Mor presser til abort

Newsence skriver:

Ej det må du ikke tro. 

Intet sker på jeres præmisser. I bliver gift fordi andre har forlangt det. Din familie ved nu at de har magt over jer. 

Havde det været på jeres præmisser så havde I fra starten gjort som I sammen fandt bedst og så havde hele denne tråd jo ikke været nødvendig for slet ikke at tale om jeres bryllup.

kan sgu godt forstå I ikke er skruk på ideen om bryllup og fest pt og med al sandsynlighed bliver I det aldrig. Og hvorfor? Fordi magien og i sær det frie valg er taget fra jer. Det har I overladt til andre.

 

fint nok at I tager et valg om rådhuset, men for både din egen og din kommende mand skyld, så lad være med at gøre det rosenrødt for så vil din kærestes kæmpe offer( at makke ret i forhold til din familie) bliver gjort til en bagatel og det er det bestemt ikke.

HAN har givet et løfte, fordi HAN vil gå gennem ild og vand for dig og du skylder ham så meget tak for du har ikke støttet ham i det her, ihvertfald i følge dine egne indlæg.

 

Så husk hans store kærlighed og lad være med at banalisere det som fælles løfte for han fortjener meget mere end det. 

Start jeres liv sammen og kom ud af andres lænker. Eks snak allerede NU om dåb/omskæring mm så I fælles er helt afklaret omkring det. Og husk endelig at man tager noget men man giver også. Ikke alt i fremtiden kan foregå på din families måde. Din kæreste/ mand skal også have sin kultur og traditioner med i jeres babys liv. 

Heldigvis er vi begge to ikke særlig traditionelle.

dåb og omskæringbhar vi allerede talt om 

Perle1 skriver:

Nej det giver jeg dig ret i. Jeg er heller ikke glad for det er under disse omstændigheder. Men jeg var lidt bange for min sikkerhed også, hvis vi ikke gennem fører.

men ja, vi fortsætter vores forhold som det har været. Så må vi, hvis vi er sammen til den tid få  os et rigtigt bryllup. Med fest og det hele. 

Selvom vi begge to ikke rigtigt er så skruk med tanken.

Jeg bliver, som en anden i tråden, lidt bekymret over den her kommentar. 

Når du nu er flyttet sammen med din kommende mand, og I lige har fået lidt ro på, så vil jeg råde dig til at genlæse, hvad du selv skriver om din familie i tråden her. Trusler, råben og skrigen, smider dig ud, når de ikke får deres vilje, osv. Og så dét faktum, at du faktisk er/har været bange for din egen sikkerhed sammen med din familie.

På baggrund af dét, du selv har skrevet om din familie, så synes jeg, at du og din kommende mand bør sætte Jer ned og få en snak om, i hvor høj grad din familie skal være en del af barnets liv. Må det blive passet alene? Må det komme på ferier med dem? Og gør det en forskel, hvis det bliver en pige? Vil du trygt lade din fx 15 årige datter have samvær med dem, eller vil du også kunne frygte for hendes sikkerhed, hvis hun gør noget, der ikke er ærværdigt i din families øjne? 

Selvfølgelig skal der være plads til, at din familie kan løsne op, men jeg tror det er vigtigt I får talt om det, så din familie ikke på et senere tidspunkt får manipuleret dig. 

Rigtig meget held og lykke med ægteskab og baby 

Perle1 skriver:

Nej det giver jeg dig ret i. Jeg er heller ikke glad for det er under disse omstændigheder. Men jeg var lidt bange for min sikkerhed også, hvis vi ikke gennem fører.

men ja, vi fortsætter vores forhold som det har været. Så må vi, hvis vi er sammen til den tid få  os et rigtigt bryllup. Med fest og det hele. 

Selvom vi begge to ikke rigtigt er så skruk med tanken.

Hvis du er bange for din egen sikkerhed, vil jeg anbefale at du går til politiet og snakker med dem. Et krisecenter er vejen frem, ikke et tvangsægteskab mellem to meget unge mennesker! 

Jeg er bange for jeres forhold bliver ulige. Du står netop "i gæld" til ham. Han gifter sig selv om han oprindeligt ikke ønsker dette, for at få fred for din familie. Det er da ikke et drømmeægteskab!

Så bor jeg hos kæresten og hans familie..

snakken i aften gik ikke særlig godt. Min kæreste endte med at gå efter mine forældre forsøgte at presse et ægteskab over os om 2 uger. 

Han satte sig ud i sin bil og ventede. Jeg vendte det hele med mig selv i 30 minutter hvorefter jeg gråd labil løb ud til kæresten. Jeg bar mine flytte kasser ud og vi tog hjem.

Vi har besluttet at vente helt til marts . Med rådhuset og ægteskabet.

jeg fik nok! Og nok af at blive svinet til.

så nu står jeg uden familien. Men vi skal nok klare den, og  kærestens familie støtter os også. 

Så nu er der ro på hele situationen. Troede det ville have været sværere at tage mine flyttekasser..

Du var klar nu. Alhamdullilah for alt  

HBV skriver:

Du var klar nu. Alhamdullilah for alt  

Ja, er lettet. Men synes heller ikke jeg føler mig så glad :/ 

ægteskabs erklæringen er udfyldt. Men til spørgsmålet " vil i udveksle ringe" så siger han bare, nej, for det her ægteskab var jo en hemmelighed. 

  Er lidt ligeglad med ringen, men den udtalelse. Føj 

jeg er ikke særlig baby begejrsteret ej for tiden. 

Men han har allerede fortalt det til hele familien.

Perle1 skriver:

Ja, er lettet. Men synes heller ikke jeg føler mig så glad :/ 

ægteskabs erklæringen er udfyldt. Men til spørgsmålet " vil i udveksle ringe" så siger han bare, nej, for det her ægteskab var jo en hemmelighed. 

  Er lidt ligeglad med ringen, men den udtalelse. Føj 

jeg er ikke særlig baby begejrsteret ej for tiden. 

Men han har allerede fortalt det til hele familien.

Hold nu op med den egoisme ja undskyld men får sgu spat af den måde du behandler ham på.

Det er jo et bryllup tvunget ned over hoved på ham så self er han ikke i det romantiske hjørne. 

Hvad med at DU viste lidt modenhed og var taknemmelig for at han overhoved er gået med til det her.

Du kan ikke få både i pose og sæk. Ønsker du ægte romantik og ægte følelser omkring det her så må du droppe brylluppet i marts og så vente på at I SELV har valgt det. Ellers må du sgu nøjes med hvad det er. Et ægteskab der KUN bliver til noget fordi din kæreste et jordens dejligste mand. MEN tror ærligtalt ikke du skal presse citronen mere for så skubber du ham bare fra dig. Uanset hvor dejlig han er så har alle en grænse for hvor meget de kan holde til og mon ikke hans efter din behandling af ham er ved at være nået ?

derudover er det HELT normalt at man har perioder i en graviditet hvor Man ikke er baby begejstret. 

Så syntes du skal til at slappe lidt af med dine krav og så forberede dig på jeres baby. 

Perle1 skriver:

Ja, er lettet. Men synes heller ikke jeg føler mig så glad :/ 

ægteskabs erklæringen er udfyldt. Men til spørgsmålet " vil i udveksle ringe" så siger han bare, nej, for det her ægteskab var jo en hemmelighed. 

  Er lidt ligeglad med ringen, men den udtalelse. Føj 

jeg er ikke særlig baby begejrsteret ej for tiden. 

Men han har allerede fortalt det til hele familien.

Jeg kan godt forstå du har brug for romantikken, men jeg tror du må se i øjnene at lige præcis romantikken over jeres bryllup lige nu er forsvundet og så find det i alle de andre ting I skal opleve sammen: indrette lejlighed, se maven vokse, opleve det første spark, finde navn, finde en barnevogn og have et skønt skønt forår hvor I skal gå med hinanden i hånden og drømme. 

Og husk at du er gravid, hormoner raser og tingene kan gå fuldstændig ud af proportioner på kort tid, man kan græde det ene øjeblik fordi verden er åh så forfærdelig og det andet øjeblik smile og synes solen altid skinner. Ens kæreste kan det ene øjeblik sige noget man synes er verdens sødeste ting og siger han det 5 minutter efter sp er man på vej til at blive enlig mor. 

Så når hormonerne giver dig lov, så husk at det her bryllup måske endda er lidt pinligt for ham - ikke fordi han er flov over jeres forhold, men fordi han har bøjet sig og går ind på nogle præmisser han ikke selv tror på, han har valgt at følge et i danskers øjne forældet værdisæt, han gør som hans oldeforældre ville have gjort nemlig gør dig til ærbar kvinde - måske har han ikke lyst til lige nu at prale med det. Lad ham finde sine ben, nu er alt gået op i en højere enhed og du gør som familien synes og det skal de lige synke og lukke dig ind igen og han skal lige synke det han har sagt ja til. 

Nyd nu hinanden som de unge mennesker I er, som står lige foran jeres livs eventyr. Nyd I skal flytte sammen, køb et gravid blad og læs om de fantastiske 40 uger, kryb sammen under er tæppe og tillad jer selv at drømme ikke om bryllup som bare er en form sag, men om jer to og jeres barn, hvilke farve øjne for det, er det mon en dreng eller pige, hvem kommer den til at ligne osv osv osv. Find det skønne og lad vær med hele tiden at se det dårlige og det der går galt

lineog4 skriver:

Jeg kan godt forstå du har brug for romantikken, men jeg tror du må se i øjnene at lige præcis romantikken over jeres bryllup lige nu er forsvundet og så find det i alle de andre ting I skal opleve sammen: indrette lejlighed, se maven vokse, opleve det første spark, finde navn, finde en barnevogn og have et skønt skønt forår hvor I skal gå med hinanden i hånden og drømme. 

Og husk at du er gravid, hormoner raser og tingene kan gå fuldstændig ud af proportioner på kort tid, man kan græde det ene øjeblik fordi verden er åh så forfærdelig og det andet øjeblik smile og synes solen altid skinner. Ens kæreste kan det ene øjeblik sige noget man synes er verdens sødeste ting og siger han det 5 minutter efter sp er man på vej til at blive enlig mor. 

Så når hormonerne giver dig lov, så husk at det her bryllup måske endda er lidt pinligt for ham - ikke fordi han er flov over jeres forhold, men fordi han har bøjet sig og går ind på nogle præmisser han ikke selv tror på, han har valgt at følge et i danskers øjne forældet værdisæt, han gør som hans oldeforældre ville have gjort nemlig gør dig til ærbar kvinde - måske har han ikke lyst til lige nu at prale med det. Lad ham finde sine ben, nu er alt gået op i en højere enhed og du gør som familien synes og det skal de lige synke og lukke dig ind igen og han skal lige synke det han har sagt ja til. 

Nyd nu hinanden som de unge mennesker I er, som står lige foran jeres livs eventyr. Nyd I skal flytte sammen, køb et gravid blad og læs om de fantastiske 40 uger, kryb sammen under er tæppe og tillad jer selv at drømme ikke om bryllup som bare er en form sag, men om jer to og jeres barn, hvilke farve øjne for det, er det mon en dreng eller pige, hvem kommer den til at ligne osv osv osv. Find det skønne og lad vær med hele tiden at se det dårlige og det der går galt

Præcis, det øver jeg mig også på! Tror helt sikkert, Hormonerne har en stor rolle i det her.. det er mærkeligt man kan være åh så lykkelig et øjeblik, og så senere være på grænsen til at være gråd labil 

Hvordan går det med dig/jer ? Jeg tænker på dig dagligt