Hvor slemt kan det dog være at føde?!?

Til trods for, at ingen af mine børn kom ud, helt uden tvang, så kan jeg i dag ikke huske hvor ondt det gjorde. Jeg fødte gerne igen og håber faktisk at jeg får lov til at opleve det igen.

Den første blev født med hjælp fra en sugekop - drengen gad sgu ikke at komme ud :-) og med det samme han var ude, tænkte jeg, det her kan jeg sagtens gøre igen! Og så var det jo heldigt at tvillingesøster også lige skulle ud :-P hende hev fødselsdagen/ jordemoder ud benene først, hvorefter jordemoderen måtte gave vristet tøser arme/skuldre ned.. Da hun var ude, havde jeg ikke lyst til flere fødsler lige den dag :-)

Mullesmith skriver:

Jeg tænker konstant på fødslen efterhånden, jeg drømmer endda om den om natten  jeg er ekstremt spændt og glæder mig. Uanset hvor slemt veninder fortæller mig at det har været for dem og hvor meget det svier, brænder og rykker i underlivet så tænker jeg bare "nå nå og jaja hvor slemt kan det lige være"  jeg fik tvillinger ved kejsersnit sidst, så har ikke prøvet veer og vaginal fødsel, men jeg bilder mig selv ind at det ikke er slemt og at jeg klare det mega nemt!! Hvordan har i oplevet smerterne?

Fuck smerten, tænkt på det der kommer ud a det... Jeg har haft en forfærdelig fødsel med min den første, mange smerter, 19 timer og 21 stæng efter fødsel.. Dog havde jeg er fantastisk fødsels 2. Gang og intet gik galt.. Jeg tager gerne en fødsel mere, uanet smerten, for at få en lækker lille baby igen ❤️❤️

Man kan sige så meget lyserødt og pænt om fødsler:

Et mirakel, en lykkerus osv - men det er bagefter.

Selve processen er rå og brutal mens den står på. Der er ikke meget lyrisk over det.

Og det er helt sandt, at et stykke tid bagefter husker man ikke selve den fysiske følelse, men man kan godt huske sin egen oplevelse af det hele.

Man kan være heldig og slippe med en nem fødsel - men selv den kan opleves voldsomt.

En fødsel kan tage dig så langt, at du ikke længere kan forestille dig, at det nogensinde kan slutte, eller helt derud, hvor du tror, du dør. Ikke på den der "Åh, jeg troede, jeg skulle DØ!"- måde som en del bruger, når de f eks uventet har truffet en ven, men en virkelig oplevelse af at dø.

Hvis det ikke var for det kick man får lige efter, og fordi man glemmer den fysiske fornemmelse, så tror jeg, fødselstallet ville være lavere, end det faktisk er. - Og så er det jo sådan, at når man først har børn, så går man gerne igennem ild og vand for dem - eller en fødsel mere for at få enda et barn.

Det er ikke for at skræmme dig, og fødsler er forskellige, men det er ikke noget, man rigtig kan forestille sig, før man selv er midt i det.

Jeg tænker konstant på fødslen efterhånden, jeg drømmer endda om den om natten  jeg er ekstremt spændt og glæder mig. Uanset hvor slemt veninder fortæller mig at det har været for dem og hvor meget det svier, brænder og rykker i underlivet så tænker jeg bare "nå nå og jaja hvor slemt kan det lige være"  jeg fik tvillinger ved kejsersnit sidst, så har ikke prøvet veer og vaginal fødsel, men jeg bilder mig selv ind at det ikke er slemt og at jeg klare det mega nemt!! Hvordan har i oplevet smerterne?

Jeg tænker at det er en meget farlig indgangsvinkel at have til dét at føde. Forbered dig på at det bliver det værste smertehelvede du nogensinde kommer til at opleve (men at du selvfølgelig nok skal klare det!). For sådan er det for de fleste. Det vil være rigtig surt at gå rundt med rosenrøde forestillinger om hvor sej en urkvinde man kan være, for så at blive enormt skuffet over sig selv og sin formåen.

Jeg er en af de få heldige som ikke syntes at det gjorde specielt ondt at føde og stadig har det som mit livs mest fantastiske og udelt positive oplevelse. Men jeg ved også at jeg hører til mindretallet.

Det er det værste jeg har oplevet.. Nøj det er smertefuldt. Når man så har klaret sig igennem det føler man sig som verdens sejeste..Men ens hjerne glemmer heldigvis hurtigt. Var først da jeg var højgravid med nr. 2 at jeg virkelig var angst for fødslen for vidste hvad der ventede.. Puha var forfærdeligt at gå med den angst kan jeg huske... Men overlevede da endnu en gang��

God-mor skriver:

Jeg tænkte præcis det samme som dig INDEN, at jeg fødte. Havde en fødsel på 33 timer uden smertestillende, og det gjorde så ondt at jeg aldrig glemmer smerten! MEN det ER en fantastisk oplevelse samtidig, og du er høj på lykke bagefter. 

Min varet også omkring de 33timer uden noget smertestillende. Shiit altså..

har du gået flere siden? 

modesty skriver:

Jeg tænker at det er en meget farlig indgangsvinkel at have til dét at føde. Forbered dig på at det bliver det værste smertehelvede du nogensinde kommer til at opleve (men at du selvfølgelig nok skal klare det!). For sådan er det for de fleste. Det vil være rigtig surt at gå rundt med rosenrøde forestillinger om hvor sej en urkvinde man kan være, for så at blive enormt skuffet over sig selv og sin formåen.

Jeg er en af de få heldige som ikke syntes at det gjorde specielt ondt at føde og stadig har det som mit livs mest fantastiske og udelt positive oplevelse. Men jeg ved også at jeg hører til mindretallet.

Jeg har det næsten omvendt. Selvfølgelig skal man ikke på forhånd sætte sig op til, at det bliver piece of cake eller beslutte, at man ikke vil have smertelindring, men være urkvinde med power og overskud. Så risikerer man at blive skuffet og føle, man har fejlet. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at min ro og min positive indstilling VAR medvirkende til, at jeg ikke gik op i limningen og kæmpede imod smerten. Men altså, vi er jo vidt forskellige, også på det mentale plan, så der er næppe én rigtig måde at forberede sig på mentalt. For mig har det ikke på nogen områder i livet hjulpet mig på forhånd at tænke, at "dette bliver et helvede". For mig begyndte fødslerne positivt, fordi jeg så frem til dem med overbevisningen om, at dette ville blive stort og fantastisk. Og havde jeg nu haft svære og meget pinagtige fødsler, så tror jeg ikke, det ville være kommet mig til skade, at jeg havde forestillet mig det helt anderledes. Jeg ville bare være blevet klogere. 

Ciss skriver:

Man kan sige så meget lyserødt og pænt om fødsler:

Et mirakel, en lykkerus osv - men det er bagefter.

Selve processen er rå og brutal mens den står på. Der er ikke meget lyrisk over det.

Og det er helt sandt, at et stykke tid bagefter husker man ikke selve den fysiske følelse, men man kan godt huske sin egen oplevelse af det hele.

Man kan være heldig og slippe med en nem fødsel - men selv den kan opleves voldsomt.

En fødsel kan tage dig så langt, at du ikke længere kan forestille dig, at det nogensinde kan slutte, eller helt derud, hvor du tror, du dør. Ikke på den der "Åh, jeg troede, jeg skulle DØ!"- måde som en del bruger, når de f eks uventet har truffet en ven, men en virkelig oplevelse af at dø.

Hvis det ikke var for det kick man får lige efter, og fordi man glemmer den fysiske fornemmelse, så tror jeg, fødselstallet ville være lavere, end det faktisk er. - Og så er det jo sådan, at når man først har børn, så går man gerne igennem ild og vand for dem - eller en fødsel mere for at få enda et barn.

Det er ikke for at skræmme dig, og fødsler er forskellige, men det er ikke noget, man rigtig kan forestille sig, før man selv er midt i det.

 

Jeg ved ikke om det er lyserødt, men for mig er en fødsel ikke rå og brutal. Den er lig med smerter som jeg aldrig har oplevet og første gang skræmte de smerter mig, mens de de andre gange blev budt velkomne som noget jeg genkendte, men dog ikke nød (er ikke så leget masochist). 

Det er smerter som havde et formål og som jeg lærte at arbejde sammen med og på en måde slippe kontrollen fuldstændig og "bare" følge min krop og mine instinkter og nej det er ikke alene en efterrationalisering, de ro sidste fødsler der lærte jeg at give total slip, miste den sidste rest af rationel kontrol og bare følge smerte strømmen, dermed var fødslen heller ikke skræmmende, rå, voldsom eller andet. Den var smerte gange smerte, den var ukontrollerbar, den var noget velkendt. Og nej der er intet lyrisk eller romantisk over lort på gulvet, et udspilet underliv, opkast og hvad ved jeg og alligevel midt i det især med den sidste havde jeg tanken: det er jo helt fantastisk det her, nyd det Line for det er sidste gang (det var efter jeg havde med dybe blikke fået min mand til ar sværge jeg aldrig skulle føde igen, for udsatte han mig for der igen skar jeg hele klokkeværket af). 

Og vil sige trods det skræmmende ved 1. Fødsel, flere dage med veer, så oplevede jeg det heller ikke som noget voldsomt. Som smerter og nogle jeg ikke forstod men aldrig råt og voldsomt

Jeg tror jeg beholder den positive indstilling og tænker at det uanset hvordan det kommer til at gå så bliver det en helt fantastisk oplevelse som jeg vil kunne fortælle om og huske tilbage på resten af mit liv, og jeg vil ikke være bange for smerten, men prøve at byde den velkommen og arbejde med den  og jeg vil heller ikke holde mig tilbage med en epidural hvis jeg føler det bliver for uoverskueligt. Jeg vil bare glæde mig til at se min 3. Søn og nyde tiden som nybagt mor, for hold kæft tiden er hurtig væk når først baby er født. 

Ciss skriver:

Man kan sige så meget lyserødt og pænt om fødsler:

Et mirakel, en lykkerus osv - men det er bagefter.

Selve processen er rå og brutal mens den står på. Der er ikke meget lyrisk over det.

Og det er helt sandt, at et stykke tid bagefter husker man ikke selve den fysiske følelse, men man kan godt huske sin egen oplevelse af det hele.

Man kan være heldig og slippe med en nem fødsel - men selv den kan opleves voldsomt.

En fødsel kan tage dig så langt, at du ikke længere kan forestille dig, at det nogensinde kan slutte, eller helt derud, hvor du tror, du dør. Ikke på den der "Åh, jeg troede, jeg skulle DØ!"- måde som en del bruger, når de f eks uventet har truffet en ven, men en virkelig oplevelse af at dø.

Hvis det ikke var for det kick man får lige efter, og fordi man glemmer den fysiske fornemmelse, så tror jeg, fødselstallet ville være lavere, end det faktisk er. - Og så er det jo sådan, at når man først har børn, så går man gerne igennem ild og vand for dem - eller en fødsel mere for at få enda et barn.

Det er ikke for at skræmme dig, og fødsler er forskellige, men det er ikke noget, man rigtig kan forestille sig, før man selv er midt i det.

 

Måske skal man først og fremmest konkludere, at kvinder og fødsler er vidt forskellige, og at det, der er råt og brutalt for den ene, er stærkt og intenst og fantastisk for den anden. Hvor har jeg ofte været frustreret over, at ingen - eller kun ganske få - virkelig lyttede og anerkendte min næsten overjordiske oplevelse af styrke og kraft og dét at være ét med min krop, når jeg fortalte om fødslerne. Jeg blev altid mødt med "Godt, det er ovre" og lignende - og jeg ville allerede lige efter første fødsel med glæde gentage det dagen efter. 

Det er nærmest et tabu at sige, at det var en sublim og vidunderlig proces - så romantiserer man, så har man glemt virkligheden, så underdriver man smerterne. Jeg ville jo aldrig sige til en kvinde, der talte om sin fødsel som et smertehelvede, at hun overdrev. 

Jeg er så glad for, at jeg har min mand at dele minderne med - og søde små breve fra jordemødrene. Ellers ville jeg sgu næsten begynde at tro på, jeg led af hukommelsestab