Hejsa,
Der er efterhånden så mange som har svaret, men det er et super spændende emne, som vi alle har en mening om - uanset om vi har født eller ej! :-)
Jeg fik en pige for 15 måneder siden. Inden fødslen havde jeg det lidt ala dig. Jeg har det sådan ok med smerte som jeg kan forstå - altså jeg forventer smerte i forbindelse med en fødsel osv. Vi var ikke 100% forberedte på fødslen, da vores datter blev født 5 uger for tidligt, og det var måske fint nok, for så havde jeg ikke tænkt alt for meget over hvordan det ville blive. Vi havde en aftale om at prøve at udgå medicin, men at hvis det skulle til, så var det sådan - det er jo ikke til at vide før man står der.
Min fødsel gik ret hurtigt. Jeg mærkede lidt mærkelig mave ved 17-tiden, ved 18-tiden havde jeg ret så ondt. Ved 18.30 tiden prøvede vi det med et varmt bad, hvilket primært foregik på knæ mellem bruseren og WC'et for at kaste op af smerte. Det var lidt overraskende, at det gik så stærkt i gang syntes jeg. kl. 19.30 ankom vi på hospitalet og kl. 22.45 blev vores datter født uden medikamenter undervejs. Åbningsveerne gjorde enormt ondt, og jeg kan heller ikke sammenligne dem med noget andet, men jeg lukkede sådan lidt af... så blot en meter frem eller noget, og koncentrerede mig om at komme videre i processen (så godt som man kan). Egentlig ved jeg ikke meget om den slags, så jeg måtte stole på, at kroppen kunne sit kram, og det kunne den jo også. På et tidspunkt var det helt tydeligt fra den ene ve til den næste, at nu var det presseveer, og så blev det noget mere spændende syntes jeg, så følte man jo rigtig at der skete noget. Før det var det sådan en fase, som vi vidste, at vi skulle igennem. Jeg slappede bedst af i vand under åbningsveerne, men det er jo så individuelt hvad der lige passer til den enkelte kvinde. Da vores datter er lige ved at titte frem beslutter læge og jordmoder at klippe... det var min store frygt samt hvis det skulle ende i kejsersnit. Men jeg må sige, at jeg synes ikke, at det var værre end de andre smerter, så der var jeg positivt overrasket. Bagefter er det møgirriterende at have mere der skal hele, men det gik jo også. Vores datter blev født sund og rask, og jeg "glemte" ret hurtigt hvor hårdt det var - dvs det glemmer man jo ikke, men det var ikke så vigtigt mere. Et par uger senere snakkede vi allerede om næste barn og hvor lang tid der var passende imellem. Min mand var lidt overrasket, for han havde jo set hvor ondt det gjorde - men som du kan regne ud, var det ikke værre, end at jeg også næste gang rigtig gerne vil føde naturligt, og jeg er rigtig glad for at vide hvordan det er... Det er jo noget, som vi ikke alle er heldige at komme til at prøve. Nu venter vi os igen, og der er da ingen tvivl om, at jeg bliver nervøs når tiden kommer! Men jeg vil så gøre mit aller bedste for at minde mig selv om, hvor hurtigt jeg sidst syntes, at det var det hele værd :-)
Held og lykke med din fødsel! Det bliver helt sikkert mega spændende - og helt sikkert ikke nøjagtig som du regner med! :-D
