Er det fair?

Anonym skriver:

Inspireret af en anden tråd vil jeg høre jeres tanker omkring vores økonomi her i huset.

Min kæreste har ca 30.000 kr udbetalt, og her under min barsel har jeg ca 10.000 kr. Udbetalt. (Normalt ca 13.000 udbetalt)
Vi deler fælles udgifter 50/50.
Vi har et fælles barn på under 6 måneder.
Jeg vil gerne have fælles økonomi, og det vil min kæreste ikke. Han tror, at jeg vil bruge alle hans penge.

Min kæreste har solgt sin lejlighed, og har tjent ca. 300.000 kr. På salget.
Nu går vi og kigger på at købe lejlighed (bor pt. Til leje). Jeg har hele tiden tænkt, at vi skulle købe den, og smide en god sjat penge i udbetalingen.. Netop fordi min kæreste har tjent på salget.

Forleden siger min kæreste så, at jeg kan låne penge af ham til udbetalingen, og så må jeg betale ham tilbage hver måned fremover.
Ellers kan han købe lejligheden, og så kan jeg betale ham husleje hver måned.

Derudover har jeg også lånt 20.000 kr af ham til at betale noget gammel gæld ud, så jeg nu betaler ham 1500 kr. Om måneden.

Jeg føler mig lidt som et barn i det her forhold. Føler ihvertfald ikke at han satser helt på det her, og at vi er ligeværdige.
Er jeg helt gal på den, eller er det fair nok det han siger?

Hvor må det være træls, at føle at din partner ikke satser helt på jeres forhold og får dig- hans partner- til at føle dig som et barn! Er der andre ting i jeres forhold, udover økonomien, hvor han behandler dig på denne måde?

For ja, gu' er det da træls at jeres situation er som den er, men du vidste vel hvordan han har med økonomi, inden I flyttede sammen og sidenhen fik et barn sammen?

Jeg har en veninde, der lever lidt på samme måde som dig..han tjener gode penge, og hun tjener fint, men noget langt fra hvad kæresten tjener..da de skulle købe hus "sammen" købte han huset, og hun kunne så købe lækre møbler (meget dyre, men intet mindre end ekstremt lækre designermøbler) til hele huset (af penge som hun skulle låne- dog ikke af ham, men i banken), de havde sågar en skriftlig aftale om at han købte møblerne af hende hvis deres forhold ikke holdte! Nu har de fået solgt huset, og hun bor så til leje hos sin egen kæreste, der er far til barnet, resten af tingene betaler de 50/50..ting til baby har hun selv købt- meget af det brugt, og blev ovenud lykkelig da han en dag kom hjem med en s*ide fleecedragt- som han havde betalt af egen lomme  men for hende er det blevet en "æressag" at ikke bare bliver forsørget af sin mand, som så mange andre gør..skulle de på ferie sammen, så sparede hun sin del op, i sin gravidtet brugte hun ventebukser fra H&M mens manden rendte rundt i designerjakkesæt..men HUN har ikke et problem med de løsninger de nu engang har- men når det så er sagt tror jeg også at de er de færreste der kan leve på den måde! Jeg har aldrig spekuleret på om jeg selv ville kunne, i og med at vi har delt ALT fra dag 1. Men jeg synes at du skal snakke med din kæreste for det lyder til at DU har svært med jeres dit/mit-løsning- og det kan han ikke byde dig! I må nå til bunds i alt det her, så I sammen kan afgøre om det skal være jer 2 i fremtiden, for en stor del af den velbefindende man har i hverdagen bunder i en god, stabil økonomi, uanset om man vil det eller ej. 

Mama85 skriver:

Hvor må det være træls, at føle at din partner ikke satser helt på jeres forhold og får dig- hans partner- til at føle dig som et barn! Er der andre ting i jeres forhold, udover økonomien, hvor han behandler dig på denne måde?

For ja, gu' er det da træls at jeres situation er som den er, men du vidste vel hvordan han har med økonomi, inden I flyttede sammen og sidenhen fik et barn sammen?

Jeg har en veninde, der lever lidt på samme måde som dig..han tjener gode penge, og hun tjener fint, men noget langt fra hvad kæresten tjener..da de skulle købe hus "sammen" købte han huset, og hun kunne så købe lækre møbler (meget dyre, men intet mindre end ekstremt lækre designermøbler) til hele huset (af penge som hun skulle låne- dog ikke af ham, men i banken), de havde sågar en skriftlig aftale om at han købte møblerne af hende hvis deres forhold ikke holdte! Nu har de fået solgt huset, og hun bor så til leje hos sin egen kæreste, der er far til barnet, resten af tingene betaler de 50/50..ting til baby har hun selv købt- meget af det brugt, og blev ovenud lykkelig da han en dag kom hjem med en s*ide fleecedragt- som han havde betalt af egen lomme  men for hende er det blevet en "æressag" at ikke bare bliver forsørget af sin mand, som så mange andre gør..skulle de på ferie sammen, så sparede hun sin del op, i sin gravidtet brugte hun ventebukser fra H&M mens manden rendte rundt i designerjakkesæt..men HUN har ikke et problem med de løsninger de nu engang har- men når det så er sagt tror jeg også at de er de færreste der kan leve på den måde! Jeg har aldrig spekuleret på om jeg selv ville kunne, i og med at vi har delt ALT fra dag 1. Men jeg synes at du skal snakke med din kæreste for det lyder til at DU har svært med jeres dit/mit-løsning- og det kan han ikke byde dig! I må nå til bunds i alt det her, så I sammen kan afgøre om det skal være jer 2 i fremtiden, for en stor del af den velbefindende man har i hverdagen bunder i en god, stabil økonomi, uanset om man vil det eller ej. 

Uh hvor lyder din venindes mand dog usympatisk - FØJ!!!

SØS skriver:

Uh hvor lyder din venindes mand dog usympatisk - FØJ!!!

Han er en rigtig sød mand, det er næsten det værste af det hele..men han værner dog meget om sin økonomi. Det er svært at sige hvad årsagen er, men han kommer fra en velstående familie, og har aldrig ødslet med sine penge. Jeg ville personlig, efter nærmere eftertanke, have svært ved at skulle leve i et forhold der er så ulige, men der er nogle der bare kan, og hatten af for det. 

Anonym skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre! Tænker som en gal! 

Men det er udelukket at låne penge af ham. Det vil jeg bare ikke.

 

Bryder mig virkelig ikke om denne her situation.

Jeg har ikke læst alle kommentarer igennem.
Men hvis man skal have separat økonomi i et forhold, hvor den ene tjener 3 gange så meget, så burde man lave indkomstafhængig økonomi.

Så hvis I betaler 10000 om måneden til en bolig, så betaler du 2500 og han betaler 7500 og så fremdeles med alle udgifter - faren ved det er at du, hvis I sidder for dyrt, stadig kommer til at mangle penge.

Jeg bryder mig slet ikke om at økonomi indgår som beregninger i et forhold og slet ikke når der er børn med i det.

Men hvis I køber noget sammen, så lad ham stå som ejer og dig som lejer med kontrakt og så betaler du absolut intet til vedligehold af ejendommen og du står kun for den indvendige vedligeholdelse. Ja det er et absurd forslag, men han tvinger dig jo derhen hvor du skal tænke sådan.
Evt. kan du købe 1/4 af ejendommen og selv låne pengene.

Jeg tror nok at jeg havde været meget på tværs i det forhold. Huske tydeligt mit første ægteskab med en Amerikaner, hvor jeg fik lommepenge hver måned og ellers intet måtte vide om økonomien. Nu er jeg gift og vi er fælles om alt også selvom jeg får SU og han har en god løn

Jeg synes godt nok, at der bliver skudt nogle ting i skoene på den stakkels mand, der ikke helt er fair.

Det er jo kommet frem, at han betaler mad, bil og ferie, så fuldstændig absurd er situationen jo ikke. Jeg synes også, det virker som om, I har nogle issues, men det må I løse ved at sætte Jer ned og snakke konstruktivt sammen.

Foreslå ham særeje, så han tager sine egne penge med ved evt. skilsmisse. Det er slet ikke en dårlig idé - så kan man snakke om at stole på hinanden, men fakta er jo, at en del pæne ægteskaber ender i knap så pæne skilsmisser.

I øvrigt en kommentar til alle de par, der har fælles økonomi; jeg håber, I i det mindste har seperate opsparingskonti, da I i tilfælde af, at Jeres partner går bort, kan risikere at fælleskonti bliver frosset, indtil boet er gjort op. Og så står I altså uden penge!

PUHK skriver:

Jeg synes godt nok, at der bliver skudt nogle ting i skoene på den stakkels mand, der ikke helt er fair.

Det er jo kommet frem, at han betaler mad, bil og ferie, så fuldstændig absurd er situationen jo ikke. Jeg synes også, det virker som om, I har nogle issues, men det må I løse ved at sætte Jer ned og snakke konstruktivt sammen.

Foreslå ham særeje, så han tager sine egne penge med ved evt. skilsmisse. Det er slet ikke en dårlig idé - så kan man snakke om at stole på hinanden, men fakta er jo, at en del pæne ægteskaber ender i knap så pæne skilsmisser.

I øvrigt en kommentar til alle de par, der har fælles økonomi; jeg håber, I i det mindste har seperate opsparingskonti, da I i tilfælde af, at Jeres partner går bort, kan risikere at fælleskonti bliver frosset, indtil boet er gjort op. Og så står I altså uden penge!

Nu tror jeg så ikke ts er gift, eftersom hun omtaler sin partner som sin KÆRESTE, og ikke mand 

Nu tror jeg så ikke ts er gift, eftersom hun omtaler sin partner som sin KÆRESTE, og ikke mand 

Semantics. De lever i et ægteskabeligt forhold, og det er i situationen irrelevant.

Jeg har netop læst alle kommentarerne igennem, og jeg er helt chokeret over at nogen kan tænke sådan. Sikke da en svær situation du er havnet i! Hvis det var mig, ville jeg være oprigtigt i tvivl om hvor vidt min kæreste virkelig ville mig og sit barn. Det går jeg ud fra at han vil, siden at han stadig er hos jer, men lige på den økonomiske front, har han godt nok en uheldig måde at vise det på. Det økonomiske skal jo slet ikke have lov til at fylde og styre så meget. Selvfølgelig er det vigtigt, men det skal ikke have lov til at sætte tingene over styr på denne måde. Er han overhovedet selv bevidst om hvad hans nærighed kan ende med at koste ham? Penge er jo ikke noget værd, hvis man mister de to vigtigste mennesker i ens liv på grund af det. Det er synd når nogen er så nærige at det truer med at ødelægge de gode ting i deres liv. Jeg har desværre set typen før. Jeg ved ikke om de bare ikke kan forestille sig hvilke konsekvenser deres nærighed kan have? Er der ingen mænd i jeres familie som han er tæt på og har respekt for, f.eks. hans far, som kan tage en snak med ham om at nærigheden da ikke er det værd, og at han har en kone og et barn som elsker ham og som bare gerne vil ham? Metoden virker måske lidt gammeldags, men for nogen kan det somme tider være det som skal til før at de får øjnene op. Jeg håber det bedste for jer!

En lille opdatering;
Jeg gik ham på klingen i går, for at høre hvor han så synes vi er, og hvordan han forestiller sig vores økonomi og forhold fremadrettet.

I bund og grund handler det om, at han ikke synes det er fair, at han "skal lukke op for godteposen", når jeg ikke tjener så meget som ham.
Han synes det er uretfærdigt at jeg vil have fælles økonomi, når jeg ikke bidrager med så meget økonomisk.
Det er ikke fair i hans øjne. Tingene skal være mere lige før det kan komme på tale.

Den store opsparing som han er i gang med, vil han bruge på blandt andet bryllup. (Han ønsker stort bryllup)
Så nævnte jeg, at jeg jo så IGEN skal ud og låne penge til min del af gildet. Det sagde han ja til.

Vi kan heller ikke lave en ordning der hedder, at jeg betaler mindre end 50% af vores faste fælles udgifter.
For når han har betalt sine faste udgifter, sat penge ind på opsparing (som åbenbart er til os), så har vi samme rådighedsbeløb, så han mener det er helt fair som det er nu.

Jeg har sagt, at det sætter nogle tanker i gang hos mig, at vi hver især synes at vi er så forskellige steder i vores fælles forhold.
Og det går mig enormt meget på, at han stadig føler at tingene skal være opdelt. Vi køber f.eks. hver især gaver ved fødselsdage, jul m.v. Vi giver, efter hans ønske, ikke fælles.

Det handler slet ikke om, at jeg vil have fingrene i hans efterhånden store opsparing.
Det handler, for mig, om at vi ikke deles om tingene. Vi er ikke fælles. Hverken om indtægter eller udgifter.

Jeg har bare et behov for noget som han ikke vil give mig.

Han indskød så, at han synes økonomi fylder enormt meget hos mig, og at han ikke kan fordrage ordet fælles økonomi.

Det endte med, at han spurgte om jeg var sur, og det er jeg jo ikke. Jeg har bare behov for at tænke over tingene.. Behov for at tænke over hvorfor han ikke vil dele alt med mig. Ikke kun indtægter, men også hvis f.eks motoren går på bilen. Så vil han selv betale for det.
Han ser os ikke som et hold, og det er egentlig det som sårer mig.
Han spiller sin egen kamp, virker det som.

Han kom så i seng efter en halv time, hvor han sagde "jamen så lad os få det skide fælles økonomi".. Men det vil jeg bare ikke nu. Kender I det? For nu gør han det af tvang. Ikke af lyst.

En lille sidenote; Ja, han betaler mad, rejser og (sin egen) bil. For jeg kan ikke lægge halvdelen af de beløb som det kræves.
Det er ikke muligt for mig. Om et kort øjeblik er der også vuggestue udgift, nyt tøj til vores barn m.v.
Træerne vokser ikke ind i himmelen, og jeg vil også gerne kunne lave nogle ting med mit barn, uden at skulle spørge ham om penge.

En lille opdatering;
Jeg gik ham på klingen i går, for at høre hvor han så synes vi er, og hvordan han forestiller sig vores økonomi og forhold fremadrettet.

I bund og grund handler det om, at han ikke synes det er fair, at han "skal lukke op for godteposen", når jeg ikke tjener så meget som ham.
Han synes det er uretfærdigt at jeg vil have fælles økonomi, når jeg ikke bidrager med så meget økonomisk.
Det er ikke fair i hans øjne. Tingene skal være mere lige før det kan komme på tale.

Den store opsparing som han er i gang med, vil han bruge på blandt andet bryllup. (Han ønsker stort bryllup)
Så nævnte jeg, at jeg jo så IGEN skal ud og låne penge til min del af gildet. Det sagde han ja til.

Vi kan heller ikke lave en ordning der hedder, at jeg betaler mindre end 50% af vores faste fælles udgifter.
For når han har betalt sine faste udgifter, sat penge ind på opsparing (som åbenbart er til os), så har vi samme rådighedsbeløb, så han mener det er helt fair som det er nu.

Jeg har sagt, at det sætter nogle tanker i gang hos mig, at vi hver især synes at vi er så forskellige steder i vores fælles forhold.
Og det går mig enormt meget på, at han stadig føler at tingene skal være opdelt. Vi køber f.eks. hver især gaver ved fødselsdage, jul m.v. Vi giver, efter hans ønske, ikke fælles.

Det handler slet ikke om, at jeg vil have fingrene i hans efterhånden store opsparing.
Det handler, for mig, om at vi ikke deles om tingene. Vi er ikke fælles. Hverken om indtægter eller udgifter.

Jeg har bare et behov for noget som han ikke vil give mig.

Han indskød så, at han synes økonomi fylder enormt meget hos mig, og at han ikke kan fordrage ordet fælles økonomi.

Det endte med, at han spurgte om jeg var sur, og det er jeg jo ikke. Jeg har bare behov for at tænke over tingene.. Behov for at tænke over hvorfor han ikke vil dele alt med mig. Ikke kun indtægter, men også hvis f.eks motoren går på bilen. Så vil han selv betale for det.
Han ser os ikke som et hold, og det er egentlig det som sårer mig.
Han spiller sin egen kamp, virker det som.

Han kom så i seng efter en halv time, hvor han sagde "jamen så lad os få det skide fælles økonomi".. Men det vil jeg bare ikke nu. Kender I det? For nu gør han det af tvang. Ikke af lyst.

En lille sidenote; Ja, han betaler mad, rejser og (sin egen) bil. For jeg kan ikke lægge halvdelen af de beløb som det kræves.
Det er ikke muligt for mig. Om et kort øjeblik er der også vuggestue udgift, nyt tøj til vores barn m.v.
Træerne vokser ikke ind i himmelen, og jeg vil også gerne kunne lave nogle ting med mit barn, uden at skulle spørge ham om penge.

Hmm... Men han gav sig jo? Jeg forstår godt at du så tænker at det er ligemeget - fordi det ikke er af lyst.. Men det er det jo alligevel.. Om noget så viser det at han ikke vil ofre, hverken jeres familie eller dit velbefindende for hans seperate pengesum - det må da kunne trøste dig en del 

Nu lyder det som om at han gav sig helt - jeg synes at du skal tage imod hans velvilje og så sætte dig ned med ham og lave et arrangement, som I begge kan leve med og være glade for (om noget i længden). 

Måske skal I ikke have helt fællesøkonomi, men en af de mange mellemudgaver der også er blevet foreslået  Så har I stadig nogle penge I selv råder over - hvilket det alligevel lyder til at du gerne vil