Det er det vel også ikke at kunne sætte sig ind i at en anden er glad for at være gravid? Jeg har ikke sagt uempatisk om nogen, men jeg har sagt at jeg ikke forstår det fordi der ikke er en sammenhæng. Jeg forstår man kan ønske det var en selv men hvorfor skal det udelukke at man glæder sig på andres vegne?
Og det kan da overhovedet ikke sammenlignes med et job - af flere grunde - men i det eksempel du/i tog fat i, der er der jo kun ét job og én mand du er forelsket i og andres babyer ville man nu engang aldrig kunne være gravid med, i hvert fald ikke på naturlig vis. Så der forsvinder jo ikke noget fra én bare fordi en anden 'får' det.
Men som sagt, nej, på dén måde forstår jeg det ikke. Så vi må være enige om at være uenige.
Jeg tror det handler om, at når man er i sorg, så kan det være enormt svært at rumme andre mennesker - og i dette tilfælde andres menneskes glæde over netop det, som har bragt dig i sorg. Giver det mening?
Jeg plejer at forklare det med, hvis jeg har en veninde som netop er gået konkurs og er nødt til at gå fra hus og hjem, så sætter jeg mig ikke i samme øjeblik og fortæller om mit nye hus og køkken, og jeg forventer ikke, hun skal kunne tage del i den glæde, jeg har over min nyerhverelse. Hun ville bare være et andet sted - i en sorg - og jeg som er ovenpå, kan godt rumme det og forstå, at jeg så nok lige deler den glæde med andre p.t.
Da jeg var i behandling kunne jeg til tider godt glæde mig over andres graviditeter, men specielt i mine behandlingsforløb, når jeg netop havde fået mens, ja der havde jeg enormt svært ved at rumme det. Ikke fordi jeg ikke kunne forstå deres glæde, men simpelthen fordi derers glæde mindede mig om det jeg ikke kunne og ville aller mest i hele verden. Min sorg opslugte mig - og måske min medmenneskelighed om du vil - men jeg havde bare ikke det overskud. Tror ikke det er tegn på psykiske issues, men en helt naturlig menneskelig reaktion på en livskrise. Og jeg tror virkelig det er vigtigt at give sig selv lov til at føle disse ting, hvis man skal igennem et behandlingsforløb uden helt at miste sig selv.
Må så også sige, at jeg har ALDRIG forstået, hvorfor at man som gravid tænker, at alle da SKAL glæde sig på ens vegne. Jeg forstår ikke behovet for at VILLE dele glæden med en barnløs - det virker faktisk i mine øre engang imellem meget egoistisk og til tider endda lidt som en slags hån(ikke møntet på dig).
Anmeld
