Nu vil jeg så lige blande mig en lille smule i debatten.. som det jo er blevet.. Der blev jo skrevet at det lige var noget hun havde brug for at komme af med.. og det er vel også okey.. jeg tror nogengange vi ALLE er lidt hurtige til at komme med en masse gode råd, velmenende selvfølgelig, men skal nok også overveje hvordan vi skriver til en person der står i en meget ubehagelig situation...
Og til dig "ano", du skal jo gøre det der er bedst for dig, for i sidste ende så er det jo også hvad der er bedst for din familie.. Jeg tror nogen mennesker kan tilgive utroskab og de små "uskyldige" flirts og så er der nogen der ikke kan, jeg vil virkelig gerne tro på at jeg ville kunne, men ærligt talt så ville jeg aldrig kunne holde op med at frygte at det samme sker igen. Jeg mener at et ægteskab er bygget på tillid, og vælger man at bryde den tillid, så er den altså væk.. så kan det godt være at man efter et år eller to kan starte på en frisk, men det er jo ikke lige noget der går over sådan lige nu og her.. Vi har alle vores egen grænse, og vælger manden at overtræde den, velvidende at det er der grænsen går, så er det respektløst og må have konsekvendser. Samtidig tror jeg også på at når man vælger at blive gift eller at få et barn sammen, så SKAL man gøre alt for at forsøge, netop som du skriver med parterapien, hvis tilliden ikke bliver bygget op igen, jamen så er det sådan det er. Jeg syntes det er en meget fornuftig løsning du har valgt og jeg håber da at I finder ud af det, men hvis ikke, så har du ihvertfald gjort hvad du kunne, man kan jo godt elske hinanden, men ikke finde ud af at være sammen, så hellere være lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen..
Et kæmpe knuz 
Ja som jeg også prøvede at fortælle Eva, så starter vi i terapi, men han flytter alligevel, for vil gerne have lidt fred for ham..
Og jeg valgte seperation, for at vise han ikke skal lege med mine følelser.
Så må vi jo se hvad fremtiden bringer, men gider bare ikke være gift med en mand der lyver og er utro.
Kan godt være man går ind i til både godt og ondt, når man bliver gift, men der har fandme også været mange dårlige og svære ting vi har gennemgået og jeg kan ikke som menneske blive ved at bære det.
Alle andre gange har jeg tilgivet og nu kan jeg bare ikke mere, han må se der altså ER en konsekvens..
Så er der så et klogt hoved herinde der siger at jeg straffer ham som et barn, men er jo så hendes mening..
Hvis hun finder sig i alt fra mænds side er det da fair nok.
Og fordi man bliver sepereret er der vel ik nogen der siger man ikke må se hinanden mere ever?? 
For så er der vidst noget jeg er gået glip af..
Hvem ved..Måske vi om 5 år er gift igen og jeg har vundet tilliden tilbage igen???
Anmeld
