Mål: at blive mor! (Langt!!)

ønskebørn74 skriver:

Det at blive forældre er jo et af de mest fundamentale ønsker og drømme der er.

Det er ikke logiskt, det er rent instinkt.

Og kan kun sige at de 12 1/2 år det tog, til vi sad med vores drenge i armene er de værste i mit liv.

Stor kærlighed til min mand. Men stor sorg hver gang alle de andre fik børn og vi endnu engang trak en nitte.. Eller værre endnu havde mistet igen..

Angst og panik under hele graviditeten, der var hård smertefuld og fyldt af blødninger scanninger og endte med en alt for tidlig fødsel og mig med en fødselspsykose..

Men efter alt det, kan jeg nu se på mine dejlige snart ti mdr gamle drenge. Og det var det hele værd. Hele vanviddet, hver tåre og revne i mit hjerte. For først nu er det helt og svulmer af lykke og kærlighed. For jeg har fået den ypperste titel med alt hvad dertil hører. Det smukkeste navn jeg kunne få. MOR.. 

 

Mit  smelter. 

De er simpelthen skønne de 2 

esioul skriver:

Mit  smelter. 

De er simpelthen skønne de 2 

1000 tak søde..  og ja de er.. Mine små mirakler.. 

Flødebollen skriver:

Dine ord rammer mig enormt hårdt. 

Især fordi jeg kan relatere til det hele - bortset fra den lykkelige afslutning som jeg forhåbentlig også snart kan opleve. 

Hatten af for at have holdt hovedet over vande

Kan jeg godt forstå, i står jo midt i det. Og selvom jeg ikke altid skriver i trådene, følger jeg stadig med. Ligesom du fulgte os. Pøj pøj og en stor krammer.. 

Jeg bliver lige nød til at skrive at ønsket om et barn kan være lige stort om man har kæmpet i 10 år eller 6 måneder. Håber I forstår pointen. 

Jeg kæmpede i 6 år med min exmand. Havde 1 MA og vi var i behandling i 3-4 år. INGEN baby til os. Det tog MEGET hårdt på os begge. 

Jeg har nu 2 velskabte unger med min kæreste. 

Vi besluttede at få børn sammen og jeg blev gravid lige med det samme begge gange! jeg er DYBT taknemlig!! 

Jeg kan sætte mig ind i den frutstration/sorg BARNLØSE gennemgår. Det er opslidende ikke kun på ens egen psyke men også for parforholdet og for ens omgangskreds. 

Og... jeg har brugt MANGE tusind kroner på graviditetstest. Også bare liiige for at teste og se stregen komme frem. Fik sug i maven hver gang!! Det var alle pengene værd!

Mama85 skriver:

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

For 5 år siden smed vi p-pillerne: vi ville være forældre NU!! Og vi var så klar.. Desværre skulle det vise sig,at vores vej til ønskebarnet skulle langt og bumlet (hvis vi overhovedet når målet).. I de sidste 5 år - 4 år i behandling - har jeg lært følgende:

1. Der er andre ting i livet end børn 

2. Jeg vil gøre (næsten) hvad som helst for at blive mor

De to ting stemmer måske ikke helt overens,så lad mig uddybe..

Da vi i sin tid startede PB var det med ægløsningstests,skemalagt sex og et inderligt ønske... Som tiden gik blev det en besættelse (særligt,da vi startede i behandling).. Med tiden tog denne besættelse overhånd og jeg havde ikke andet i hovedet end PB. Resultatet blev nogle MEGET lange ture i kulkælderen,når klinikken ringede med et negativt resultat..

I dag har jeg lært at leve mit liv: jeg har mit drømmejob,en fantastisk mand,gode venner og en skøn hund.. PB er ikke længere en besættelse,men et inderligt ønske (hverken større eller mindre end for 5 år siden - blot et ønske med nogle andre betingelser).. Giver jeg op? Måske en dag.. Men ikke nu.. Oplever tvært imod,at min horisont bliver større og at jeg nu overvejer muligheder,som jeg ikke drømte om for fem år siden..

Fra Lisbeth,som nu er igang med projekt-undersøg-mulighederne-for dobbelt-donation-i-udlandet

esioul skriver:

jeg jubler ikke på andres vegne. Kun hvis de som mig har kæmpet en brag kamp. Jeg har haft det skidt med de følelser,men klinikken jeg er tilknyttet siger det er helt naturligt følelser. Vi skal i reagensglas behandling og har pt kæmpet 5 år.

Lige mine ord!! 

Lisbeth1985 skriver:

Lige mine ord!! 

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Sorgen/frustrationen/følelsen

af at det hele er uretfærdigt kan desværre godt overskygge evnen til at være 'medmenneskelig' som du kalder det. 

Har at du selv været i et behandlingsforløb? 

Når man ser/hører om at andre får børn i flæng er det satme svært - sådan umiddelbart at juble helt vildt. For de nagende tanker:

'hvorfor er det ikke os?'

'hvorfor får jeg ikke lov til at opleve den lykke?'

de fylder utrolig meget. 

Men undskyld, men det har ik en skid at gøre med at være umenneskelig. Tværtimod. 

Det er en naturlig reaktion på dét at skulle kæmpe så pisse hårdt for at få sin drøm opfyldt. 

Christine skriver:

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Jeg vover den påstand, at sålænge man ik ved, hvad det vil sige st være i et kortere eller længere behandlingsforløb, kan man ikke udtale sig om de følelser og tanker der følger med. 

De er skæve, til tider egoistiske og kan opfattes 'umenneskeligt' 

men det er nu engang sådan, det er.. 

Flødebollen skriver:

Jeg vover den påstand, at sålænge man ik ved, hvad det vil sige st være i et kortere eller længere behandlingsforløb, kan man ikke udtale sig om de følelser og tanker der følger med. 

De er skæve, til tider egoistiske og kan opfattes 'umenneskeligt' 

men det er nu engang sådan, det er.. 

 

 

Det er nok rigtigt til en vis grad - det er heller ikke sagt for at træde nogen over tæerne. Jeg mener bare at jeg tænker man så er der hvor man har brug for noget støtte mentalt, for ikke at ende helt i kulkælderen.

Men fra min side - og ja, jeg er utroligt heldig, jeg har slet ikke prøvet at vente på at blive gravid, så hurtigt går det - så kan det også bare virke som om nogle synes eller tror at miraklet er mindre af den grund. Og sådan er det jo heller ikke.

Mine børn er da ikke mindre værd for mig (eller andre, håber jeg) bare fordi de kommer nemt til mig. 

Nej, følelserne dér forstår jeg simpelthen ikke. Det praktiske forstår jeg bedre, altså mht. at tage billeder af 1000 tests. Det har jeg aldrig gjort, for jeg er ret sikker på at jeg er gravid når det første tegn (ikke) kommer.

Til gengæld har "vi" jo også bekymringer og jeg tager på ingen måde for givet at det går godt i en graviditet, tværtimod er jeg sindssygt bange hver eneste dag for at noget går galt. Men det er nok et personlighedstræk.