Anonym skriver:
Men det har os stadig noget at Gøre med, at når de er i skole, så kan forældrene ikke Gøre så meget.
Men hjemme vil man da som forældre passe på sit guld, jeg ville da ikke være stolt af, at hvis der skete noget alvorligt med mine børn hjemme, fordi jeg lige syntes det var nemmest at gå i et kvarte alene uden navn. Jeg vil ikke som forældre have en alvorlig ulykke hængende over mig, og nej jeg kan ikke beskytte dem hele livet og hver dag osv. Men med de ting jeg kan beskytte mine børn, Gør jeg det da uden tvivl det bedste jeg kan
Lige for det første er det jo ikke sikkert fordi det er nemmest. Her hjemme fx har min søn på snar 9 i 3. Klasse bedt om selv at må gå hjem fra SFO - fuldstændig galimatias og meget mere besværligt for jeg er nede og hente hos lillebror. Så aftalen er at om fredagen henter jeg lillebror tidligt og så storebror 30'minutter efter og kommer hjem til os - absolut ikke taget den beslutning fordi det er lettere men fordi jeg kunne høre han ville den selvstændighed.
Jeg synes heller ikke det er lettere de bliver hjemme når jeg smutter ned efter mel, for aå skal jeg skynde mig. Men jeg kan forstå dem, regn, hygge i sofaen og så mangler mor melen eller skal ned efter morgenbrød.
Nå det blev langr bare for at sige, det i min optik er fordomsfuldt at tro der er tale om forældre der kun tænker på nemheden (og vel egentlig også lidt meget på sig selv).
Selvsagt vil man beskytte sit guld og for dig betyder det at de ikke må være alene i 15 minutter før de er ??? (Ved ikke om du har sagt 12-13 for det er for mig virkelig lang tid når jeg tænker på klub der starter når de er 9-10 år). Og andre beskytter dem på andre måder. Jeg er ikke bange for hjemmet, men er bange for trafikken så her holder man i hånden til de rimelig gamle, de bliver "undervist" i det osv. Jeg er bange for de kravler højt op så der står jeg altid neden under og andre er bange for solen og pakker børnene ind i uv tøj osv. Vi beskytter jo alle vores børn men har bare forskellige skrækscenarier, for det er skrækscenarier når man tror et barn kommer alvorligt til skade når det som 9 årig er alene i 15 minutter, ligesom det er skrækscenarier når jeg mareridtet med bussen der lige får snittet fortorvet og derfor lærer mine børn at de skal gå inderst på fortorvet.
Jeg har oplevet to gange der er sket noget alvorligt for mine børn, den ene gang hvor jeg sad med min datter i armene og hun stoppede med at trække vejret (og døde senere). 2. Gang at min datter ringede fra skolen (i 6. Klasse) og fortalte om hovedpine og henhold hende tage hjem og kom selv kort tid efter og fandt hende i totalt angst - min datter var brudt psykisk sammen af hvad de kalder en blanding af stress og store hormonsvingninger. De to gange kunne jeg ikke beskytte mit guld, men begge gange var der heller ikke noget jeg kunne have gjort eller kunne gøre, jeg var magtesløs. Jeg har lært jeg kan beskytte, men jeg kan ikke garantere. Jeg kan derimod give dem en masse, hjælpe dem når livet er svært og jeg kan støtte dem i at udvikle sig. For der er så meget der kan ske og der er så mange tidspunkter hvor det kan ske hvor jeg ikke er der, så det bedste jeg kan gøre for at beskytte dem er at give dem redskaber til at klare svære situationer og det kræver fx også at lære dem at være alene ikke nødvendigvis fra de er 5 år men de skal kunne for de er det i skolen, i SFO, i klub, sammen med venner, når de går på gaden osv. Men der er vi alle forskellige og jeg vil aldrig pege fingre af de som synes der børn aldrig må være alene, men så skal de heller ikke pege fingre den anden vej og kalde forældre der lader en på 6 være alene 15 min, for uforsvarlig, at de dog kan have samvittighed til det osv