Bryst eller flaske?

Jonathan150607 skrev:

Jeg tør næsten ikke hoppe ind i denne debat, men gør det alligevel. Jeg fravalgte amning allerede inden fødslen. Og det var på ingen måde fordi jeg synes det ville være 'nemmere' eller 'at hoppe over hvor gærdet er lavest'. Det var simpelthen fordi at bare tanken alene var SÅ grænseoverskridende for mig. Og da han så kom til verden vidste jeg også med det samme at han skulle have flaske.

Jeg synes det er fedt, at du har taget stilling. Også på det tidspunkt, du gjorde. Men jeg er lidt nysgerrig; hvordan vidste du, at han skulle have flaske? Havde han 'det der' blik i øjet? *hihi*

Jonathan150607 skrev:

Jeg tør næsten ikke hoppe ind i denne debat, men gør det alligevel. Jeg fravalgte amning allerede inden fødslen. Og det var på ingen måde fordi jeg synes det ville være 'nemmere' eller 'at hoppe over hvor gærdet er lavest'. Det var simpelthen fordi at bare tanken alene var SÅ grænseoverskridende for mig. Og da han så kom til verden vidste jeg også med det samme at han skulle have flaske.

Vi skal nok lade være med at stene dig! :P Jeg er dog også nysgerrig, for hvad var det der var så grænseoverskridende ved amningen? For mig var det grænseoverskridende at skulle føde, men det hørte ligesom med til at få børn. jeg syntes STADIG det er grænseoverskridende at skulle føde. Det er BESTEMT ikke noget jeg ser frem til, når jeg er gravid, men det er ligesom en del af "pakken". ;)

Jeg har haft et lidt mere unormalt problem omkring amning af min lidt over tre uger gamle datter og har det egentlig lidt stadig. Jeg producerer for meget mælk! Jeg har været enormt ked af det, fordi både jeg og min datter blev plaskvåde i starten, hver gang det var spisetid. Udover det følte jeg mig virkelig hæmmet - tænkte at jeg bare aldrig ville komme uden for mit hjem, hvis jeg skulle blive ved med at amme. Og det på trods af sundhedsplejerskens forsikringer om at det ville regulere sig efter et par uger. Jeg har derfor været tæt på at stoppe, men dårlig samvittighed har fået mig til at fortsætte. Min datter har nemlig helt fra start af haft en super sutteteknik og har taget rigtig godt på - og så har jeg i øvrigt (7-9-13) ikke haft sår på vorterne, hvilket rigtig mange andre oplever. Så min beslutning om at stoppe ville altså være udelukkende egoistisk. Og sådan som jeg har det nu, er jeg glad for ikke at være stoppet. Det er nemlig blevet lidt bedre. Har dog stadig et ret stort forbrug af ammeindlæg men nu har jeg tiltro til at det hele nok skal blive bedre. Det var lige et indlæg om et lidt andet problem omkring amning end de mere almindelige problemer. Og selvom det virker som et luksus-problem, har det faktisk været rigtig hårdt og har kostet mange tårer. I øvrigt synes jeg, det er helt ok at give flaske - uanset årsagen. Jeg vil personligt bare helst amme (på trods af stor blufærdighed men det finder vi nok også ud af, når tiden engang kommer til at skulle ud i verden igen :) )

Hmm - jamen der er jo lige så mange historier, som der er børn! Helt personligt tror jeg, det er meget få, der af princip vælger amningen fra...men der kan være mange årsager til, at den går i kage! Jeg ammede min første søn i 14 mdr uden nogen problemer. Den næste gik det også fint med i 3-4 mdr (bortset fra en brystbetændelse - AV!). Men så blev jeg åbenbart for stresset i forbindelse med hans dåbsfest...det var egentlig en ret skrækkelig dag, hvor jeg fes fra Herodes til Pilatus, mellem gæster og diverse værelser, hvor jeg forsøgte at få ammet det lille pus. Men en af "hagerne" ved at amme er jo, at man skal være afslappet, for at mælken kan løbe til! Så den dag blev traumatisk for os begge - jeg blev usikker på mig selv og fik endnu sværere ved at slappe af, og den lille mand havde slet ikke lyst til at forsøge længere. Jeg var dybt ulykkelig, og i nogle uger spiste han kun om natten, hvor han ikke helt fattede, hvad jeg havde gang i. Så jeg sov jo ikke en skid. Til sidst ville han heller ikke det længere, og ellers udmærkede råd fra en ammerådgiver hjalp desværre ikke. Så var der kun flasken tilbage, og det havde jeg det bestemt ikke godt med. Og i mine øjne er det sgu ikke nogen specielt nem løsning! Man skal vaske og skolde flasker i et væk, have adgang til kogt vand mv. Nå - alt det for at sige, at psyken alene altså også kan stille sig i vejen for at amningen lykkes. Jeg må da også indrømme, at jeg ikke kan lade være med at bekymre mig lidt om næste gang. Og så lige det, at det er skrækkeligt, at vi føler os så usle, fordi vores børn får flaske. Herregud. Men som en anden også skriver her, så er ens dømmekraft ikke den bedste, når man er ør af akut søvnmangel og påvirket af, ikke at kunne give sit barn det, som omverdenen har meget travlt med at råbe til os, er det bedste! Til alle mødre derude - keep up the good work!

VI ER NOGLE ER IKKE KAN AMME - FORDI VI IKKE HAR NOK MÆLK SUNDHEDSVÆSENET LYVER FOR OS :( Jeg fødte på et af de såkaldte børnevenlige hospitaler (tror jeg nok de kalder det). Der får man gennem graviditet tudet ørerne fulde med, at alle kan amme og babyen selv regulere mængden af mælk efter, hvor meget babyen spiser. Meeeeeeeeeeeeeeen Jeg havde derfor helt klart forestillet mig, at selvfølgelig skulle jeg da amme og gerne længe. Derfor kom det meget bag på mig, da det viste sig ikke at være tilfældet. Efter fødslen blev vi relativt længe på hospitalet, fordi vi havde ligt svært ved samarbejdet (min søn og jeg) om amningen (set tilbage, så tror jeg, det var fordi han ikke fik noget ud af det), da vi så mente, at nu kørte det, begyndte han at blive gul og vi blev derfor på hospitalet. To dage efter, besluttede sygeplejerskerne at han skulle vejes og han havde tabt 8% af sin fødselsvægt (de sagde at 10% er acceptabelt) og de besluttede sig derfor til at beholde os endnu en dag. Den næste dag havde han taget 10 gram på og vi blev sendt hjem (han var der 5-6 dage gammel - han nåede ikke op på behandlingskrævet Gulsot). Hele perioden var meget stressende, fra tidlig morgen til sen aften sad jeg stort set hele tiden med ham, for han ville hele tiden ammes, faldt hele tiden i søvn, men vågnede hvis jeg flyttede ham og så begyndte det hele om igen. Om natten sov han godt (nu ved vi jo, at det var fordi han var helt afkræftet) 4-5 dage efter skulle vi tilbage på hospitalet til de her hører test, blodprøve, kontrolvejning og jordmodersamtale. ..... han havde tabt sig, meeeeget. Så blev vi genindlagt (de faldt en stue til os med det samme, så vi følte det jo som en hasteindlæggelse). Skiftevis var der sygeplejersker, der mente, at han tog rigtigt fat på brystet og nogle der mente, at han kunne godt tage bedre fat. Jeg fik en brystpumpe og hele weekenden sad jeg med den, skiftevis med at jeg ammede ham - min mand gav min søn det, jeg havde udpumpet gangen før i kop (snapseglas). Det hele tog ca. 1½ time pr. gang og skulle gentages hver 3-4 time (regn selv ud, hvad der blev tilbage til søvn, bad, mad osv). Vi var meget trætte og meget frustreret over, at de ikke ville give ham noget modermælkserstatning, når de nu kunne se, at jeg kun kunne udpumpe 10-20 ml pr. gang. Da weekenden var gået var der én sygeplejerske der sagde, at "når du har siddet med pumpen hele weekenden og produktionen ikke er gået op, så sker det aldrig". Alle andre troede stadigt på det, så da vi tog hjem om mandagen var min mand først ude for at leje en brystpumpe, købe flasker, modermælkserstatning og alt det løse der hører med. I en hel uge kørte vi det samme program derhjemme, dog nu med modermælkserstatning i flaske efter 20-30 minutters amning. Da ugen var gået og sundhedsplejersken kom på besøg, sagde jeg i samråd med hende stop til brystpumpe og amning. Det var ren tortur, men jeg er stædig og troede jo i lang tid på deres løgne om at alle kan amme. I dag tror jeg på at min søn blev gul fordi han ikke fik nok mad og ikke omvendt, som sygeplejerskerne gerne vil have det til. Jeg var måske naiv, men jeg troede faktisk at man fortalte folk sandheden i det danske sundhedsvæsen – men det er åbenbart ikke tilfældet – jeg er så vred og ønsker virkelig at deres praksis overfor gravide bliver lavet om – for VI ER NOGLE ER IKKE KAN AMME - FORDI VI IKKE HAR NOK MÆLK. (min søn er nu en stor, sund og rask dreng på 6,5 mdr.)

Det er spændende at høre andres erfaringer om amning vs. flaske - især når man som jeg nu igen med barn nr. 2 har 'kronisk' brystbetændelse. Men hvor kunne jeg godt tænke mig, at lægge øre til en debat fra folk, der har ekspertviden på området. Hvordan forholder Sundhedstyrelsen, forskere, jordemødre, børnelæger og sygeplejersker sig mon til, at så stor en del danske mødre plages af dårlige ammeoplevelser? Er det kulturelt eller hvad sker der for os? Samtidig føler kvinder, der må opgive amningen, sig ofte som andenrangsmødre og/eller stigmatiserede af andre. Kan det være rigtigt? Lad os få eksperterne ind i kampen.

Mor til flaskebarn - du skriver hele sceancen tog 1 1/2 time og skulle gentages hver 3-4 time, og så er der ikke meget tid tilbage, til søvn, bad , mad osv. Det kan sagtens være, at du ikke har haft mælk nok - og man skal heller ikke føler sig som en dårlig mor. Men når man ammer tager det TID - meget tid. Jeg ammede hver anden time - døgnet igennem, og det tog ca. 1/2 time hver gang - altså 1 1/2 time højst mellem hver gang - sådan var det de første 4mdr. Nogen gange ammede jeg hver time - for det er hårdt arbejde at amme - især idag når hverdagen kræver én så meget. Det kan tage 1-2 uger at få gang i mælkeproduktionen. Når nu I blev indlagt igen, tyder det jo på at du ikke havde mælk nok - men det er faktisk de færreste der har det problem. Hvis tiden er til det. Jeg siger ikke man er en dårlig mor, hvis man giver flaske - mine tvillinger fik også flaske, som suppelment. Men det er hårdt og tidskrævende arbejde, for mange kvinder, at amme.

Jeg er godt klar over, at det tager tid at amme, men 45 min amning + 45 med brystpumpe (den kan man altså ikke ligge og sove med). Ud over det glemte jeg hvis at nævne, hvor meget arbejde der er med at rengøre pumpen efter hver gang - jeg tror ikke du nogensinde har prøvet at sidde 45 min med en brystpumpe hver 3 time i 9-10 dage og så endda efter at en lang amning. Og så har du ikke helt læst hvad jeg skrev - for 10-20 ml det kan man altså ikke ernærer en baby med - det viste sig jo ganske rigtigt, at da han fik flaske spiste han ca. den mængde han skulle af flasken på trods af, at jeg havde ammet ham længe før hver flaske.

Jojo, jeg læste skam hvad du skrev - jeg skev også at det jo virkede som om du ikke havde mælk nok - men jeg kommenterede bare på, at det skam tager meget tid at amme. Og jo, jeg har faktisk prøvet det med udmalkning - og ligge i sengen i en uge og kun amme - jeg har faktisk været møllen igennem - og jeg har heller aldrig formået at få mere en få ml ud. Hvor det ente med, at mine tvillinger måtte få supplement. Jeg siger bare, at man ikke kan forvente at få 3 timer mellem hvert måltid. Ikke decideret kun til dig, men mere generelt. Og jeg har været flere møller igennem, både med brystbetændelse, sår - udmalkning, amning hver time. Så det eneste jeg kommentere på, er jo mine erfaringer - ligeså vel som du kommentere på dine. Der ER kvinder der ikke har mælk nok, og du er så en af dem - men langt de fleste har faktisk. Presser man for meget? Måske, men det kan være svært at skelne mellem dem der ikke har mælk nok, og dem hvor det tager noget tid at komme op at stå. Bør det så ikke bare, være op til den enkelte kvinde - og så må alle andre blande sig udenom - tjoo måske nok.

Amning er helt klart også at fortrække her. Og hvis der er nogle forældre der overvejer MME i form af pulver og vandhane-vand - ville det måske være meget rart at vide lidt om det. Vores vand kommer fra undergrunden, hvor der naturligvis findes en masse mineraler og andre stoffer. Stoffet nitrat findes også i vand - og kan ikke koges væk. Der findes en bakterie i mundhulen som reducerer nitrat om til stoffet nitrit. Nitrit hæmmer ilttilførslen til cellerne. Men mennesker har et enzym i kroppen som omdanner nitrit til nitrat igen - så det er i virkeligheden ikke noget problem..... Men det har små spædbørn ikke....... De har endnu ikke udviklet det enzym. Dvs.. når man ikke får ilt til cellerne, kan det selvfølgelig have alvorlige konsekvenser, eftersom det er cellerne der holder os i live og sørger for at alt kører som det skal. Hvis ikke cellerne får ilt bliver man kvalt indvendig. Førhen i tiden er det mest kendt som "blå børn" der døde. Det er fordi ilttilførslen til cellerne er blevet hæmmet. Heldigvis har Danmark en grænseværdi for mængden af nitrat i drikkevendet - men jeg synes man godt lige kan være opmærksom på det hvis man skal blande en gang MME til sit spædbarn. Iøvrigt er det værd at nævne at nitratindholdet i drikkevandet er størst i Jylland.