Mål: at blive mor! (Langt!!)

Christine skriver:

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Jo, men det er jo pointen. Ingen får DIT barn ved at blive gravid. Så jeg forstår det desværre ikke helt.

Men nu er det jo teknisk set heller ikke dit job (for at genbruge eksemplet), hvis du ikke fik det. Det er drømmen om jobbet - de tanker man gør sig om hvordan det kan ændre ens liv, der gør at man bliver misundelig. Jeg synes det er meget kontrært slet ikke at kunne sætte sig ind at man bliver misundelig ... Og meget lidt empatisk ...

Pikku Myy skriver:

Men nu er det jo teknisk set heller ikke dit job (for at genbruge eksemplet), hvis du ikke fik det. Det er drømmen om jobbet - de tanker man gør sig om hvordan det kan ændre ens liv, der gør at man bliver misundelig. Jeg synes det er meget kontrært slet ikke at kunne sætte sig ind at man bliver misundelig ... Og meget lidt empatisk ...

Det er det vel også ikke at kunne sætte sig ind i at en anden er glad for at være gravid? Jeg har ikke sagt uempatisk om nogen, men jeg har sagt at jeg ikke forstår det fordi der ikke er en sammenhæng. Jeg forstår man kan ønske det var en selv men hvorfor skal det udelukke at man glæder sig på andres vegne? 

Og det kan da overhovedet ikke sammenlignes med et job - af flere grunde - men i det eksempel du/i tog fat i, der er der jo kun ét job og én mand du er forelsket i og andres babyer ville man nu engang aldrig kunne være gravid med, i hvert fald ikke på naturlig vis. Så der forsvinder jo ikke noget fra én bare fordi en anden 'får' det. 

Men som sagt, nej, på dén måde forstår jeg det ikke. Så vi må være enige om at være uenige.

Christine skriver:

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Jeg må så melde mig i koret af uempatiske mennesker med et psykisk problem  

For misundelse er en del af mit liv, jeg kan blive drøn misundelig på dem der har to piger, dem der er gravide og tror intet kan gå galt, dem der stråler af lykke over deres lille skønne babypige osv osv osv. Jeg har også bemmere ved at glæde mig over de som har mistet bliver gravide end de som ikke har, alene fordi de får ikke det som jeg ønsker mig allermest i denne verden: en hel familie uden et kæmpe hul. 

Misundelse handler jo alene om andre opnår eller får noget man selv ønsker sig, og er derfor jo på ingen måde at ønske dårligt for andre eller ikke at kunne unde dem glæden, men blot at man bare også vil den selv. Jo jo jo der kan fødes tusind piger og det er og bliver ikke min, men billedet, drømmen osv kunne jo have været min. Og tænker det er på samme måde som ufrivillig barnløs, nej dine børn kan ikke være deres men du kan stå i den situation som et andet ønsker mere end alt andet.

Ville så gerne kunne forklare, så du kunne forstå det ikke handlet om at man ikke kan unde andre lykken, men at man simpelthen bare også vil have det selv. Da jeg oplevede misundelsen efter jeg havde mistet, blev jeg bange, jeg blev bange for om jeg nu var sådan et dårligt menneske det ikke kunne have andre fik det jeg ønskede mig. Med tiden lærte jeg at misundelse ikke er en dårlig ting så længe man tør tale om den og den ikke æder en op.

Jeg erkender jeg er misundelig men føler mig lige så empatisk som dem der ikke er det

Britt88 skriver:

Husk at følelser er subjektive og individuelle, og ikke nødvendigvis betyder at man ikke er empatisk. Men nogle følelser kan skygge over andre - og der skal 10 positive til for at dække en negativ.

Lidt ligesom hvis ens mor fx dør - så vil sorgen overskygge det fantastiske liv hun måtte have haft.

Men du må aldrig tro at dine børn anses som mindre værd af os bib

Det er rigtigt og ligesom jeg åbenbart ikke forstår flere i denne tråd, så forstår de ikke mig.

Men jeg synes det er provokerende hvis man har noget imod et billede af en graviditetstest hvis vedkommende har haft nemt ved at blive gravid, men man jubler over det hvis vedkommende har kæmpet for det. Bare for at bruge et eksempel der er nævnt i tråden.

Og tak, jeg tager i hvert fald heller ikke selv mine børn for givet og det håber jeg ikke nogen gør deres børn, uanset om det tog fem minutter eller fem år at blive gravid 

lineog4 skriver:

Jeg må så melde mig i koret af uempatiske mennesker med et psykisk problem  

For misundelse er en del af mit liv, jeg kan blive drøn misundelig på dem der har to piger, dem der er gravide og tror intet kan gå galt, dem der stråler af lykke over deres lille skønne babypige osv osv osv. Jeg har også bemmere ved at glæde mig over de som har mistet bliver gravide end de som ikke har, alene fordi de får ikke det som jeg ønsker mig allermest i denne verden: en hel familie uden et kæmpe hul. 

Misundelse handler jo alene om andre opnår eller får noget man selv ønsker sig, og er derfor jo på ingen måde at ønske dårligt for andre eller ikke at kunne unde dem glæden, men blot at man bare også vil den selv. Jo jo jo der kan fødes tusind piger og det er og bliver ikke min, men billedet, drømmen osv kunne jo have været min. Og tænker det er på samme måde som ufrivillig barnløs, nej dine børn kan ikke være deres men du kan stå i den situation som et andet ønsker mere end alt andet.

Ville så gerne kunne forklare, så du kunne forstå det ikke handlet om at man ikke kan unde andre lykken, men at man simpelthen bare også vil have det selv. Da jeg oplevede misundelsen efter jeg havde mistet, blev jeg bange, jeg blev bange for om jeg nu var sådan et dårligt menneske det ikke kunne have andre fik det jeg ønskede mig. Med tiden lærte jeg at misundelse ikke er en dårlig ting så længe man tør tale om den og den ikke æder en op.

Jeg erkender jeg er misundelig men føler mig lige så empatisk som dem der ikke er det

Hold da op man skal passe på hvad man skriver 

beklager dem der føler sig ramt på en forkert måde.

Jeg tror jeg har forsøgt at forklare det i to foregående indlæg, jeg forstår det til dels, men der er en undertone i denne tråd som jeg ikke bryder mig om, ikke forstår og ikke synes man skal tillade sig selv at svælge i.i

Min mening er måske også lidt farvet af at emnet blev bragt op for år siden - sidst jeg var aktiv på siden og måske var det en af grundene til at jeg holdt mig væk. Men en ulykkelig person var ufrivilligt gravid og fik gevaldigt på puklen for at ønske en abort fordi der jo findes ufrivilligt barnløse. I dét tilfælde var hendes graviditet et lige så stort problem for hendes som manglende graviditet hos andre.

I sidstnævnte eksempel var der godt nok ikke meget empati at spore! Og det synes jeg da der er i dit indlæg, jeg tror godt jeg forstår det. Altså så meget som jeg nu kan, fordi jeg har været heldig mht mine børn indtil videre, ja. Beklager hvis det ikke giver mening, har lige fået sat hår med klemmer så koncentrationen svigter måske

Christine skriver:

Hold da op man skal passe på hvad man skriver 

beklager dem der føler sig ramt på en forkert måde.

Jeg tror jeg har forsøgt at forklare det i to foregående indlæg, jeg forstår det til dels, men der er en undertone i denne tråd som jeg ikke bryder mig om, ikke forstår og ikke synes man skal tillade sig selv at svælge i.i

Min mening er måske også lidt farvet af at emnet blev bragt op for år siden - sidst jeg var aktiv på siden og måske var det en af grundene til at jeg holdt mig væk. Men en ulykkelig person var ufrivilligt gravid og fik gevaldigt på puklen for at ønske en abort fordi der jo findes ufrivilligt barnløse. I dét tilfælde var hendes graviditet et lige så stort problem for hendes som manglende graviditet hos andre.

I sidstnævnte eksempel var der godt nok ikke meget empati at spore! Og det synes jeg da der er i dit indlæg, jeg tror godt jeg forstår det. Altså så meget som jeg nu kan, fordi jeg har været heldig mht mine børn indtil videre, ja. Beklager hvis det ikke giver mening, har lige fået sat hår med klemmer så koncentrationen svigter måske

Grunden til jeg jubler når "dem der har kæmpet bliver gravide", er fordi de i den grad giver MIG håb. 

Jeg har ikke noget imod billeder af andres tests, jeg glider bare let og elegant videre. Det kan ikke ødelægge min dag.

En ting er ikke at glæde sig på andres vegne, en anden ting er ikke at unde dem det.

lineog4 skriver:

Jeg må så melde mig i koret af uempatiske mennesker med et psykisk problem  

For misundelse er en del af mit liv, jeg kan blive drøn misundelig på dem der har to piger, dem der er gravide og tror intet kan gå galt, dem der stråler af lykke over deres lille skønne babypige osv osv osv. Jeg har også bemmere ved at glæde mig over de som har mistet bliver gravide end de som ikke har, alene fordi de får ikke det som jeg ønsker mig allermest i denne verden: en hel familie uden et kæmpe hul. 

Misundelse handler jo alene om andre opnår eller får noget man selv ønsker sig, og er derfor jo på ingen måde at ønske dårligt for andre eller ikke at kunne unde dem glæden, men blot at man bare også vil den selv. Jo jo jo der kan fødes tusind piger og det er og bliver ikke min, men billedet, drømmen osv kunne jo have været min. Og tænker det er på samme måde som ufrivillig barnløs, nej dine børn kan ikke være deres men du kan stå i den situation som et andet ønsker mere end alt andet.

Ville så gerne kunne forklare, så du kunne forstå det ikke handlet om at man ikke kan unde andre lykken, men at man simpelthen bare også vil have det selv. Da jeg oplevede misundelsen efter jeg havde mistet, blev jeg bange, jeg blev bange for om jeg nu var sådan et dårligt menneske det ikke kunne have andre fik det jeg ønskede mig. Med tiden lærte jeg at misundelse ikke er en dårlig ting så længe man tør tale om den og den ikke æder en op.

Jeg erkender jeg er misundelig men føler mig lige så empatisk som dem der ikke er det

Tak kunne ikke skrive det bedre selv 

esioul skriver:

Grunden til jeg jubler når "dem der har kæmpet bliver gravide", er fordi de i den grad giver MIG håb. 

Jeg har ikke noget imod billeder af andres tests, jeg glider bare let og elegant videre. Det kan ikke ødelægge min dag.

En ting er ikke at glæde sig på andres vegne, en anden ting er ikke at unde dem det.

 

Ok. Jamen så er vi nok enige. Jeg kan sagtens forstå at det giver håb og at det derfor er noget særligt 

Christine skriver:

Hold da op man skal passe på hvad man skriver 

beklager dem der føler sig ramt på en forkert måde.

Jeg tror jeg har forsøgt at forklare det i to foregående indlæg, jeg forstår det til dels, men der er en undertone i denne tråd som jeg ikke bryder mig om, ikke forstår og ikke synes man skal tillade sig selv at svælge i.i

Min mening er måske også lidt farvet af at emnet blev bragt op for år siden - sidst jeg var aktiv på siden og måske var det en af grundene til at jeg holdt mig væk. Men en ulykkelig person var ufrivilligt gravid og fik gevaldigt på puklen for at ønske en abort fordi der jo findes ufrivilligt barnløse. I dét tilfælde var hendes graviditet et lige så stort problem for hendes som manglende graviditet hos andre.

I sidstnævnte eksempel var der godt nok ikke meget empati at spore! Og det synes jeg da der er i dit indlæg, jeg tror godt jeg forstår det. Altså så meget som jeg nu kan, fordi jeg har været heldig mht mine børn indtil videre, ja. Beklager hvis det ikke giver mening, har lige fået sat hår med klemmer så koncentrationen svigter måske

Ved jo selvfølgelig ikke hvad du mener undetonen er, men er det det med at juble mere når det er i ens egen livssituation, så tror jeg bare det er menneskeligt fordi det både giver en håb om det kan være mig selv og fordi man forstå deres glæde. Og når man ikke jubler så meget for en der får det man kæmper for let, ja så er det vel også menneskeligt for det er jo alene misundelse.

jeg vil personligt aldrig pege fingre af en der vælger en abort, en der vælger anderledes end mig, for det menneske er anderledes end mig. Jeg er måske heller ikke den der siger: ej jeg forstår godt du ikke vil det barn fordi det rammer sammen med juleaften (ej forstå mig ret). Og så tier jeg bare stille...

Men synes egentlig det er fantastisk når man tør erkende sine følelse og den følelse kan jo være misundelse. Hvis man ikke må sige dem højt så æder de en inde fra.