pyyh det er en hård en, hvorfor ikke snakke om det,
her i huset har vi også været igennem en seperation, han var et fjols og troede ikke på at hans bedste veninde lagde an på ham, kørte rundt for hende og jeg måtte aldrig komme med, så jeg skred da tøsen var 3 mdr gammel og vupti så efter 2 måneder og de var flyttede sammen(han havde ikke råd til at bo der alene og hun var jo klar til at bo hos ham) fandt han ud af at jeg havde ret og begyndte at undskylde igen og igen og igen,
senere var det så en af mine veninder han havde gang i under en fest hvor der kom alt for meget ind under vesten, det endte med at jeg tævede hende og forsøgte på at tæve ham
og endnu en seperation,
efter 4mdr kunne vi igen ikke undvære hinanden og vi fik talt alt ud, flyttede fra byen og ud hvor vi kunne starte på en frisk og det gik fint i lang tid og så begyndte jeg at kede mig i vores forhold og faldt i snak med en gut og havde han ikke fanget mig i det, ja så tror jeg sgu at jeg muligvis var gået så vidt at jeg var ham utro,
men han tilgav mig og vi snakkede om det, efterfølgende har der ikke været noget, har haft en ven hvor den har kørt på grænsen, men vi snakkede om det og fik forklaret ham hvad der lå i det(det en ven som jeg altid har talt sådan med) og lovede at vi ville tone det lidt ned, så snakkede med min ven om det og nu er det okay der,
idag er vi stadig sammen og har været 7 år til nov. det har været op og nedture, men absolut det hele værd, jeg elsker min mand og han elsker mig,
så hvis du elsker ham så kæmp for pokker, det er sgu fedt når man kommer på den anden side og livet er blevet det bedre og man lærer at sætte pris på de ting man har og gerne vil,
men det okay at tage noget tid at tænke i, det kan være godt for begge parter, blot husk at det også kan medføre at en af jer opdagere i ikke længere gider den anden og den kamp, der muligvis kan være i at finde tilliden tilbage
knus en som har kæmpet og håber at det er slut med at kæmpe nu
