Hvor slemt kan det dog være at føde?!?

SandraXOXO skriver:

Sådan tænkte jeg også. Indtil jeg havde født. Da det var allerværst, håbede jeg på at dø bare for at slippe for den sønderivende smerte. Jeg har da aldrig oplevet noget værre. Ville hellere gnave min egen fod af end opleve smerten ved en fødsel. Men. Det er nu engang sådan man får babyer, og de er ret dejlige og værd at gå igennem helvede for. Omend jeg fortrød flere gange midt i fødslen. Det! Gør! Så! Ondt! 

Ja fy for den! Hvor gør det ondt! Puha AV AV AV!

jeg havde veer i 3 døgn, da jeg var ved at nå dag nr 3 på fødestuen, lå jeg og kiggede hen mod vinduet og tænkte "hvis jeg kunne gå lige nu, var jeg hoppet ud af vinduet) -skal lige siges fødestuen ligger på femte sal..godt jeg ikke kunne gå

Mullesmith skriver:

Jeg tænker konstant på fødslen efterhånden, jeg drømmer endda om den om natten  jeg er ekstremt spændt og glæder mig. Uanset hvor slemt veninder fortæller mig at det har været for dem og hvor meget det svier, brænder og rykker i underlivet så tænker jeg bare "nå nå og jaja hvor slemt kan det lige være"  jeg fik tvillinger ved kejsersnit sidst, så har ikke prøvet veer og vaginal fødsel, men jeg bilder mig selv ind at det ikke er slemt og at jeg klare det mega nemt!! Hvordan har i oplevet smerterne?

Helt seriøst og ja får nok nogle hug for det men jeg syntes faktisk ikke det var slemt! Det vigtigste er at du ikke skal modarbejde kroppen men arbejde med den men begge mine fødsler har også været rimelig hurtige 

Ja jeg synes faktisk heller ikke det var så slemt som jeg havde forberedt mig på. 

Alle havde sagt at det var meget værre end selve helvede! At jeg aldrig ville kunne opleve sådan en smerte og på samme tid opleve at den stoppede fra det ene øjeblik til det andet. 

Og jo jo, det gjorde da smadder ondt. Veer i nogle timer uden de virkede men pga jeg blev sat igang. Efterfølgende veer frembragt af vedrop. Ængstelsen ved at være total uvidende som førstegangsfødende.

Jeg var en af de heldige der kun havde veer i 15-20 timer. Jeg arbejde 100% MED kroppen. Prøvede mere end noget andet at visualisere som jeg havde læst mig frem til hjalp. Selvom jeg syntes det var komplet åndssvagt hjalp det bare! Sagde JA til veerne i stedet for bare at ligge og havde ondt. Og tænke på hvor synd det er. Det hjalp sørme. Det øjeblik jeg faldt "tilbage" gjorde det straks meget mere ondt. 

Det døgns tid er det døgn der er gået hurtigst i mit liv. Jeg mærkede slet ikke at tiden gik.

jeg glæder mig helt til næste fødsel jeg havde virkelig en drømmefødsel! Det kan jeg især sige nu når den ligger bag mig og ikke er lige midt i det. 

4kløver skriver:

Synes når barnet er på vej ud kan man da mærke man er til og jeg kunne en masse bandeord. Men ellers synes jeg det er ok. Har født 4 og et kejsersnit og havde mere ond ved kejsersnit ind fødselen. Jeg klager heller ikke over mine for når ved nr 4 fik jeg veer lidt over 4 og hun er født kl 7.30. 

Hahaha!! "mærke at man er til"

Mullesmith skriver:

Har ingen intention om at "pisse" på nogen jeg havde selv et træls forløb med kejsersnit og synes det var det mest forfærdelige, så jeg er bare spændt på om vaginal fødsel er bedre  jeg vil jo helt sikkert komme til at blive overrasket over hvor ondt det gør. 

Nej, det forstod jeg også at du ikke mente :-) Men følelserne kan godt sidde lidt løst efter en dårlig fødselsoplevelse -- også længe efter.

Mullesmith skriver:

Jeg tær Heller ikke lave nogen planer om hvordan det skal forløbe, det eneste jeg ved er at jeg ikke kan komme i noget vand da jeg skal overvåges hele tiden pga tidligere kejsersnit så der er risiko for at livmoderen kan sprække. Jeg har bare en ide om at jeg ikke vil synes at det er så slemt og håber den indstilling eller tro vil hjælpe mig igennem  ja det har jeg hørt før at det er slemt når det går for stærkt 

Hold fast i den tro, det hjælper ihvertfald ikke at male fanden på væggen

Tja... Oplevelser er jo individuelle

Min første tog 45 timer fra første ve, til han kom ud ved akut kejsersnit i narkose... Så, ja, det var sgu en røv tur på første klasse, hvor jeg til sidst græd snot ved hver ve da kroppen bare ikke ville mere.

nr to var federe, tog 8,5 time og ja, veerne er sgu noget af det skrækkeligste man kan forstille sig. 

Men jeg synes 8,5 time var ok, det gik jo bedre end første gang.

Tredie gang var fedt, DER havde jeg kontrol over mig selv og min fødsel...indtil jeg fik presseveer da jeg var 3 cm åben. Så forsvandt kontrollen... Det tog lidt tid at få styr pp, for hun lå som stjernekigger, men efter lidt bøvl, fik hun vendt sig og gik fra ca 4 cm til at have født på godt 20 min, så pludselig gik det bare stærkt.

jeg skal være ærlig at sige presseveerne var trælse, men jeg kunne arbejde med dem og derfor var de faktisk en befrielse i forhold til udvidelsesveerne, for de er øv øv og øv...

jeg ved godt at man siger at hvis man skal forestille sig mens smerter i maven gange mange for at forestille sig smerten, og hvis man taler om smertens art og hvor den føles, er det også korrekt. Men, det er som om det bare ikke helt er fyldestgørende.

skal jeg forestille mig en smerte et andet sted, der er lige røv rød, er det når jeg med al vold og magt banker en tå ind i noget hårdt, og så holde den intense smerte et minut af gangen før den stopper, og så kommer igen hvert andet minut i måske 10-12 timer

For mig var det det mest frygtelige og mest fantastiske på samme tid. Jeg har en høj smertetærskel og havde øvet mig på "smertefri fødsel" principperne, så jeg var sikker på at jeg nok skulle klare det. Jeg glædede mig faktisk til at min krop skulle igennem den kæmpe udfordring.

Men jeg blev sat i gang 12 dage over tid. Der var ikke antydningen af den mindste modning af livmoderhalsen, så jeg kunne sikkert være gået mange dage over, hvis jeg ikke var sat i gang. Mine veer startede som lyn og torden. Meget kraftige og med kun et minuts pause lige fra start. Da vi kom ind på fødegangen tog de lidt af, og vi aftalte at jeg startede med at komme i karbad. Det hjalp rigtig meget, og jeg følte at jeg havde kontrol over veerne. Jeg tænkte, at jeg sgu da var sej til det her! Men, men. Da jm tog vandet og det var grønt, måtte jeg tilbringe resten af fødslen på briksen med overvågning. Her kunne jeg ikke kontrollere veerne mere og gik nærmest i panik. Jeg glemte alt om vejrtrækningen og hyperventilerede nærmest gennem iltmasken. Jeg bad derfor om en epiduralblokade, og det var bare fantastisk!

Jeg synes det er en skam, hvis det nærmest skal være en konkurrence om at klare fødslen med så lidt smertestillende som muligt, og at man så kan prale af dette bagefter. (Selvfølgelig hvis man kan klare det uden er det fint, men hvis man vitterligt har brug for smertestillende for at få en god fødselsoplevelse men ikke gør det af principper, det synes jeg er synd) Barnet skal bare ud og alle fødende kvinder er mega seje når de har det overstået lige meget hvad! Jeg vil i hvert fald ikke tøve med at få epiduralblokaden næste gang, og spørger sikkert til den tidligere i forløbet. Jeg mærkede intet, kunne sove og mærkede ikke presseveerne heller. Så pressefasen husker jeg kun som ubehagelig og mega hård, men ikke smertefuld.

Jeg lyver ikke når jeg siger, at lige så snart han lå på min mave havde jeg glemt alt om smerterne! Jeg gør det gerne igen. Da jeg fik efterveer i ugerne efter, kunne jeg godt fornemme smertens udtryk/karakter eller hvad man skal sige, men selvfølgelig ikke nær så smertefuldt som de rigtige veer.

snuskesmor skriver:

Nej, det forstod jeg også at du ikke mente :-) Men følelserne kan godt sidde lidt løst efter en dårlig fødselsoplevelse -- også længe efter.

Ja jeg har stadig en dårlig oplevelse siddende fra kejsersnittet, og tiden efter, det var traumatiserende på mange måder at få to børn på en gang og så have så ondt i det ar, følte slet ikke jeg kunne varetage opgaven  men idag er de 5 år og det ser ud til at jeg har klaret det helt godt 

jeg kan faktisk lide at føde og er faktisk ked af jeg ikke skal igen. Det gør sindsyg ondt, men et eller andet sted var det også fantastisk at mærke hvad kroppen kan, og ja så drøner adrenalinen rundt i kroppen fordi de smerter jo har er formål. 

Der er ingen tvivl om, jeg fortalte min kære mand mange gange under udvidelsesfasen at det faktisk gjorde skide ondt og han skulle love mig jeg aldrig skulle det her igen, men pludselig vender det og både mit hoved og min krop arbejdede sammen om at kunne det her. 

At få lov til at presse var for mig en befrielse for der blev jeg aktiv, og følelsen af hovedet der presser var da jeg var flergangsfødende fantastisk og smertefuld - jeg kan faktisk genkalde den følelse og tænke øv jeg ikke skal igen. Hvorimod første gang der gjorde den mig bange, for mon jeg sprættede helt op, kunne jeg overhovedet det her og hvad betød den mærkelig smerte/pres inde fra.

Men ærligt 1. Fødsel var hårdt arbejde, men de andre 3 var korte smertefulde og fantastiske oplevelser som jeg gerne gentog. Jeg er sådant fascineret af min krop og egentlig også mig selv som ligesom finder urkvinden og bare føder. De 3 sidste gange havde jeg fornemmelsen af, at det her kunne jeg sagtens have klaret helt selv - altså dog ikke hvad pokker jeg så skulle gøre når baby var kommet ud, men selve fødslen og fik stort set heller ingen hjælp eller guiding fra jordemødre