Hvor slemt kan det dog være at føde?!?

Mor og meget mere skriver:

Jeg har det næsten omvendt. Selvfølgelig skal man ikke på forhånd sætte sig op til, at det bliver piece of cake eller beslutte, at man ikke vil have smertelindring, men være urkvinde med power og overskud. Så risikerer man at blive skuffet og føle, man har fejlet. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at min ro og min positive indstilling VAR medvirkende til, at jeg ikke gik op i limningen og kæmpede imod smerten. Men altså, vi er jo vidt forskellige, også på det mentale plan, så der er næppe én rigtig måde at forberede sig på mentalt. For mig har det ikke på nogen områder i livet hjulpet mig på forhånd at tænke, at "dette bliver et helvede". For mig begyndte fødslerne positivt, fordi jeg så frem til dem med overbevisningen om, at dette ville blive stort og fantastisk. Og havde jeg nu haft svære og meget pinagtige fødsler, så tror jeg ikke, det ville være kommet mig til skade, at jeg havde forestillet mig det helt anderledes. Jeg ville bare være blevet klogere. 

Jeg kender flere som har tænkt "piece of cake" (hvilket, helt ærligt, er hvad jeg læser ud af TS' formulering i første indlæg) og som nærmest er blevet traumatiserede over hvor hårdt det viste sig at være.

Men derudover er jeg HELT enig med dig i at det heller ikke er konstruktivt at have en frygtsom eller negativ indstilling.

Jeg selv var forberedt på at det ville blive vanvittigt hårdt og smertefuldt, men jeg var samtidigt ikke i tvivl om at jeg nok skulle komme godt igennem. Jeg var aldrig bange for fødslen. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg har det næsten omvendt. Selvfølgelig skal man ikke på forhånd sætte sig op til, at det bliver piece of cake eller beslutte, at man ikke vil have smertelindring, men være urkvinde med power og overskud. Så risikerer man at blive skuffet og føle, man har fejlet. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at min ro og min positive indstilling VAR medvirkende til, at jeg ikke gik op i limningen og kæmpede imod smerten. Men altså, vi er jo vidt forskellige, også på det mentale plan, så der er næppe én rigtig måde at forberede sig på mentalt. For mig har det ikke på nogen områder i livet hjulpet mig på forhånd at tænke, at "dette bliver et helvede". For mig begyndte fødslerne positivt, fordi jeg så frem til dem med overbevisningen om, at dette ville blive stort og fantastisk. Og havde jeg nu haft svære og meget pinagtige fødsler, så tror jeg ikke, det ville være kommet mig til skade, at jeg havde forestillet mig det helt anderledes. Jeg ville bare være blevet klogere. 

Jeg har det på sammen måde. Jeg tror for mit eget vedkommende at jeg får allermest ud af at gå positivt ind til det, med en forventning om at det her kan jeg godt klare. Også selvom det bliver hårdt. Det har generelt aldrig virket for mig at forvente det værste i nogen situationer - og jeg er glad for at jeg oprigtigt glæder mig til at føde - med alt hvad det selvfølgelig indebærer...

Moar2011 skriver:

Min varet også omkring de 33timer uden noget smertestillende. Shiit altså..

 

har du gået flere siden? 

Puh, ja det er en hård omgang at ligge der så mange timer i smerter. Nej jeg har "kun" min datter på 2,6. Så hvis vi skal have flere håber og tror jeg på en nemmere fødsel!  

Har du flere? 

Mullesmith skriver:

Gid man dog bare kunne forberede sig på den smerte, men jeg tror også at uanset hvor meget jeg prøver at overbevise mig selv om at det ikke bliver så slemt så skal det nok blive det 

Jeg tror ikke man kan forestille sig veer, hvis ikke man har prøvet det - det kan bare ikke sammenlignes med noget andet. Da jeg var gravid med min ældste, var jeg meget i tvivl om jeg ville vide hvor mine plukveer, blev til rigtige veer. Hun forklarede at når det gjorde så ondt jeg jeg ikke kunne tænkte 2 sammenhængende tanker, så havde jeg veer - og jeg synes sammenligningen var meget god.

Jeg fik desværre ikke noget ud af mine veer, det var en igangsat fødsel. Da jeg efter knap 4 døgn, heraf de sidste 16 timer med ve-storm og en epidural, der ikke virkede, til sidst lå grædende i sengen, rystende af kramper og dårligt anede hvad der foregik omkring mig, endte de med at køre mig til AKS midt om natten, da de ikke længere troede på at jeg havde kræfter til at føde selv. Det var en helt igennem forfærdelig oplevelse, men resultatet var jo fantastisk.

Mine veer startede natten til onsdag og jeg fødte fredag - opstartsveer de første 40 timer men de gjorde alligevel ondt nok til at jeg ikke sov før jeg fik sovemedicin på fg og noget til at få livmoderen til at slappe af efter de 40 timer .. Jeg har en temmelig høj smertetærskel, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at et menneske kunne have så mange smerter uden at skulle dø af det !! Dagene efter var bestemt heller ikke lutter lagkage, jeg havde vildt ondt i halebenet og gik i et par uger med fornemmelsen af at være blevet sparket i røven af en hedt  

Jeg var selv total cool omkring min første fødsel.. Altså herre gud, det kunne jeg da sagtens klare det blev absolut ikke noget problem... 

Men vil sige, hold op hvor blev jeg overrasket.. Fødte hurtigt, åbnede mig fra 5-10 cm på 40 min, de værste 40 min nogensinde... For føj hvor gjorde det ondt! Og nu er jeg gravid igen... Forstår ikke altid at jeg gør det her igen, men jeg har glemt smerten nok, til at jeg gerne vil igen.. :-) 

vil så også sige, at uanset hvor ondt det gør! Så var det for mig bare den fedeste oplevelse i verden! Hold nu op en styrke der var i min krop, og så det at få sit lille væsen op på maven efter så meget smerte og vilde kræfter i kroppen.. Det er det bedste nogensinde, og det opvejer virkelig smerten for mig. 

God-mor skriver:

Puh, ja det er en hård omgang at ligge der så mange timer i smerter. Nej jeg har "kun" min datter på 2,6. Så hvis vi skal have flere håber og tror jeg på en nemmere fødsel!  

Har du flere? 

Nej det har jeg ikk, og han blir snart 5 jeg tror lidt på storke historien hihi .. 

Ej det mest fordi jeg samtidigt med føder for tidligt ..

kesuh skriver:

Well jeg husker tydeligt en kvindes beskrivelse. Kort men præcis. Min eks gik i skole og de havde en biologi-lærer der lige var kommet tilbage fra barsel. Hun blev spurgt af en af drengene : hvordan er det at føde?

Hendes svar var:  Det er som at skide en vandmelon !  

 

Hehe, da min søn kom til verden var hans far og jeg ikke længere kærester - men jeg ville gerne have ham med og syns han skulle klippe navlestrengen... Han ville så kun komme hvis hans nye kæreste måtte komme med 

Jeg svarede noget i retning af at det fandeme ikke kom til at ske, om han havde lyst til at have tilskuere hvis han sku skide en vandmelon ud??! 

Moar2011 skriver:

Nej det har jeg ikk, og han blir snart 5 jeg tror lidt på storke historien hihi .. 

Ej det mest fordi jeg samtidigt med føder for tidligt ..

Hihi

og okay ja så kan jeg godt forstå, hvis der er en vis frygt. 

God-mor skriver:

Hihi

og okay ja så kan jeg godt forstå, hvis der er en vis frygt. 

Det r det faktisk