Egoistisk valg!

Anonym skriver:

Min veninde har fået to børn med en sæddoner. Børnene er hhv. 3 og 4 år og er begyndt at gå meget op i, at de andre børn i børnehaven har en far, og når de læser børnebøger og ordet "far" kommer op, er det tydeligt at se, at de er meget forvirret omkring det.

Jeg finder det hjerteskærende at se, at de i så ung en alder allerede er bevidste om, at størstedelen af andre børn har noget, som de ikke har, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg synes, at det er et pisse egoistisk valg at sætte børn i verdenen med en sæddoner.

Hvis et barn selv kunne vælge, er jeg sikker på, at det gerne ville vide, hvem både dens far og mor er. Hvor fedt er det lige at vokse op uden at kende sit ophav?

ALLE graviditeter er egoistiske valg. Uanset om det er som doner, par, homoseksuelle eller you name it. 

Man får børn for sin egen skyld og ikke for barnets uanset hvordan man vender og drejer den. Så du er selv mindst ligeså egoistisk som kvinder der vælger sæddonorer. 

Fælles nævneren er KÆRLIGHED for et barn og det burde være det vigtigste at fokuserer på 

vh stor fortaler for donationer, både sæd og æg! 

Jeg er en af de kvinder, som forhåbentlig meget snart bliver mor til et donorbarn - et længe ventet og MEGET ønsket barn!

Min mand og jeg har igennem MANGE år været i fertilitetsbehandling, hvor vi flere gange har opnået en graviditet men efterfølgende mistet. Det har vist sig, at vi højest sandsynlig aldrig vil kunne få et barn med min mands sæd, derfor er vores eneste mulighed nu at bruge donorsæd. Vi har valgt en anonym donor, da vores barn vil have en far - en far som vil elske vores barn lige så højt, som hvis han biologisk var en del af barnet. Vi har naturligvis tænkt os at fortælle barnet om det, når det er gammelt nok, men vi har ikke tænkt os at give barnet muligheden for at finde sit biologiske ophav. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er et egoistisk valg - tværtimod.. Vi har talt det igennem MANGE gange, fældet mange tårer (det er bestemt ikke nogen let beslutning at bruge en donor) og vi er sikre på, at vi har truffet den rigtige beslutning for vores barn..

Så TS... Måske skulle du åbne dine øjne for andre menneskers situation... Hvad der ikke føles rigtigt for dig, kan være det helt rigtige for andre.. Uanset hvad, tror jeg, at mange donorbørn er langt mere ønsket, værdsat og elsket end et uheld lavet på en bytur - hvilket barn vil du helst være?

God lørdag

Anonym skriver:

Jeg skulle nok have gjort det klart fra start af, at min mening angående donorbørn primært gælder de mødre, der vælger en anonym sæddonor.

At vente i 18 år for at kunne få nogle oplysninger om sin biologiske far og muligvis lære ham at kende, er trods alt bedre end ikke at have muligheden for det.

Det er jeg ikke sikker på, du har ret i. Der er stof til mange knuste drømme og håb, hvis barnet i årevis har klynget sig til fantasien om, at det som 18-årig endelig vil møde Far og blive en del af hans liv, og det så viser sig, at han forbliver en perifær person uden noget ønske om at være far i praksis. 

Du tænker mest i biologi - jeg tænker mest i følelser. Havde jeg haft valget mellem min virkelighed - at vide, min far var død og aldrig kom tilbage - og at vide, at min far var et sted derude og knytte en masse drømme til, at han en dag kom tilbage, kun for at blive skuffet og såret og så håbe og drømme igen - så ville jeg nok have valgt det første. For børn af anonyme donorer er far "død". For børn af åbne donorer er han der derude en dag, men næppe som de har ønsket sig. Med mindre, du er af den opfattelse, at åbne donorer i almindelighed er parate til at træde ind i deres "børns" liv og være en del af det, så snart børnene runder de 18 år?

Det er jeg ikke sikker på, du har ret i. Der er stof til mange knuste drømme og håb, hvis barnet i årevis har klynget sig til fantasien om, at det som 18-årig endelig vil møde Far og blive en del af hans liv, og det så viser sig, at han forbliver en perifær person uden noget ønske om at være far i praksis. 

Du tænker mest i biologi - jeg tænker mest i følelser. Havde jeg haft valget mellem min virkelighed - at vide, min far var død og aldrig kom tilbage - og at vide, at min far var et sted derude og knytte en masse drømme til, at han en dag kom tilbage, kun for at blive skuffet og såret og så håbe og drømme igen - så ville jeg nok have valgt det første. For børn af anonyme donorer er far "død". For børn af åbne donorer er han der derude en dag, men næppe som de har ønsket sig. Med mindre, du er af den opfattelse, at åbne donorer i almindelighed er parate til at træde ind i deres "børns" liv og være en del af det, så snart børnene runder de 18 år?

For børn af anonyme sæddonere er "far" ikke død, da de jo ved, at han er derude et sted. Jeg så for nylig et engelsk program om nogle donerbørn, der ihærdigt forsøgte at finde frem til deres biologiske fædre på trods af, at de var anonyme.

Jeg er ikke af den opfattelse, at kendte sæddonorer i almindelighed er parate til at træde ind i deres børns liv og være en del af det, så snart børnene runder de 18 år, men bare det at børnene har muligheden for at kontakte dem, er ifølge min mening en ret, som alle donorbørn bør have.

ALLE graviditeter er egoistiske valg. Uanset om det er som doner, par, homoseksuelle eller you name it. 

Man får børn for sin egen skyld og ikke for barnets uanset hvordan man vender og drejer den. Så du er selv mindst ligeså egoistisk som kvinder der vælger sæddonorer. 

Fælles nævneren er KÆRLIGHED for et barn og det burde være det vigtigste at fokuserer på 

vh stor fortaler for donationer, både sæd og æg! 

 

 

Jeg ville  aldrig fratage mit barn retten til at lære sit fædrende ophav at kende, så nej, jeg er ikke ligeså egoistisk som kvinder, der vælger at få børn med anonyme sæddonere.

Jeg er en af de kvinder, som forhåbentlig meget snart bliver mor til et donorbarn - et længe ventet og MEGET ønsket barn!

Min mand og jeg har igennem MANGE år været i fertilitetsbehandling, hvor vi flere gange har opnået en graviditet men efterfølgende mistet. Det har vist sig, at vi højest sandsynlig aldrig vil kunne få et barn med min mands sæd, derfor er vores eneste mulighed nu at bruge donorsæd. Vi har valgt en anonym donor, da vores barn vil have en far - en far som vil elske vores barn lige så højt, som hvis han biologisk var en del af barnet. Vi har naturligvis tænkt os at fortælle barnet om det, når det er gammelt nok, men vi har ikke tænkt os at give barnet muligheden for at finde sit biologiske ophav. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er et egoistisk valg - tværtimod.. Vi har talt det igennem MANGE gange, fældet mange tårer (det er bestemt ikke nogen let beslutning at bruge en donor) og vi er sikre på, at vi har truffet den rigtige beslutning for vores barn..

Så TS... Måske skulle du åbne dine øjne for andre menneskers situation... Hvad der ikke føles rigtigt for dig, kan være det helt rigtige for andre.. Uanset hvad, tror jeg, at mange donorbørn er langt mere ønsket, værdsat og elsket end et uheld lavet på en bytur - hvilket barn vil du helst være?

God lørdag

Hvorfor vil I fortælle jeres kommende barn, at han/hun er et donorbarn, hvis I ikke vil give barnet retten til at kunne opsøge sit fædrende ophav senere i livet?

Så er barnet da, iføle min mening, bedre tjent med at leve i troen om, at din mand er dets biologiske far.

Anonym skriver:

Hvorfor vil I fortælle jeres kommende barn, at han/hun er et donorbarn, hvis I ikke vil give barnet retten til at kunne opsøge sit fædrende ophav senere i livet?

Så er barnet da, iføle min mening, bedre tjent med at leve i troen om, at din mand er dets biologiske far.

Jeg kunne aldrig drømme om at holde den information hemmeligt for mit kommende barn! Hvis der skulle ske en ulykke eller lign., kan det jo blive en information, som barnet i den forbindelse ville få. Jeg synes det er langt bedre, at vi selv fortæller det, når tiden er til det.

Anonym skriver:

Hvorfor vil I fortælle jeres kommende barn, at han/hun er et donorbarn, hvis I ikke vil give barnet retten til at kunne opsøge sit fædrende ophav senere i livet?

Så er barnet da, iføle min mening, bedre tjent med at leve i troen om, at din mand er dets biologiske far.

Du har nu igen og igen plæderet for børns ret til at vide besked om deres biologiske ophav - men det gælder ikke, hvis der er en i praksis-far? 

Man skal da ikke lyve for sit barn om noget så væsentligt? En dag er der noget, der ikke stemmer, nogen taler over sig, eller der dukker en genetisk disponeret sygdom op, som forældrene ikke kan redegøre for. 

Jeg sidder lidt og krummer tæer over denne debat..

ja Gud i himlen hvor er en enlig kvindes valg om at bruge en sæddonor egoistisk, på lige fod med at et par undfanger et barn... Alle graviditeter er egoistiske, gennemførte eller ej, hjemmelavet eller med donor...

barnet har i sig selv ikke et ønske om livet før det bliver født..

det er ikke en RET at få børn, det er en gave, men den gave er med udviklingen blevet opnåelig for flere end den var for 50 år siden.

jeg får en fornemmelse af at du TS ikke har børn, eller har skullet kæmpe for at få de børn...

fertilitetsbehandling er ikke bare at vandre ind og få skudt sæd op og så er man gravid..

der følger et hav af forundersøgelser med, og når du ender i fertilitetsbehandling bliver din evne til at være forældre også vurderet, det er skide grænseoverskridende... Du er til en form for eksamen hvor du oveni skal forholde dig til at dit underliv for en periode er allemandseje...

så at undfange et barn uden for soveværelset er altså ikke noget man bare lige gør...

jeg kan godt følge ambivalensen ved, at det barn af en anonym donor kan have spørgsmål til sit ophav, men er man dygtig som forælder, så kan man italesætte og kompensere for det behov, og ved en god og fornuftig snak og forklaring kommer man langt...

jeg synes din holdning virker meget snæver og uempatisk.. Og uden tanke for, at din venindes børn måske ikke har de behov som du tillægger dem... Der er kun de behov som forefindes i maslows behovspyramide der er identisk ved os alle, derudover er behov individuelle... Og behov kan stilles eller undertrykkes, alt efter hvordan de håndteres og stimuleres, så nej, behovet for at kende sit biologiske ophav er ikke ufravigeligt...

Når du er så firkantet i din retorik og holdning - og upåvirkelig overfor input. Hvad er så ideen med den tråd egentlig.

Det er i hvert fald ikke for at få udvide din "lettere" indskrænkede horisont. 

Selvfølgelig ønsker man et barn hvor den ene halvdel er biologisk forældre end at adoptere...? Så ligner nogle af trækkene  og man får barnet fra start. Det er da meget menneskeligt og ikke egoistisk.