Mål: at blive mor! (Langt!!)

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

jeg tror også man skal have svært ved at få børn før man kan sætte sig ind i mange af de kvinders tankegang som tester meget... 

jeg har ikke selv haft svært ved at få børn. og jeg har også kun testet en gang med hver. men jeg krydser stadig fingre og sender masser af babystøv til de kvinder herinde som dagligt og ugenligt og månedligt og årligt kæmper for at få stiftet den familie som så mange bare tager for givet, og som mange tror, fordi de bare bliver gravide så snart de ser et hankøn, er så let at få.. 

det er desværre bare ikke alle der er lige fertile af den ene eller den anden grund.

og herinde er der plads til 10000000000 billeder af tests som lige skal tjekkes blandt brugerne herinde for at man bliver 100% sikker på om der nu også er to streger. og det SKAL der være plads til...

det må da også være så enormt frustrerende for de kvinder der kæmper med at få børn, at blive kaldt besatte... det ville jeg da personligt blive enormt stødt over, og ked af.. 

jeg ved godt at tråden ikke er skabt for at træde nogen over tæerne, men jeg tror bare at folk som du og jeg bare ikke har de samme tanker omkring det at få børn, som de kvinder som rent faktisk har sværere ved at blive gravide har... og derfor forstår vi det måske bare heller ikke særlig godt..

Det er/var mit højeste ønske at blive mor. Men vi har aldrig sat en dato for hvornår vi ville begynde at prøve. Vi er bare begyndt. Jeg har heller aldrig brugt en æl test men da jeg mistede i min 2. Graviditet må jeg sige mit fokus flyttede sig gevaldigt. Jeg sku bare være gravid igen og det sku være nu.  Hvis det havde taget længere tid havde jeg nok begyndt med æl osv.

Jeg fik os mange mange scanninger i min 3 graviditet for jeg sku være sikker på det gik godt denne gang

Isabella_mor skriver:

jeg tror også man skal have svært ved at få børn før man kan sætte sig ind i mange af de kvinders tankegang som tester meget... 

jeg har ikke selv haft svært ved at få børn. og jeg har også kun testet en gang med hver. men jeg krydser stadig fingre og sender masser af babystøv til de kvinder herinde som dagligt og ugenligt og månedligt og årligt kæmper for at få stiftet den familie som så mange bare tager for givet, og som mange tror, fordi de bare bliver gravide så snart de ser et hankøn, er så let at få.. 

det er desværre bare ikke alle der er lige fertile af den ene eller den anden grund.

og herinde er der plads til 10000000000 billeder af tests som lige skal tjekkes blandt brugerne herinde for at man bliver 100% sikker på om der nu også er to streger. og det SKAL der være plads til...

det må da også være så enormt frustrerende for de kvinder der kæmper med at få børn, at blive kaldt besatte... det ville jeg da personligt blive enormt stødt over, og ked af.. 

jeg ved godt at tråden ikke er skabt for at træde nogen over tæerne, men jeg tror bare at folk som du og jeg bare ikke har de samme tanker omkring det at få børn, som de kvinder som rent faktisk har sværere ved at blive gravide har... og derfor forstår vi det måske bare heller ikke særlig godt..

 

 

Her krydser jeg også på livet løs- ønsker alt det bedste for dem alle-ingen tvivl om det! For det er da fantastisk at blive mor, større oplevelse kan man ikke få end netop dét! Og jeg må indrømme at jeg fra sidelinjen følger et par piger herinde hvor deres historier har rørt mig meget dybere end jeg nogensinde har forestillet mig en fremmed ville kunne. (Hvor forkert det så end lyder) Og ja, det er jo en baby-side, så vi er også enige om at der plads til den slags-masser af plads  og ja, "besat" er ikke for heldigt et ordvalg, men opsat på pb, dén vil jeg gerne rette, for det er IKKE ment som at det skal kunne opfattes negativt, men besat er faktisk et negativt ladet ord, så undskylder for den!!

Og du skriver så præcist til sidst: "jeg ved godt at tråden ikke er skabt for at træde nogen over tæerne, men jeg tror bare at folk som du og jeg bare ikke har de samme tanker omkring det at få børn, som de kvinder som rent faktisk har sværere ved at blive gravide har... og derfor forstår vi det måske bare heller ikke særlig godt.." Netop derfor jeg oprettede denne tråd

Mama85 skriver:

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

det fylder ekstremt meget,når man stopper sig med hormoner,skal scannes i tide og utide,og alligevel ikke ane om man er købt eller solgt. Det bliver sku nok lidt omdrejningspunktet i ens liv og man bliver stresset når folk når at få flere børn,inden det overhovedet er lykkedes en selv.

Mama85 skriver:

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

Hejsa.. 

Du ønsker ikke at træde nogle over tæerne - det gælder også for mit vedkommende, men må give  isabella-mor ret. 

Når man ikke har døjet med fertiliteten for at bruge dine egne ord, kan det være svært at sætte sig ind i, hvilke tanker der fylder. 

I starten er det spændende og man er lykkelig for at forsøge at lave et ønskebarn. Som månederne går og mens kommer hver gang bliver man slukøret. Tankerne begynder at flyve: fejler jeg noget eller gør min partner? 

For nogen bliver det en mindre besættelse. Som når man bliver ved med at dumpe til eksamen eller køreprøvers - det kan da ikke passe, og man bliver ihærdig. 

Når beslutningen er tabet om pb er det for alle et ønskebarn. Prøv at tænk på noget, du rigtig gerne vil have, men som står på dem anden side af en stor, tyk rude og virker så uopnåeligt og langt væk. 

Sådan er det med vores projekt. Vi drømmer om at blive forældre og som tiden går, hvor det ikke lykkes naturligt (nu 3 år), så ønsker man det mere. 

Til sidst, når man har prøvet længe og endnu ikke er blevet af- eller bekræftet i, at man fejler noget, der hindrer graviditet, klynger man sig fast til al håb. Inklusiv graviditetsteste, der måske har en lille, svag, utydelig ekstra streg. Tålmodigheden på at vente på at mens dukker op bliver ikke-eksisterende - især med uregelmæssig mens, da cyklus er sværere at beregne. 

Jeg har forståelse for at det kan være svært at forstå og sætte sig ind i,når man har kunne blive gravid, når man har besluttet sig for at forsøge, men for dem der har prøvet længe, er naturens gang i de fleste tilfælde en by i Rusland. 

Til sidst mister man troen på at kunne blive mor/forældre. Og det ønsker man sig jo brændende, når beslutningen er truffet. 

Håber det giver dig en snert af forståelse for de kvinder, der ligger billeder ind af tests osv. 

Hilsen en fra en, der selv brændende ønsker at blive mor - og som ikke opgiver håbet til trods for 1000 negative tests. 

L&V skriver:

Det er/var mit højeste ønske at blive mor. Men vi har aldrig sat en dato for hvornår vi ville begynde at prøve. Vi er bare begyndt. Jeg har heller aldrig brugt en æl test men da jeg mistede i min 2. Graviditet må jeg sige mit fokus flyttede sig gevaldigt. Jeg sku bare være gravid igen og det sku være nu.  Hvis det havde taget længere tid havde jeg nok begyndt med æl osv.

 

Jeg fik os mange mange scanninger i min 3 graviditet for jeg sku være sikker på det gik godt denne gang

Var det kærligheden til din kæreste/mand der udviklede sig naturligt til at I nåede den fase hvor det var "naturligt" at begynde at stifte familie? Eller var det en drøm du altid har haft uanset om hvilken mand der var inde i billedet? Det lyder måske lidt fjollet den måde jeg spørger på, men jeg ved at vi er så forskellige at der er nogen der ville kunne vælge sidste svarmulighed (ikke at jeg antyder til at netop du kunne gøre det) men ja, kan godt følge dig i at din motivation for at pb skal lykkes er højere pga. De faktorer I har gennemgået..må jeg have lov til at spørge hvordan det går med pb nu? 

esioul skriver:

det fylder ekstremt meget,når man stopper sig med hormoner,skal scannes i tide og utide,og alligevel ikke ane om man er købt eller solgt. Det bliver sku nok lidt omdrejningspunktet i ens liv og man bliver stresset når folk når at få flere børn,inden det overhovedet er lykkedes en selv.

Ja, selvfølgelig gør det dét, det kan jeg godt forestille mig..men fylder "presset" meget i jeres egen pb, eller er det noget der ulmer i det fjerne, hvor man ved at det er der et eller andet sted, men som ikke rigtig tør at se i øjnene..? Det lyder lidt dumt, men kender nemlig én som jeg har haft tæt inde på livet i mine ungdomsår der kæmper med pb og ikke rigtig kan/vil anerkende andres børns eksistens..ikke at det er ens for alle, men hvordan har du med det? Og hvor i pb er i nu? 

Mama85 skriver:

Ja, selvfølgelig gør det dét, det kan jeg godt forestille mig..men fylder "presset" meget i jeres egen pb, eller er det noget der ulmer i det fjerne, hvor man ved at det er der et eller andet sted, men som ikke rigtig tør at se i øjnene..? Det lyder lidt dumt, men kender nemlig én som jeg har haft tæt inde på livet i mine ungdomsår der kæmper med pb og ikke rigtig kan/vil anerkende andres børns eksistens..ikke at det er ens for alle, men hvordan har du med det? Og hvor i pb er i nu? 

jeg jubler ikke på andres vegne. Kun hvis de som mig har kæmpet en brag kamp. Jeg har haft det skidt med de følelser,men klinikken jeg er tilknyttet siger det er helt naturligt følelser. Vi skal i reagensglas behandling og har pt kæmpet 5 år.

Flødebollen skriver:

Hejsa.. 

Du ønsker ikke at træde nogle over tæerne - det gælder også for mit vedkommende, men må give  isabella-mor ret. 

Når man ikke har døjet med fertiliteten for at bruge dine egne ord, kan det være svært at sætte sig ind i, hvilke tanker der fylder. 

I starten er det spændende og man er lykkelig for at forsøge at lave et ønskebarn. Som månederne går og mens kommer hver gang bliver man slukøret. Tankerne begynder at flyve: fejler jeg noget eller gør min partner? 

For nogen bliver det en mindre besættelse. Som når man bliver ved med at dumpe til eksamen eller køreprøvers - det kan da ikke passe, og man bliver ihærdig. 

Når beslutningen er tabet om pb er det for alle et ønskebarn. Prøv at tænk på noget, du rigtig gerne vil have, men som står på dem anden side af en stor, tyk rude og virker så uopnåeligt og langt væk. 

Sådan er det med vores projekt. Vi drømmer om at blive forældre og som tiden går, hvor det ikke lykkes naturligt (nu 3 år), så ønsker man det mere. 

 

Til sidst, når man har prøvet længe og endnu ikke er blevet af- eller bekræftet i, at man fejler noget, der hindrer graviditet, klynger man sig fast til al håb. Inklusiv graviditetsteste, der måske har en lille, svag, utydelig ekstra streg. Tålmodigheden på at vente på at mens dukker op bliver ikke-eksisterende - især med uregelmæssig mens, da cyklus er sværere at beregne. 

Jeg har forståelse for at det kan være svært at forstå og sætte sig ind i,når man har kunne blive gravid, når man har besluttet sig for at forsøge, men for dem der har prøvet længe, er naturens gang i de fleste tilfælde en by i Rusland. 

Til sidst mister man troen på at kunne blive mor/forældre. Og det ønsker man sig jo brændende, når beslutningen er truffet. 

 

Håber det giver dig en snert af forståelse for de kvinder, der ligger billeder ind af tests osv. 

 

Hilsen en fra en, der selv brændende ønsker at blive mor - og som ikke opgiver håbet til trods for 1000 negative tests. 

Hvor tidligt i jeres forløb lod I jer undersøge om hvorfor jeres pb ikke lykkes? For 3 år er da lang tid uden at blive klogere på hvorfor det endnu ikke er lykkedes jer, alt efter jeres alder..men nu hvor tænker jeg om kender jeg faktisk 3 par hvor det har taget mellem 5-8 år fra pb-start til at de fik deres guldklumper-helt naturligt! Men tusinde tak for dit meget velbeskrevet svar..