Egoistisk valg!

Anonym skriver:

Hver sin mening. Jeg synes personligt, at du og mange andre der har deltaget i denne tråd fuldstændig negligerer det faktum, at der altså findes donorbørn, som har et ønske om, at kunne tage kontakt til deres fædrende ophav, men har fået frataget muligheden for det.

Man kan ikke sammenligne en sæddoner med en nyredoner, da ens gener ikke har noget med en nyredoner at gøre.

Hvem har sagt noget om, at par som ikke kan få børn sammen, bør gå fra hinanden? Hvad jeg har sagt er, at hvis man vælger at bruge en donor, bør man for barnets skyld vælge en åben donor.

Jeg synes, at det er umodent af dig at anklage mig for at have en "skjult dagsorden".

Som jeg tidligere har forklaret, var mit første indlæg ikke særlig velformuleret. Det er korrekt, at jeg beskrev min venindes børns savn til en faderfigur, men jeg har efterfølgende forklaret, at min indlæg i bund og grund handler om, at jeg finder det ekstremt egoistisk at sætte børn i verdenen med en  anonym donor.

Jeg har aldrig sagt, at en sæddonor er en far! At finde sit fædrende ophav handler om at finde en at spejle sig i rent genetisk, og hvis barnet tror andet, har moderen ikke forklaret situationen tydeligt nok - helt uenige er vi altså ikke 

Jeg tror det jeg stejler mod er at du kalder det egoistisk - for nej jeg tror ikke forældre, moren har valgt ud fra en egoisme alla det ville være dårligt for mig at det er åben donor. Jeg er faktisk næsten sikker på at for de fleste er det valgt truffet ud fra overvejelser om hvad der er bedst for barnet og familien. At du så er uenig i argumenterne og gerne vil debattere forskellen på at vælge åben og anonym donor er så yderst spændende, men det er bare ikke en debat men en konstatering at de der vælger anonym er egoistiske (og vel dermed også delvist dårlige mennesker). Kunne jo være spændende at debattere argumenterne uden at skyde andre i skoene at de er egoistiske.

Det ved jeg i forhold til undersøgelser. Hvor ved du fra at størstedelen af alle anonyme og kendte donorbørn ønsker at finde deres far - får identitetskrise osv? Og har du overhovedet medregnet "far"/donor i dine udtalelser og overvejelser?

En amerikanske undersøgelse viser, at to tredjedele af anonyme donorbørn ønsker muligheden for at søge informationer om deres genetiske ophav.

Jeg har aldrig utalt mig om åbne donorbørn og jeg har aldrig sagt, at alle anonyme donorbørn får en identitetskrise. Jeg har sagt, at det har en indflydelse på deres identitetsdannelse. Måske du bør læse mine kommentarer igennem, før du beskylder mig for at have sagt ting, som jeg ikke har sagt.

Hvis en sæddoner har valgt at være åben donor, går jeg stærkt ud fra, at manden ikke har et problem med at blive opsøgt af sine voksne donorbørn, og hvis der er en social far i barnets liv, som har opfosteret barnet med ærlighed og ubetinget kærlighed, bør barnets ønske om at finde sit fædrende ophav ikke påvirke deres forhold. En sæddonor er jo ikke en far og kan aldrig blive det.

Interessant artikel:

http://www.domino-online.dk/artikel/emne/meninger/far-hvem-er-du

Anonym skriver:

Hver sin mening. Jeg synes personligt, at du og mange andre der har deltaget i denne tråd fuldstændig negligerer det faktum, at der altså findes donorbørn, som har et ønske om, at kunne tage kontakt til deres fædrende ophav, men har fået frataget muligheden for det.

Man kan ikke sammenligne en sæddoner med en nyredoner, da ens gener ikke har noget med en nyredoner at gøre.

Hvem har sagt noget om, at par som ikke kan få børn sammen, bør gå fra hinanden? Hvad jeg har sagt er, at hvis man vælger at bruge en donor, bør man for barnets skyld vælge en åben donor.

Jeg synes, at det er umodent af dig at anklage mig for at have en "skjult dagsorden".

Som jeg tidligere har forklaret, var mit første indlæg ikke særlig velformuleret. Det er korrekt, at jeg beskrev min venindes børns savn til en faderfigur, men jeg har efterfølgende forklaret, at min indlæg i bund og grund handler om, at jeg finder det ekstremt egoistisk at sætte børn i verdenen med en  anonym donor.

Jeg har aldrig sagt, at en sæddonor er en far! At finde sit fædrende ophav handler om at finde en at spejle sig i rent genetisk, og hvis barnet tror andet, har moderen ikke forklaret situationen tydeligt nok - helt uenige er vi altså ikke 

Jeg kan ikke se det umodne i at pinpointe de argumenter du bruger, du bruger igen frasen at spejle sig, men tilføjer genetisk...

du kan ikke spejle dig i genetik, genetik er ikke afgørende for HVEM du er. Det kan være afgørende for dit udseende og din dna - men aldrig for HVEM du er.

HVEM du er, er afgjort af miljø... Skulle genetikken være styrende, ville vi stadigt rende rundt som hulemennesker...

Så det du beskriver er jo søgen efter en faderfigur, pakket ind i et spørgsmål om genetik..

Du henviser til en artikel omkring emnet, men hvad med valid forskning på området?

du mener det er egoistisk at vælge en anonym donor - men du forholder dig ikke til grundstenen, at donoren har valgt at være anonym af en årsag...

du lægger vægt på at man bør vælge en åben donor for at kunne finde sit fædrene ophav (der var den igen) for at kortlægge sin genetik... Men for at kortlægge sin genetik skal du længere tilbage end bare ham der har afleveret cellen der skabte dit liv.. Ergo er det HELE hans familie der skal involveres i barnets søgen efter svar? 

Det kan du da ikke mene?

så jeg må indrømme at din, meget entydige holdning, ikke holder vand... Jeg tror stadig det er den faderfiguren du mener de bliver snydt for, og her negligerer du kraftigt den far barnet allerede har, ham der er der hver dag...

fo82 skriver:

Jeg kan ikke se det umodne i at pinpointe de argumenter du bruger, du bruger igen frasen at spejle sig, men tilføjer genetisk...

du kan ikke spejle dig i genetik, genetik er ikke afgørende for HVEM du er. Det kan være afgørende for dit udseende og din dna - men aldrig for HVEM du er.

HVEM du er, er afgjort af miljø... Skulle genetikken være styrende, ville vi stadigt rende rundt som hulemennesker...

Så det du beskriver er jo søgen efter en faderfigur, pakket ind i et spørgsmål om genetik..

Du henviser til en artikel omkring emnet, men hvad med valid forskning på området?

du mener det er egoistisk at vælge en anonym donor - men du forholder dig ikke til grundstenen, at donoren har valgt at være anonym af en årsag...

du lægger vægt på at man bør vælge en åben donor for at kunne finde sit fædrene ophav (der var den igen) for at kortlægge sin genetik... Men for at kortlægge sin genetik skal du længere tilbage end bare ham der har afleveret cellen der skabte dit liv.. Ergo er det HELE hans familie der skal involveres i barnets søgen efter svar? 

Det kan du da ikke mene?

så jeg må indrømme at din, meget entydige holdning, ikke holder vand... Jeg tror stadig det er den faderfiguren du mener de bliver snydt for, og her negligerer du kraftigt den far barnet allerede har, ham der er der hver dag...

Lad vær med at bruge tid på at svare på h*ns svar, da personen er afklaret med sin mening og vil debattere langt ude i fremtiden for i bliver aldrig enig. Men JEG er enig med dig..

Anonym skriver:

Du citerer den forkerte anonyme ^^, dette indlæg var mit første i debatten. 

Men jeg skriver jo netop at min holdning i bund og grund mest er rettet på enlige kvinder der insemineres, i parforhold er der jo netop en far figur - ihvertfald hvis det er et mand/kvinde forhold. Men anonym donation er jeg imod, ja. Jeg er klar over det ikke er en far der venter når barnet bliver 18. Og det håber og tror jeg da ingen bilder deres børn ind. Jeg syns barnets behov for en far burde veje højere end mit behov for at få et barn. 

Desuden... Nej, jeg er ikke ufrivilligt barnløs, jeg har et barn der efter 5 års forsøg kom til verdenen, det er 5 år siden og inden min eks og jeg gik fra hinanden havde vi prøvet i 4 år mere at lave en lillesøster/bror. Jeg havde i sin tid accepteret at jeg nok aldrig blev mor, nu er det sværere at acceptere at jeg 'kun' bliver mor til en, men sådan ser det ud til at blive og det tror jeg der er en grund til. Mit lod i livet blev 1 vidunderligt barn. 

For mig må det afgørende spørgsmål så være: Er savnet/manglen efter en farfigur så ødelæggende og livsdefinerende, at barnet ville ønske, det aldrig var kommet til verden? At mors, evt. to af dem, omsorg og kærlighed stadig ikke vil kunne skabe fundament for et liv, der er værd at leve? 

Jeg har af andre årsager manglet og savnet en far i mit liv, men mit liv er da i den grad en gave, jeg påskønner, alligevel. Havde man nu kunnet forudsige, at jeg ville miste min far som ganske lille, ville jeg godt nok ikke ønske mig, at nogen havde vurderet, jeg var bedre tjent med ikke at blive født. Og i sidste instans er det for mig at se dét, du hævder på vegne af disse børn - at deres livsbetingelser er så  svære, at det havde været bedst at lade dem være blevet ved tanken. Det er i mine øjne en meget vidtgående konklusion at drage på vegne af en meget stor gruppe børn og voksne. Tror du, de er enige? 

Anonym skriver:

En amerikanske undersøgelse viser, at to tredjedele af anonyme donorbørn ønsker muligheden for at søge informationer om deres genetiske ophav.

Jeg har aldrig utalt mig om åbne donorbørn og jeg har aldrig sagt, at alle anonyme donorbørn får en identitetskrise. Jeg har sagt, at det har en indflydelse på deres identitetsdannelse. Måske du bør læse mine kommentarer igennem, før du beskylder mig for at have sagt ting, som jeg ikke har sagt.

Hvis en sæddoner har valgt at være åben donor, går jeg stærkt ud fra, at manden ikke har et problem med at blive opsøgt af sine voksne donorbørn, og hvis der er en social far i barnets liv, som har opfosteret barnet med ærlighed og ubetinget kærlighed, bør barnets ønske om at finde sit fædrende ophav ikke påvirke deres forhold. En sæddonor er jo ikke en far og kan aldrig blive det.

Læser man dit startindlæg, er det jo ganske svært at abstrahere fra den problemstilling, du rejser der, som handler om det hjerteskærende i at se små børns bevidsthed om ikke at have en far. Jeg synes, du - i en meget lang tråd - må respektere, at andre læsere kan have svært ved at følge med i dine moderationer og dit ændrede fokus. 

Hvad angår dit "bør" til slut - at barnets ønske ikke "bør" ændre forholdet til den sociale far - så er vi ude i svære, følelsesmæssige forhold, som der ikke findes nogle "bør" og rationelle retningsvisere for. Igen synes jeg, du er meget drevet af logiske og fysisk/biologiske ræsonnementer i et for mig meget subjektivt og følelsesladet spørgsmål. Møder det voksne barn donor på et tidspunkt, hvor han/hun har en problematisk relation til sin sociale far, og føler barnet et tilknytningsforhold til donor, er der jo ikke lukket af for følelserne med ét besøg. 

I mine øjne risikerer man utilsigtet at skabe grobund for urealistiske håb og drømme samt "ustyrlige" følelser ved med årene at omtale muligheden for, at barnet kan møde donor en dag. Det er jo langt fra så enkelt, at når bare Mor forklarer indgående, hvad vilkårene er, så vil barnet se realistisk på donors rolle og være helt afklaret med betingelserne. 

At to ud af tre ønsker muligheden, undrer mig ikke som sådan. Spørgsmålet er, hvor stor en andel, der blot er nysgerrige, hvor mange, der har urealistiske håb og forventninger, og hvor mange, der opfatter det som en menneskerettighed, der uretfærdigt er blevet dem frataget. 

Jeg kan ikke se det umodne i at pinpointe de argumenter du bruger, du bruger igen frasen at spejle sig, men tilføjer genetisk...

du kan ikke spejle dig i genetik, genetik er ikke afgørende for HVEM du er. Det kan være afgørende for dit udseende og din dna - men aldrig for HVEM du er.

HVEM du er, er afgjort af miljø... Skulle genetikken være styrende, ville vi stadigt rende rundt som hulemennesker...

Så det du beskriver er jo søgen efter en faderfigur, pakket ind i et spørgsmål om genetik..

Du henviser til en artikel omkring emnet, men hvad med valid forskning på området?

du mener det er egoistisk at vælge en anonym donor - men du forholder dig ikke til grundstenen, at donoren har valgt at være anonym af en årsag...

du lægger vægt på at man bør vælge en åben donor for at kunne finde sit fædrene ophav (der var den igen) for at kortlægge sin genetik... Men for at kortlægge sin genetik skal du længere tilbage end bare ham der har afleveret cellen der skabte dit liv.. Ergo er det HELE hans familie der skal involveres i barnets søgen efter svar? 

Det kan du da ikke mene?

så jeg må indrømme at din, meget entydige holdning, ikke holder vand... Jeg tror stadig det er den faderfiguren du mener de bliver snydt for, og her negligerer du kraftigt den far barnet allerede har, ham der er der hver dag...

Jeg finder det grinagtigt, at du beskylder mig for at have en skjult dagsorden - men dig om det

Når jeg bruger udtrykket "at spejle sig i" så er det udelukkende udseendemæssigt, jeg mener. Hvis du har læst om emnet, så ved du lige så vel som jeg, at både donorbørn og adoptivbørn har brug for nogle at spejle sig i. Det gælder selvfølgelig ikke alle, men nu handler tråden jo om dem, som det gælder for.

Så nej, jeg beskriver ikke søgen efter en faderfigur pakket ind i et spørgsmål om genetik.

Donere der vælger at være anonyme, er på sin vis også egoistiske idet de er med til at fratage barnet retten til at få informationer om halvdelen af deres DNA senere i livet.

Jeg har ikke sagt, at det er hele donerens familie, der skal involveres i barnets søgen på sit fædrende ophav. Af hvad jeg kan læse mig til, handler det om at finde sin biologiske "far" - ikke hans familie.

Jeg synes, at din egen holdning er meget entydig, og jeg forstår ikke, hvorfor du ud fra mine kommentere konkluderer, at det er en faderfigur, som jeg synes, at de bliver snydt for. En donor er ikke en far!

Har barnet en social far, er det da kun dejligt for barnet, men skal barnet have frataget retten til at opsøge sit genetiske ophav fordi den sociale far er usikker på sin rolle, som ubiologisk forælder? Dét synes jeg er forkert!

For mig må det afgørende spørgsmål så være: Er savnet/manglen efter en farfigur så ødelæggende og livsdefinerende, at barnet ville ønske, det aldrig var kommet til verden? At mors, evt. to af dem, omsorg og kærlighed stadig ikke vil kunne skabe fundament for et liv, der er værd at leve? 

Jeg har af andre årsager manglet og savnet en far i mit liv, men mit liv er da i den grad en gave, jeg påskønner, alligevel. Havde man nu kunnet forudsige, at jeg ville miste min far som ganske lille, ville jeg godt nok ikke ønske mig, at nogen havde vurderet, jeg var bedre tjent med ikke at blive født. Og i sidste instans er det for mig at se dét, du hævder på vegne af disse børn - at deres livsbetingelser er så  svære, at det havde været bedst at lade dem være blevet ved tanken. Det er i mine øjne en meget vidtgående konklusion at drage på vegne af en meget stor gruppe børn og voksne. Tror du, de er enige? 

Intet kan kompensere for en manglende faderfigur, men jeg har aldrig sagt, at det er så ødelæggende og livsdefinerende, at barnet ville ønske, at det aldrig var kommet til verdenen - det er jo ikke noget, jeg kan vide, og det er heller ikke noget, jeg kan forestille mig at være sandt.

Men det ændre stadig ikke på, at det er egoistisk af forælderen at træffe et permanent valg på barnet vegne, som gør, at barnet aldrig vil kunne opsøge den anden halvdel af dets genetiske ophav.

Kære alle,

Jeg er glad for jeres deltagelse i denne tråd, men jeg er træt af, at skulle gentage mig selv igen og igen og igen. Har I nogle spørgsmål til min holdning om det at få barn med et anonym doner, er jeg sikker på, at I kan finde svaret i en af mine kommentarer.

Hav en forsat dejlig dag - og husk at sæt jeres børns nutidige og fremtidige behov før jeres egne

- Andrea