Time out for en 3-årig

loop skriver:

Man kan godt gøre begge ting på en gang. Opdrage og herefter aflede, i stedet for at det skal køre af sporet(tage fat i barnet og bruge time out).

Jeg synes ikke det er synd. Hvordan kan det være synd at behandle et andet menneske som man selv gerne vil behandles.

Jeg krummer tæer bl.a i supermarkeder, når jeg ser forældre konstant spørge deres børn om hvad de vil, tage fat i dem, true med de kommer ud i bilen, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Børn der ligger på gulvet og græder. Det synes jeg er synd. Alle de gange man skal skifte ble, købe ind osv, man kan da lige så godt gøre det til en hyggestund.

Hvad så, hvis de ikke kan afledes? 

Anonym skriver:

Hej baby.dk

Jeg har en datter på tre år. I går havde vi min mormor på besøg. Da min datter skulle puttes var det min kæreste der stod for det. Min datter ville absolut ikke i seng, hun ville ikke have nattøj på, ville ikke have børstet tænder. Hun ville ikke noget som helst. Min kæreste holdt hende fast i armen imens han gav hende en ren ble og nattøj på. Imens han gjorde det skreg hun og prøvede at vride sig ud af hans greb. Hun syntes åbenbart at han holdte for hårdt. Det gjorde han ikke for han holdte meget blidt fat rundt om hendes arm. Da min kæreste gav slip på min datter slog hun ham. Han sagde stille og roligt men bestemt at hun ikke må slå. Hun slog ham så igen, og min kæreste sagde til min datter at hun skulle gå ind på sit værelse. Da hun havde været der i knap to minutter gik min kæreste der ind og sagde at man altså ikke må slå osv. De blev gode venner igen og der var ikke mere der. Min mormor sagde at det var en dårlig opdragelse og jeg ved ikke hvad. Hun skældte os nærmest ud over det. Er det okay at vi siger hun skal gå ind på sit værelse når hun slår?

Hvad mente mormor præcis? 

Vi har nemlig lige haft besøg af mine ungers farmor og ved lignende situationer hos os, mente farmor, at vi var for eftergivende, hvis vi gik ind på værelset og blev gode venner. Farmor synes, at vi er alt for blide og dårlige til at sætte grænser. 

Nalenia skriver:

En 3-årig er på ingen måde i stand til at reflektere over handling/konsekvens fordi den del af hjernen endnu ikke er udviklet. Så time-out er totalt nytteløst i forhold til at i vil ændre adfærden, det vil blot forværre situationen i sidste ende. I stedet bør i finde ind til hvad grunden er at jeres datter reagerer som hun gør og prøve at rumme hendes følelser. Den er svær, men jeg mener ikke at time out er løsningen. 

Hvordan synes du ellers man skulle forklare hende at det ikke er i orden at slå? 

Og så vil jeg også sige at vi kun bruger time out når hun slår. Hvis hun fx  flipper ud over noget hun gerne vil men som hun ikke må, så fortæller vi hende hvorfor hun ikke må og at vi forstår hvorfor hun bliver sur/ked af det. 

loop skriver:

Jeg bryder mig ikke om time-out. Man lærer jo barnet at man kun vil være sammen med det, når det opfører sig pænt. Derudover synes jeg værelset skal være et rart sted at være, ikke et sted man bliver sendt hen, når forældrene ikke kan rumme barnet. Det jeg heller ikke forstår ved time-out, det er, at når barnet er faldet til ro, så begynder man at snakke om det barnet gjorde forkert igen, i stedet for at rose barnet for at være faldet til ro igen.

Som forælder skal man ikke altid bare have ret, bare fordi man har magt til at kunne få det. Man skal også vise, at man kan gå på kompromis, f.eks hvis barnet er overtræt. Hvis jeg er overtræt bliver jeg også let slået ud af kurs og reagerer måske ved at være skarp i tonen. Barnet græder og vil ikke det man vil have det til, og slår måske endda.

I stedet for at tage fast i armen og bruge time out, ville jeg f.eks have sagt: "nu synger jeg en sang men jeg skifter din ble, har du et sang du gerne vil have?", "bagefter putter jeg dig i sengen, jeg kan lægge mig lidt hos dig mens jeg læser en bog for dig".

Jeg forstår godt at mormor blander sig, det er ikke rart at være vidne til.

Helt enig  

Desuden synes jeg nu det er iorden at mormor blander sig. Det ville jeg også gøre hvis en i min familie gjorde noget ved deres barn som jeg ikke synes er rart at se.

Personligt får jeg tit ondt i maven på børnenes vegne når jeg ser forældre true, skælde ud, straffe osv  jeg husker tydeligt fra da jeg selv var barn, hvilken ubehagelig følelse det giver i kroppen når min mor var sådan. Specielt hvis vi var ude.

Læs evt Jesper Juul "et kærligt nej", tror jeg den hedder. :-) 

Er stor fan af ham og hans forklaringer.

et barn på 3 forstår ikke årsagssammenhæng. De forstår straffen - men ikke hvorfor. Også reagerer hun ved at slå, fordi hun ikke bryder sig om at blive holdt fast. Hun kan jo ikke sige "far, jeg synes det er grænseoverskridende, at du holder mig fast. Konsekvensen er at jeg slå" 

Sp i min verden må man forsøge at aflede. 

Som en anden er inde på. "Uha du er sur. Det forstår jeg godt. Lad os synge en sang" og nej - de kan ikke altid afledes. Men så må blive ved med at forsøge til situationen er overstået :-)

loop skriver:

Jeg bryder mig ikke om time-out. Man lærer jo barnet at man kun vil være sammen med det, når det opfører sig pænt. Derudover synes jeg værelset skal være et rart sted at være, ikke et sted man bliver sendt hen, når forældrene ikke kan rumme barnet. Det jeg heller ikke forstår ved time-out, det er, at når barnet er faldet til ro, så begynder man at snakke om det barnet gjorde forkert igen, i stedet for at rose barnet for at være faldet til ro igen.

Som forælder skal man ikke altid bare have ret, bare fordi man har magt til at kunne få det. Man skal også vise, at man kan gå på kompromis, f.eks hvis barnet er overtræt. Hvis jeg er overtræt bliver jeg også let slået ud af kurs og reagerer måske ved at være skarp i tonen. Barnet græder og vil ikke det man vil have det til, og slår måske endda.

I stedet for at tage fast i armen og bruge time out, ville jeg f.eks have sagt: "nu synger jeg en sang men jeg skifter din ble, har du et sang du gerne vil have?", "bagefter putter jeg dig i sengen, jeg kan lægge mig lidt hos dig mens jeg læser en bog for dig".

Jeg forstår godt at mormor blander sig, det er ikke rart at være vidne til.

Vi kan godt rumme vores barn? Vi siger at hun skal gå ind på sit værelse når hun slår for det vil vi simpelthen ikke have. Der er ikke andre tidspunkter vi sender hende ind på værelset end når hun slår. Og hun er kun inde på værelset alene i 1-1,5 minut, og når vi kommer ind til hende forklarer vi hende at man ikke må slå men at vi forstår hvorfor hun blev sur/ked af det.

Min kæreste havde et meget blidt tag om min datters arm, så jeg tror mere at hun bare blev sur over det hele med at hun skulle i seng og have nattøj på som hun jo ikke ville.

Det kan godt være at jeg har formuleret mig på en dårlig måde, for der var ingen der råbte eller skældte ud på noget tidspunkt i siturationen. Så jeg kan egentlig ikke se at det skulle være meget ubehageligt at være vidne til for min mormor

Mortilah skriver:

For det første skal mormor lige blande sig helt udenom. Men min mormor mente så også det var for dårligt min 3 årige søn ikke kunne læse endnu.. 

Nå, men jeg kalder det ikke time out- men når vores unger bliver totalt umulige sparker slår og er helt modsat, fx hvis den 2- årige smider med maden eller ikke vil ha bleen af eller på, så oplever jeg at det absolut ikke hjælper at blive ved at tale om det. Det eskalerer bare helt. Det hjælper derimod virkelig os at flytte barnet fra situationen- hos os er det for det meste fra køkkenet og ind på barnets værelse. Lige 1-2 minutter til at falde ned i og så kan vi tale normalt sammen igen. 

Langt de fleste gange kan man tage ham med ud i køkkenet igen og genoptage det vi havde gang i igen.. Selvom man er 2 eller 3 så har jeg - og søskendene- stadig vores grænser for hvad der er tilladt. Så som slå, spytte, smide med maden, bide.. Der er altså direkte konsekvens at blive taget ud af fællesskabet. Det har fungeret fint hos os. Ihvertfald har vi nogle særdeles søde store børn også 

Hehe hvor mange kan læse som 3-årig?

Jeg er helt enig. Jeg kalder det egentlig heller ikke time out, jeg vidste bare ikke hvordan jeg ellers skulle formulere det. Men vi sender hende os kun ind på værelset hvis hun slår. 

esioul skriver:

Jeg bryder mig ikke rigtig om måden det blev grebet an på. 

Jeres datter var frustreret. Far overskrider grænserne ved at holde hende fast og give tøj på. Det resulterer i at hun slår. 

Det forstår jeg egentlig godt. 

Jeg ville nok have anerkendt hendes følelser og IKKE sendt på værelset.  

Vi anerkender altid hendes følelser - bare ikke når hun slår. Grunden til at min kæreste holdt hende fast var at hun ellers var løbet væk. Jeg kan godt se at det lidt kan virke til et mindre overgreb men jeg kan helt seriøst ikke se andre måder man kunne har grebet situationen an.

loop skriver:

Man kan godt gøre begge ting på en gang. Opdrage og herefter aflede, i stedet for at det skal køre af sporet(tage fat i barnet og bruge time out).

Jeg synes ikke det er synd. Hvordan kan det være synd at behandle et andet menneske som man selv gerne vil behandles.

Jeg krummer tæer bl.a i supermarkeder, når jeg ser forældre konstant spørge deres børn om hvad de vil, tage fat i dem, true med de kommer ud i bilen, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Børn der ligger på gulvet og græder. Det synes jeg er synd. Alle de gange man skal skifte ble, købe ind osv, man kan da lige så godt gøre det til en hyggestund.

For det meste er det også en hyggestund for hende at få skiftet ble, få nattøj på og få børstet tænder osv. Men der er altså også bare nogle dage hvor hun er sur og på tværs og så er det altså svært at gøre det til en hyggestund. Både min mormor, min kæreste og jeg prøvede at aflede hende men det hjalp slet ikke. Så nogle gange kan man altså bare ikke aflede. 

Anonym skriver:

Vi anerkender altid hendes følelser - bare ikke når hun slår. Grunden til at min kæreste holdt hende fast var at hun ellers var løbet væk. Jeg kan godt se at det lidt kan virke til et mindre overgreb men jeg kan helt seriøst ikke se andre måder man kunne har grebet situationen an.

Hendes følelser skal sgu da anerkendes uanset hvad hvad. At anerkende følelser er ikke det samme som at bifalde den pågældende handling(at slå).

Jeg havde nok sagt til hende, jeg vil ikke have at du slår, det gør mig ked af det, måske bakket et skridt tilbage. Jeg kan se du har det svært, jeg vil rigtig gerne give dig en krammer. Det er også træls at skulle i seng nu når vi lige hygger så meget med mormor. Og så afventet. Hvad siger du til at vi tager ble og nattøj med ind i stuen og tager det på der. Måske mormor vil hjælpe.

Tilbyd et alternativ og på den måde aflede og forsøge at vende situationen til noget positivt.

Om ikke andet så nøjes med ble og skippet nattøj, nogen gange må man også vælge sine kampe med omhu. Specielt hvis hun er træt. Så kommer man ingen vegne med at kæmpe. 

Det er super vigtigt at anerkende og sætte ord på børn følelser. De kan ofte ikke selv sætte ord på, og så reagere de istedet fysisk og voldsomt.