? 

Jeg har en helt normal og alderssvarende 20-årig søn herhjemme ( - og en datter på 24 og en søn på 19). Hvis én af dem på få uger oplevede 1: at han/hun skulle have et barn uplanlagt, 2: at vi som forældre pressede på for en senabort, 3: at vi gentagne gange truede med at kappe forbindelsen definitivt og lavede kæmpescener og drama med gråd og bebrejdelser, 4: at selve graviditeten var et brud på alle de værdier, han/hun var vokset op med -

så ville vi edderbankemig også stå med et usikkert og famlende, pludselig ikke særligt voksent ungt menneske, der vaklede i sine beslutninger og følte sig sat under krydspres af omgivelserne. Vores 20-årige skal træffe beslutninger om, hvorvidt han vil tage endnu et sabbatår eller søge ind på sin uddannelse til sommer, om han og kæresten skal rejse sammen eller hver for sig, og ellers småting som hvilken fest han skal vælge næste weekend. Vi står ikke på daglig basis og truer ham med bål og brand, hvis han træffer et valg, vi ikke bakker op om. Hans valg kan gøres om, hvis det ikke går alligevel.

Jeg er 47 år, og jeg ville stadig føle mig rådvild og utryg, hvis min mor bombarderede mig med voldsom kritik af et valg, jeg traf, og med trusler om at kappe kontakten.

TS har på få uger truffet sit valg om at blive mor trods forældrenes modvilje, om at flytte fra forældrene før tid - hun “rykker”, og det er let at stå på sidelinjen og klandre hende for at være umoden og handlingslammet.

Fuldstændig enig, men der stårnogså en ung mand på de knap 21 på den anden side. Der pludselig skal være far, bliver stormet af en familie med en kultur han ikke helt forstår som kræver han gifter sig på muslimsk ja om ikke i går så i hvert fald i morgen, at han skal fri foran familien på fredag og så videre. Samtidig står hans kæreste som indtil for et par uger side. Var en helt "almindelig" kæreste, han skulle flytte sammen med og siger: du støtter mig slet ikk, når du ikke gør som min far siger. 

Jeg kan sagtens forstår (eller rettere prøve at forstå) ts's frustration, men jeg kan ikke støtte hende i ideen om, at kæresten ikke støtter og han da bare kan gifte sig muslimsk for det er ikke juridisk bindende. 

Perle1 skriver:

Det er ikke fordi jeg vil tvinge ham, men jeg er bare lidt desperat for at holde sammen på min familie 

Jeg VED at rigtig mange muslimer vil snakke om det her, mine forældre er meget vellidt i området vi bor i.

Og selvfølgelig kan jeg ikke tvinge ham, men jeg er virkelig sat i en situation der er hammer svær!

 

Det er noget rod. Ingen burde stå overfor sådan et valg. Men ja, der er nogle dage til fredag, og jeg har en aftale med mødrehjælpen snart. Så jeg håber der kommer lidt ro på snart, omend får jeg støtte som jeg har ventet på nu mellem jul og nytår.

Men ville de rigtig mange muslimer ikke også have snakker når du i slutningen af denne måned havde flyttet ugift sammen med en ung mand?

Jeg ved godt hvordan snakken kan være i smp samfund, hvordan man hurtig bliver stemplet og ja det stempel smitter jo så også af på ens familie - og hvem ønsker der 20 årig eller 40 årig. Men det undrer mig det slet ikke har været i hverken din eller din families tanker før. De har vel vidst du har købt en lejlighed med din kæreste og I ville leve der sammen (i synd)?

Jeg forstår godt du gerne vil holde sammen på din familie - det er så hårdt at få er ultimatum og skulle vælge mellem dem man elsker. Men desværre er du ikke den bestemmende part i det, for det ultimatum er ikke stillet af dig, du kan ikke få det til at forsvinde og du er på vej til at stille et selv bare til din kæreste: hvis du virkelig vil mig så bøjer du dig og frier på fredag og lader dig gifte muslimsk - og jo mere du skriver virker det til, at det inde i dit giver er så lille en ting så du he svært ved at tilgive hvis han ikke gør. Og det virker til det er en stor ting for ham og du kræver noget han ikke vil. 

Jeg vil tro I begge er totalt rundforvirrede lige nu, er meget enig med et andet indlæg der sætter fokus på hvordan din verden er forandret på et splitsekund, men desværre er det sådan at sober to for hvem verden er ændret på et splitsekund og ham der kan hjælpe dig med at rede trådene ud, er også bare 20, har også på kort tid gået fra en forholdsvis ubekymret tilværelse, hvor største spørgsmål var: hvad skal jeg spise i aften? Til han skal være far, blive presset af en familie med helt andre kulturelle normer, en kæreste der presser på en vielse under en anden religion end hans egen, en far der presser på han skal fri i offentlighed osv osv osv.