Dit udgangspunkt var:
Jeg finder det hjerteskærende at se, at de i så ung en alder allerede er bevidste om, at størstedelen af andre børn har noget, som de ikke har, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg synes, at det er et pisse egoistisk valg at sætte børn i verdenen med en sæddoner.
Senere er det skåret ind til, at det er synd for dem med anonym sæddonor, og nu er det den del af dem med anonym sæddonor, som har et ønske om at finde deres ukendte, biologiske ophav. Hvilket ikke ville gøre en forskel for de to, du tager udgangspunkt i i dit startindlæg, før de måske, måske ikke kunne ønske sig lidt viden om deres biofar som 18-årige.
Hatten af for, at du har udviklet dine synspunkter i løbet af tråden, men det skaber forståeligt nok lidt forvirring og tvivl om, hvor du står nu.
Vi har altså bevæget os væk fra de tos bevidsthed om, at andre har noget, de ikke har - det ville en åben donor ikke kunne ændre på. Nu omhandler det det faktum, at nogle voksne børn af anonyme sæddonorer - vi aner ikke hvor stor en andel - ikke kan få kendskab til sæddonorens DNA og har et ønske herom.
Jeg er for så vidt enig i, at det er ærgerligt, de ikke kan dét, men hvor ærgerligt/problematisk/forstyrrende det er for dem, og om det påvirker deres liv i en grad, så de vil føle grund til at bebrejde deres mor for hendes valg, kan vi kun gisne om. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at der for nogle bare er tale om nysgerrighed, når de søger viden om donor, og det er da muligt, enkelte af dem vitterlig oplever det som et stort og svært identitetsproblem, men jeg kan ikke lade være med at tage proportionssansen lidt i brug og tænke, at man KUNNE have - og at mange har - langt større udfordringer at slås med. Ikke for at drage "sultende børn i Afrika" ind i billedet, for alt skal ikke måles efter det værst tænkelige, men alligevel:
At være et planlagt ønskebarn er da ikke de værste kort at have på hånden fra start - også selvom man aldrig vil vide, om ens ene biologiske forælder var høj eller lav, lys eller mørk.
Alt andet er for mig at se spekulationer ud i omfanget af de reaktioner, det enkelte barn vil udvise med årene. Og det kan vi næppe, nogen af os, udtale os skråsikkert om. Selv tvivler jeg på, det vil udvikle sig til deciderede livskriser og traumer.
Min første besked var skrevet i forargelse over min venindes egoistiske valg og var ikke skide velformuleret idet jeg glemte at påpege, at hvad jeg finder egoistisk er at sætte børn i verdenen med en anonym sæddoner, og derved ikke give sit barn mulighed for, at finde frem til dets biologiske ophav, hvis det er det barnet senere i livet ønsker.
Jeg synes dog, at jeg efterfølgende har været meget tydelig omkring det, og jeg vil slutte denne debat af med at sige, at meninger er som røvhuller - alle har en 
Peace out.