Mor presser til abort

lineog4 skriver:

Fuldstændig enig, men der stårnogså en ung mand på de knap 21 på den anden side. Der pludselig skal være far, bliver stormet af en familie med en kultur han ikke helt forstår som kræver han gifter sig på muslimsk ja om ikke i går så i hvert fald i morgen, at han skal fri foran familien på fredag og så videre. Samtidig står hans kæreste som indtil for et par uger side. Var en helt "almindelig" kæreste, han skulle flytte sammen med og siger: du støtter mig slet ikk, når du ikke gør som min far siger. 

Jeg kan sagtens forstår (eller rettere prøve at forstå) ts's frustration, men jeg kan ikke støtte hende i ideen om, at kæresten ikke støtter og han da bare kan gifte sig muslimsk for det er ikke juridisk bindende. 

Jeg er helt enig og kan også se mig selv som mor til den (23-årige) unge mand, der er havnet i en meget svær situation med en kæreste, der venter hans barn og har svært ved at slippe sin familie og dennes normer. Det er ikke ham, jeg er “ude efter”, tværtimod da. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er helt enig og kan også se mig selv som mor til den (23-årige) unge mand, der er havnet i en meget svær situation med en kæreste, der venter hans barn og har svært ved at slippe sin familie og dennes normer. Det er ikke ham, jeg er “ude efter”, tværtimod da. 

Udfordringen er bare, at der er giver er ultimatum (eller det føler ts i hvert fald), og det ultimatum gør at enten må ta indstille sig på, at hun fredag bliver smidt ud og måske mister sin familie eller ts får presset (i godt selskab med sin familie) sin kæreste til noget han ikke ønsker og ikke ser sig selv i (kan forstille mig hvor ydmygende det må være for en dansk ung mand at skulle fri i offentlighed foran kærestens familie under pres). 

Og jeg tror det eneste fornuftige for os der står her og ikke aner noget, er at få ts til ar forstå, at på fredag kan det være hun bliver smidt ud. Vi kan alle sagtens forstå sorgen og frustrationen, men det er virkeligheden. Hun kan ikke tage barnet tilbage, sexen tilbage og hun kan forsøge at presse sin kæreste, men så skal hun være bevidst om hvad hun gør. Hun kan ikke beskylde ham for ikke at støtte fordi han ikke vil en "lille" ting = fri foran familien og gifte sig på muslimsk - at han ikke vil, er ikke det samme som han ikke vil hende, ikke vil den familie de har skabt og ikke tør binde sig (har han vist allerede gjort med ejerlejlighed og barn). 

Mor og meget mere skriver:

“Samme smøre og drama”? 

Jeg har en helt normal og alderssvarende 20-årig søn herhjemme ( - og en datter på 24 og en søn på 19). Hvis én af dem på få uger oplevede 1: at han/hun skulle have et barn uplanlagt, 2: at vi som forældre pressede på for en senabort, 3: at vi gentagne gange truede med at kappe forbindelsen definitivt og lavede kæmpescener og drama med gråd og bebrejdelser, 4: at selve graviditeten var et brud på alle de værdier, han/hun var vokset op med -

så ville vi edderbankemig også stå med et usikkert og famlende, pludselig ikke særligt voksent ungt menneske, der vaklede i sine beslutninger og følte sig sat under krydspres af omgivelserne. Vores 20-årige skal træffe beslutninger om, hvorvidt han vil tage endnu et sabbatår eller søge ind på sin uddannelse til sommer, om han og kæresten skal rejse sammen eller hver for sig, og ellers småting som hvilken fest han skal vælge næste weekend. Vi står ikke på daglig basis og truer ham med bål og brand, hvis han træffer et valg, vi ikke bakker op om. Hans valg kan gøres om, hvis det ikke går alligevel.

Jeg er 47 år, og jeg ville stadig føle mig rådvild og utryg, hvis min mor bombarderede mig med voldsom kritik af et valg, jeg traf, og med trusler om at kappe kontakten.

TS har på få uger truffet sit valg om at blive mor trods forældrenes modvilje, om at flytte fra forældrene før tid - hun “rykker”, og det er let at stå på sidelinjen og klandre hende for at være umoden og handlingslammet.

Jeg giver dig ret langt hen af vejen, men synes faktisk også at ts lyder noget umoden. Nu har jeg lige siddet og læst samtlige sider igennem og jeg synes at det er en noget broget “ historie”, der spænder fra om ts skal beholde barnet pga af et sommerjob i zoo, til at hun bebrejder kæresten at han ikke vil gifte sig med hende på muslimsk vis.

Jeg undre mig faktisk over at ts som 20 årig ikke har reflekteret mere over konsekvenserne ved at have et forhold til en dansk mand, som på trods af p-piller og fortrydelsesret piller er endt i en graviditet. De har jo trods alt været kærester i 2-3 år og hun kender sine forældres holdning til forholdet.

jeg har selv 2 børn på 18 og 21 år og ved at beslutninger kan være svære at tage i den alder, men synes alligevel, at ts virker noget for usikker i den her situation.

Hck skriver:

Jeg giver dig ret langt hen af vejen, men synes faktisk også at ts lyder noget umoden. Nu har jeg lige siddet og læst samtlige sider igennem og jeg synes at det er en noget broget “ historie”, der spænder fra om ts skal beholde barnet pga af et sommerjob i zoo, til at hun bebrejder kæresten at han ikke vil gifte sig med hende på muslimsk vis.

Jeg undre mig faktisk over at ts som 20 årig ikke har reflekteret mere over konsekvenserne ved at have et forhold til en dansk mand, som på trods af p-piller og fortrydelsesret piller er endt i en graviditet. De har jo trods alt været kærester i 2-3 år og hun kender sine forældres holdning til forholdet.

jeg har selv 2 børn på 18 og 21 år og ved at beslutninger kan være svære at tage i den alder, men synes alligevel, at ts virker noget for usikker i den her situation.

Ja, jeg er da usikker! Men jeg har valgt at beholde barnet. Tror det er normalt man reagerer som jeg, når man bliver truet med at miste sik familie. Jeg ønsker ingen 20 årlige skal stå i denne situation. Ja kald i mig bare barnlig! 

Man kan ikke udtale sig om en situation som denne når man ikke selv står i det, og har en muslimsk familie.

jeg behøver ikke flere kommentarer omkring min usikkerhed.

Ja, jeg er da usikker! Men jeg har valgt at beholde barnet. Tror det er normalt man reagerer som jeg, når man bliver truet med at miste sik familie. Jeg ønsker ingen 20 årlige skal stå i denne situation. Ja kald i mig bare barnlig! 

Man kan ikke udtale sig om en situation som denne når man ikke selv står i det, og har en muslimsk familie.

jeg behøver ikke flere kommentarer omkring min usikkerhed.

Jeg kalder dig ikke disideret barnlig, men jeg undre mig over nogle af dine refleksioner om det at beholde barnet. 

Og, nej, man kender ikke helt til det, når man ikke selv er i en muslimsk familie, men kendte du ikke selv din families mening om graviditet uden for ægteskabet på forhånd ?

Hck skriver:

Jeg kalder dig ikke disideret barnlig, men jeg undre mig over nogle af dine refleksioner om det at beholde barnet. 

Og, nej, man kender ikke helt til det, når man ikke selv er i en muslimsk familie, men kendte du ikke selv din families mening om graviditet uden for ægteskabet på forhånd ?

Jo for fanden.. jeg blev gravid som sagt ved en fejl.. 

men jeg havde aldrig troet jeg skulle stå i det og blive gravid. Men p-pillerne har desværre ikke lige hjulpet 

Jeg synes, du stiller for store krav til din kæreste. 

Samtidigt kan jeg udmærket godt forstå, at de familiære bånd kan trække så stærkt og så hårdt. Det handler ikke kun om at være umoden, selvom ja, du lyder måske umoden. Det handler også om, at det er helvedes svært at bryde ud af noget, når det er det eneste, man har kendt.

Jeg har selv i mange, mange år døjet med en dysfunktionel familie, hvor jeg gang på gang har ladet mig trække rundt i manegen. Mit eneste fokus i årevis var at få min familie til at gå op i en højere enhed, så vi kunne få det godt sammen igen.

Jeg har gået i terapi igen og igen, og jeg vil ærligt sige, at det har taget mig MANGE år at give slip - og det er stadig svært. Min psykolog sammenlignede det engang med enhver anden afhængig: jeg føler mig draget, trukket i hver dag, og hver dag skal jeg være stærk og holde mig væk.

Jeg er lykkeligere, efter jeg har lært at holde mig væk. Men det er hårdt. Jeg gør det for min egen skyld, men også for min mands skyld - og mest af alt for min datters skyld. De skal ikke hives med ind i det lort.

Du forsøger at hive din kæreste med ind i din families cirkus i stedet for selv at bryde ud af det. Det er ikke fair over for ham, og det er heller ikke fair over for dig selv.

Kom væk. Få noget hjælp, noget distance og giv slip. En dag af gangen.

Perle1 skriver:

Ja, jeg er da usikker! Men jeg har valgt at beholde barnet. Tror det er normalt man reagerer som jeg, når man bliver truet med at miste sik familie. Jeg ønsker ingen 20 årlige skal stå i denne situation. Ja kald i mig bare barnlig! 

Man kan ikke udtale sig om en situation som denne når man ikke selv står i det, og har en muslimsk familie.

jeg behøver ikke flere kommentarer omkring min usikkerhed.

Hvis ikke vi alligevel kan forstå situationen hvorfor så spørge i dette forum???

Hvis nu du kun havde fået støtte havde vi så kunne forstå?

uanset om du er usikker eller ej retfærdiggøre det ikke at du udsætter din kæreste for den behandling som du gør. Uanset hvad retfærdiggøre det ikke at du ikke er kommet væk for længe soden for dit barns skyld.

Du har valgt at beholde barnet. OG det indebære en masse ansvar som du også er nød til at tage. Det er ikke nok at vælge at beholde det. Du skal stadig beskytte barnet mod mennesker der ikke vil det godt og du skal stadig samarbejde med faren så du er nød til at behandle ham ordenligt. 

Alle de undskyldninger er nul og niks værd. Ta ansvar og behandle din kæreste pænt.

I min verden : end of story. 

Så alt andet du vil sige som jamen min familie .. NEJ. 

Jeg og kæresten er kommet frem til at vi skal giftes. Vi ønsker begge fred fra min familie, så det er det vi gør. På rådhuset helt almindeligt.

Øv, en svær situation, du står i!

Selvom det, som du selv siger, er dit eget valg i sidste ende, så betyder ens forældres mening bare meget - især når man er så ung, som du er. Det må være rigtig hårdt at vide, at din mor er stik imod din graviditet, især hvis hendes modstand fortsætter efter barnet er født (hvis du altså vælger at beholde det). Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan hun vil forholde sig til det hele i sidste ende, hvis du beholder barnet, men jeg kan da forestille mig, at når først barnet er født, så bløder hun op.

Jeg er selv gravid i 12. uge, og selvom min situation er helt anderledes end din, har jeg virkelig mærket, hvor meget mine forældres mening betyder. Jeg har valgt at få et donorbarn alene, hvilket er ret kontroversielt, min alder taget i betragtning (fylder 25 om et par uger), og mine forældre er heldigvis støttende og glæder sig til at blive bedsteforældre. Jeg ville være meget ulykkelig, hvis de ikke accepterede mit valg og måske endda ligefrem forsøgte at presse mig til abort. 

Ud fra det du skriver synes jeg, det lyder som om, du har rimelig gode forudsætninger. Du og din kæreste har været sammen i flere år, og det lader til, at han er støttende og ønsker at være der for dig og barnet. Du skriver, at han er villig til at fri og dermed sikre, at barnet bliver født inden for jeres ægteskab (eller i hvert fald forlovelse), så hvis du selv også gerne vil giftes med netop ham, så har I jo et ret godt udgangspunkt, hvis man tager jeres religion og jeres familie med i betragtning.

Jeg synes helt klart, du skal mærke efter inde i dig selv i forhold til din kæreste og barnet - ønsker du at etablere en familie sammen med din kæreste? Har I begge to lysten og modet til at få et barn? Har I uddannelse og/eller job, så I er mere eller mindre sikret økonomisk? 

Børn er en velsignelse, og de kommer ikke altid, når det lige passer ind i ens liv. Men det behøver jo heller ikke være en dårlig ting. Selvom du er ung, så er du trods alt voksen - og jeg synes ikke, man kan konkludere noget alene ud fra folks alder. Det, som det handler om, er om du og din kæreste har lysten til at få jeres barn, og om I er klar til at møde de problemer, som det eventuelt kan give i forhold til din mor og jeres øvrige familie. Jeg ved jo ikke, hvordan I inderst inde har det, men jeg vil helt sikkert opfordre jer til at trodse din mors ønske om abort og beholde barnet.

Husk, at det helt og holdent er DIT valg - uanset hvad din omgangskreds siger! Håber det bedste for dig 

(Beklager forresten, hvis mit svar er til overs eller lidt ude af kontekst - har ikke haft tid til at læse tråden igennem først)