Mål: at blive mor! (Langt!!)

Ja, ingen tvivl om det! Det kræver sin kvinde at teste sig selv for det ene og det andet, når sandsynligheden for en negativ test i forvejen er høj, af den ene eller den anden årsag. Jeg tager hatten af for jer der løber hovedet ind i en mur, gang på gang, og fortsat har modet på at kæmpe videre, det skal der ikke herskes tvivl om! Netop din historie har rørt mig dybt, og jeg følger med fra sidelinjen og jeg har svært ved at forstå hvordan du får kræfter til at kæmpe videre efter et så stort et tab, og synes at det er fantastisk smukt og livsbekræftende at I kæmper videre om pb! 

Det med genetikken er jeg helt med på, vi skal forplante os, men det jeg havde i tankerne var mere hvornår er det forplantningsbehovet der driver os, og hvornår er det PROJEKTET der ligesom tager over, netop fordi at man har alle de odds i mod sig og man bliver mere og mere opsat på at nu skal det her bare lykkedes? Altså, hvornår man måske får lidt forkerte grunde for sine ellers velbegrundede start? Hvornår pb går fra at have været en drøm man vil på jagt efter og hvornår den bliver "usund" for en? For der er mange der ofrer ting undervejs i denne unfair kamp, som man med glæde gør, som måske set i bakspejlet efter mange års desparate forsøg godt kan se ikke var så smart alligevel? Jeg siger ikke at DU skal svare på dette spørgsmål, men det er også en tanke jeg har gjort mig omkring al dette. 

Men hvad mener du at alternativet er? At opgive? En veninde (som netop havde meget nemt ved at få børn selv, og havde fået dem før hun sådan rigtigt brændte efter det) sagde engang til mig "der er da også masser af kvinder der har gode liv uden børn". Nok noget af det mest sårende og provokerende man kan sige til en ufrivilligt barnløs.

Eller mener du at man bare skal tage den med ro og tage det som det kommer? Det kan man ikke. Man kan ikke undgå at der går projekt i det efter en vis tid. Det bliver der nødt til, man skal jo finde ud af om man overhovedet har ægløsning, man skal til lægen og tjekkes o.s.v. Der går datoer og skema i det hele. Bevæggrunden og drivkraften er ikke stædighed eller ambition - det er ønsket om at blive mor.

Jeg har aldrig selv taget en graviditetstest. Jeg har altid ventet på min menstruation, som altid kom, og da jeg var gravid, blev det fastslået via blodprøve på hospitalet. Jeg har også svært ved at kapere det evige testeri og trådene herinde med usynlige streger. Men ikke fordi jeg tænker at PB bliver et projekt. Udelukkende fordi jeg føler med de kvinder, fordi jeg kender til deres længsel og bekymringer - og tænker at de piner sig selv. Men jeg forstår også bevæggrunden og forstår hvorfor det kan være svært, hvis ikke umuligt, at lade være.

Hvad er det for ting du mener at man ofrer undervejs?

Mama85 skriver:

Ja, ingen tvivl om det! Det kræver sin kvinde at teste sig selv for det ene og det andet, når sandsynligheden for en negativ test i forvejen er høj, af den ene eller den anden årsag. Jeg tager hatten af for jer der løber hovedet ind i en mur, gang på gang, og fortsat har modet på at kæmpe videre, det skal der ikke herskes tvivl om! Netop din historie har rørt mig dybt, og jeg følger med fra sidelinjen og jeg har svært ved at forstå hvordan du får kræfter til at kæmpe videre efter et så stort et tab, og synes at det er fantastisk smukt og livsbekræftende at I kæmper videre om pb! 

Det med genetikken er jeg helt med på, vi skal forplante os, men det jeg havde i tankerne var mere hvornår er det forplantningsbehovet der driver os, og hvornår er det PROJEKTET der ligesom tager over, netop fordi at man har alle de odds i mod sig og man bliver mere og mere opsat på at nu skal det her bare lykkedes? Altså, hvornår man måske får lidt forkerte grunde for sine ellers velbegrundede start? Hvornår pb går fra at have været en drøm man vil på jagt efter og hvornår den bliver "usund" for en? For der er mange der ofrer ting undervejs i denne unfair kamp, som man med glæde gør, som måske set i bakspejlet efter mange års desparate forsøg godt kan se ikke var så smart alligevel? Jeg siger ikke at DU skal svare på dette spørgsmål, men det er også en tanke jeg har gjort mig omkring al dette. 

Jeg tror helt ærligt mit svar er aldrig!

Ønsket om en famile er ikke et projekt, men et liv jeg bare gerne ville have. Et liv som jeg altid har set mig selv ende med. Jeg har både manden og de menneskelige og økonomiske resurser til at være en god mor og give et barn en opvækst, alle børn fortjener. Jeg har noget at give videre. Det er og har altid været min bevægelsesgrund for at få et barn! Uanset om man har svært ved at blive gravid, ændrer dette sig jo ikke.

Har jeg så været urimelig under mit behandlingsforløb....JEP, har jeg sagt, følt nogle ting som jeg ikke er stolt af...tjek......Ville jeg gøre det hele igen...YES, for jeg fik min drøm - jeg blev mor, og tro mig jeg er taknemlig for det hver dag.

Giver det svar mening?

grinny skriver:

Ja vi presser os for hårdt - hudløst ærligt! 

Men vi ved det faktisk ikke helt selv før vi netop for stillet spørgsmålet og tænker os om.

Alt for mig omhandler en baby - for det er der jeg er i mit liv og jeg føler at jeg konstant løber mod en mur, når jeg endnu en måned ved det ikke er lykkedes!

Jeg presser mig selv psykisk ved at teste konstant, pt. 3 ægløsnings test om dagen - fordi min cyklus pt. er så fucked up at jeg ikke ved hvornår og hvordan det hele ender. Alt i mig og alt i mit liv skriger efter en baby, og derfor kan jeg ikke gøre for meget for at få en. 

Jeg ved at jeg selvfølgelig har en historie bag, og mange vil sige at de godt forstår hvorfor min krop skriger på et barn, men selv før jeg blev gravid med Isaac skreg min krop efter 3 år hvor der intet skete.

Lige som esioul kan jeg heller ikke juble over andres graviditets lykke, for det er ikke min lykke og jeg kan ikke længere tænkte at det nok bliver mig en dag - nej mine tanker er "bliver det nogensinde mig igen?" For hvem ved? Den første tog 3 år, og vi blev godt og grundigt snydt - hvad med 2'eren? 3 år igen og alligevel ingen glæde?

Det ligger i vores rødder, vores gener, at vi skal formere os, give noget videre som senere kan forsørge os - jeg ved godt at der er langt fra urmennesker og så til mennesket idag, men stadig er det en del af det at være menneske, og så er det svært når man skal kæmpe mod det "normale" og føle sig så "unormal" fordi man ikke bare kan blive gravid.

Godt skrevet.. 

modesty skriver:

Men hvad mener du at alternativet er? At opgive? En veninde (som netop havde meget nemt ved at få børn selv, og havde fået dem før hun sådan rigtigt brændte efter det) sagde engang til mig "der er da også masser af kvinder der har gode liv uden børn". Nok noget af det mest sårende og provokerende man kan sige til en ufrivilligt barnløs.

Eller mener du at man bare skal tage den med ro og tage det som det kommer? Det kan man ikke. Man kan ikke undgå at der går projekt i det efter en vis tid. Det bliver der nødt til, man skal jo finde ud af om man overhovedet har ægløsning, man skal til lægen og tjekkes o.s.v. Der går datoer og skema i det hele. Bevæggrunden og drivkraften er ikke stædighed eller ambition - det er ønsket om at blive mor.

Jeg har aldrig selv taget en graviditetstest. Jeg har altid ventet på min menstruation, som altid kom, og da jeg var gravid, blev det fastslået via blodprøve på hospitalet. Jeg har også svært ved at kapere det evige testeri og trådene herinde med usynlige streger. Men ikke fordi jeg tænker at PB bliver et projekt. Udelukkende fordi jeg føler med de kvinder, fordi jeg kender til deres længsel og bekymringer - og tænker at de piner sig selv. Men jeg forstår også bevæggrunden og forstår hvorfor det kan være svært, hvis ikke umuligt, at lade være.

Hvad er det for ting du mener at man ofrer undervejs?

Forstår du min pointe i min sidste tråd til dig? Med at det ikke er en konkurrence og at jeg ikke behøver mine børns eksistens bliver anerkendt af den pågældende kvinde jeg nævnte som ikke længere var i mit netværk? For dér misfortolkede du det hele. 

 

 

men nej, mener ikke at man skal opgive fordi at det ikke lykkedes, det siger jeg ikke at man skal, og du siger jo selv at det bliver til et projekt efter en vis tid, det må jo betyde at for nogen har drømmen om baby været en start hvor man tog det som det kommer, altså som udgangspunkt hvor man formoder at man selv og sin partner er fertile, men på et tidspunkt går drømmen til at blive et decideret projekt, der er lagt i skemaer for hvornår man skal teste, dyrke sex, for at teste måske flere gange på én uge om man er gravid eller ej, hvor måske bevægegrunden/fokus flyttes for nogle- dermed IKKE sagt alle, men de tilfælde ved vi jo alle findes. Og når det først er blevet til et projekt må det være svært for nogen (igen IKKE alle) at bevare fokus på at det var drøm om en baby der kickstartede det her nu projekt der bare SKAL lykkes med alle de midler der skal til. 

Mama85 skriver:

Interessent så du havde ikke en tæt udløbsdato, men en tidshorisont som også fyldte alligevel..'en ja, det tager tid at bygge et forhold op

Ik en biologisk nej men har altid haft en plan der hed det første barn før 25 og ik flere efter 30 så der var en deadline i mit liv. Det er måske strængt sat op og fyldt med hvis nu og hva nu vis. Men sådan har jeg valgt det og sådan er alt i mit liv

Mama85 skriver:

Forstår du min pointe i min sidste tråd til dig? Med at det ikke er en konkurrence og at jeg ikke behøver mine børns eksistens bliver anerkendt af den pågældende kvinde jeg nævnte som ikke længere var i mit netværk? For dér misfortolkede du det hele. 

 

 

men nej, mener ikke at man skal opgive fordi at det ikke lykkedes, det siger jeg ikke at man skal, og du siger jo selv at det bliver til et projekt efter en vis tid, det må jo betyde at for nogen har drømmen om baby været en start hvor man tog det som det kommer, altså som udgangspunkt hvor man formoder at man selv og sin partner er fertile, men på et tidspunkt går drømmen til at blive et decideret projekt, der er lagt i skemaer for hvornår man skal teste, dyrke sex, for at teste måske flere gange på én uge om man er gravid eller ej, hvor måske bevægegrunden/fokus flyttes for nogle- dermed IKKE sagt alle, men de tilfælde ved vi jo alle findes. Og når det først er blevet til et projekt må det være svært for nogen (igen IKKE alle) at bevare fokus på at det var drøm om en baby der kickstartede det her nu projekt der bare SKAL lykkes med alle de midler der skal til. 

Igen bekræfter du min holdning at du simpelthen ikke forstår de kvinder du taler om.

NEJ - det bliver ikke et projekt på den måde du tolker det. Som en stædighed, en ambition der handler om noget andet end ønsket om et barn. Det bliver et projekt, ikke fordi man ønsker det, men fordi ydre, praktiske omstændigheder kræver at det bliver det. Der er ingen vej udenom. Tro mig - det er IKKE ønskværdigt at kaste sig ud i det projekt, men det bliver man jo nødt til hvis man vil have et barn. Alternativet er at give op. Og så er vi tilbage til mit oprindelige spørgsmål.

Du prøver at lade det hele handle om en nysgerrighed fra din side, men som andre også har skrevet til dig her i tråden - du har en nedladende undertekst i alle de ting du skriver. Du forstår simpelthen ikke de følelser ufrivilligt barnløse gennemgår - på trods af at du nu har fået mange svar hvor kvinder prøver at forklare dig hvordan det føles. Så bliver du  ved med at tale om det som noget der handler om status, stædighed o.s.v. Det gør det IKKE. Og NEJ, jeg har ikke mødt de tilfælde og vi ved ikke alle "at den slags findes".

Ja, det SKAL lykkes, med alle midler der skal til. FORDI ønsket om at blive mor er så brændende stort.

Jeg har sagt hvad jeg vil sige i denne tråd, og jeg tror ikke på at du nogensinde vil kunne komme til at forstå de følelser os (tidligere eller nuværende) ufrivilligt barnløse gennemgår, så der er ikke nogen grund til yderligere argumentation herfra.

Du har misforstået min brug af ordet konkurrence. Jeg brugte det i den sammenhæng som du gør - om projektet som noget der handler om stædighed og at opnå et mål uanset hvad, hvor man mister øje for det oprindelige ønske. Og hvis ikke du i et eller andet omfang er blevet stødt af den pågældende kvindes attitude, så forstår jeg vitterligt ikke hvorfor du bruger hende som (negativt) eksempel.

Isabella_mor skriver:

jeg tror også man skal have svært ved at få børn før man kan sætte sig ind i mange af de kvinders tankegang som tester meget... 

jeg har ikke selv haft svært ved at få børn. og jeg har også kun testet en gang med hver. men jeg krydser stadig fingre og sender masser af babystøv til de kvinder herinde som dagligt og ugenligt og månedligt og årligt kæmper for at få stiftet den familie som så mange bare tager for givet, og som mange tror, fordi de bare bliver gravide så snart de ser et hankøn, er så let at få.. 

det er desværre bare ikke alle der er lige fertile af den ene eller den anden grund.

og herinde er der plads til 10000000000 billeder af tests som lige skal tjekkes blandt brugerne herinde for at man bliver 100% sikker på om der nu også er to streger. og det SKAL der være plads til...

det må da også være så enormt frustrerende for de kvinder der kæmper med at få børn, at blive kaldt besatte... det ville jeg da personligt blive enormt stødt over, og ked af.. 

jeg ved godt at tråden ikke er skabt for at træde nogen over tæerne, men jeg tror bare at folk som du og jeg bare ikke har de samme tanker omkring det at få børn, som de kvinder som rent faktisk har sværere ved at blive gravide har... og derfor forstår vi det måske bare heller ikke særlig godt..

 

 

Tak - det er den type holdning, der er dejlig at møde når man selv kæmper.

Mama85 skriver:

Sikke en fantastisk historie  Men ja, du har trods alt haft det tættere inde på livet end jeg eks. Har, men så fedt når det lykkedes! 

Ja det er fantastisk - men langt fra alle kvinders historier ender med et mirakel som min gjorde..

Forestil dig et liv uden dine børn.. Kan du det??? Nej vel??
Præcis samme tanker har os barnløse det, bare om de børn vi IKKE har fået endnu. Du er bare en af de "heldige" (fra mit synspunkt)

Jeg føler mig ufattelig beriget og heldig over at ha fået min søn, og endnu en på vej, og jeg føler smerten ved at stå måned efter måned med negative tests som de barnløse gør, da jeg selv har været der..

Mht om der kan gå for meget "projekt" i det at få barn?? Ikke efter min mening. Det er at sidestille med at få en uddannelse.. Her terper man, bliver bedre, går til eksaminer, dumper måske, går om, består, og til sidst får man sin uddannelse, og måske et job. Nogle klarer sig nemt igennem uddannelser, og andre har svært ved det, men fælles for alle er at det er et ønske - et ønske om en fremtid

Præcis sådan har barnløse det omkring børn..

Mama85 skriver:

Ja, ingen tvivl om det! Det kræver sin kvinde at teste sig selv for det ene og det andet, når sandsynligheden for en negativ test i forvejen er høj, af den ene eller den anden årsag. Jeg tager hatten af for jer der løber hovedet ind i en mur, gang på gang, og fortsat har modet på at kæmpe videre, det skal der ikke herskes tvivl om! Netop din historie har rørt mig dybt, og jeg følger med fra sidelinjen og jeg har svært ved at forstå hvordan du får kræfter til at kæmpe videre efter et så stort et tab, og synes at det er fantastisk smukt og livsbekræftende at I kæmper videre om pb! 

Det med genetikken er jeg helt med på, vi skal forplante os, men det jeg havde i tankerne var mere hvornår er det forplantningsbehovet der driver os, og hvornår er det PROJEKTET der ligesom tager over, netop fordi at man har alle de odds i mod sig og man bliver mere og mere opsat på at nu skal det her bare lykkedes? Altså, hvornår man måske får lidt forkerte grunde for sine ellers velbegrundede start? Hvornår pb går fra at have været en drøm man vil på jagt efter og hvornår den bliver "usund" for en? For der er mange der ofrer ting undervejs i denne unfair kamp, som man med glæde gør, som måske set i bakspejlet efter mange års desparate forsøg godt kan se ikke var så smart alligevel? Jeg siger ikke at DU skal svare på dette spørgsmål, men det er også en tanke jeg har gjort mig omkring al dette. 

Jeg ville kæmpe fra nu og til verdens ende for Isaac og for at få lov til at beholde ham - det kan jeg ikke - men jeg kan kæmpe for at blive mor igen.

Isaac og vores historie sammen gav os så meget indblik i at vi virkelig gerne vil være forældre og det er det vi brænder for. Jeg kan aldrig erstatte ham og jeg ville for alt i verden ønske at det var ham jeg skulle vokse som mor sammen med, men det er det ikke, men han har gjort mig mere voksen og han har givet mig lysten til at kæmpe - selv når alt er sort og trist, så er han mit lille lys! 

Men det bliver aldrig bare et projekt - det bliver et projekt, men det overtager aldrig ønsket og drømmen. Det bliver aldrig et arbejde, men en drøm man kæmper for.

Jeg anser det som normalt at skulle bruge ÆL test, teste for graviditet, vente på mens osv. osv., men jeg har jo heller ikke prøvet andet. Var jeg nu blevet hurtig gravid første gang, men måtte kæmpe anden gang ville det måske bliver mere et arbejde end hvad jeg synes det er nu? Jeg ved det som sagt ikke, for jeg har kun prøvet denne version af "lade os lave en baby" - i mit tilfælde og i mange andres er der bare lige en håndfuld gynækologer med i baby processen 

Mama85 skriver:

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

Jeg undrer mig sammen med dig. Dog ikke over de kvinder og mænd, for hvem det er endt med ikke at være en dans på roser at nå den fremtid de drømmer om. Jeg har fuld forståelse for at desperationen resulterer i et kæmpe stort behov for kontrol.

MEN det er jo ikke kun kvinder i behandling der lægger billeder ind af teste der er fotograferet på kryds og tværs i uge 3 ...