Egoistisk valg!

dorthemus skriver:

Interessant, tak for den 

Den er af lidt ældre dato men dog de eneste tal jeg umiddelbart kunne finde. Og det eneste indspark som ikke var baseret på følelser og syneser. Vil da håbe der samles mere information ind så man kan råde og vejlede vores politikere med en form for evidens og gøre op med en masse fordomme 

dorthemus skriver:

Min datter er donorbarn og det er et valg jeg tog efter flere års overvejelser og flere dårlige parforhold der intet førte med sig. Og det er et valg jeg står 100 % inde for. Ja det er egoistisk at få et barn selv, men det er det altid at få et barn - ingen vælger vel at få børn for børnenes skyld  

Jeg valgte selv dengang at få barnet med en åben sæddonor hvor min datter med tiden får de oplysninger hun (måske) har behov for og evt. møde ham. Og så har jeg været ærlig fra starten omkring hendes donorfar, også dengang hun ikke forstod det. Alle omkring hende ved det og hun kender og har mødt flere donorsøskende. Intet er skjult! 

Nu blir hun snart seks år og hun spørger aldrig til ham. Da hun var omkring 2-3 år spurgte hun lidt, men hun er ikke interesseret selvom jeg har forsøgt at tale med hende om det.

Siden hun var 4 år har jeg haft en kæreste som hun nu kalder far for hun har bestemt et behov for at kalde ham far.

Min pointe er blot,  at der er mange former for familie og familie er ikke altid blodsbeslægtet. Det vigtigste er tryghed og kærlighed og det får min datter i rigt mål, også fra sin papfar 

 

Da jeg læste tråden i går, håbede jeg sådan, du ville svare :-) 

Anonym skriver:

Hvor mange af jer der svarer, har et donorbarn med en anonym sæddonor?

Jeg undrer mig over, at størstedelen af jer ikke er i stand til at sætte jer ind i donorbørnenes situation.

Hvis behovet for at opsøge deres genetiske ophav opstår, bør de så ikke have muligheden for det?

Jeg har ikke, men tænker mere hvordan kan du?

Jeg har fx fundet artikel hvor nogen rent faktisk har talt med doborbørnene og den understøtter ikke dit argument. Men igen den er baseret på meget lidt data, for der meget lidt data på området fx fordi en del børn slet ikke oplyses om de er donorbørn. 

Så hvorfor kan du bedre - bare nysgerrig, for tænker med mindre du selv er donorbarn kan du vel også kun tale ud fra hvad du tror. Og selvom du er donorbarn kan du jo i virkeligheden kun tale om dine egne følelser og ikke alle donor børns 

K&S skriver:

Da jeg læste tråden i går, håbede jeg sådan, du ville svare :-) 

Kunne ikke lade være 

Anonym skriver:

Hvor mange af jer der svarer, har et donorbarn med en anonym sæddonor?

Jeg undrer mig over, at størstedelen af jer ikke er i stand til at sætte jer ind i donorbørnenes situation.

Hvis behovet for at opsøge deres genetiske ophav opstår, bør de så ikke have muligheden for det?

Er du selv barn af anonym donor? Du er vel ikke bedre egnet til at sætte dig ind i det end alle os andre. Du kan ikke drage konklusioner ud fra din venindes børn, Facebook grupper og lignende. 

Anonym skriver:

Jeg har ikke sagt, at det er synd for  ALLE donorbørn, jeg har sagt, at det er synd for dem, der har et ønske om at finde frem til deres genetiske ophav, men ikke har muligheden for det fordi deres forældre tog et egoistisk valg om at bruge en anonym sæddoner.

Men hvordan kan du vide om dit barn vil oenske det?

Der er mange der ikke kender deres familier paa den ene eller anden anden side, men ikke er donorbarn.

Det er altid synd for dem, der vil finde nogen, men ikke kan, men saadan er det, ikke kun med donorboern. Ja, man kan vaelge en aaben donor, men det valgte de ikke. Men jeg synes ikke de er mere egoiske, end saa mange andre.

lineog4 skriver:

Den er af lidt ældre dato men dog de eneste tal jeg umiddelbart kunne finde. Og det eneste indspark som ikke var baseret på følelser og syneser. Vil da håbe der samles mere information ind så man kan råde og vejlede vores politikere med en form for evidens og gøre op med en masse fordomme 

Det skal nok komme, i takt med at danske donorbørn vokser op. I USA hvor der er langt flere voksne donorbørn så er der også langt mere evidensbaseret materiale at konkludere udfra. Det får vi også i Danmark.

Anonym skriver:

Har jeg sagt at "sådan er det bare"? Jeg taler udelukkende om børn af anonyme sæddonere som  har behovet for at opsøge halvdelen af deres genetiske ophav.

Ja, fordi det kun er den man hoerer om, du hoerer ikke om de boern der ikke leder efter deres far, fordi det er ikke intressant, saa derfor sidder: Ja, der er saa mange der gerne vil finde deres far og hans familie, fordi de vil kende dem. Det er synd, ja, det er det, men det er kun en % del af donorboern der spoerg..
Trist at din venindes boern spoerg, men saa man hun forklarer dem, hvorfor de ikke har en far. Hvorfor hun tog valget.

Ligesom den femaarige dreng, der ikke har en mor, fordi hun doede.

Der er mange enlige, og ja der er nogen der ikke ved hvem faren er, og det skal de forklarer deres barn, eller faren ikke gad at have noget med dem at goere. Jeg ville helt sikkert hellere vide at jeg var 120% oensket af min mor, end at jeg var et uheld, eller at min far bare ikke gad at have at noget med mig at goere.

Der er mange boern I dag, der kun har en foraelder, og naar boernene saa spoerg, saa fortaeller du dem sandheden, og svarer paa deres spoergsmaal.
Uden at andre kalder dem egoistiske og ikke taenker paa deres boern.

Fordi der er nogen der ikke lyver for deres boern.

Ligesom hvis en foraelder doer, og den anden bliver gift igen, en mor/far I himlen og en paa Jorden.

Taenk hvis du holdt det hemmeligt og dit barn saa en dag stoeder ind I en, der ligner ham paa en prik(far, bror/soester).... Hvordan tror du saa barnet reagere hvis det finder dud af at du har loejet?

Men hvad er meningen med at fortælle det, hvis man ikke vil give barnet muligheden for at opsøge halvdelen af dets genetiske ophav? Det eneste der kommer ud af det, er en masse spørgsmål, der aldrig vil kunne blive besvaret. Det synes jeg ikke er fair overfor barnet!

Hvis barnet lever i uvished, og en dag støder ind i en person, der ligner ham/hende på en prik, vil barnet jo nok bare tro, at det er en tilfældighed. Hvis jeg selv stødte ind i en person, der lignede mig på en prik, ville min første tanke i hvertfald ikke være "jeg må være et donorbarn".

Anonym skriver:

Men hvad er meningen med at fortælle det, hvis man ikke vil give barnet muligheden for at opsøge halvdelen af dets genetiske ophav? Det eneste der kommer ud af det, er en masse spørgsmål, der aldrig vil kunne blive besvaret. Det synes jeg ikke er fair overfor barnet!

Hvis barnet lever i uvished, og en dag støder ind i en person, der ligner ham/hende på en prik, vil barnet jo nok bare tro, at det er en tilfældighed. Hvis jeg selv stødte ind i en person, der lignede mig på en prik, ville min første tanke i hvertfald ikke være "jeg må være et donorbarn".

Ved ikke om du har læst artiklen, men jeg citerer lige og en af konklusionerne i denne artikel (kronik) som er baseret på interview med donorbørn og ikke jeg tror, er netop at det er bedst for donor børn at kende sandheden også selvom det er med anonym donor:

"En del af de interviewede donorbørn/unge har fra barnsben fået fortalt historien om deres tilblivelse. Disse mennesker oplever det positivt, at de er skabt efter sæddonation. De giver udtryk for, at de føler sig privilegerede, udvalgte og særlige, idet de var så ønskede, at deres forældre ville gennemgå fertilitetsbehandlinger for at prøve at få et barn. Flere børn og unge giver udtryk for, at de ikke er så interesserede i, hvordan de blev skabt, men at det centrale er, at de blev skabt.

Andre mennesker har derimod først som voksne og måske ved et tilfælde fundet ud af, at deres far ikke er deres genetiske far. Disse mennesker fortæller typisk, at opdagelsen om deres tilblivelse har givet dem et brud i deres fortælling om deres egen oprindelse. At det har været en belastning selv at finde ud af sandheden, og at den brudte familiehemmelighed har medført vanskelige relationer til forældre og andre. Endelig er der enkelte 'case-beskrivelser' af, at hemmeligholdelse om et menneskes tilblivelseshistorie kan have alvorlige psykiske følger." (Politiken, kronik, 2005)