Egoistisk valg!

Lisbeth1985 skriver:

Jeg kunne aldrig drømme om at holde den information hemmeligt for mit kommende barn! Hvis der skulle ske en ulykke eller lign., kan det jo blive en information, som barnet i den forbindelse ville få. Jeg synes det er langt bedre, at vi selv fortæller det, når tiden er til det.

 

Fuldstændigt enig! I gør det rigtige. Jeg skal hilse og sige fra en god bekendt, at det ikke er fedt som 50-årig at få ud af sin mor, at ens nu afdøde far faktisk ikke var biologisk - efter at have undret sig hele sit liv over nogle løse ender, der ikke gav mening. Eller rettere - det var fedt at finde ud af og få brikkerne til at falde på plads, men det havde været langt federe ikke at have skullet gruble over hele livet. 

Lisbeth1985 skriver:

Jeg kunne aldrig drømme om at holde den information hemmeligt for mit kommende barn! Hvis der skulle ske en ulykke eller lign., kan det jo blive en information, som barnet i den forbindelse ville få. Jeg synes det er langt bedre, at vi selv fortæller det, når tiden er til det.

 

Men når I nu vælger, at ville fortælle det, hvorfor må barnet så ikke opsøge dets biologiske far efter det er blevet myndigt?

Hvis du følger med i medierne, så ved du, at det er et stort ønske hos langt størstedelen af donorbørn, at kunne spejle sig i enten den biologiske far og/eller biologiske donorsøskende.

Anonym skriver:

Jeg ville  aldrig fratage mit barn retten til at lære sit fædrende ophav at kende, så nej, jeg er ikke ligeså egoistisk som kvinder, der vælger at få børn med anonyme sæddonere.

Agree to disagree. Dit valg at få børn er ligeså egoistisk som alle os andre 

Du har nu igen og igen plæderet for børns ret til at vide besked om deres biologiske ophav - men det gælder ikke, hvis der er en i praksis-far? 

Man skal da ikke lyve for sit barn om noget så væsentligt? En dag er der noget, der ikke stemmer, nogen taler over sig, eller der dukker en genetisk disponeret sygdom op, som forældrene ikke kan redegøre for. 

Jeg kan bare ikke se meningen i at forvirre et barn på den måde.

"Din far er ikke din biologiske far, men vi har valgt, at du aldrig vil kunne finde ud af, hvem din biologiske far er."

Hvordan er det fair overfor barnet?

Hvis der opstår en genetisk disponeret sygdom, ville det da netop være godt for barnet, at kunne tage kontakt til sæddoneren.

Anonym skriver:

Men når I nu vælger, at ville fortælle det, hvorfor må barnet så ikke opsøge dets biologiske far efter det er blevet myndigt?

Hvis du følger med i medierne, så ved du, at det er et stort ønske hos langt størstedelen af donorbørn, at kunne spejle sig i enten den biologiske far og/eller biologiske donorsøskende.

Fordi vores kommende barn HAR en far! Jeg tror ikke på, at man bliver far, fordi man har leveret en klat sæd i en kop. Man bliver far, når man er en del af barnets liv med nærvær og kærlighed! Alt det kommer min mand til at gøre - det eneste han ikke kan, er at levere klatten (og det er i min verden den mindste del)...

Anonym skriver:

Nej selvfølgelig ikke, men der er andre alternativer end at få et donorbarn. Man kan fx adoptere et forældreløst barn som allerede er sat i verdenen eller blive plejemor.

Hvis man er så egoistisk, at man absolut vil have et barn, som er ens rent biologisk, så kan man i det mindste gøre sit barn den tjeneste at vælge en kendt donor, så barnet har mulighed for at finde frem til dets biologiske far efter det er blevet myndigt!

Du ved vist ikke hvad det kræver for at adoptere et barn. Det er ikke bare noget man lige gør.

fo82 skriver:

Jeg sidder lidt og krummer tæer over denne debat..

ja Gud i himlen hvor er en enlig kvindes valg om at bruge en sæddonor egoistisk, på lige fod med at et par undfanger et barn... Alle graviditeter er egoistiske, gennemførte eller ej, hjemmelavet eller med donor...

barnet har i sig selv ikke et ønske om livet før det bliver født..

det er ikke en RET at få børn, det er en gave, men den gave er med udviklingen blevet opnåelig for flere end den var for 50 år siden.

jeg får en fornemmelse af at du TS ikke har børn, eller har skullet kæmpe for at få de børn...

fertilitetsbehandling er ikke bare at vandre ind og få skudt sæd op og så er man gravid..

der følger et hav af forundersøgelser med, og når du ender i fertilitetsbehandling bliver din evne til at være forældre også vurderet, det er skide grænseoverskridende... Du er til en form for eksamen hvor du oveni skal forholde dig til at dit underliv for en periode er allemandseje...

så at undfange et barn uden for soveværelset er altså ikke noget man bare lige gør...

jeg kan godt følge ambivalensen ved, at det barn af en anonym donor kan have spørgsmål til sit ophav, men er man dygtig som forælder, så kan man italesætte og kompensere for det behov, og ved en god og fornuftig snak og forklaring kommer man langt...

jeg synes din holdning virker meget snæver og uempatisk.. Og uden tanke for, at din venindes børn måske ikke har de behov som du tillægger dem... Der er kun de behov som forefindes i maslows behovspyramide der er identisk ved os alle, derudover er behov individuelle... Og behov kan stilles eller undertrykkes, alt efter hvordan de håndteres og stimuleres, så nej, behovet for at kende sit biologiske ophav er ikke ufravigeligt...

Jeg har en søn, som jeg ikke skulle kæmpe for at få, og som ser sin far hver anden weekend. Hvorfor er det relevant?

Min venindes børn er kun 3 og 4 år og er allerede begyndt at sætte spørgsmåltegn ved, at de ikke har en far. Det er ikke noget, jeg tillægger dem!

En af børnene har desuden mørkt hår og brune øjne, men resten af familien har lyst hår og blå øjne. Han vil aldrig kunne have en at spejle sig i rent udseendesmæssigt. Det synes jeg sgu er synd!

Fordi vores kommende barn HAR en far! Jeg tror ikke på, at man bliver far, fordi man har leveret en klat sæd i en kop. Man bliver far, når man er en del af barnets liv med nærvær og kærlighed! Alt det kommer min mand til at gøre - det eneste han ikke kan, er at levere klatten (og det er i min verden den mindste del)...

Ja, men det er et menneskeligt behov at ville kende sit genetiske ophav! Hvis du ikke tror på mig, så lav en hurtigt Google search.

Det er jo ikke for sjov, at der bliver lavet TV programmer om det og grupper på Facebook, hvor donorbørn prøver at finde frem til deres biologiske søskende og biologiske fædre.

Anonym skriver:

Jeg har en søn, som jeg ikke skulle kæmpe for at få, og som ser sin far hver anden weekend. Hvorfor er det relevant?

Min venindes børn er kun 3 og 4 år og er allerede begyndt at sætte spørgsmåltegn ved, at de ikke har en far. Det er ikke noget, jeg tillægger dem!

En af børnene har desuden mørkt hår og brune øjne, men resten af familien har lyst hår og blå øjne. Han vil aldrig kunne have en at spejle sig i rent udseendesmæssigt. Det synes jeg sgu er synd!

Men ikke mere synd, end at du fremhæver adoption som et bedre alternativ, hvorved din veninde kunne have en søn med mørkebrun hudfarve og kulsort, tætkrøllet hår? Jeg må sige, at jeg ser flere og flere selvmodsigelser i dine svar - at kende sandheden om fars DNA er afgørende, men man bør lyve om den sandhed, hvis der er en far. Det er skidt at skille sig ud med mørkt hår i en lys familie, men adoption er at foretrække. 

Anonym skriver:

Ja, men det er et menneskeligt behov at ville kende sit genetiske ophav! Hvis du ikke tror på mig, så lav en hurtigt Google search.

Det er jo ikke for sjov, at der bliver lavet TV programmer om det og grupper på Facebook, hvor donorbørn prøver at finde frem til deres biologiske søskende og biologiske fædre.

Muligheden for at finde sit biologiske ophav er ikke nødvendigvis det rigtige for alle. Et barn kan hurtigt knytte en masse drømme og illusioner til en "far" ude i verden - en række drømme som (måske) bliver knust, når barnet som 18-årig vil kunne opsøge donor. Det er jo langt fra sikkert, at donor er interesseret i at have et forhold til barnet. Og det er ligeledes ikke sikkert, at donor lever op til barnets "forventninger".

Jeg er overbevist om, at vi har truffet det rigtige valg for VORES barn (ligesom alle andre forældre træffer beslutninger for deres). Måske viser tiden, at vi har taget fejl (det er en frygt, man som forældre til et donorbarn må leve med), men jeg vil til enhver tid kunne kigge mit barn i øjnene, når jeg siger at vi har truffet vores valg med de bedste intentioner og en pokkers masse kærlighed!

Jeg tror ikke, at vi bliver enige. Jeg kan dog godt forstå, at man har svært ved at sætte sig ind i vores tanker og beslutninger, når man ikke selv har været i situationen.