Egoistisk valg!

Rockertand skriver:

Nu ved jeg ikke, om du læste de foregående indlæg, det er jo en sammenhæng, det her, men ja, hvis barnet oplyses om, at det er donor-barn, så ville det da rejse en forbandet masse spørgsmål, specielt når barnet bliver ældre og ikke bare kan spises af med latterlige små-romantiske forklaringer. Hvis du prøver at sætte dig i situationen, så vil det da være helt naturligt, at barnet har mange spørgsmål og også gerne vil have dem besvaret.....og da slet ikke har behov for, at der sidder 2 voksne med mærkelige ansigtsudtryk, der siger "det var en anonym donor, så der er ikke mere at fortælle"....tænk lige over det, det er altså en del af barnets identitet, der bare bliver fejet på gulvet med en ligegyldig bemærkning, øv altså, hvor er det en led handling.

 

Hold da op du er  agressiv. 

Det niveau føler jeg ikke for at debattere på. 

Kan du have en god dag  

Rockertand skriver:

Nu ved jeg ikke, om du læste de foregående indlæg, det er jo en sammenhæng, det her, men ja, hvis barnet oplyses om, at det er donor-barn, så ville det da rejse en forbandet masse spørgsmål, specielt når barnet bliver ældre og ikke bare kan spises af med latterlige små-romantiske forklaringer. Hvis du prøver at sætte dig i situationen, så vil det da være helt naturligt, at barnet har mange spørgsmål og også gerne vil have dem besvaret.....og da slet ikke har behov for, at der sidder 2 voksne med mærkelige ansigtsudtryk, der siger "det var en anonym donor, så der er ikke mere at fortælle"....tænk lige over det, det er altså en del af barnets identitet, der bare bliver fejet på gulvet med en ligegyldig bemærkning, øv altså, hvor er det en led handling.

 

Du går ud fra pr automatik at alle ønsker en genetisk forklaring, et genetisk spejl. 

De adoptiv børn jeg har mødt (som unge og voksne), der har det mere været forklaringen de higede efter: hvorfor blev jeg bortadopteret, hvordan er livet i det land jeg kunne have vokset op i. Min fars abortadopterede storesøster fandt familiern da min far var 40, hendes ønske fortalte hun var ikke at finde sin genetik, men at få en forklaring. 

Jeg er ret sikker på det ikke er nødvendigt at få en forklaring på hvorfor valgte du at blive donor. Er donor barn er ikke fravalgt som er bortadopteret barn kan føle det er. Så et behov for at finde sin far er alene genetisk. Og personligt tror jeg ikke der er det samme behov for st kende, men det finder vi jo nok ud af om 10-20 år når generationen med flere donorbørn er vokset op

Rockertand skriver:

Hvori ligger beskyttelsen? 

Hvor godt er dit forsvar, når dit barn er helt opløst i gråd over en identitetskrise, en sorg som I helt overlagt vælger at give barnet, men hvorfor?

Du antager,at barnet vil ende i en personlig krise - det er jeg uenig i! Hvis man er vokset op med alle kortene på bordet og en masse kærlighed,så tror jeg ikke,at risikoen for en identitetskrise er større for donorbørn end alle andre (eksempelvis skilsmissebørn).. 

Uanset hvad,så har vi truffet det rigtige valg for VORES barn,og det valg vil jeg til enhver tid kunne forsvare overfor vores barn (ikke at jeg regner med,at det bliver nødvendigt)!

God dag til dig :-)

Mami skriver:

Hold da op du er  agressiv. 

Det niveau føler jeg ikke for at debattere på. 

Kan du have en god dag  

Er hun aggresiv fordi hun påpeger muligheden for, at barnet kan ende i en identitetskrise pga. dets forældres egoistiske valg om at bruge en anonym sæddoner? Det vil jeg nærmere kalde realistisk.

Anonym skriver:

Er hun aggresiv fordi hun påpeger muligheden for, at barnet kan ende i en identitetskrise pga. dets forældres egoistiske valg om at bruge en anonym sæddoner? Det vil jeg nærmere kalde realistisk.

Nej det er ikke den del - og det ved Du vist også godt  

men jeg springer fra nu, bryder mig ikke om debatter der køres i så lav stil  

god dag til dig også 

lineog4 skriver:

Du går ud fra pr automatik at alle ønsker en genetisk forklaring, et genetisk spejl. 

De adoptiv børn jeg har mødt (som unge og voksne), der har det mere været forklaringen de higede efter: hvorfor blev jeg bortadopteret, hvordan er livet i det land jeg kunne have vokset op i. Min fars abortadopterede storesøster fandt familiern da min far var 40, hendes ønske fortalte hun var ikke at finde sin genetik, men at få en forklaring. 

Jeg er ret sikker på det ikke er nødvendigt at få en forklaring på hvorfor valgte du at blive donor. Er donor barn er ikke fravalgt som er bortadopteret barn kan føle det er. Så et behov for at finde sin far er alene genetisk. Og personligt tror jeg ikke der er det samme behov for st kende, men det finder vi jo nok ud af om 10-20 år når generationen med flere donorbørn er vokset op

Jeg er godt klar over, at alle mennesker er forskellige og at det ikke er alle donorbørn, der har et behov for at finde frem til deres genetiske ophav, men jeg mener, at det bør være muligt for dem, der ønsker det.

Ja naturligvis er det egoistisk at få børn med ukendt donor. Men det er også at få med en kendt. Eller når et ægtepar for et barn. Fordi børn fåes af egoistiske grunde. Ingen børn vælger jo selv om de vil fødes det bliver de fordi mor og far tager et aktivt valg om at barn skal til verden.

derudover kan jeg godt følge dig lidt. Ja barnet har potentiale til at ende ud i en identitskrise men det gjorde jeg sgu også. Jeg kan ikke spejle mig i mine forældre. Selvom de er mit biologiske ophav 

Nej det er ikke den del - og det ved Du vist også godt  

men jeg springer fra nu, bryder mig ikke om debatter der køres i så lav stil  

god dag til dig også 

Hvis jeg vidste det, ville jeg ikke spørge dig. Jeg synes personligt, at brugeren stiller nogle relevante spørgsmål, og kan ikke se, hvordan det kan opfattes som aggresivitet.

Min datter er donorbarn og det er et valg jeg tog efter flere års overvejelser og flere dårlige parforhold der intet førte med sig. Og det er et valg jeg står 100 % inde for. Ja det er egoistisk at få et barn selv, men det er det altid at få et barn - ingen vælger vel at få børn for børnenes skyld  

Jeg valgte selv dengang at få barnet med en åben sæddonor hvor min datter med tiden får de oplysninger hun (måske) har behov for og evt. møde ham. Og så har jeg været ærlig fra starten omkring hendes donorfar, også dengang hun ikke forstod det. Alle omkring hende ved det og hun kender og har mødt flere donorsøskende. Intet er skjult! 

Nu blir hun snart seks år og hun spørger aldrig til ham. Da hun var omkring 2-3 år spurgte hun lidt, men hun er ikke interesseret selvom jeg har forsøgt at tale med hende om det.

Siden hun var 4 år har jeg haft en kæreste som hun nu kalder far for hun har bestemt et behov for at kalde ham far.

Min pointe er blot,  at der er mange former for familie og familie er ikke altid blodsbeslægtet. Det vigtigste er tryghed og kærlighed og det får min datter i rigt mål, også fra sin papfar 

Som forældre til adopterede børn vil man da aldrig sige... Vi gjorde alt hvad vi kunne og fik behandlinger .. Men endte med at adoptere - altså : du var sidste mulighed

Det har jeg da hellere aldrig sagt, at man ville sige til et adopteret barn. Hvor vil du hen med din besked?