Mor presser til abort

lineog4 skriver:

HVa jeg har forstået kan I ikke blive gift muslimsk, da det kun er en muslimsk mand der må giftes sig med en enten troende kristen eller jøde (og selvsagt en muslim), hvorimod en muslimsk kvinde kun må gifte sig med en muslimsk mand - men måske har jeg misforstået og måske er der forskellige fortolkninger.

Men udover det, jeg ville da heller ikke gifte mig muslimsk, jeg har ingen gang ville gifte mig kristent. Tænker igen har du overhovedet tænkt det igennem, altså ved godt du ikke har med graviditet,  men I har købt lejlighed sammen og har vel så været der hvor I forestillede jeg I startede det første at jeres lange lange liv sammen. Du må da have vidst, at han ikke var muslim og hverken havde tænkt sig at konvertere og derfor heller ikke på sigt ville sige ja til muslimsk bryllup.

Han tager det vel roligt, fordi det er hans virkelighed. Og han har en løsning, nemlig at du flytter hjem til ham og så har I en lejlighed sammen lige om lidt - en lejlighed som det hele tiden har været planen I skulle flytte sammen i (dine forældre er vel heller ikke så naive så de troede I købte en lejlighed og flyttede sammen og I så ikke havde sex). Og han tror vel pga han ikke er opvokset i netop din familie og i din kultur, at det hele nok skal løse sig. 

Men lige nu sidder jeg med spørgsmålet: hvad vil du gerne have? At han på fredag frier, I bliver gift muslimsk (hvs I overhovedet kan, eller han derfor vælger at konvertere) og så er alt fryd og gammen? For så tror jeg, at du skal vælge at være rigtig klar i spyttet til din kæreste og sige: jeg har nogle ønsker: 1) på fredag leger vi du frier (for det er vel ikke et reelt frieri hvis det er presset igennem), 2) vielsen skal være en muslimsk vielse og vi skal have vejledning af en imam, så du forstår hvad det betyder, 3) at vi føjer min familie ti jeg siger stop, så jeg ikke mister dem. Og så må du lade ham være ærlig og fortælle, hvad han kan gå med til. Jeg personligt fx ville have utrolig svært ved at sige ja til en muslimsk vielse, men kunne sagtens gifte mig for at skabe ro.

Og så tænker jeg udover det, at du og din kæreste skal have en snak meget hurtigt om de to kulturer I kommer med, og hvilke dele fra kulturerne det er vigtigt for jer at jeres fælles barn får med. Det kunne jo være en dreng, er det så vigtigt for dig han omskæres. Det kan være vigtigt for din kæreste, at jeres barn fejrer jul, eller det kan være vigtigt for dig at dit barn går i koran skole, eller det kan være vigtigt for din kæreste jeres barn bliver døbt eller eller eller eller.....

Og nej det er ikke alene fordi du er muslim og han ikke er, vi andre har også talt en masse ting igennem. Jeg er gift med italiener og vi talte fx det at sove uden for i barnevogn igennem, for min mand ar det uhørt. Vi har talt igennem at de ikke fik pasta nærmest fra de blev født, at jeg synes de skulle i seng før 20 osv osv osv. OG også helt almindelig ting som, hvor meget fjernsyn, hvad med slik, skal de holde i hånden når vi går på gaden osv. En del er selvsagt først opstået undervejs, men en del har også været talt om mens jeg var gravid. Ikke mindst vores grundlæggende værdier og menneskesyn.

HVa jeg har forstået kan I ikke blive gift muslimsk, da det kun er en muslimsk mand der må giftes sig med en enten troende kristen eller jøde (og selvsagt en muslim), hvorimod en muslimsk kvinde kun må gifte sig med en muslimsk mand - men måske har jeg misforstået og måske er der forskellige fortolkninger.

Men udover det, jeg ville da heller ikke gifte mig muslimsk, jeg har ingen gang ville gifte mig kristent. Tænker igen har du overhovedet tænkt det igennem, altså ved godt du ikke har med graviditet,  men I har købt lejlighed sammen og har vel så været der hvor I forestillede jeg I startede det første at jeres lange lange liv sammen. Du må da have vidst, at han ikke var muslim og hverken havde tænkt sig at konvertere og derfor heller ikke på sigt ville sige ja til muslimsk bryllup.

Han tager det vel roligt, fordi det er hans virkelighed. Og han har en løsning, nemlig at du flytter hjem til ham og så har I en lejlighed sammen lige om lidt - en lejlighed som det hele tiden har været planen I skulle flytte sammen i (dine forældre er vel heller ikke så naive så de troede I købte en lejlighed og flyttede sammen og I så ikke havde sex). Og han tror vel pga han ikke er opvokset i netop din familie og i din kultur, at det hele nok skal løse sig. 

Men lige nu sidder jeg med spørgsmålet: hvad vil du gerne have? At han på fredag frier, I bliver gift muslimsk (hvs I overhovedet kan, eller han derfor vælger at konvertere) og så er alt fryd og gammen? For så tror jeg, at du skal vælge at være rigtig klar i spyttet til din kæreste og sige: jeg har nogle ønsker: 1) på fredag leger vi du frier (for det er vel ikke et reelt frieri hvis det er presset igennem), 2) vielsen skal være en muslimsk vielse og vi skal have vejledning af en imam, så du forstår hvad det betyder, 3) at vi føjer min familie ti jeg siger stop, så jeg ikke mister dem. Og så må du lade ham være ærlig og fortælle, hvad han kan gå med til. Jeg personligt fx ville have utrolig svært ved at sige ja til en muslimsk vielse, men kunne sagtens gifte mig for at skabe ro.

Jeg har prøvet og være klar i spyttet overfor ham.  Og det er så det mine forældre vil tale med ham om på fredag. 

Han vil gerne gå med til en forlovelse men ikke bryllup. 

Men jeg kan samtidigt også forstå mine forældre . Vil han den store gave at få familie med mig, så kan vi ligeså godt efter min mening blive gift, fordi vi begge gerne vil være sammen altid er vi enige om. Men han mener ikke det er det rette tidspunkt.. det er en vag forklaring. Specielt når barnet ej var planlagt 

Jeg fatter slet ikke at du tænker det e din kæreste der agerer underligt ved at være rolig. 

I er voksne!! I en ikke-religiøs verden, er det heeeeelt normalt at man flytter sammen og får børn. Også når man er 20. Nu blev du gravid inden i nåede at flytte - men i flytter sammen om lidt. Hvad er problemet? Din familie skaber sig som små børn - så pak dine ting og tag hjem til kæresten. Problem løst. 

Og nej han vil ikke giftes. Han ville sikkert gå med til det hvis det var dig der havde spurgt om i kunne gøre det nu du var gravid - helt nede på jorden. Men det er ikke et ønske det kommer fra dig, det er din fars. Det kan jeg sgu godt forstå din kæreste ikke gider rette sig efter. Det er sgu da ikke din far han er ved at lave familie med - det er dig! Og hvad bliver det næste så ikke, hvis din far diktere jeres ægteskab. 

Ret lige ryggen og indse at du nu står et meget voksent sted i livet! Nu er din kæreste og jeres barn din primære familie. Det er din kæreste du skal diskutere de store spørgmål med - som ægteskab. Ikke dine forældre. I er fra forskellige kulturer og i din kærestes kultur er det meget større at blive forældre end at blive gift! At blive gift handler om jeres kærlighed - ikke noget om at knytte familier sammen eller være mere bundet til hinanden. Masser af mennesker lever hele liv sammen uden ægteskab.

Og så stop dramaet! Bare fordi din far skaber sig, behøver du ikke ride med på bølgen. Ignorer ham, pak og flyt. Stille og roligt. 

Jeg fatter slet ikke at du tænker det e din kæreste der agerer underligt ved at være rolig. 

I er voksne!! I en ikke-religiøs verden, er det heeeeelt normalt at man flytter sammen og får børn. Også når man er 20. Nu blev du gravid inden i nåede at flytte - men i flytter sammen om lidt. Hvad er problemet? Din familie skaber sig som små børn - så pak dine ting og tag hjem til kæresten. Problem løst. 

Og nej han vil ikke giftes. Han ville sikkert gå med til det hvis det var dig der havde spurgt om i kunne gøre det nu du var gravid - helt nede på jorden. Men det er ikke et ønske det kommer fra dig, det er din fars. Det kan jeg sgu godt forstå din kæreste ikke gider rette sig efter. Det er sgu da ikke din far han er ved at lave familie med - det er dig! Og hvad bliver det næste så ikke, hvis din far diktere jeres ægteskab. 

Ret lige ryggen og indse at du nu står et meget voksent sted i livet! Nu er din kæreste og jeres barn din primære familie. Det er din kæreste du skal diskutere de store spørgmål med - som ægteskab. Ikke dine forældre. I er fra forskellige kulturer og i din kærestes kultur er det meget større at blive forældre end at blive gift! At blive gift handler om jeres kærlighed - ikke noget om at knytte familier sammen eller være mere bundet til hinanden. Masser af mennesker lever hele liv sammen uden ægteskab.

Og så stop dramaet! Bare fordi din far skaber sig, behøver du ikke ride med på bølgen. Ignorer ham, pak og flyt. Stille og roligt. 

Burde man ikke ofre noget for hinanden ? Han kan hjælpe mig ud af det her, men vælger at ignorere. Hvis jeg betød så meget som han siger så havde han kraftedme hjulpet mig og støttet mig! Men han vil ikke engang prøve at bygge bro med min familie.

en muslimsk vielse er ikke engang juridisk bindende. 

Perle1 skriver:

Burde man ikke ofre noget for hinanden ? Han kan hjælpe mig ud af det her, men vælger at ignorere. Hvis jeg betød så meget som han siger så havde han kraftedme hjulpet mig og støttet mig! Men han vil ikke engang prøve at bygge bro med min familie.

en muslimsk vielse er ikke engang juridisk bindende. 

 

For hinanden eller for din familie?

DU kan hjælpe dig ud af den sitution. Flyt og glem dem!

Forstår ikk du skriver herinde når ALLE de råd du får lytter du ikke til tvært imod giver du din familie ret selvom folk herinde prøver støtte dig og tale dig til fornuft.. 

Så bliv dog hos din familie og mist din kæreste og få fjernet jeres barn.. Hvis det virkelig er det du vil .  Også håb på du møder en din familie acceptere uden det cirkus

Perle1 skriver:

Burde man ikke ofre noget for hinanden ? Han kan hjælpe mig ud af det her, men vælger at ignorere. Hvis jeg betød så meget som han siger så havde han kraftedme hjulpet mig og støttet mig! Men han vil ikke engang prøve at bygge bro med min familie.

en muslimsk vielse er ikke engang juridisk bindende. 

 

Det kan ligeså vel være et statement om at din familie ikke skal diktere hverken dit eller hans liv. 

Prøv at tal med ham om det i stedet for at gisne om hans følelser og grunde. 

Hvis jeg var i hans sko, tror jeg at jeg ville tænke at der kom ro på så snart du kom ud af dine forældres hjem.

jeg synes heller ikke det er smart at gennemtvinge forlovelser osv lige NU! Det er JERES valg, men lige nu er det dine forældre der vil ha at i tager det valg. Flyt, få ro på, og så tal med ham om hele det her giftemåls-halløj hvis det er vigtigt for DIG. Men det skal være en samtale mellem dig og ham. Ikke mellem ham og din familie.  

Det kan ligeså vel være et statement om at din familie ikke skal diktere hverken dit eller hans liv. 

Prøv at tal med ham om det i stedet for at gisne om hans følelser og grunde. 

Hvis jeg var i hans sko, tror jeg at jeg ville tænke at der kom ro på så snart du kom ud af dine forældres hjem.

jeg synes heller ikke det er smart at gennemtvinge forlovelser osv lige NU! Det er JERES valg, men lige nu er det dine forældre der vil ha at i tager det valg. Flyt, få ro på, og så tal med ham om hele det her giftemåls-halløj hvis det er vigtigt for DIG. Men det skal være en samtale mellem dig og ham. Ikke mellem ham og din familie.  

Ja, det der irriteret mig er bare, at han netop ikke forklarer hvorfor han ikke vil.. i hvertfald ikke sådan rigtig andet end at han synes det er lidt vildt..

Har haft en hård aften min familie er kommet løbende og har prøvet at prædike for mig.

 Jeg ved godt hvad jeg vil. men som sagt det er hårdt psykisk, og de er gode til at få MIG til at have dårlit samvittighed.

kan ikke klare mere, mine forældre taler kun til mig omkring det her, og minder mig hele tiden om deres holdning.

jeg tager hjem til kæresten og bor fra fredag.

Tak for alle perspektiverne på dette! Det er virkelig rart at læse, når man ellers ikke bliver mødt andetsteds.

Perle1 skriver:

Burde man ikke ofre noget for hinanden ? Han kan hjælpe mig ud af det her, men vælger at ignorere. Hvis jeg betød så meget som han siger så havde han kraftedme hjulpet mig og støttet mig! Men han vil ikke engang prøve at bygge bro med min familie.

en muslimsk vielse er ikke engang juridisk bindende. 

 

Ærligt - jo man går på kompromiser (ofre synes jeg er et meget negativt ord), men selvom jeg er villlig til at gå langt i et kompromis, så ville jeg aldrig lade mig vie muslimsk, buddistisk, scientolgisk (hvis det er noget der hedder det) eller kristent, hvis ikke jeg kunne stå inde for såvel ordene og religionen og for ægteskabet - så for mig handler det ikke om det juridiske, for som sagt kræver det kun et par hundrede og en nem id, så er det juridiske ophævet. 

Det jer dog ikke forstår i den her historie er, at I alle har talt om at dansk/kristen mand møder muslimsk kvinde og det giver en mulighed for nogle kultursammenstød fx med familien. Og hvordan har din famile haft det med et faktum, at du som ugift kvinde købte lejlighed med en mand som var din kæreste? Jeg ved godt barnet lige som er manifestationen af I har haft sex, men lidt naivt at tro at I gjorde det.

Du kan ikke forvente kompromis som er lig med kæreste gør alt å din/jeres måde. Kompromis er også at mødes et sted, hvor begge har deres integritet og person ellers er det diktatur. 

Måske han gerne vil støtte dig, men ikke kan støtte dig på den meget enstrenget måde nemlig at acceptere en muslimsk vielse (som jeg stadig ikke forstår er mulig). Måske han meget gerne vil støtte dig til at finde dine egne ben, du kan modnes til at være forældre sammen med ham i en familie der kan rumme jeres forskelligheder.

Perle1 skriver:

Ja, det der irriteret mig er bare, at han netop ikke forklarer hvorfor han ikke vil.. i hvertfald ikke sådan rigtig andet end at han synes det er lidt vildt..

Har haft en hård aften min familie er kommet løbende og har prøvet at prædike for mig.

 Jeg ved godt hvad jeg vil. men som sagt det er hårdt psykisk, og de er gode til at få MIG til at have dårlit samvittighed.

kan ikke klare mere, mine forældre taler kun til mig omkring det her, og minder mig hele tiden om deres holdning.

jeg tager hjem til kæresten og bor fra fredag.

Tak for alle perspektiverne på dette! Det er virkelig rart at læse, når man ellers ikke bliver mødt andetsteds.

Jeg tænker en forklaring kunne være: jeg vil ikke giftes muslimsk for jeg er ikke muslim.

Perle1 skriver:

Vise ord.

det er problemet. Min kæreste er ligeglad med at jeg glider smidt på gaden fredag. 

Han ville ikke engang giftes med mig islamisk  

og det er ellers ikke juridisk bindende. Mine forældre mener han ikke elsker mig nok siden han ikke vil skåne mig. 

På fredag forventer Mike forældre at han frier - min kæreste har lige skrevet til mig I en SMS, at han ikke frier. Han vil hente 3 fyttekasset, og så kan jeg ellers bare køre hjem med ham bagefter. Det er meget mærkeligt at han skriver sådan. At han er så rolig i situationen forekommer mig absurd. 

Og han mener at jeg sagtens skal klare at miste min eneste familie. FORDI hans mor i sin tid blev smidt ud hjemmefra..

hvad er det for noget at sige?

Nu blir jeg simpelhen nød til at svare i denne her tråd, selvom jeg havde "svoret" at jeg ik ville!!

Din kæreste er da nød til at tage det stille og roligt, og helt klart være den fornuftige i det her forhold, for det magter du tydeligvis ik lige nu!!

Han lader dig på ingen måde, blive smidt på gaden! Han hjælper DIG med at flytte ud, og ind i JERES fælles nye hjem, hvor i sammen, skal til at skabe jeres egen familie, som på ALLE måder er helt uafhængig af både din og hans familier!

Nu er du nød til at tage dig sammen og blive voksen, for lige nu opføre du dig godt nok ik særlig fornuftigt. 

Så stop og tag dig sammen og sæt pris på din kæreste, som tydeligvis ønsker at støtte dig og være far for HANS barn!

Og personligt mener jeg at ægteskab er en forældet instution. Man gifter sig ik af pligt, men af kærlighed og lyst. Ik pga religion eller andre mennesker forskruet forventninger, til hva det er "rigtigt" og "forkert"

Self har far fuldstændig de samme rettigheder, som mor. Og det gælder hva endten man er gift eller ej.

Læg for din egen skyld, din familie på is det næste lange stykke tid og bed dem blande sig helt udenom jeres kommende familie!!! 

Igen, Dejligt at din kæreste virker mere fornuftig! Vh Stine