Egoistisk valg!

Lisbeth1985 skriver:

Jeg er en af de kvinder, som forhåbentlig meget snart bliver mor til et donorbarn - et længe ventet og MEGET ønsket barn!

Min mand og jeg har igennem MANGE år været i fertilitetsbehandling, hvor vi flere gange har opnået en graviditet men efterfølgende mistet. Det har vist sig, at vi højest sandsynlig aldrig vil kunne få et barn med min mands sæd, derfor er vores eneste mulighed nu at bruge donorsæd. Vi har valgt en anonym donor, da vores barn vil have en far - en far som vil elske vores barn lige så højt, som hvis han biologisk var en del af barnet. Vi har naturligvis tænkt os at fortælle barnet om det, når det er gammelt nok, men vi har ikke tænkt os at give barnet muligheden for at finde sit biologiske ophav. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er et egoistisk valg - tværtimod.. Vi har talt det igennem MANGE gange, fældet mange tårer (det er bestemt ikke nogen let beslutning at bruge en donor) og vi er sikre på, at vi har truffet den rigtige beslutning for vores barn..

Så TS... Måske skulle du åbne dine øjne for andre menneskers situation... Hvad der ikke føles rigtigt for dig, kan være det helt rigtige for andre.. Uanset hvad, tror jeg, at mange donorbørn er langt mere ønsket, værdsat og elsket end et uheld lavet på en bytur - hvilket barn vil du helst være?

God lørdag

Ville din mand være mindre far, fordi barnet ville få muligheden for at kende sit biologiske ophav?

Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke vil give sit barn de allerbedste vilkår for at blive et helt menneske, at man som kommende forældre kan være så usikre/bange/egoistiske ( jeg ved ikke, hvad jeres følelser er ), at man ikke evner at se udover egen næsetip og sikre sig, at HVIS barnet ønsker disse oplysninger, så er det en mulighed. 

Har I snakket om, hvad forklaringen skal være, hvis I har et meget ulykkeligt ungt menneske, der efterspørger ophavet som f.eks. 22-årig? Hvad frygter I? Hvad vil svaret være?

Jeg er glødende modstander af anonyme donorer, jeg mener helt klart, at det er en menneskeret at få disse oplysninger, og jeg mener det faktisk i sådan en grad, at forældrene ikke skulle have valgmuligheden, om de ville fortælle det eller ej, barnet skulle simpelthen have alle oplysninger serveret i E-boksen på sin 18-års fødselsdag, og det ville så være op til barnet, om denne fil skulle åbnes eller slettes.

Rockertand skriver:

Ville din mand være mindre far, fordi barnet ville få muligheden for at kende sit biologiske ophav?

Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke vil give sit barn de allerbedste vilkår for at blive et helt menneske, at man som kommende forældre kan være så usikre/bange/egoistiske ( jeg ved ikke, hvad jeres følelser er ), at man ikke evner at se udover egen næsetip og sikre sig, at HVIS barnet ønsker disse oplysninger, så er det en mulighed. 

Har I snakket om, hvad forklaringen skal være, hvis I har et meget ulykkeligt ungt menneske, der efterspørger ophavet som f.eks. 22-årig? Hvad frygter I? Hvad vil svaret være?

 

Jeg er glødende modstander af anonyme donorer, jeg mener helt klart, at det er en menneskeret at få disse oplysninger, og jeg mener det faktisk i sådan en grad, at forældrene ikke skulle have valgmuligheden, om de ville fortælle det eller ej, barnet skulle simpelthen have alle oplysninger serveret i E-boksen på sin 18-års fødselsdag, og det ville så være op til barnet, om denne fil skulle åbnes eller slettes.

 

 

For os handler det om,at vi føler,at vi beskytter vores barn bedst muligt ved ikke at give det valget: vores barn har en far - resten er "bare" genetik!

Vi vil ikke have,at vores barn i sidste ende ender med at blive skuffet over manglende interesse fra sit genetiske ophav (som min mand desværre selv er blevet det,men det er en længere historie)...

Anonym skriver:

Det er da dejligt for donorbørn, hvis de har en god stedfar, men det ændre ikke behovet for at vide, hvor man kommer fra.

Hvorfor tror du, at der er Facebook grupper, hvor donorbørn prøver at finde frem til deres biologiske søskende? Det er fordi, at de har brug for en, at kunne spejle sig i udover deres mor (givet at hun ikke har brugt ægdonor).

Jeg har oplyst mit brugernavn!

Ikke alle har lyst til at vide hvor de kommer fra, og ja der er nogen der gerne vil finde soeskende, maaske faren, men ikke alle..

Du kan ikke sidde og sige at det er synd for ALLE donorboern, fordi ALLE vil kende deres familie... Nogen har det fint med at have mor og saa en stedfar, og ikke brug for at kende saeddonoren, andre har.

Ligesom adopterede boern, nogen leder efter deres foraeldre, mens andre er ligeglade.

Alle er forskellige, lige meget hvordan vi er lavet.

Anonym skriver:

Når man adoptere et barn, om man får det lige efter fødslen eller ej, så er barnet allerede et barn og vil blive til uanset hvad. Det kan ikke sammenliges.

Hvad kan sammenlignes, er deres behov for at kende deres biologiske ophav. Jeg har en del venner som er adopteret, og selvom de selvfølgelig elsker deres danske forældre, så har de stadig et behov for at vide, hvor de kommer fra.

 

Ja selvfoelgelig er det allerede et barn, men det har ikke kendt sine foraeldre, og ja, det kan vaere at barn har et behov senere, men saa forklarer man det, naar barnet spoerg.

Ja, du kender. Og jeg kender nogen der aldrig har ledt efter deres foraeldre. Min bror ledte aldrig efter sin far. Han havde ikke behovet, han havde min far. Alle er forskellige. Saa man kan ikke sidde og sige, at saadan er det bare.

Rockertand skriver:

Ville din mand være mindre far, fordi barnet ville få muligheden for at kende sit biologiske ophav?

Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke vil give sit barn de allerbedste vilkår for at blive et helt menneske, at man som kommende forældre kan være så usikre/bange/egoistiske ( jeg ved ikke, hvad jeres følelser er ), at man ikke evner at se udover egen næsetip og sikre sig, at HVIS barnet ønsker disse oplysninger, så er det en mulighed. 

Har I snakket om, hvad forklaringen skal være, hvis I har et meget ulykkeligt ungt menneske, der efterspørger ophavet som f.eks. 22-årig? Hvad frygter I? Hvad vil svaret være?

 

Jeg er glødende modstander af anonyme donorer, jeg mener helt klart, at det er en menneskeret at få disse oplysninger, og jeg mener det faktisk i sådan en grad, at forældrene ikke skulle have valgmuligheden, om de ville fortælle det eller ej, barnet skulle simpelthen have alle oplysninger serveret i E-boksen på sin 18-års fødselsdag, og det ville så være op til barnet, om denne fil skulle åbnes eller slettes.

 

 

Min søn overvejer at blive anonym sæddonor. Det ville helt klart afskrække ham, hvis den anonyme mulighed ikke eksisterede - forståeligt nok, set med mine øjne. 

Får man ikke et "rekrutteringsproblem", hvis anonymiteten bortfalder? 

Anonym skriver:

Hvorfor vil I fortælle jeres kommende barn, at han/hun er et donorbarn, hvis I ikke vil give barnet retten til at kunne opsøge sit fædrende ophav senere i livet?

Så er barnet da, iføle min mening, bedre tjent med at leve i troen om, at din mand er dets biologiske far.

Fordi der er nogen der ikke lyver for deres boern.

Ligesom hvis en foraelder doer, og den anden bliver gift igen, en mor/far I himlen og en paa Jorden.

Taenk hvis du holdt det hemmeligt og dit barn saa en dag stoeder ind I en, der ligner ham paa en prik(far, bror/soester).... Hvordan tror du saa barnet reagere hvis det finder dud af at du har loejet?

Lisbeth1985 skriver:

For os handler det om,at vi føler,at vi beskytter vores barn bedst muligt ved ikke at give det valget: vores barn har en far - resten er "bare" genetik!

Vi vil ikke have,at vores barn i sidste ende ender med at blive skuffet over manglende interesse fra sit genetiske ophav (som min mand desværre selv er blevet det,men det er en længere historie)...

 

Hvori ligger beskyttelsen? 

Hvor godt er dit forsvar, når dit barn er helt opløst i gråd over en identitetskrise, en sorg som I helt overlagt vælger at give barnet, men hvorfor?

Rockertand skriver:

Hvori ligger beskyttelsen? 

Hvor godt er dit forsvar, når dit barn er helt opløst i gråd over en identitetskrise, en sorg som I helt overlagt vælger at give barnet, men hvorfor?

Tænker du det er en reel mulighed? At fordi barnet er lavet i behandling, vil det en dag stå helt opløst i gråd og i kæmpe krise? 

Mami skriver:

Tænker du det er en reel mulighed? At fordi barnet er lavet i behandling, vil det en dag stå helt opløst i gråd og i kæmpe krise? 

 

Nu ved jeg ikke, om du læste de foregående indlæg, det er jo en sammenhæng, det her, men ja, hvis barnet oplyses om, at det er donor-barn, så ville det da rejse en forbandet masse spørgsmål, specielt når barnet bliver ældre og ikke bare kan spises af med latterlige små-romantiske forklaringer. Hvis du prøver at sætte dig i situationen, så vil det da være helt naturligt, at barnet har mange spørgsmål og også gerne vil have dem besvaret.....og da slet ikke har behov for, at der sidder 2 voksne med mærkelige ansigtsudtryk, der siger "det var en anonym donor, så der er ikke mere at fortælle"....tænk lige over det, det er altså en del af barnets identitet, der bare bliver fejet på gulvet med en ligegyldig bemærkning, øv altså, hvor er det en led handling.

Anonym skriver:

Søg på Google 

Gik nu ud fra du havde noget belæg for din påstand...