Egoistisk valg!

Ja, og derfor kan vi andre vel også ha en ligeså velbegrundet mening om, at det ikke er synd for børnene og at det ikke et et egoistisk valg.

Dit grundlag for dine konklusioner er jo ikke bredspektret nok, du søger kun efter det negative, men hvad med de donor børn som er fint tilfredse med kun deres mor og en evt. stedfar, dem glemmer du jo i dine overvejelser.

Nu er jeg efterhånden godt træt af konstant at skulle gentage mig selv!

Hvis du gad at læse mine tidligere svar, så ville du vide, at jeg udelukkende taler om de donorbørn der HAR et ønske om at finde frem til den anden halvdel af deres biologiske ophav, men ikke har muligheden for det.

Du svarer desuden ikke på mit spørgsmål.

Anonym skriver:

Nu er jeg efterhånden godt træt af konstant at skulle gentage mig selv!

Hvis du gad at læse mine tidligere svar, så ville du vide, at jeg udelukkende taler om de donorbørn der HAR et ønske om at finde frem til den anden halvdel af deres biologiske ophav, men ikke har muligheden for det.

Du svarer desuden ikke på mit spørgsmål.

Rolig nu, sådan er det altså bare når man vælger at oprette en debat. Jeg drager konklusioner ud fra hvad der er en realitet, det gør du ikke. Du har set dig blind på et punkt og køret det helt op i en spids.

Mor og meget mere skriver:

Jeg kender et par voksne børn af anonyme donorer. Jeg ved ikke, hvor relevant det er at nævne dem, da de jo bare udgør to af rigtigt mange, men nu fremstiller du det selv, som om det "tæller" at kende nogen. Og de er fuldstændigt afklarede med deres situation og har aldrig opfattet ham, der leverede sæden, som andet end en ukendt person, der hjalp til, så deres to mødre (et lesbisk par) kunne få dem og være deres forældre. For det er det, de er, selv om den ene mor ikke har leveret gener til dem. 

Selvfølgelig kan man finde eksempler på det modsatte, folk er jo forskellige og reagerer forskelligt på deres (forskellige) vilkår. Jeg kan da også sætte mig ind i, at det rejser spørgsmål og forvirring i et ungt menneskes liv. Jeg vil nu alligevel hævde, at hvis det, som en anden skrev, skaber voldsom identitetskrise og et ungt menneske, der er opløst af gråd - sådan over længere tid og som en blivende tilstand - så er det en ekstrem situation og ikke noget, nogen kunne eller burde have forudset. Og jeg kan ikke se, den situation kunne være afværget ved, at man valgte åben donor - tværtimod vil jeg endnu engang slå på, at det kan skabe helt urealistiske forventninger om, at Far dukker op en dag, og så bliver det hele godt. "Far" vil jo ikke være Far. 

Nu skriver du en del om din venindes børn, der er forvirrede over ikke at have en far. Det er helt naturligt og forståeligt. Men hvordan skulle det hjælpe dem at vide, at de som 18-årige vil kunne få oplysninger om ham, der leverede sæden? Det hjælper dem hverken nu eller på længere sigt - det giver dem ikke den far, de her og nu undrer sig over fraværet af. Havde din veninde nu valgt åben donor, hvad ville så være anderledes nu? Og ville du mene, hun skulle "trøste" dem med info om, at de om noget, der for dem er om 100 år, vil kunne finde ham? 

Jeg ser for mig en 16-17-årig, der tæller dagene, til hun fylder 18 og kan finde sin far. Jeg ser også for mig, hvor skuffet, hun kan blive, når det viser sig, at han ikke er hendes far og aldrig bliver det i praksis - men hey!, hun ved, han har blå øjne, og hun ved, hvor hun har sin kløft i hagen fra. Tror du, det er dét, hun har savnet? Jeg tror, det - såfremt hun har oplevet savn - handler om langt mere, nemlig en "rigtig" far. 

Min kollega, som har to donorbørn, fortalte om sin 4-årige datters version af sin familie. Hun erklærede, at "Min far hedder mor!" 

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogle mødre, som lader deres donorbørn vokse op i troen om, at når de bliver 18 år, så får de en far.

Det er et menneskeligt behov, at ville vide, hvor man kommer fra, og have en at spejle sig i, så på det punkt ville nogle personlige oplysninger om sæddoneren kunne hjælpe dem, der har behovet for det.

Mht. min venindes børn så har du ret i, at det er en rigtig far, de savner lige nu, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke vil have behovet for at finde frem til deres genetiske ophav, når de engang er voksne, men den mulighed har min veninde jo så frataget dem af egoistiske årsager - hvilket hun giver mig ret i.

Rolig nu, sådan er det altså bare når man vælger at oprette en debat. Jeg drager konklusioner ud fra hvad der er en realitet, det gør du ikke. Du har set dig blind på et punkt og køret det helt op i en spids.

Venligst forklar mig hvordan du "drager konklusioner ud fra hvad der er en realitet" og hvordan jeg ikke gør 

Anonym skriver:

Min veninde har fået to børn med en sæddoner. Børnene er hhv. 3 og 4 år og er begyndt at gå meget op i, at de andre børn i børnehaven har en far, og når de læser børnebøger og ordet "far" kommer op, er det tydeligt at se, at de er meget forvirret omkring det.

Jeg finder det hjerteskærende at se, at de i så ung en alder allerede er bevidste om, at størstedelen af andre børn har noget, som de ikke har, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg synes, at det er et pisse egoistisk valg at sætte børn i verdenen med en sæddoner.

Hvis et barn selv kunne vælge, er jeg sikker på, at det gerne ville vide, hvem både dens far og mor er. Hvor fedt er det lige at vokse op uden at kende sit ophav?

Jeg er skilt fra mit barns far. Så han har far. Mor og Toni og John.

Det er vores familie.

Anonym skriver:

Venligst forklar mig hvordan du "drager konklusioner ud fra hvad der er en realitet" og hvordan jeg ikke gør 

Som jeg skrev i mit tidligere svar - du søger kun efter de dårlige historier og eksempler, og tror de er fyldestgørende for din holdning? 

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogle mødre, som lader deres donorbørn vokse op i troen om, at når de bliver 18 år, så får de en far.

Det er et menneskeligt behov, at ville vide, hvor man kommer fra, og have en at spejle sig i, så på det punkt ville nogle personlige oplysninger om sæddoneren kunne hjælpe dem, der har behovet for det.

Mht. min venindes børn så har du ret i, at det er en rigtig far, de savner lige nu, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke vil have behovet for at finde frem til deres genetiske ophav, når de engang er voksne, men den mulighed har min veninde jo så frataget dem af egoistiske årsager - hvilket hun giver mig ret i.

Det er ikke et menneskeligt basalt behov at vide hvor man genetisk stammer fra. Eller i hvert fald ikke et større behov end at vide hvordan verden hænger sammen, hvad sker der når vi dør, hvad var der før jeg blev født, kan en fulg tale med en anden fugl osv. 

Det er et menneskeligt basaæt behov at få føde og væske og være i social kontekst. 

Du skal ikke såmlangt tilbage i den menneskelige historier så anede de ikke en gang at manden havde noget at gøre i forhold til at skabe et barn. 

Det er er behov nogle mennesker har og et behov du forstår og kan sætte dig ind i, men det er ikke det samme som det er et menneskeligt behov. Og jeg kan da fælge dig så langt, at hvorfor ikke holde muligheden åben for de lidt under halvdelen af doborbørnene der ønsker at møde eller i hvert fald få flere oplysninger om den anden halvdel af der genetiske ophav. 

Men jeg tænker de forældre der har valgt den anonyme donor har gjort det ud fra overvejelser som I høj grad handlede om deres ønske barn og hvilken drømme de har for dette og ikke i et øjebliks egoistisk følelsehav

Anonym skriver:

Den sidste linje var så absurd, at jeg ikke gad at forholde mig til det andet, du skrev. Men nu gør jeg det så alligevel.

Hvordan kan man som mor kompensere for, at ens barn ikke har mulighed for at kende sit genitiske ophav?

Børn der af de grunde du angiver, ikke har en far, har i det mindste mulighed for at kende hans navn og muligvis se et billede af ham og derved have noget at spejle sig i (udover deres mor).

Dejlig opvækst eller ej, så vil det altid være en manglede brik i barnets liv.

Syntes måden du reagere på mit indlæg er noget umoden. Det fint, hvis du mener jeg ikke har ret, i antagelserne af dit indlæg. Men der er da ingen grund til, at blive fornærmet.    

Anonym skriver:

Nu er jeg efterhånden godt træt af konstant at skulle gentage mig selv!

Hvis du gad at læse mine tidligere svar, så ville du vide, at jeg udelukkende taler om de donorbørn der HAR et ønske om at finde frem til den anden halvdel af deres biologiske ophav, men ikke har muligheden for det.

Du svarer desuden ikke på mit spørgsmål.

Dit udgangspunkt var: 

Jeg finder det hjerteskærende at se, at de i så ung en alder allerede er bevidste om, at størstedelen af andre børn har noget, som de ikke har, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg synes, at det er et pisse egoistisk valg at sætte børn i verdenen med en sæddoner.

Senere er det skåret ind til, at det er synd for dem med anonym sæddonor, og nu er det den del af dem med anonym sæddonor, som har et ønske om at finde deres ukendte, biologiske ophav. Hvilket ikke ville gøre en forskel for de to, du tager udgangspunkt i i dit startindlæg, før de måske, måske ikke kunne ønske sig lidt viden om deres biofar som 18-årige. 

Hatten af for, at du har udviklet dine synspunkter i løbet af tråden, men det skaber forståeligt nok lidt forvirring og tvivl om, hvor du står nu. 

Vi har altså bevæget os væk fra de tos bevidsthed om, at andre har noget, de ikke har - det ville en åben donor ikke kunne ændre på. Nu omhandler det det faktum, at nogle voksne børn af anonyme sæddonorer - vi aner ikke hvor stor en andel - ikke kan få kendskab til sæddonorens DNA og har et ønske herom. 

Jeg er for så vidt enig i, at det er ærgerligt, de ikke kan dét, men hvor ærgerligt/problematisk/forstyrrende det er for dem, og om det påvirker deres liv i en grad, så de vil føle grund til at bebrejde deres mor for hendes valg, kan vi kun gisne om. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at der for nogle bare er tale om nysgerrighed, når de søger viden om donor, og det er da muligt, enkelte af dem vitterlig oplever det som et stort og svært identitetsproblem, men jeg kan ikke lade være med at tage proportionssansen lidt i brug og tænke, at man KUNNE have - og at mange har - langt større udfordringer at slås med. Ikke for at drage "sultende børn i Afrika" ind i billedet, for alt skal ikke måles efter det værst tænkelige, men alligevel: 

At være et planlagt ønskebarn er da ikke de værste kort at have på hånden fra start - også selvom man aldrig vil vide, om ens ene biologiske forælder var høj eller lav, lys eller mørk. 

Alt andet er for mig at se spekulationer ud i omfanget af de reaktioner, det enkelte barn vil udvise med årene. Og det kan vi næppe, nogen af os, udtale os skråsikkert om. Selv tvivler jeg på, det vil udvikle sig til deciderede livskriser og traumer. 

Som jeg skrev i mit tidligere svar - du søger kun efter de dårlige historier og eksempler, og tror de er fyldestgørende for din holdning? 

Jeg taler som sagt kun om de donorbørn, der har et ønske om at finde frem til den anden halvdel af deres biologiske ophav, men har fået frataget muligheden for det af deres forældre, så det er klart, at jeg ikke søger positive solskinshistorier om donorbørn, der ikke har samme behov.

Men kan vel også vende den om og sige, at du udelukkende søger efter de gode historier og eksempler, og nedspiller det faktum, at der altså findes donorbørn, der er utilfredse med deres forældres valg.