Skal barnet selv falde i søvn?

modesty skriver:

Prøv lige at vende den om. Tænk hvis du var den eneste person i dit hjem, som SKULLE ligge alene i din seng selvom du faktisk havde lyst til at sove med de andre. Og din mand og dit barn sov i samme seng og hyggede sig med det. Ville du synes at det var fedt?

Mit barn sover i sin egen seng, men jeg bliver provokeret af dit meget sort/hvide syn på tingene. Din model er ikke nødvendigvis den rigtige, eller bedre end andres.

Der er ingen grund til at blive provokeret Jeg har min holdning som du har din, og jeg synes der skal være forskel på at være voksen og barn Og der er også forskel på hvad der fungerer for folk. Jeg taler ud fra mine erfaringer og hvad jeg synes der er rigtig for mit barn i hvert fald.

Jeg mener bare personligt ikke at det er hensigtsmæssigt at man ALTID skal falde i søvn sammen med sit barn, da det da kun må skabe endnu mere utryghed hos barnet når man så IKKE har muligheden. Der er ingen grund til at vænne dem til at de SKAL sove sammen med andre, når det jo ikke er realiteten. (Jeg ville da i hvert fald ikke have mit barn med i sengen indtil han blev teenager).

SnartMorTil>4 skriver:

må sige jeg virkelig stod sådan  da jeg læste din søn er 5 og ikke sover selv! 

Det er HELT ok at i syntes jeres metode er den bedste, og kan da godt se hyggen i det, men alligevel 

selv min søn på 3, har siden han var 2 selv gået i seng til middagslur, han ved at når middagsmaden er spist, så siger han godnat, får en krammer og kys, og så går han i seng 

Herhjemme børster vi tænder, så går vi ind og ryster dyner, får krammer og kys  så bliver der endt læst historie eller sunget sang, børnene vælger selv  . 
og så siger vi godnat elsker jer, sov godt, ses i morgen, og så slukker vi lys og går vores vej efter vi har lukket døren. 

og der er ikke en lyd fra en eneste derefter, medmindre der virkelig er noget galt  

og vi har en 3 årig, og 2*5 årige 

og de har kunne lægge sig selv til at sove siden de var de 2 år. . 

Vi føler det er mest sundt og bedst for børnene, og det er bare så meget nemmere at kunne putte og sige godnat, og så er det det. . 
jeg tror ikke det er sundt for børn at være så afhængige af forældrene, . især når de nærmer sig skolealderen, det kan ligge direkte grund til mobning fra klassekammerater.. 

 

Tror du helt seriøst at min dreng ville kunne blive mobbet fordi hans forældre giver sig tid til han falder i søvn på en rolig og kærlig og omsorgsfuld måde? Måske jeres metode virker for jeres børn, men at blive målløs over  at vi som forældre bliver liggende ved hans side til han sover. Det er ikke MIT/VORES behov det er hans og så længe han har det bedst sådan så gør vi det. Vi har haft taget "kampe" fordi det havde vi jo læst i bøgerne. Men fa'me nej om jeg vil "svigte" mit barn hvis han har et behov og en tryghed/ro ved den måde vi putter ham på. Så er jeg sådan set ligeglad med hvad andre synes. Det tager max 25-30 minutter inkl  godnathistorie. Så sover han. Hvorfor kæmpe med ham og han falder i søvn ulykkelig? Det giver ingen mening i min verden. Så er det ihvertfald ikke min søn behov jeg prøver at dække men mit eget (at få fred til at at se tv eller lign.) Selvfølgelig bliver det da godt den dag han selv lægger sig til at sove... Men den dag kommer. Jeg elsker at give mine børn omsorg og nærvær og her er én af måderne at gøre det på i en travl hverdag.

mikala88 skriver:

Jeg synes det er lækkert at I vil putte med jeres barn om aftenen, men er måske mere af den holdning at det ikke må blive vane.

Min søn bliver puttet og får godnat historie eller godnat sang og så forlader vi værelset.  (max. 30 min til han sover). Hvis det har været en rigtig hård dag eller han har været syg, kan jeg da godt ligge at holde om ham, men det skal for os ikke være en hverdags-ting så han ikke kan være alene når han falder i søvn. (hvad gør man så når han skal sove ude?)

Jeg er samtidig stærk tilhænger af at børn IKKE ligger i forældrenes seng (medmindre der er en meget god grund - som sygdom).

Så min mening er nok, at det ikke er skidt at I gør det, men at det måske ikke bør være hver dag, så det bliver vane og han ikke kan falde i søvn uden.

Hvorfor må det ikke blive en vane? Jeg kan ikke se noget forkert i at børn ligger i forældrenes seng hvis alle har det ok med det. Det handler om tryghed. Og i min verden er det vores fornemmeste opgave som forældre at skabe tryghed omkring ens barn/børn. 

Vi mennesker er "flokdyr" så det er faktisk ganske naturligt.

Tøs85 skriver:

Jeg synes ikke de SKAL, men vores søn er faldet i søvn selv siden han var 1 år.. Han er nu 2,5.. Der er aldrig problemer og han elsker at ligge i sin seng med sine bamser.. Han ligger tit længe og snakker til sine bamser, men det tror jeg er for at bearbejde alt der er sket den dag.. Han glæder sig til at komme i seng og sover bedst alene.. 

Sådan er vores datter også Men storebror har brug for noget andet, og det giver vi ham <3

mikala88 skriver:

For det første synes jeg at det er en uvane (de har jo deres egen så hvorfor skal de lægge i forældrenes?) og for det andet så er det FORÆLDRENES seng og det eneste sted som er og bør være lidt helligt hvis man også ønsker at prioritere sit voksne forhold. De bedste forældre er dem som også prioriterer hinanden og har et godt forhold. Så synes ikke børn skal være i de voksnes seng.

Tro mig vi prioterer hinanden herhjemme. Men hvis sengen er det eneste sted I som par prioterer hinanden så ville jeg mene det var en smule "kedeligt" Tsk! Tsk! (Ironi kan forekomme) 

Abracadabra skriver:

Teorien er, at hvis man kan falde i søvn selv om aftenen, kan man også i løbet af natten. (Allé vågner jo let op i løbet af natten.) Således skulle den samlede families nattesøvn blive bedre, fordi barnet selv kan falde i søvn. 

Mine unger falder selv i søvn problemfrit, og jeg nyder min voksentid om aftenen, men ender alligevel hyppigt i vores seng i løbet af natten. 

Generelt skal man finde en løsning, som fungerer for alle. Men det ER jo hensigtsmæssigt, at børn kan falde i søvn selv. Er de utrygge ved eget selskab, skal de vel også lære at være alene på et tidspunkt... At være mørkeræd kureres vel også ved at lære, at mørket ikke er farligt og ikke ved at sove med lyset tændt? Første skridt er selvfølgelig, at forældrene er trygge ved situationen og ikke udstråler utryghed. 

Vores søn er hverken mørkerad, utryg eller lign. Vågner han om natten så kommer han ind og ligger mellem os. Og der falder han omkuld med det samme igen. Og det er der ingen problemer i. Jeg kan godt lide at putte med mine unger. Faktisk findes der intet bedre.

Jeg synes man som forældre skal gøre hvad man finder bedst, for sit barn osv. Men den der ide med uvaner og så videre, kan man altså godt pakke væk. Jeg sidder ved min søn til han sover - for det meste. Så ifølge jer der siger, at han så kun kan sove med den tryghed... så undrer det mig meget, at når han så passes ude med overnatning, så falder han da bare i søvn.

Jeg tror egentlig ikke det for ungerne handler om det er nødvendigt vi sidder der for at de kan sove. Det handler måske ligeså meget om den dejlige og rolige hyggestund det er og klart børn kan have brug for det efter en lang og vild dag i børnehave, hjem, aftensmad osv.

Som barn faldt jeg for det meste i søvn selv men hvis jeg vågnede gik jeg altid ind til mine forældre. Og det gjorde jeg nok til jeg var en 8-9 år. Men det har da ikke gjort at jeg ikke kan finde ud af at sove. Det eneste det har gjort var bare at det dejligt at vide at vågnede man og blev lidt bange, så kunne man bare gå ind til sin moar.

At i gider diskutere det 

Alle gør jo som passer bedst for dem.... ingen er omsorgssvigtede af den grund.