Min kæreste er nærig

Anonym skriver:

Jeg har købt tingene som gaver.. Når han har set noget som han kunne tænke sig, eller jeg har set en bog som ville være noget for ham.. Og han bliver jo rigtig glad hver gang, og det gør mig glad!

 

Han sparer op til en større lejlighed.. Som han køber vel og mærke, og jeg kan så få lov til at leje mig ind.

Det bliver ikke os der ejer den.

 

jeg har tænkt mig at tage snakken med ham i aften, og simpelthen kræve at vi lægger et budget for hvordan økonomien skal se ud fra 1 oktober. Ellers tror jeg, at jeg bliver idiot med tiden. 

Det dræner vores forhold i mine øjne. Han bemærker det slet ikke.

 

HOST, ØØH undskyld ......hvad skrev du lige der!??

At han køber en æejlighed og du så "skal leje dig ind i den"...!!!!!!

Er den mand slet ikke klar over at I betragtes som ægtepar af myndighederne efter 2 års samliv??

GU skal du ej "leje dig ind"

Jeg synes du skal stoppe med at købe "gaver" til ham helt og holdent. 

Han er helt sikkert klar over at han får hvad han peger på, så han selv slipper for at betale

modesty skriver:

Så vidt jeg ved er reglerne for ægteskabslignende forhold de samme som for ægteskaber, hvilket vil sige at du automatisk ejer halvdelen af det der er hans hvis I går fra hinanden, herunder også en lejlighed.

Det er en gammel skrøne.

Hvis han køber f.eks hus eller lejlighed, og der kun står hans navn på skødet, så kan han smide hende ud fra dag til dag. Og hun har ikke ret til noget som helst.

Hun kan være heldig at få en form for kompensation, hvis hun kan dokumentere at hun har bidraget til f.eks realkreditlånet eller lign. Men den skal tages i retten.

Der er så mange kvinder, som virkelig er kommet i klemme, fordi at de tror, at så snart man flytter sammen eller gifter sig, så bliver "dit og mit" automatisk til "vores". Det gør det IKKE. Bliver forholdet afsluttet, har man kun ret til at tage det med, som man bragte ind i forholdet. Og det er ligegyldig at den anden part f.eks har købt hus eller andet, imens at forholdet har stået på og at man ovenikøbet har bidraget økonomisk til det. Står ens navn ikke på papirerne, er man på røven. Dette gælder også hvis det er en lejelejlighed. Står der kun en parts navn på lejekontrakten, kan denne part smide den anden ud med øjeblikkelig virkning.

Disse ting gør sig gældende, uanset om man er gift, eller blot lever i ægteskabslignende forhold.

Lenats31 skriver:

HOST, ØØH undskyld ......hvad skrev du lige der!??

 

At han køber en æejlighed og du så "skal leje dig ind i den"...!!!!!!

 

Er den mand slet ikke klar over at I betragtes som ægtepar af myndighederne efter 2 års samliv??

GU skal du ej "leje dig ind"

 

 

I hvilken henseende mener du, at man betragtes som ægtefæller efter 2 års samliv?

Det er korrekt, at man efter to års samliv  g visse tilfælde anses for at være nærmeste slægtning ved forsikring ved dødsfald.

Og du har efter to år ret til i en vis grad  at begunstige din samlever økonomisk uden skattmæssige konsekvenser.

Men går du efter to års samliv fra hinanden, så er hans lejlighed hans, hans opsparing hans osv.

Elgaard73 skriver:

Det er en gammel skrøne.

Hvis han køber f.eks hus eller lejlighed, og der kun står hans navn på skødet, så kan han smide hende ud fra dag til dag. Og hun har ikke ret til noget som helst.

Hun kan være heldig at få en form for kompensation, hvis hun kan dokumentere at hun har bidraget til f.eks realkreditlånet eller lign. Men den skal tages i retten.

Der er så mange kvinder, som virkelig er kommet i klemme, fordi at de tror, at så snart man flytter sammen eller gifter sig, så bliver "dit og mit" automatisk til "vores". Det gør det IKKE. Bliver forholdet afsluttet, har man kun ret til at tage det med, som man bragte ind i forholdet. Og det er ligegyldig at den anden part f.eks har købt hus eller andet, imens at forholdet har stået på og at man ovenikøbet har bidraget økonomisk til det. Står ens navn ikke på papirerne, er man på røven. Dette gælder også hvis det er en lejelejlighed. Står der kun en parts navn på lejekontrakten, kan denne part smide den anden ud med øjeblikkelig virkning.

Disse ting gør sig gældende, uanset om man er gift, eller blot lever i ægteskabslignende forhold.

 

Hold da fast,

det betyder at jeg frit og kvit må tage 50% af pengene for huset, stort set alle møblerne, begge biler og en stor del af elektronikken med mig hvis manden og jeg går fra hinanden.

female skriver:

Jeg er ikke tilhænger af ordningen fælles økonomi. Min mands løn er hans, min løn er min. Blot fordi man er en familie, er man i min optik ikke fælles om alt.

Får min mand eksempelvis en stor bonus, så afspejler den en indsats, som HAN har præsteret. Derfor skal han også bruge den, som han har lyst.

Personligt ville jeg føle, at jeg tiggede penge af ham, hvis jeg tjente mindre end ham og bad om fællesøkonomi.

Derfor:  hvis det var mig, ville jeg sætte udgiftsniveauet, så jeg kunne imødekomme halvdelen af udgifterne. Hvis han (fx på grund af de forventede nedskæringer i forbrugsgoderne) ønskede at afholde flere af udgifterne, ville det selvfølgelig være fint. Men jeg ville aldrig gå tiggergangen.

Men selvfølgelig skal han betale halvdelen af udstyret til jeres barn.

 

Jeg kan godt se hvad du mener, men så simpelt synes jeg ikke altid man kan stille tingene op.

Min mand er fx selvstændig. Han har mange rigtig lange dage arbejder rigtig mange timer. 

Det betyder at jeg laver ALT! Jeg henter børn, laver mad, vasker tøj, gør rent, ordner have, sørger for indkøb, at ungerne kommer afsted til svømning og gymnastik osv. Han løfter ikke en finger herhjemme. Den tid han ikke bruger på arbejde, bruger han på ungerne.

Vi har 2 børn sammen - børn som han vel at mærke har været med til at lave. For at få vores liv til at hænge sammen har jeg valgt at skifte job til et job med mindre ansvar (= kortere arbejdsdage, mindre overarbejde) og dermed også mindre løn.

Hvis jeg ikke var der for at få resten af hans liv til at hænge sammen, kunne han ikke bruge så meget energi og tid på firmaet, så hans ekstra indsats - der fx afspejler sig i at han nogen gange får en bonus - er i lige så høj grad et resultat af MIN indsats.

Jeg brokker mig ikke, vi har truffet beslutningen om hans firma og mit jobskifte sammen, og jeg er SUPER stolt af at han har startet et firma op for 3 år siden, og nu er de 11 ansatte - men en del af hans succes skyldes også at han ikke behøver at fokusere på andet end firmaet - jeg holder styr på alle andre bolde...

female skriver:

Jeg er ikke tilhænger af ordningen fælles økonomi. Min mands løn er hans, min løn er min. Blot fordi man er en familie, er man i min optik ikke fælles om alt.

Får min mand eksempelvis en stor bonus, så afspejler den en indsats, som HAN har præsteret. Derfor skal han også bruge den, som han har lyst.

Personligt ville jeg føle, at jeg tiggede penge af ham, hvis jeg tjente mindre end ham og bad om fællesøkonomi.

Derfor:  hvis det var mig, ville jeg sætte udgiftsniveauet, så jeg kunne imødekomme halvdelen af udgifterne. Hvis han (fx på grund af de forventede nedskæringer i forbrugsgoderne) ønskede at afholde flere af udgifterne, ville det selvfølgelig være fint. Men jeg ville aldrig gå tiggergangen.

Men selvfølgelig skal han betale halvdelen af udstyret til jeres barn.

 

Jeg kan godt se hvad du mener, men så simpelt synes jeg ikke altid man kan stille tingene op.

Min mand er fx selvstændig. Han har mange rigtig lange dage arbejder rigtig mange timer. 

Det betyder at jeg laver ALT! Jeg henter børn, laver mad, vasker tøj, gør rent, ordner have, sørger for indkøb, at ungerne kommer afsted til svømning og gymnastik osv. Han løfter ikke en finger herhjemme. Den tid han ikke bruger på arbejde, bruger han på ungerne.

Vi har 2 børn sammen - børn som han vel at mærke har været med til at lave. For at få vores liv til at hænge sammen har jeg valgt at skifte job til et job med mindre ansvar (= kortere arbejdsdage, mindre overarbejde) og dermed også mindre løn.

Hvis jeg ikke var der for at få resten af hans liv til at hænge sammen, kunne han ikke bruge så meget energi og tid på firmaet, så hans ekstra indsats - der fx afspejler sig i at han nogen gange får en bonus - er i lige så høj grad et resultat af MIN indsats.

Jeg brokker mig ikke, vi har truffet beslutningen om hans firma og mit jobskifte sammen, og jeg er SUPER stolt af at han har startet et firma op for 3 år siden, og nu er de 11 ansatte - men en del af hans succes skyldes også at han ikke behøver at fokusere på andet end firmaet - jeg holder styr på alle andre bolde...

Elgaard73 skriver:

Det er en gammel skrøne.

Hvis han køber f.eks hus eller lejlighed, og der kun står hans navn på skødet, så kan han smide hende ud fra dag til dag. Og hun har ikke ret til noget som helst.

Hun kan være heldig at få en form for kompensation, hvis hun kan dokumentere at hun har bidraget til f.eks realkreditlånet eller lign. Men den skal tages i retten.

Der er så mange kvinder, som virkelig er kommet i klemme, fordi at de tror, at så snart man flytter sammen eller gifter sig, så bliver "dit og mit" automatisk til "vores". Det gør det IKKE. Bliver forholdet afsluttet, har man kun ret til at tage det med, som man bragte ind i forholdet. Og det er ligegyldig at den anden part f.eks har købt hus eller andet, imens at forholdet har stået på og at man ovenikøbet har bidraget økonomisk til det. Står ens navn ikke på papirerne, er man på røven. Dette gælder også hvis det er en lejelejlighed. Står der kun en parts navn på lejekontrakten, kan denne part smide den anden ud med øjeblikkelig virkning.

Disse ting gør sig gældende, uanset om man er gift, eller blot lever i ægteskabslignende forhold.

 

OK, tak for info. 

Skouboe skriver:

Jeg kan godt se hvad du mener, men så simpelt synes jeg ikke altid man kan stille tingene op.

Min mand er fx selvstændig. Han har mange rigtig lange dage arbejder rigtig mange timer. 

Det betyder at jeg laver ALT! Jeg henter børn, laver mad, vasker tøj, gør rent, ordner have, sørger for indkøb, at ungerne kommer afsted til svømning og gymnastik osv. Han løfter ikke en finger herhjemme. Den tid han ikke bruger på arbejde, bruger han på ungerne.

Vi har 2 børn sammen - børn som han vel at mærke har været med til at lave. For at få vores liv til at hænge sammen har jeg valgt at skifte job til et job med mindre ansvar (= kortere arbejdsdage, mindre overarbejde) og dermed også mindre løn.

Hvis jeg ikke var der for at få resten af hans liv til at hænge sammen, kunne han ikke bruge så meget energi og tid på firmaet, så hans ekstra indsats - der fx afspejler sig i at han nogen gange får en bonus - er i lige så høj grad et resultat af MIN indsats.

Jeg brokker mig ikke, vi har truffet beslutningen om hans firma og mit jobskifte sammen, og jeg er SUPER stolt af at han har startet et firma op for 3 år siden, og nu er de 11 ansatte - men en del af hans succes skyldes også at han ikke behøver at fokusere på andet end firmaet - jeg holder styr på alle andre bolde...

Hvor er det fedt at du er kommet til at sende dit indlæg to gange. Jeg sad lige og tænkte at det fortjente mere end bare ét "synes godt om", og så så jeg at du havde givet mig muligheden

Pikku Myy skriver:

Hvor er det fedt at du er kommet til at sende dit indlæg to gange. Jeg sad lige og tænkte at det fortjente mere end bare ét "synes godt om", og så så jeg at du havde givet mig muligheden

Haha - jeg ved ikke hvorfor den gjorde det - jeg er sikker på at jeg kun trykkede en gang