Spørgsmålet er, hvilken holdning man har til tingene, og hvad man er villig til at ofre for sin anden halvdel.
jeg personligt synes det er synd for dig, at din kæreste elsker sig selv højere end han elsker dig. Og det gør har jo, i og med at han ikke taler til/om dig som om at du er en fast del af hans fremtidsplaner. Det kan også have meget at gøre med, hvordan i hver især er opvokset.
I bliver nødt til at afstemme forventninger. Det lyder til, at du har den forventning at nu, hvor i bliver en familie, er i en helhed, hvor det er ligegyldigt, hvad hver anden tjener, da det hele skal blive gjort for familien og ikke for en selv, hvor hans holdning er, at han nu har en halv person mere at forsørge, og ikke mere end det.
Han skal nok mere have det hele sort på hvidt, hvad det er der koster noget osv., så lav et månedsbudget med husleje, mad, bil
, bleer, vådservietter, mme mm., hvor han så skal betale halvdelen af det. Hvis du ikke har nogle penge tilbage, så må det bare blive således, indtil du er kommet i arbejde, da han ikke på nuværende tidspunkt har den holdning, at han skal forsørge dig. Dette kan godt komme til at ændres, når i er blevet tre 
min historie er, at inden vores pige blev født, så min kæreste heller ikke graviditeten som noget, der nu gjorte, at vi automatisk deltes om alt, men nu, efter at vi er blevet forældre, og vores pige nu er 3 år, tænker han slet ikke på den måde længere. Jeg studerer, og han har et godt arbejde, så han tjener selvfølgelig de der 7 gange flere penge end mig, og nogle dage kan han synes det være træls, at han knokler røven i laser, men at der stadigvæk ikke er særlig mange penge tilbage, når alle udgifterne er betalt, men lige nu, imens jeg studerer, lægger vi alle pengene i en stor pulje, og betaler alle faste udgifter, og derefter finder vi ud af, hvad resten af pengene skal bruges til(hvad vi mangler af tøj, inventar osv), og det har han det nok alligevel fint med, da hans mål nu er, at hans lille familie har det godt
