Egoistisk valg!

Jeg tror ikke der er mange der donerer sæd og æg som åbne donere. Personligt ville jeg have det underligt med hvis min mand og jeg skulle bruge donor, at det så skulle være åben donor. Men sådan er man jo forskellige. Og ja det er måske egoistisk. ;-) 

Ja, det er det! 

Katafalk skriver:

Du roder rundt i begreberne.

 

Anonym donor: vil altid være fuldstændig anonym. Man kan få oplyst hårfarve, øjenfarve og højde.

Åben donor: har indgået aftale om at donorbørn kan få yderligere information og kontakt med donor efter det fyldte 18. år, HVIS de skulle ønske det.

Kendt donor: Kvinden eller parret kender personen i forvejen og vedkommende har indvilget i at donere sæd til kvinden. En kendt donor ses i juridisk forstand som far til de børn der måtte opstå

Til jer der har læst mine tidligere beskeder - med kendt donor, har jeg i virkeligheden ment åben donor. Jeg har åbenbart rodet rundt i begreberne.

K&S skriver:

Da jeg læste tråden i går, håbede jeg sådan, du ville svare :-) 

I øvrigt synes jeg det er interessant, at ingen at ingen af de selvudnævnte "donorbørnsforkæmpere" er interesserede i at spørge os der rent faktisk HAR et donorbarn og dermed haft alle overvejelserne og de evt.  spørgsmål fra vores børn. Men det er nok nemmere at være meningshavere på andres vegne 

I øvrigt synes jeg det er interessant, at ingen at ingen af de selvudnævnte "donorbørnsforkæmpere" er interesserede i at spørge os der rent faktisk HAR et donorbarn og dermed haft alle overvejelserne og de evt.  spørgsmål fra vores børn. Men det er nok nemmere at være meningshavere på andres vegne 

Jeg er ikke en aktiv bruger på debatten og ved derfor ikke, hvem der har donorbørn og hvem der ikke har, men jeg er glad for, at du melder dig på banen 

Anonym skriver:

Jeg er ikke en aktiv bruger på debatten og ved derfor ikke, hvem der har donorbørn og hvem der ikke har, men jeg er glad for, at du melder dig på banen 

Det gjorde jeg skam tidligere i debatten 

dorthemus skriver:

I øvrigt synes jeg det er interessant, at ingen at ingen af de selvudnævnte "donorbørnsforkæmpere" er interesserede i at spørge os der rent faktisk HAR et donorbarn og dermed haft alle overvejelserne og de evt.  spørgsmål fra vores børn. Men det er nok nemmere at være meningshavere på andres vegne 

krammer søde. synes godt nok den går tæt på denne debat..

ønskebørn74 skriver:

krammer søde. synes godt nok den går tæt på denne debat..

Arh pjat - det der er da ingenting 

Anonym skriver:

Hvor mange af jer der svarer, har et donorbarn med en anonym sæddonor?

Jeg undrer mig over, at størstedelen af jer ikke er i stand til at sætte jer ind i donorbørnenes situation.

Hvis behovet for at opsøge deres genetiske ophav opstår, bør de så ikke have muligheden for det?

Jeg kender et par voksne børn af anonyme donorer. Jeg ved ikke, hvor relevant det er at nævne dem, da de jo bare udgør to af rigtigt mange, men nu fremstiller du det selv, som om det "tæller" at kende nogen. Og de er fuldstændigt afklarede med deres situation og har aldrig opfattet ham, der leverede sæden, som andet end en ukendt person, der hjalp til, så deres to mødre (et lesbisk par) kunne få dem og være deres forældre. For det er det, de er, selv om den ene mor ikke har leveret gener til dem. 

Selvfølgelig kan man finde eksempler på det modsatte, folk er jo forskellige og reagerer forskelligt på deres (forskellige) vilkår. Jeg kan da også sætte mig ind i, at det rejser spørgsmål og forvirring i et ungt menneskes liv. Jeg vil nu alligevel hævde, at hvis det, som en anden skrev, skaber voldsom identitetskrise og et ungt menneske, der er opløst af gråd - sådan over længere tid og som en blivende tilstand - så er det en ekstrem situation og ikke noget, nogen kunne eller burde have forudset. Og jeg kan ikke se, den situation kunne være afværget ved, at man valgte åben donor - tværtimod vil jeg endnu engang slå på, at det kan skabe helt urealistiske forventninger om, at Far dukker op en dag, og så bliver det hele godt. "Far" vil jo ikke være Far. 

Nu skriver du en del om din venindes børn, der er forvirrede over ikke at have en far. Det er helt naturligt og forståeligt. Men hvordan skulle det hjælpe dem at vide, at de som 18-årige vil kunne få oplysninger om ham, der leverede sæden? Det hjælper dem hverken nu eller på længere sigt - det giver dem ikke den far, de her og nu undrer sig over fraværet af. Havde din veninde nu valgt åben donor, hvad ville så være anderledes nu? Og ville du mene, hun skulle "trøste" dem med info om, at de om noget, der for dem er om 100 år, vil kunne finde ham? 

Jeg ser for mig en 16-17-årig, der tæller dagene, til hun fylder 18 og kan finde sin far. Jeg ser også for mig, hvor skuffet, hun kan blive, når det viser sig, at han ikke er hendes far og aldrig bliver det i praksis - men hey!, hun ved, han har blå øjne, og hun ved, hvor hun har sin kløft i hagen fra. Tror du, det er dét, hun har savnet? Jeg tror, det - såfremt hun har oplevet savn - handler om langt mere, nemlig en "rigtig" far. 

Min kollega, som har to donorbørn, fortalte om sin 4-årige datters version af sin familie. Hun erklærede, at "Min far hedder mor!" 

Anonym skriver:

Nej det er jeg ikke, men derfor kan jeg stadig godt have empati med donorbørn, hvis forældre har været så egoistiske at fratage dem retten til, at kunne opsøge halvdelen af deres genestiske ophav.

Hvorfor kan jeg ikke drage konklusioner ud fra min venindes børn og hvad jeg ser og høre i medierne? Hvad drager du selv dine konklusioner ud fra?

Ja, og derfor kan vi andre vel også ha en ligeså velbegrundet mening om, at det ikke er synd for børnene og at det ikke et et egoistisk valg.

Dit grundlag for dine konklusioner er jo ikke bredspektret nok, du søger kun efter det negative, men hvad med de donor børn som er fint tilfredse med kun deres mor og en evt. stedfar, dem glemmer du jo i dine overvejelser.

Det kaldes empati.

Sikke noget pjat, nej undskyld men du har da ikke mere empati fordi du sidder med dine syneser og følelser ud fra du har oplevet en Facebook gruppe eller en gang har mødt en... Undskyld men meget sjældent jeg skriver pjat om andre mennesker, men her synes jeg det virkelig. Og jeg tænker du mangler at forstå empati handler om at kunne sætte sig i andres sted og ikke at man med egne forudsætninger og ideer vælger en holdning. Jeg aner ikke hvordan det er at være donorbarn, lige så lidt som du gør. Men jeg kan forhold mig til de der siger de har lavet delvist systematiske interviews og undersøgelser og der lyder det til at hverken du eller jeg har ret, men at der lige mange der ønsker anonym som ikke anonym også af børnene og det eneste man kan sige med nogenlunde sandsynlighed er at det er bedst børnene ved om de er donorbørn. Og se det kaldes at lytte og anerkende at de der stå midt i det ved bedst....