Skal barnet selv falde i søvn?

FruStolpe skriver:

Man må ALTID komme om natten. Og man må altid kalde 

Jamen vi har altid lagt dem vågne og så gået frem og tilbage til sengen 8g lagt dem ned. Indimellem har jeg siddet med en hånd på dem indtil de er faldet i søvn. 

Okay, mange tak for dit svar

Mom skriver:

Mit parforhold har da intet med vores seng at gøre. Så det giver for mig ingen som helst mening det du skriver.

At pleje sit parforhold er yderst vigtigt, det er vi enige om, men hvordan det hænger sammen med at det er en uvane at der kommer børn i sengen kan jeg slet ikke se.

Det er ingen kritik af andres holdninger, bare min personlige holdning. Som forældre bliver man nødt til at kunne lukke døren for at snakke eller gøre andre ting man har brug for for at pleje ens forhold, og hvis det kan afbrydes eller man slet ikke har den plads til at være voksne, så kan det være rigtig svært at bibeholde et sundt forhold. Det er hård at blive forældre og det er vigtigt at man som forældre husker hinanden og at barnet/børnene ikke ALTID skal være i centrum.

mikala88 skriver:

Det er ingen kritik af andres holdninger, bare min personlige holdning. Som forældre bliver man nødt til at kunne lukke døren for at snakke eller gøre andre ting man har brug for for at pleje ens forhold, og hvis det kan afbrydes eller man slet ikke har den plads til at være voksne, så kan det være rigtig svært at bibeholde et sundt forhold. Det er hård at blive forældre og det er vigtigt at man som forældre husker hinanden og at barnet/børnene ikke ALTID skal være i centrum.

Reelt set har du vel i kraft at blive forældre valgt at muligheden for at blive afbrudt i hvert fald i de første mange år?

Hvorfor er det vigtigt at forældresengen er uden børn, man kan vel snakke og andre ting et andet sted.

En ting er at lære sine børn at de ikke er små konger, men de er og skal altid være en prioritet, og det kan et sundt forhold bære

lineog4 skriver:

Alle har selvsagt ret til deres mening og deres måde at strukturere deres familieliv.

Men må lige sige man kan som forældre/voksen orioritere sit forhold mange steder hvis sengen er optaget. Udover det vil jeg med et forhold på 22 år i bagagen hvor jeg stadig kan få sommerfugle i maven sige at det gode forhold også skabes ved at grine og lave mad sammen, gå en lang tur mens børnene løber foran, spille kort til langt ud på natten, huske at holde i hånden på bon bon lands turen og ja selvsagt også det der sker i en seng, men det kan jo heldigvis også ske andre steder.

Plus har et af børnene en uge hvor tryghed er super vigtigt og skal ind i sengen så bliver man ikke skilt - vi klarer 3 uger hvert år i telt med alle ungerne og det er sjovt nok de 3 uger jeg bliver genforelsket trods manglen på lagengymnastik.

Men tre uger i telt er heller ikke hverdags rutine. Og børnene kan sagtens forstå forskel. Jeg vil på ingen måde påstå at et sundt forhold er lig lagengymnastik, men der skal også være rum til dét og de andre voksen ting, som børnene ikke bør være en del af og det er ikke det samme hvis du altid kan blive afbrudt fordi barnet tro at mor og fars seng også er deres seng. 

Som sagt synes jeg ikke problemet er at børn bliver puttet med eller ligger i forældrenes seng, bare det ikke er vane så de ikke kan føle tryghed alene.

Saphiira skriver:

Man gør vel det som fungerer? Børn er jo netop forskellige! 

Jeg havde selv brug for meget tryghed som barn... Også i en ret sen alder. Jeg kunne ikke sove alene.. Så der blev gjort det som fungerede for mig. Jeg sov på samme værelse som min bror! Han synes heldigvis det var sjovt...

jeg er både for samsovning og for barnet sover alene. Forstået på den måde, at Man gør det der passer barnet. Jeg var selv sikker på, at min datter sov inde hos os til hun i hvert fald var over 1 år, men sådan skulle det ikke være! Vi fik begge meget bedre søvn ved at sove på hver sit værelse. Min datters værelse ligger heldigvis lige ved siden af, og jeg kan faktisk se hende fra vores soveværelse. 

Jeg har ikke læst om noget af det. Altså samsovning eller at de skal sove alene... Jeg har kigget på, hvad min datter og jeg havde brug for.

Helt enig og kan berette om at alle børn ikke er ens. Min store datter skulle falde i søvn i armene, var fra dag 1 mest tryg i vores seng, da hun blev ældre skulle vi sidde hos hende og hun kom næsten hver nat ind i vores seng (schyy det sker faktisk stadig en gang imellem selvom hun er 12)... 

Fik så min søn og troede jeg bare skulle gøre som med min datter. Han var 3 uger gammel og vi vae på besøg hos en veninde. Jeg svøbte ham, vuggede og havde ham tæt - han ville bare ikke sove. Min datter faldt og jeg lagde ham fra mig for at trøste - kort eftet kiggede jeg, dynen var gået op og han sov fredeligt med spredte ben og armene over hovedet. Han er en dreng der skal have sit rum for at sove og jeg kan tælle på en hånd hvor mange gange han har sovet i vores seng. Han har formået at starte i vores seng (da jeg var alene) for at kravle ind i sin egen seng

Carina:-) skriver:

Men hvorfor skal børn undvære nærvær når det er så vigtigt for de voksne?

Og jeg har været i det samme forhold i 26 år - det har indtil videre givet 7 børn selv om vi sover sammen med vores børn ( Og nej vi knalder ikke når der er børn i sengen ,men alle andre steder kan også bruges) 

Det er vel ikke det der foregår i en seng der er afgørende for om man kan få sit forhold til at trives? For mig er det lige såmeget det at han gider smøre en ostemad og giver mig et klask i måsen når jeg går forbi -Det at han stadig synes jeg er lækker selv efter 7 fødsler med hængerøv og bryster stadig gider give mig et ordentligt kys og viser han tænder på mig. 

Børn har også brug for omsorg og nærhed og deres urinstinkter siger jo at det er vigtigt at ligge tæt på dem der skal passe på en når natten falder på og de vilde dyr lurer. 

At der så er nogen der ikke kan sove sammen fordi det ødelægger deres søvn er jo en anden snak og gør at så må man tænke kreativt med f.eks en madras ved siden af sengen . 

Gider ikke forsvare min holdning, da det ikke er ment som kritik af andres. Som sagt er det et spørgsmål om hvorvidt børnene også føler tryghed UDEN nødvendigvis at skulle ligge i samme seng.

Jeg tror det er vigtigt man lytter til SIT barn og barnets behov . Hvem skal bestemmer hvad der er rigtig og forkert . 

Det kan ene og alene kun være forældrene det kender barnet så de ved bedst. 

Alle børn er ikke ens så at putte alle børn i kasser og mene de burde kunne fordi de nu har alderen til det , er noget pjat ( hvis du spørger mig )

Ak ak vi gør meget udenfor normen men vi gør hvad der er bedst for vores dreng

mikala88 skriver:

Gider ikke forsvare min holdning, da det ikke er ment som kritik af andres. Som sagt er det et spørgsmål om hvorvidt børnene også føler tryghed UDEN nødvendigvis at skulle ligge i samme seng.

Det behøver du da heller ikke - det står jo frit for om man vil debattere eller ej :) 

Mom skriver:

Reelt set har du vel i kraft at blive forældre valgt at muligheden for at blive afbrudt i hvert fald i de første mange år?

Hvorfor er det vigtigt at forældresengen er uden børn, man kan vel snakke og andre ting et andet sted.

En ting er at lære sine børn at de ikke er små konger, men de er og skal altid være en prioritet, og det kan et sundt forhold bære

Mit barn vil altid være første prioritet. Men for at være en god mor har jeg til tider brug for at styrke mit voksen forhold. Og mit barn har fra starten lært at sove i sin egen seng, hvilket skaber rum til vores forhold også. Han bliver puttet og føler sig tryg i sin egen seng.

mikala88 skriver:

Mit barn vil altid være første prioritet. Men for at være en god mor har jeg til tider brug for at styrke mit voksen forhold. Og mit barn har fra starten lært at sove i sin egen seng, hvilket skaber rum til vores forhold også. Han bliver puttet og føler sig tryg i sin egen seng.

Vi har alle brug for at styrke og pleje vores forhold, men jeg kan stadig ikke se hvad det har med at børnene falder i søvn i deres forældres seng at gøre?