Med hensyn til fødsel, vaginal/kejsersnit. Der ville jeg til enhver tid selv vælge vaginalt. selvom det gør smertens ondt mens det foregår, så er det fantastisk synes jeg. Jeg elsker faktisk at føde, hvis man kan sige det sådan. Og jeg har derfor svært ved at forstå at andre ikke vil. Men jeg kan samtidig godt sætte mig ind i frygten for, at noget skal gå galt, eller det kommer til at ligne et forudgående frygteligt fødselsforløb. Min egen første fødsel var langtrukken i det første stykke tid, og så havde jeg 2 timer med presseveer, hvorefter jeg fødte min store søn. 2. gang gi det lynhurtigt, og jeg måtte krydse benene for ikke at føde før jeg var på sygehuset. Men ingen af de fødsler giver mig anledning til at ville have et kejsersnit, hvis der evt. skulle komme en baby mere.
Jeg synes at 'problemerne' efter et kejsersnit, langt overskygger det naturligt helende efter en vaginal fødsel.
Men sådan er vi jo så forskellige.
Amningen. Jeg har forsøgt begge gange. Med den første blev jeg jagtet på sygehuset, i det ene døgn jeg var der. Af en sygeplejerske, som holdt fast på at mit lille barn var ved at dø af sult, og kun måtte spise, ikke sove. Desuden mente hun ikke jeg kunne finde ud af at amme. Og jeg ville bare HJEM, hvilket hun synes var en dårlig ide, for mit barn var jo i hvert fald ved at dø af sult, så hun skulle bestemt holde øje med mig. Jeg fik besked på at hvis jeg tog hjem, måtte hun jo meddele rundt omkring, at jeg MOD HENDES ANBEFALING (det blev sagt mange gange) tog hjem med et væksthæmmet barn. Da jeg fortsat insisterede, ringede hun til min sundhesplejerske og sladrede... min skønne sundhedsplejerske bad hende så give mig et sæt suttebrikker, og sende mig hjem, for det kunne vel ikke være så stort et problem.
Jeg brugte suttebrikkerne i 3 uger, hvorefter vi gav op, på trods af at min mælk var god, og det gik fint med brikkerne. Men det var for besværligt at skulle fise rundt og koge dem hele tiden. Så jeg droppede det helt og gav ham flasken. Det fik vi så et smilende, meget mæt og meget friskere barn ud af, så det er vi glade for. Det var simpelthen fordi han ikke kunne finde ud af at tage brystet rigtigt, og han blev meget hurtigt frustreret over det.
2. gang ammede jeg i 7 uger, og fik kæmpet mig igennem revnede brystvorter med tårer og blod til den store guldmedalje. Men ligesom det gik aller bedst begyndte Felix at tabe sig gevaldigt, og vi opdagede at min mælk var det rene vand, så det måtte stoppe brat. Rigtig ærgerligt og meget nedslående. Men igen fik jeg et glad, og friskt barn ud af det, og han begyndte straks at tage på af de.
Anmeld