Egoistisk valg!

Hvad med alle dem der bliver født som resultat af one nighter og kvinder der ikke liiiige ved hvem faren er? 

Det er da mere "forfærdeligt" end en kvinde som brænder for det lille barn og vælger at gå igennem en helt masse for at få det. Tænker da at sådan en beslutning er meget mere velovervejet end f.eks. nærmest alle fra De Unge Mødre - så ville jeg da hellere kun have en mor som brænder for mig end at vide hvem mit ophav var, og det så var "sådan nogle" som i f.eks. De Unge Mødre. (Ja ja der kom lidt fordomme med der....)

Det er et egoistisk valg at få et barn, som ikke har mulighed for at kende halvdelen af dets DNA.

Hvem fra DUM kender ikke faren til deres barn? 

Skulle alle der ikke kan producerer æg så forblive barnløse..? Det er da en ret hård holdning 

Og usympatisk!

Nej selvfølgelig ikke, men der er andre alternativer end at få et donorbarn. Man kan fx adoptere et forældreløst barn som allerede er sat i verdenen eller blive plejemor.

Hvis man er så egoistisk, at man absolut vil have et barn, som er ens rent biologisk, så kan man i det mindste gøre sit barn den tjeneste at vælge en kendt donor, så barnet har mulighed for at finde frem til dets biologiske far efter det er blevet myndigt!

Anonym skriver:

Nej, men selvom de ved, at sæddoneren udelukkende har spillet en biologisk rolle i deres tilstedeblivelse, så har de stadig et behov for at vide noget om ham, så de har noget at spejle sig i.

Der har været flere programmer og artikler angående donorbørn, og fælles for de fleste er, at de har et ønske om, at få et forhold til deres biologiske far, så det er tydeligvis en mangel i deres liv.

Ja. De fødes med en udfordring og en "mangel", sammenlignet med de børn, der fødes til to "kendte" forældre. Ingen her påstår vel, at det er det sublime, strømlinede, ukomplicerede og problemfrie udgangspunkt. Spørgsmålet er, hvor mange af os, der er født med det sublime udgangspunkt - nogle har uansvarlige forældre, nogle er født med genetisk risiko for sygdom, nogle børn er slet ikke ønsket af deres forældre.
Tror du, det præger hele disse børns liv i en grad, så de på dødslejet vil ræsonnere, at det her liv ville de helst have været foruden, og at deres mor skulle have ladet være med at sætte dem i verden? Er din venindes børn ubetinget nogle stakler, som ikke skulle have været til? Det spørgsmål forholder du dig stadig ikke til.

Når du gør dig til dommer over mødrenes valg, har du så taget deres børn i ed og fået deres ord for, at "ja - det havde været bedre, om jeg ikke var her?" Jeg hører kun fra voksne børn af solomødre, at "ja - det tumler jeg nogle gange med, men sådan var mine betingelser altså".

Anonym skriver:

Nej selvfølgelig ikke, men der er andre alternativer end at få et donorbarn. Man kan fx adoptere et forældreløst barn som allerede er sat i verdenen eller blive plejemor.

Hvis man er så egoistisk, at man absolut vil have et barn, som er ens rent biologisk, så kan man i det mindste gøre sit barn den tjeneste at vælge en kendt donor, så barnet har mulighed for at finde frem til dets biologiske far efter det er blevet myndigt!

Ved du noget som helst om, hvor svært det er at blive godkendt til adoption? Og hvor stor en opgave det er både for et par og for en enlig at tage imod et barn, der har manglet sin primærperson i starten af livet og efterfølgende er blevet rykket op fra alt for at havne i helt fremmede omgivelser? Det ville kun være en mulighed for ganske, ganske få. Og det samme gælder selvfølgelig plejemødre - det er der heller ikke noget "bare" over.
Men du kan se din venindes børn i øjnene om 15-20 år og sige til dem, at deres mor efter din opfattelse skulle have droppet ideen om at få dem og have forsøgt at finde "nogle andre børn" at tage sig af? Og du formoder, de vil give dig ret?

Anonym skriver:

Det er et egoistisk valg at få et barn, som ikke har mulighed for at kende halvdelen af dets DNA.

Hvem fra DUM kender ikke faren til deres barn? 

Nu mente jeg at jeg personligt hellere ville være et donorbarn end født af mange af dem fra DUM, det er da ikke meget at råbe hurra for. 

Det var et forsøg på at sige at det vel ikke altid er det mest fantastiske at kende sit ophav....

Mor og meget mere skriver:

Ja. De fødes med en udfordring og en "mangel", sammenlignet med de børn, der fødes til to "kendte" forældre. Ingen her påstår vel, at det er det sublime, strømlinede, ukomplicerede og problemfrie udgangspunkt. Spørgsmålet er, hvor mange af os, der er født med det sublime udgangspunkt - nogle har uansvarlige forældre, nogle er født med genetisk risiko for sygdom, nogle børn er slet ikke ønsket af deres forældre.
Tror du, det præger hele disse børns liv i en grad, så de på dødslejet vil ræsonnere, at det her liv ville de helst have været foruden, og at deres mor skulle have ladet være med at sætte dem i verden? Er din venindes børn ubetinget nogle stakler, som ikke skulle have været til? Det spørgsmål forholder du dig stadig ikke til.

Når du gør dig til dommer over mødrenes valg, har du så taget deres børn i ed og fået deres ord for, at "ja - det havde været bedre, om jeg ikke var her?" Jeg hører kun fra voksne børn af solomødre, at "ja - det tumler jeg nogle gange med, men sådan var mine betingelser altså".

Jeg har på intet tidspunkt sagt, at donorbørn ikke bør eksistere, men jeg synes, at det er et pisse egoistisk valg at vælge en anonym donor og derved ikke give børnene mulighed for at kende deres fædrene ophav!

Anonym skriver:

Det er et egoistisk valg at få et barn, som ikke har mulighed for at kende halvdelen af dets DNA.

Hvem fra DUM kender ikke faren til deres barn? 

Skåret ind til benet, handler det så bare om DNA? Om hellere at vide, at far er en skiderik, der ikke gider have med mig at gøre - men hey!, jeg ved, hvordan han ser ud! - end om at vide, at det er et spørgsmål, jeg aldrig får svar på? Og derfor ville jeg hellere have et røvhul at blive svigtet og kasseret af end at vide fra begyndelsen, at far ikke bliver en del af mit liv? 

Ved du noget som helst om, hvor svært det er at blive godkendt til adoption? Og hvor stor en opgave det er både for et par og for en enlig at tage imod et barn, der har manglet sin primærperson i starten af livet og efterfølgende er blevet rykket op fra alt for at havne i helt fremmede omgivelser? Det ville kun være en mulighed for ganske, ganske få. Og det samme gælder selvfølgelig plejemødre - det er der heller ikke noget "bare" over.
Men du kan se din venindes børn i øjnene om 15-20 år og sige til dem, at deres mor efter din opfattelse skulle have droppet ideen om at få dem og have forsøgt at finde "nogle andre børn" at tage sig af? Og du formoder, de vil give dig ret?

Jeg ved faktisk en del om både adoption og plejefamilier, og jeg giver dig fuldstændig ret i, at der kan være visse forhold, der kan gøre tingene kompliceret, men det er noget man tager med, når man har ansvaret for et barn uanset om det er ens biologiske eller ej.

Nu er min venindes børn jo allerede sat i verdenen, så selvfølgelig kunne jeg aldrig drømme om at sige sådan til dem, men jeg står ved min mening om, at det er et ekstremt egoistisk valg at vælge en anonym sæddonor og derved fratage dem retten til at lære deres fædrende ophav at kende!

Mor og meget mere skriver:

Skåret ind til benet, handler det så bare om DNA? Om hellere at vide, at far er en skiderik, der ikke gider have med mig at gøre - men hey!, jeg ved, hvordan han ser ud! - end om at vide, at det er et spørgsmål, jeg aldrig får svar på? Og derfor ville jeg hellere have et røvhul at blive svigtet og kasseret af end at vide fra begyndelsen, at far ikke bliver en del af mit liv? 

Skåret ind til benet, så handler det om, at det er et egoistisk valg at vælge en anonym sæddoner og derved fratage sit barn retten til at kende sit fædrende ophav.

Der er en grund til, at donorbørn (og adoptivbørn for den sags skyld) har et behov for at finde frem til deres biologiske ophav.

Jeg skulle nok have gjort det klart fra start af, at min mening angående donorbørn primært gælder de mødre, der vælger en anonym sæddonor.

At vente i 18 år for at kunne få nogle oplysninger om sin biologiske far og muligvis lære ham at kende, er trods alt bedre end ikke at have muligheden for det.