Mål: at blive mor! (Langt!!)

Jeg har heller aldrig skulle kæpmpe for at blive gravid, men jeg var en gang til en temaaften for de der har mistet og en fik sat ord på aå jeg forstod, hun fortalte nemlig at hun i drømmene hver måned var gravid og derefter var hver mens som en spontan abort - lige der forstod jeg ønsket om kontrollen, ønsket om at være helt sikker på jeg ikke er gravid så jeg kan forberede mig selv, ikke blive ramt af aborten midt i arbejdet, ramt af aborten til den gode fest osv... 

Til trods for jeg aldrig har haft svært ved det, har jeg alligevel stået der hvor jeg tog en del mere end en test ved graviditet. Dumt og dyrt åh ja, men jeg kunne virkelig ikke tro på livet vulle mig det gode, så mon ikke også jeg bare kunne blive ikke-gravid ud af det blå. Jeg har taget en en graviditetstest lige før jeg skulle til tidlig hjertescanning i uge 15, gjort ud fra den totalt irrationelle tanke at den kunne fortælle om baby var død eller hjertesyg så jeg kunne forberede mig.

Jeg vil tro de som kæmper ville ønske de kunne tage det afslappet og droppe ægløsningstest og tusind g-test. Jeg ged fra mig selv jeg er dybt misundelig på dem der kan komme forbi uge 12 og NF og ånde lettet op for nu er de garanteret en skøn lækker levende baby når bare tiden er gået. Vil tro de som kæmper ville ønske de kunne stole på, at selvsagt bliver de gravide lige om lidt også uden at planlægge sex, og at de kunne stole på en enkelt test.

L&V skriver:

Min mand var faktisk ik klar til at få børn da jeg ville så jeg flyttede fra ham men i den tænke pause fandt han ud af at det var nok der vores forhold var kommet til så jeg flyttede hjem igen. Men jeg var (da jeg flyttede) indstillet på at jeg sku ha børn med en anden hvis han ik ændrede mening.

Jeg har en datter på 3år og en søn på 1år nu så ganske kort efter vi mistede lykkedes det igen

Dejligt at det er lykkedes jer at få børnene  Lidt interessent at du gik fra ham da han ikke troede at han var klar til børn, var det din alder der havde en rolle i den beslutning?

Mama85 skriver:

Dejligt at det er lykkedes jer at få børnene  Lidt interessent at du gik fra ham da han ikke troede at han var klar til børn, var det din alder der havde en rolle i den beslutning?

Nej jeg var 23 så det var ik fordi jeg var presset men havde brugt 7 år af mit liv på ham og hvis jeg sku ud og finde en ny, bygge noget op osv. Havde jeg heller ik al verdens tid.

Flødebollen skriver:

Vi blev henvist efter 1 år, men der sagde fertilitetslægen at det udelukkende skyldtes overvægt. Det slog mig ud og endte sgu med at æde endnu mere:/

vi kontaktede selv en privat klinik i starten af '14, og der fandt de ud af - efter grundige undersøgelser, at det hormon(FSH) der skal skubbe til ægblærerne ind hvor de bliver befrugtet er for lavt så de gik til grunde og havde derfor slet ik ægløsning. 

 

Blev insemineret ret i fredags efter hormonbehandling som havde båret flot frugt (3 fine ægblærer)

så nu krydser vi fingre for et positivt resultat om små 14 dage

 

og og selv tak!

Okay, ej hvor må det havde været nedslående..! Men godt at det lykkedes jer at få den reelle grund på plads  Krydser så meget fingre for jer  

modesty skriver:

"Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet"

Ovenstående udtalelse gør at jeg lidt synes at du diskvalificerer dig i den her debat. Forstået på den måde, at du selvfølgelig gerne må undre dig og stille spørgsmål - men du vil aldrig kunne vide hvordan en kvinde der prøver og prøver, måned efter måned, har det. Du vil aldrig kunne vide hvordan en kvinde der gennemgår hormonbehandlinger og alt hvad det medfører af bivirkninger og psykisk pres, har det.

Der ligger en undertekst i dine svar i tråden som lugter af at du synes at din veninde overreagerer. At hun burde slappe lidt af, og at PB måske mest af alt handler om status, og en form for konkurrence? Du tager fejl.

Du kan og vil aldrig forstå hvordan det er at være din veninde. Acceptér, og lad være med at blive stødt over, at hun har det sindssygt hårdt, og at hun ikke er i stand til at rumme dine børn. Prøv at forstå at det ikke handler om status, men om et grundlæggende, instinktivt, brændende ønske om at blive mor. Prøv at forstå at der ikke er noget mere rædselsfuldt her i verden end frygten for at man aldrig nogensinde kan blive mor, når ens krop og sjæl skriger efter at blive det.

 

Selvfølgelig vil jeg aldrig 100 % kunne forstå fuld ud hvordan en anden kvinde har med div. Behandlinger og negative tests gang på gang, den er jeg med på, men derfor vil jeg gerne så vidt som muligt i det mindste prøve at få indblik i hvilke tanker, frustrationer, og meget mere som hun går i gennem, for det er da et kæmpe stort problem som mange par kæmper med. 

 

Og tilbage til min egen tekst: den pågældende kvinde er ikke længere i mit netværk, og jeg bliver ked af at du drejer sagen ind på at jeg synes at hun burde tage sig sammen, og at der er status i at have børn og at det er en konkurrence i mine øjne (??) samt at hun skal rumme MINE børn, det er DIN egen tolkning der slet ikke har noget med MIN virkelighed at gøre.

Dit indlæg provokere mig en smule... Jeg syntes det er lidt et lidt nedladende indlæg.
Selvom jeg ikke selv har stået i en situration hvor et barn var mit største ønske, og at det ikke kunne lykke mig og få min største drøm opfyldt. Så kunne jeg aldrig drømme om og sætte spørgsmål tegn ved deres følelser. Vi er skabt til at føde, skabe liv og pas på vores børn. Klart det så er svært og acceptere, når ikke det lykkes os...

Hvis det gir mere mening at teste 4 gange, og tag ægløsningtest hver måned, så kan det ikke være anderledes...

grinny skriver:

Ja vi presser os for hårdt - hudløst ærligt! 

Men vi ved det faktisk ikke helt selv før vi netop for stillet spørgsmålet og tænker os om.

Alt for mig omhandler en baby - for det er der jeg er i mit liv og jeg føler at jeg konstant løber mod en mur, når jeg endnu en måned ved det ikke er lykkedes!

Jeg presser mig selv psykisk ved at teste konstant, pt. 3 ægløsnings test om dagen - fordi min cyklus pt. er så fucked up at jeg ikke ved hvornår og hvordan det hele ender. Alt i mig og alt i mit liv skriger efter en baby, og derfor kan jeg ikke gøre for meget for at få en. 

Jeg ved at jeg selvfølgelig har en historie bag, og mange vil sige at de godt forstår hvorfor min krop skriger på et barn, men selv før jeg blev gravid med Isaac skreg min krop efter 3 år hvor der intet skete.

Lige som esioul kan jeg heller ikke juble over andres graviditets lykke, for det er ikke min lykke og jeg kan ikke længere tænkte at det nok bliver mig en dag - nej mine tanker er "bliver det nogensinde mig igen?" For hvem ved? Den første tog 3 år, og vi blev godt og grundigt snydt - hvad med 2'eren? 3 år igen og alligevel ingen glæde?

Det ligger i vores rødder, vores gener, at vi skal formere os, give noget videre som senere kan forsørge os - jeg ved godt at der er langt fra urmennesker og så til mennesket idag, men stadig er det en del af det at være menneske, og så er det svært når man skal kæmpe mod det "normale" og føle sig så "unormal" fordi man ikke bare kan blive gravid.

Ja, ingen tvivl om det! Det kræver sin kvinde at teste sig selv for det ene og det andet, når sandsynligheden for en negativ test i forvejen er høj, af den ene eller den anden årsag. Jeg tager hatten af for jer der løber hovedet ind i en mur, gang på gang, og fortsat har modet på at kæmpe videre, det skal der ikke herskes tvivl om! Netop din historie har rørt mig dybt, og jeg følger med fra sidelinjen og jeg har svært ved at forstå hvordan du får kræfter til at kæmpe videre efter et så stort et tab, og synes at det er fantastisk smukt og livsbekræftende at I kæmper videre om pb! 

Det med genetikken er jeg helt med på, vi skal forplante os, men det jeg havde i tankerne var mere hvornår er det forplantningsbehovet der driver os, og hvornår er det PROJEKTET der ligesom tager over, netop fordi at man har alle de odds i mod sig og man bliver mere og mere opsat på at nu skal det her bare lykkedes? Altså, hvornår man måske får lidt forkerte grunde for sine ellers velbegrundede start? Hvornår pb går fra at have været en drøm man vil på jagt efter og hvornår den bliver "usund" for en? For der er mange der ofrer ting undervejs i denne unfair kamp, som man med glæde gør, som måske set i bakspejlet efter mange års desparate forsøg godt kan se ikke var så smart alligevel? Jeg siger ikke at DU skal svare på dette spørgsmål, men det er også en tanke jeg har gjort mig omkring al dette. 

L&V skriver:

Nej jeg var 23 så det var ik fordi jeg var presset men havde brugt 7 år af mit liv på ham og hvis jeg sku ud og finde en ny, bygge noget op osv. Havde jeg heller ik al verdens tid.

Interessent så du havde ikke en tæt udløbsdato, men en tidshorisont som også fyldte alligevel..'en ja, det tager tid at bygge et forhold op

Marts<3 skriver:

Dit indlæg provokere mig en smule... Jeg syntes det er lidt et lidt nedladende indlæg.
Selvom jeg ikke selv har stået i en situration hvor et barn var mit største ønske, og at det ikke kunne lykke mig og få min største drøm opfyldt. Så kunne jeg aldrig drømme om og sætte spørgsmål tegn ved deres følelser. Vi er skabt til at føde, skabe liv og pas på vores børn. Klart det så er svært og acceptere, når ikke det lykkes os...

Hvis det gir mere mening at teste 4 gange, og tag ægløsningtest hver måned, så kan det ikke være anderledes...

Man læser det jo man selv vil læse, og her har jeg mit på det rene med at det ikke er nedladende ment, men jeg har en trang til at få indblik i hvad der er tankerne og overvejelserne i at blotte sig selv på det er der er så følsomt som emnet! Man blotter sig selv meget ved at gøre disse ting offentligt, ergo så må der også være en masse tanker og overvejelser bag, som uden tvivl har sat en masse tanker i gang her hos mig. 

Britt88 skriver:

For at kunne sætte sig ind i, skal man ha været der, og ha følt frustrationerne på egen krop!

Jeg er 26, og blev kærester med min mand da jeg var 15, og han 16. Vi har derfor gået teenageårene igennem sammen, og haft mange snakke om hvornår vi ville have børn - for det ville vi. Han er enebarn, og vil derfor have 2 børn, og det er jeg enig i

Vi starter pb i efteråret 2010, og tager det stille og roligt, ingen stress, men da sommeren 2011 kommer og vi ikke er blevet gravide, begynder jeg på æl tests. Det giver fint udslag, og vi arbejder videre

December 2011 ringer jeg til lægen, og vi får at vide at vi skal ringe igen i januar, da fertilitetsbehandling igen bliver gjort gratis. Vi bliver henvist i januar, kommer hos gyn i marts, og bliver testet. Jeg fejler intet, min mand derimod har meget nedsat sædkvalitet. Nå men i start maj prøver vi IUI , men desværre kun med 1,5 mio sædceller, hvilket er meget lidt. Måneden efter endnu et forsøg, som også går i vasken.

Juli starter vi op på hormoner , men klinikken skal på ferie så vi når ikke forsøget til ende, men vi må bare prøve med hjemmearbejde. Det lykkedes - og min søn er i dag knapt halvandet år..

Den 27/7 i år tester jeg positiv 4+0. Den 4/8 skulle vi ha været hos gynækologen for at ha aftalt det videre forløb omkring pb 2. Det blev dog ikke nødvendigt

Jeg er ikke en af dem der tester lang tid før forventet mens, men jeg har mange cykli måttet tage en test , der selvfølgelig blev negativ, udelukkende for at fremprovokere mens (og det virker)

Men jeg kan snildt sætte mig ind i håbet, spændingen og frustrationen, og kan godt forstå at nogle kvinder bliver testmonstre..

Sikke en fantastisk historie  Men ja, du har trods alt haft det tættere inde på livet end jeg eks. Har, men så fedt når det lykkedes!